Tag tiden med i rygsækken


Claus Qvist Jessens billede
2015 sep

Lige siden de gamle grækeres tid har vi diskuteret rejsemål og rejseformer. Bare mød op til et medlemsmøde eller en glad aften i Café Globen, og du vil opleve hele registret. Fra eventyrlystne evighedsbackpackere med uendelig lang tid og ingen penge til forretningsrejsende på hurtige ture, for hvem alt andet end femstjernede, airconditionerede luksushoteller er utænkeligt. For der er lige så mange meninger om kunsten at rejse, som der er medlemmer i De Berejstes Klub.

Brugen af lokal transport er langt mere udfordrende, uendeligt meget mere ukomfortabelt og i sidste ende meget sjovere end airconditionerede turistbusser. Dette mauretanske tog fra Nouadhibou til Sahara tager prisen som mit mest ukomfortable til dato.

Nøglefaktoren i alt fornuftigt rejseliv er tid, ikke antallet af lande. Folk har det med at blive imponeret af antallet af lande, og her i klubben er landetælleriet ligefrem blevet ophøjet til perfektion i form af klubbens årlige hitlister over ”berejsthed”. Det endeløse landetælleri har gjort, at mange medlemmer har antaget en noget aparte rejseform, hvor hovedformålet med rejsen bliver at få så mange stempler i passet som overhovedet muligt på meget kort tid. Fem-seks ugers ferie skal helst konverteres til 10 nye lande, og så gør det mindre, om man oplever noget ud over lufthavne og grænseregioner. Det vigtigste er det nye stempel i passet, så man kan rykke et trin op ad ranglisten og blive mere ”berejst”. Det er trods alt bedre at have rejst i 80 lande end i 60 – eller er det?

Måske, men det ensidige fokus på at fræse fra land til land  snarere end at få nogle gode oplevelser lyder i mine ører som folk, der siger, at de elsker opera, og så hver gang forlader forestillingen efter ouverturen. Verden er proppet af fantastiske steder med gudeskønne landskaber og kulørte befolkninger, og skal man løfte blot en lille flig af klodens spraglede tæppe, går det slet ikke kun at bruge 24 timer i et land. Bortset fra enkelte mikrolande findes der vel ikke mange lande i verden, hvor man i ramme alvor kan sige at have været der ”rigtigt” på en dag eller to.

Lokal transport i Vestafrika er altid stadiet før sild i tønde. Denne “taxa” rummede hele 13 voksne og børn – plus et par spædbørn på skødet. En oplevelse, her fra Dalaba, Guinea.

Oveni kan lynrejsere heller ikke nå ret meget andet end at opleve en hovedstad eller en enkelt by, inden de skal ud igen til næste stempel. Det er grumme synd både for den rejsende og landet, for det er ofte i de helt uturistede dele af verden, man oplever mest – især på det menneskelige plan. Bevares, Taj Mahal, Machu Picchu og Eiffeltårnet kan godt opleves på én dag hver, men vil man bare en smule ud i kanterne, er det helt til grin at tænke i passtempler. Man snyder sig selv for en masse oplevelser ved kun at tænke i nye lande.

Mit vigtigste rejseråd er derfor, at ting tager tid. Drop landefræseriet, og nyd i stedet, at du er et dejligt sted. Nyd, hvor du er i stedet for at tænke på et nyt stempel i passet i morgen. Prøv at blive en rejsende, som vi andre har lyst til at spørge til råds. Fræsere oplever ikke meget andet end visa og hurtige flybilletter, og du skal jo kun ”score” to nye lande hvert andet år, så der er masser af muligheder for at bruge krudtet på at tulle rundt på må og få og  komme godt ud i kanterne. Nyd verdens vidunderlige steder i stedet for kun at opleve dem gennem antallet af lande på hitlisten.

Planlægning hjemmefra – eller mangel på samme

Derhjemme ved vi alle, hvad vi skal i morgen. Og i overmorgen. Og hver eneste dag i ugen efter, og som regel også resten af måneden og den næste med. Kalenderen er fuld adskillige måneder fremad, og alt fra møderne på jobbet til juniors fodboldtræning står nedfældet i vor dyrebare iPhone. Der er ikke meget plads til kulørt improvisation.

