Nu flyver dragerne igen over Kabul


Theis Søllings billede
2013 mar

Nu flyver dragerne igen over Kabul

Oplev Afghanistan og en af verdens ældste kulturer og se en anden side af landet end det, vi ser, læser og hører i nyhederne.

 

Tekst & fotos: Theis Sølling

Afghanistan er næppe et land, der behøver nogen større introduktion. Det centralasiatiske land har været i mediernes overvejende negative søgelys som følge af væbnede konflikter i snart 35 år. Men Afghanistan er så meget mere end Taleban og vejsidebomber, og en turistrejse til landet vil – med de rette forberedelser – kun påføre den rejsende skade i form af en voldsom trang til at vende tilbage til den enestående gæstfrihed, man møder overalt i landet. Min egen rejse til Afghanistan i 2012 efterlod mig i hvert fald med et uudsletteligt indtryk af et smukt og stolt folk.  

"I er modige!” Vi er midt i en eksplosion af farver, kebab-os og fuglekvidder i Kah Faroshi – Kabuls gamle fuglemarked. Ordene stammer fra Ali, en bred Pastun i hvid salwar kameez.  Hans lange sorte skæg og sorte turban får os til at tænke på hedengangne taliban-dage. Han er dog blot australsk afghaner på besøg. Vi trækker vejret roligt igen, men selv om vi kun har mødt ekstrem venlighed overalt på vores tur fra Mazar-e-Sharif på den støvede steppe i det nordlige Afghanistan til det ældgamle fuglemarked her i Kabuls tyrkiske bazar, så ved man jo aldrig!

 

Afghanere sætter en ære i at være værter. De deler alt, hvad de har med fremmede, som har behovet. Vi går dybere ind i bazaren, der med sine lerklinede vægge ser ud, som om den har ligget der siden Alexander Den Store kom forbi Kabul. Kvindernes blå burkaer kaster skygger i eftermiddagssolen, mens gaden giver genlyd af de mange salam aleikum’er, vi mødes af fra de små støvede boder.  Mange steder inviteres vi på choi  – te. 

”Hvad er jeres arbejde her i Afghanistan?” Vi er turister. Afghanerne smiler stolt. De er glade for, at folk vil besøge deres enestående land med fredelige hensigter.  I en af de ramponerede butikker tager vi imod et tilbud om te hos Said, som sælger tæpper. Men han vil ikke høre tale om noget salg, før vi har drukket uendelige mængder af sød afghansk te og spist alle hans pistacienødder. I 1970’erne kom her mange turister, siger han. Men nu kommer der ikke så mange. Afghanerne har været hårdt ramt. Han læser digte op for os på et smukt dari – både små finurlige ordspil og længere mere melodiske stykker om krig og kærlighed.  Vi tager afsked med et rungende tashakkur – det allestedsnærværende ”tak” på dari, som er en dialekt af iranernes farsi og tales af halvdelen af Afghanistans befolkning. 

Smukke mennesker og nye moskéer

Shar-e-Doh Shamshira – Kongen med De To Sværds Moské ved Kabulfloden. Et af kong Amanullahs forsøg på modernisering i Kabul.
 

For enden af bazaren ligger Kabulfloden. Der er ikke meget vand i – det kommer først, når sneen smelter i Hindu Kush om foråret.  Men der er udsigt til den tusinder af år gamle bymur, der snor sig op ad bjergvæggene omkring Kabul og til den unikke Shar-e-doh Shamshira-moské.  En bygning, der – som den eneste af sin slags i verden – er bygget i en meget særpræget 1920’er-stil. Moskéen hører nærmere hjemme i et europæisk funkiskvarter end i et centralasiatisk brændpunkt. Den er smuk – alene navnet! – “Kongen med De To Sværds Moské”. Man kan næsten høre bygningen fortælle om alle de ulyksaligheder, som indbyggerne i Kabul har stået model til. Der er ikke så forfærdelig mange decideret smukke bygninger i Kabul, men der er til gengæld utrolig mange smukke og stolte mennesker her – som overalt i Afghanistan.

Med sin position i hjertet af Silkevejen har landet været en smeltedigel for etniske grupper, der var på vej fra Kina til Middelhavet, og det ses tydeligt i gadebilledet. Lige meget hvor man vender sig hen, ser man folk med et nyt udseende. Afghanistans mere end 20 dominerende etniske grupper er landets styrke – og dets store svaghed. Det er selvfølgelig umuligt at nå til nogen som helst form for enighed med en sådan diversitet. Afghanistan mangler en leder, der forstår at samle landet.  De afghanere, vi talte politik med, mener absolut ikke, at det er landets siddende præsident Hamid Karzai. Overalt i gadebilledet ser man bannere med Nordalliancens leder, Ahmed Sham Massood – patrioten med den karakteristiske afghanerhat, puh kul. Han havde nok været et godt bud, hvis han altså ikke var blevet snigmyrdet af talebanstyret i bjergene nord for Kabul to dage inden 9/11. De vidste vist, at der var noget i gære.

