Redaktørens forord


2015 sep
Vores bedste rejsetips & -råd
Lars-Terje Lysemose
Lars-Terje Lysemoses billede

“Mine damer og herrer. Brug solcreme. Hvis jeg skal give ét tip til fremtiden, så er det solcreme. Langtidseffekterne af solcreme er blevet bevist af videnskabsfolk. Hvorimod resten af mine råd ikke har noget mere pålideligt grundlag end mine selvgjorte erfaringer.”

Med citatet fra Baz Luhrmanns sang “Everybody’s Free (to Wear Sunscreen)” i hu tager vi hul på endnu et Globen med tema om “Vores bedste rejsetips & -råd”. Det at råde andre er faktisk ikke nogen let opgave, for ud over vores fælles lyst til at rejse rejser vi jo på forskellige måder og har forskellige præferencer og mål med det at rejse. Forskelligheden er dog også en styrke, for vi lader os jo også inspirere af hinanden og får øjnene op for andre måder at rejse på – og nye rejsemål, som vi måske slet ikke havde overvejet før.

Adspurgt om hvilke apps, som er nyttige at have med på rejsen, anbefaler I berejste bl.a. disse: Til at navigere med: CityMaps2Go, Google Maps, ForeverMap, Maps.me, Open Street Map og Here. Til at holde styr på rejseplanerne: TripIt og CheckMyTrip. Til seværdigheder: TripAdvisor. Til valuta: Currency, XE og Currency Converter. Til offentlig transport: MetrO. Til kulturelle dos and don’ts: Cultures.

Og på nettet anbefaler I: Til privat indkvartering: couchsurfing.com og hospitalityclub.org. For tips om at flyve: flyertalk.com. For praktiske rejseoplysninger: wikitravel.org og lonelyplanet.com/thorntree. For hjælp til stikkontakter: whichplug.com. For tips til togrejser: seat61.com. For tips til færge i Europa: ferrylines.com. Og for krydstogtskibe: cruisecritic.com. Og for tips til at booke en seng: hostelz.com, hotelscombined.com, priceline.com, hotwire.com, betterbidding.com og moneysavingexpert.com/travel/cheap-hotels.

Og som Pia Baltzer Saabye ‬tilføjer: “Planlæg ikke din rejse ihjel. Rejs og oplev. Du kan alligevel ikke planlægge det uforudsete!”‬‬‬‬‬

Endelig er det altid lettere at rejse med så lidt bagage som muligt.

Men mit bedste, personlige rejsetip lyder: Tag dig tid til at lære nogle lokale at kende. Lær kulturen og sproget. Selv de mest basale gloser kan åbne døre.

Vidste du i øvrigt, at du får rabat hos klubbens samarbejdspartnere? Og at vi løbende får nye aftaler? Se rabatterne på modsatte side. Og forsøg gerne at skaffe nye aftaler til klubben.

Talemåden ”the world is my oyster” tilskrives Shakespeare. Og efter at have arbejdet på fire kontinenter og boet uden for Danmark en tredjedel af mit liv er verden faktisk blevet min østers. Jeg nyder at rejse og gå på opdagelse, elsker kaffemik – og drikker gerne min saké varm!

Efter et år tilbage i Danmark længes jeg faktisk allerede efter nye horisonter. Det kosmopolitiske udsyn er jeg langtfra ene om at have. Alle berejste er jo passionerede rejsende. Men nogle af os slår også rødder ude i verden. I dette nummer tager vi derfor hul på en ny serie, hvor vores udsendte giver deres bedste rejsetips til det sted, de har valgt at slå sig ned.

”At rejse er at leve,” siges H.C. Andersen at have sagt. Ligesom eventyrdigteren suger jeg indtrykkene til mig og revitaliseres, når jeg står ved Trevifontænen, på Champs-Élysées eller ved Themsen. Selv rejser jeg for at få verden ind under huden, lære af den, udvide min horisont og blive klogere på livet, andre mennesker – og mig selv.

Rigtig god rejse- og læselyst!