Den slags smitter af på nutidens rejseliv. Med Internettet er det i vore dage uendeligt meget lettere at søge info om enhver lille plet på landkortet, end det var for bare 20 år siden. Oveni kan vi booke det hele hjemmefra, og så er det ret let ved computerens hjælp og de billige flybilletter at organisere sin egen ferie i Vietnam, hvor der er minutiøse planer for hver eneste dag. Alle attraktioner og hoteller er lagt ind, for vi skal jo nå alt fra Hanoi til Mekongdeltaet på otte dage.

Om ens rejse skal ligne en nøje planlagt, militær operation, eller om man skal have plads til at improvisere, er i høj grad et spørgsmål om temperament, og hvad man vil med rejsen. Er formålet at komme ud til alverdens UNESCO-steder og se de ting, man ”skal” se, er det sikkert en brugbar taktik, men det er det ikke, hvis man i stedet prioriterer at hænge ud i skæve, indiske landsbyer eller på kaotiske, vestafrikanske markeder. Det koster tid at komme ud dér, hvor alle de andre turister ikke kommer, og så skal man lade være med at besætte hele kalenderen. En hullet kalender gør det meget lettere at lade sig rive med af beretningerne fra en anden, tilfældig rejsende, der kan fortælle flotte historier fra et hjørne af verden, du ikke anede eksisterede.

Jeg kan personligt meget bedre lide at bruge mere tid på rejsen, have enkelte ”fikspunkter” undervejs (så få som muligt!) og så give god plads til improvisation undervejs. Den slags er naturligt nok  lettere, hvis man har et par måneder eller 12 til sin rådighed. Men selv hvis der kun er meget kort tid, så prøv alligevel at lade være med at forudbooke alverdens hoteller, ture og arrangementer, så der ikke er plads til så meget som én, eneste dag med dårligt vejr eller mylderbæ. Den slags sker altid for alle andre en Superman, så læg fx to-tre ”lave-ingenting-dage” ind i hver uge, og der er pludselig plads til ”at flyde”.

Rejseform – én, to, mange?

En meget undervurderet faktor, som på mystisk vis ikke står beskrevet i ret mange guidebøger, er rejseformen. Skal man drage på langfart alene? Sammen med kæresten? Med vennerne? I en organiseret gruppe med guide?

Af og til får man sjove og meget uventede oplevelser – fx da jeg skulle lære denne stoltemujahedinkriger at kaste med en spindestang i Minar-e-Jam i Afghanistan.

Grupperejser er i vore dage langt fra det samme som datidens busrejser til Harzen, og det er muligt at koble sig på  små, intime grupper til rejsemål, der for få år siden var utænkelige. Rejseselskaber som Viktors Farmor, Kipling og Penguin har alle fine rejser til ”sære destinationer” som Kaukasus, Iran, Kirgisistan og resten af verden. Programmet er lagt, og på to uger får man det maksimale ud af sin tid, i hvert fald hvad angår ”forudsigelige attraktioner”.

Der er sørget for det meste, og ud over altid at have en vidende guide med får man et socialt hyggeliv og (især) en stor indbygget tryghed. Man er aldrig alene, og det giver en naturlig ”sikkerhed”, som især solokvinder sikkert kan sukke efter. Gruppeturen er en genial måde at slippe for mange af rejselivets bekymringer, mens man får det fulde udbytte af Tikal, Borobodur og Pyramiderne.

Der er ingen tvivl om, at gruppeture er kommet for at blive, men om de nu også er det rigtige, afhænger meget af, ”hvem du er”. Er formålet med rejsen at se de programsatte highlights og samtidig vide lige præcist, hvad man skal lave i morgen eller i overmorgen, er det helt perfekt. Til gengæld følger man automatisk i andre gruppers udtrådte fodspor, og der er ikke meget plads til improvisation eller til at blive et sted et par dage ekstra. Det er svært at dreje til venstre, hvis resten af gruppen skal til højre.

Anarkistiske tilbøjeligheder passer i det hele taget ikke i en stor gruppe, og jeg har for længst erkendt, at jeg (for alles skyld!) har det meget bedre som solorejsende eller på tomandshånd sammen med konen. Annette får grå hår af alle mine impulsive tendenser, men finder sig tålmodigt i de fleste sprællerier. Det passer fint med hendes lyst til at falde hen med en af Henning Mankells krimier, og så tér jeg mig dumt i mellemtiden. ”Life is what’s happening to you while you’re busy making other plans” (John Lennon: ”Beautiful Boy”).