Kebab i Shar-e-nau

Vi fortsætter tilbage mod vores hotel i Kabuls nye bydel, Shar-e-naw. Her ligger Shar-e-naw-parken.  Der er ingen belysning, men masser af liv. Unge, der mødes, som de altid har gjort det. De er nu frie til at gøre, hvad de vil.  De sidder i parken og hører musik eller spiller fodbold. Ting som var forbudt under talibanstyret. Der er også en liflig duft af gran iblandet duften af lammekød fra hver trækulsgril, som er stillet op rundt omkring parken i små boder. Her kan man købe lækker afghansk mad for en slik. Inden vi går i seng, besøger vi et af Kabuls supermarkeder for at proviantere til vores tur ud for at finde drageløberne.

Drageløberne på udkik efter deres næste bytte

Gadeliv i Kabuls tyrkiske basar

Hvis man tager op ad bakken mod Nadir Shars mausoleum, render man uundgåeligt ind i Kabuls drageflyvende ungdom. Drageflyvning er en stor sport i den persisktalende del af verden og er ivrigt genoptaget, efter at Talebans forbud er væk. Det gælder om at kappe de andres drager ned med dragesnoren.  De unge er rene mestre. Det er herligt befriende at stå her på Maranjan-højdedraget og kigge ud over Kabul, mens man betragter drengene, der spejder ud over bakkens kant. De kigger mod himlen og mod dragerne, der blafrer højt oppe i morgenbrisen, som de har gjort i århundreder. I Kabul nedenfor ånder alt på overfladen fred og ro. Måske er der morgengry på vej for Kabuls drageløbere.

Kabul er knudepunkt for rejser ud i landet. Man kan besøge mange steder i Afghanistan, men man skal lytte til lokale råd. Alt syd for Kabul bør man undgå. Det nordlige og vestlige Afghanistan rummer dog kulturelle skatte og den samme ekstremt gæstfrie befolkning som i Kabul. Man kan besøge den blå moske i Mazar-e-Sharif, der gemmer på profetens fætters grav – eller en af Silkevejens perler, Herat i vest med den enestående fredagsmoské. Hvor man end vender sig, så er man helt sikker på eventyr og gæstfrihed. Et besøg får en til at ønske det allerbedste for Afghanistan, som i den grad har brug for alt den støtte, landet kan få.

 

Theis Sølling har medlemsnr. 218 og oplyser, at han kender to gode rejsecitater: "Vejen er målet" (Michael Knakkergaard Jørgensen) samt "på min gravsten skal der stå: ’been almost everywhere, done almost everything’” (ukendt Thorn Tree-skribent på www.lonelyplanet.com). Theis prøver i hvert fald at efterleve dem, når han kan. Hans motto er, at det gælder om at leve hele tiden, så livet ikke bliver noget, der sker, mens man forbereder sig på noget andet! Der er så mange fede oplevelser derude og ofte er de fedeste dem, som man ikke forbereder sig på – dem der bare finder sted rundt om hjørnet eller på løbeturen i en

 

 

Faktabox

UD & HJEM IGEN: Turkish Airlines flyver fra København til Kabul via Istanbul for ca. 4.000 kr. t/r. Alternativt kan man rejse ind over land fra enten Iran (via Mashad til Herat), Uzbekistan (via Tashkent til Termiz eller Hairatan) eller Turkmenistan (via Sergetabad til Herat), som giver en mulighed for at se mere af Centralasien. Indrejse via de centralasiatiske republikker er lidt mere besværligt, da der er omfattende visumkrav. Man kan få et turistvisum til Afghanistan ved den afghanske ambassade i enten Berlin (50 euro) eller Oslo (100 euro). Rundrejse i landet er mest sikkert i den nordlige del, mens den sydlige del ikke kan besøges på nuværende tidspunkt. Indenrigsfly (fx www.flykamair.com) er billige og anbefalelsesværdige, da vejene og trafiksikkerheden er i dårlig stand. Hoteller og mad er meget billigt (mindre end 150 kr. om dagen), hvis man benytter sig af lokale faciliteter.
 
 
Share this