Ligesom tiden er rejseformen i høj grad en individuel sag. At være solist eller par med god tid er det helt rigtige for mig, men det er det langt fra for alle, så det gælder om at finde ud af, hvad der passer bedst til den enkelte rejsende. Hvor føler du dig bedst tilpas? Og vælg så det, der føles rigtigt, og vær uendeligt ligeglad med, at andre i klubben måske synes, at du er weird. DBK er en klub af weirdoes.

Transport – fra aircon-busser til blafferi

En i mine øjne markant ulempe ved enhver planlagt gruppetur er transporten. Mange ser det sikkert som en fordel, men gruppeture har det med kun at se verden fra en airconditioneret minibus, der med kyndig chauffør triller holdet fra Esfahan til Shiraz. Det er genialt, hvis målet med rejsen alene er at se stederne A, B og C, men ikke så fedt, hvis man gerne vil opleve den lokale verden mellem A, B og C, og slet ikke hvis man gerne vil have plads til det uventede. I de komfortable aircon-busser misser man nemlig et vidunderligt aspekt ved eventyret: De lokale og helt uforudsigelige chicken-busser, hvor man glad hopper af sted, siddende ovenpå 10 rissække og 50 vandmeloner, mens man med naboens stortissende spædbarn i favnen slås om pladsen med geder og får. Bumlebusser er en livsstil, og en dejlig en af slagsen, som passer godt med Aerosmiths ord i sangen ”Amazing”: ”Life’s a journey, not a destination”. Det gælder også rejselivet.

At blaffe er en genial måde at opsøge det uventede. Da jeg blaffede illegalt fra Kashgar (Xinjiang) og op på det tibetanske plateau, kørte vi i floden i Aksay Chin.

En helt speciel transportdisciplin er at blaffe. Uanset om man havner i Afrika, i Canada eller i Patagonien, kommer man ret hurtigt derud, hvor selv de lokale bumlebusser er holdt op med at køre, men så har vi heldigvis to tommelfingre – og konen mener endda, at jeg har 10, når noget skal repareres derhjemme. Der er altid nogen, der skal fra A til B, og det er ofte både lettere og hyggeligere at stille sig op i vejkanten med tommelen ude og vente på det uventede.

Som så meget andet er blafferi noget, der tiltaler nogle typer af rejsende, mens nervøse planlægningsfreaks nok vil have det skidt med ikke at vide, hvad der sker i løbet af de næste timer eller dage. Men er man glødende tilhænger af det impulsive og det uventede, er blafferi intet mindre end himmerige. Man aner ikke, hvornår man bliver samlet op – eller af hvem, og det er heller ikke altid til at vide, hvor bilen kører hen. At blaffe er det perfekte liv for udadvendte solo-rejsenisser med meget tid, lavt budget og lyst til at opleve verden på det lokale og uorganiserede plan. En meget levendegjort udgave af den amerikanske rejseskribent Paul Theroux: “Tourists don’t know where they’ve been, travellers don’t know where they’re going.”

Er det farligt? Måske, men efter at have blaffet i 30 år har jeg aldrig selv haft andet end gode oplevelser på den front. Lige fra invitationer til frokost eller venlige omveje til overnatninger hjemme hos chaufføren selv. Det er bare en ”teknik”, der fungere bedst for udadvendte mennesker med snakketøjet i orden og et vist kendskab til fremmedsprog. Når man bliver samlet op, er det jo, fordi chaufføren er nysgerrig og har lyst til at snakke, og så skal man ikke klappe i som en østers. Nyd, at du har fået lov at opleve lidt af hans/hendes verden, og vejen til venskab er allerede meget kortere.

Især i Vestafrika er transport en oplevelse, men det kræver tid og en fysik som en dværg. Overalt forbinder ramponerede deletaxaer by A med by B. Her Gabu i Guinea-Bissau.

Hvem kan man blaffe med? Alt! Naturligvis flest biler eller lastbiler, men det er  også lykkedes mig at få lift med alt fra oksekærrer og hestevogne til privatfly, små motorbåde og luksusyachter. Mit i særklasse underligste lift fik jeg, da jeg for 25+ år siden tomlede mig til en elefanttur i Jaipur, Indien! Den bliver svær at slå på underlighedsindekset.

Invitationer

En smuk og ofte uundgåelig bivirkning ved at tosse rundt i verdens mindre turistede regioner (og have god tid!) er ”invitationer”. Ud af ingenting bliver man pludselig inviteret til alt muligt, lige fra bryllupper til begravelser og alt ind imellem, og uvægerligt må man stille sig spørgsmålet: ”Ja” eller ”nej”.

Mange mainstream-turister vil sikkert have paraderne oppe med det samme og sige ”nej”, men prøv alligevel at sige ”ja” – især hvis det er et sted langt væk, hvor folk ikke lever af turister. Jeg har  konsekvent sagt ja de seneste 25-30 år, og jeg har endnu min første dårlige oplevelse til gode. Der er så meget at vinde ved et ”ja”. Det koster kun to bogstaver og er en spændende vej til herlige oplevelser.

Rejseøkonomi

Ting koster penge, og rejser er ingen undtagelse. Jo flere penge, jo mere oplever man – ik’? Næh. De seneste 30 år har lært mig eksakt det modsatte: At sandsynligheden for gode, menneskelige oplevelser ligefrem falder med et stigende budget. Hvorfor det? Fordi det høje budget smider dig sammen med de air-conditionerede luksusturister, mens et ”lokalt budget” gør, at du oplever verden sammen med de lokale, du i virkeligheden er taget til Langtbortistan for at se.

Du oplever uendeligt meget mere på en indisk andenklasses togrejse end i en lukket førsteklasseskupé sammen med tre andre luksusturister og deres iPads. Og ”gademad” sammen med Muhammad, Ashoki og José er også uendeligt meget sjovere end en turistet restaurant fyldt med danskere, svenskere og tyskere. Dem kan vi lige så godt opleve i Søndervig.

Jo billigere du rejser, desto tættere kommer du på det lokale miljø, og jo flere oplevelser får du – i hvert fald til en vis grænse. Du skal heller ikke være så nærig, at du aldrig oplever noget. Brug penge, når det er nødvendigt, men prøv alligevel at holde dig på et lavt niveau.

Kunsten at lege

En sjov ”hemmelighed” ved rejselivet er hobbyerne. Tag dine laster med dig, og dyrk dem sammen med de lokale. For mig betyder det som regel at rejse rundt med et par fiskestænger. Alternativt giver jeg gerne et nummer på mundharpen eller sætter mig ned og tegner en karikatur af landsbyhøvdingen.

Det er meget lettere at small-talke sig til charmerende fotos, når man er alene. Her fra et marked i Atar, Mauritanien.

Andre hygger sig med at spille fodbold med landsbyknægtene eller rejse rundt med en ukulele, eller også kan man lære sig et par enkle tryllekunster til gavn og glæde for hele landsbyen. Min egen mest specielle oplevelse på det plan kom, da jeg for år tilbage fik underholdt en halv nicaraguansk landsby med Dirch Passers skøre fingernummer. Helt til grin, men hylende sjovt og superhyggeligt.

Vær ikke bange for at gøre dig selv til grin, for ”den korteste afstand mellem to mennesker er et smil” – i hvert fald ifølge Victor Borge.

iPods, iPads og andre i’er

En sidste detalje er de alt for almindelige tablets. For et år siden oplevede jeg seks-syv backpackere omkring et bord i Luang Prabang, og ingen vekslede så meget som ét eneste ord med hinanden. Byen er en af klodens allersmukkeste , men i stedet for at nyde de mange templer, munkene og den smukke, buddhistiske atmosfære havde de såkaldte backpackere i stedet travlt med at sidde i tavshed og surfe rundt på deres kære iPads uden at ænse, hvor de egentlig var i verden.

iPad-flokken fik mig til at undres ganske meget. I ”gamle dage” var andre rejsende så sjældne, at man benyttede enhver lejlighed til at dele oplevelser med de få, man måtte rende ind i. I vore dage findes alle oplevelser på internettet, og hvis ikke det er blevet publiceret på Facebook, er det jo slet ikke sket. Er det virkelig ens højeste prioritet at opleve verden gennem en titommerskærm, skulle man måske overveje at spare både tid og penge og blive hjemme.

Lev i stedet i nuet, nyd verden, og dyrk det lokale. Så kan du altid smide billederne på Facebook, når du er kommet hjem. Computernørderiet løber ingen steder, men det gør dine rejseoplevelser til gengæld. Lad iPad’en blive hjemme, og nyd livet i Langtbortistan.

Ting tager tid, og rejselivet tager meget tid. Denne hyggelige tehandler er fanget i en lille gade i Galle, Sri Lanka.

 

 
 
Share this