Det hvide Algiers hemmelighed


Ewa Bylinskas billede
Ewa Bylinskas billede
 
2015 mar

Overalt strækker sig hvide, borgerlige huse med udsmykkede facader. Gader, pladser og cafeer bærer franske navne. Algier pulserer med liv. Som i Paris danner gaderne en stjerne. Det er begyndelsen af februar, men med det blå hav og himlen badet i sollys virker det, som om det er begyndelsen af sommeren.

Tekst & fotos: Ewa Bylinska

Der er trængsel på de mange cafeer på solfyldte pladser og gader, men det er kun mændene, der sidder ved bordene. Hvor er kvinderne henne? Sædvanligvis gemmer de sig hjemme eller lister hastigt i retning mod basarer. For det meste lyser kun deres mørke øjne igennem tætte ansigtsslør. Juvelbutikker ligger på stribe. Boghandlere halvsover blandt høje stabler af bøger inde i mørke bogantikvariater. Der er usikkert, om det er boghandlerne, som sælger bøgerne – eller måske omvendt?

Overalt et stort udvalg af trapper. Trapperne strækker sig mod himlen, og efter de har nået den, klatrer de videre op, og møjsommeligt slæber de den hvide by med palmer med sig. I byens centrum regerer en stor postbygning. Den ligner en moske, der er blevet frarøvet sine minareter.  Dens dybe rum er pyntet med mosaikker, søjler og talrige ekspeditionssteder. Man skulle tro, at dette posthus betjente hele landet. 

 

I nærheden er en park med et stort ur, som med sine terrasser stiger op ligesom byen. På den modsatte side er der mange boder med bøger. I stedet for den franske Seineflod har de som baggrund hav og havn. Havnepromenaden er fyldt med spadserende. Overfor er en mur af hvide, elegante huse med arkader. Desuden mange charmerende pladser med monumenter til minde om Algeriets helte, en forladt teaterbygning og mellem alt dette er spidse og runde moskeer flettet ind.

Den maleriske promenade slutter med bastion 23 (Palais de Raidsom), som havet skyller op mod. Bygningen er placeret i en hvid, nyrestaureret bygning, Le centre des Arts et de la Culture, ved siden af et monument med dansende heste. På overfladen ser den beskeden ud, men efter man har besøgt de tre paladsbygninger, værdsætter man i højere grad det ottomanske kunstværk. Der er en rigdom af flotte mosaikker, terrasser med søjler og poetisk udskårne lofter i træ. De små vinduer i de tykke mure var effektive observationspunkter mod vandet. Og rækken af opstillede kanoner måtte afskrække alle fjender.

Den Afrikanske Madonna

I udkanten af byen, bag den gamle franske kirkegård i landsbyen Bab al Qued, rejser sig majestætisk på den høje klippe Basilik Notre Dame d’ Afrique. Man kommer dertil ad snoede smalle veje.  Basilikaen er bygget i 1872 i den byzantinske stil. I retning nordøst skuer den mod Rom, kristendommens vugge. Rundt omkring er en stor terrasse. Derfra har man en fantastisk udsigt over havet og Algier, som en hvid plet i horisonten.  

 

Over alteret er en kæmpe inskription: ”Notre Dame d’ Afrique priez pour nous et pour les Musulmans” (”Afrikas Madonna bed for os og for muslimerne”). Sikkert pga. den smukke tilkendegivelse af tolerance har basilikaen ikke delt skæbne med de andre kristne kirker, som blev lagt øde i glemsel eller blev omdannet til et andet formål. Her i nærheden af Afrikas Madonna føler både muslimer og kristne sig hjemme.

På jagt efter Camus’ spor

Albert Camus er født og opvokset i Algeriet og har virket og boet i Algier. I jagten på forfatterens spor besøger jeg byens afsides arbejderkvarterer. Huset, han boede i, ligger ved Rue de Lion 93, som i dag er omdøbt til Muhammed Bdoul Zdad. Der er ingen mindetavle på huset, men alle peger med sikkerhed på de vinduer på 1. sal, hvor hans lejlighed befandt sig. Ikke langt derfra er et mindesmærke for martyrer. På dette sted skød de franske soldater i 1960 mod ubevæbnede algierer, som krævede den uafhængighed, som var blevet dem lovet. Uafhængigheden kom først to år senere. Kulturhuset, hvor Camus ofte holdt sine foredrag, befinder sig i en af sidegaderne  i byens centrum, i Rue Carras 8. Jeg forsøger at genskabe atmosfæren fra hans erindringer og leder efter stemningen af by, mennesker og strande, som han har beskrevet i sine romaner.

 

Alle vegne kommer man nemt og hurtigt i kontakt med mennesker. Næsten alle taler fransk. De er åbne, hjertelige, gæstfrie og sultne efter kontakt med fremmede. Gang på gang møder man tegn på venskabelighed. Restaurantejeren byder på en gratis velkomstdrink, gadesælgeren inviterer til smagsprøve på hans duftende kebab. En kvinde, som jeg kommer i snak med, giver mig en kasket som minde om Algier. Overalt møder jeg ægte smil.

En farverig historie

Algeriets historie er farverig og spændende. Efter år 1000 f.v.t. tog fønikerne dominansen over de oprindelige berbere, og i 200 f.v.t. blev området indlemmet i det romerske imperium, og under det ottomanske herredømme fungerede Algier som base for pirater. Først i 1830 besejrede Frankrig sørøverne og overtog kysten, byen og landet i mange år.

Efter Camus opfattelse kommer alt det bedste fra Middelhavet. Og det er sandt. Algeriet har alt: solen, hvide strande, palmer, blåt hav, arkitektur fra Europa og fra Islam, og desuden rummer Algier en hemmelighed og en gåde –  den mystiske Casbah.

Casbah betyder fæstning på arabisk. Berbere, som omhyggeligt byggede fæstningen i Algier, sørgede for den strategiske beliggenhed. I byens indviklede indre del, i junglen af sammenflettede labyrinter, skjulte de talrige moskéer, badehuse, og springvand sig. På en effektiv måde har de isoleret byen fra resten af verden. Byggekunsten gav hvert eneste hus udsigt til havet samt sollys. Gennem 300 år var der ingen, der var i stand til at erobre Casbah. Forgæves forsøgte hollænderne, spanierne, danskerne og to gange franskmændene at besejre byen, men indtil 1830 forblev Casbah uindtagelig.

Jeg erobrer Casbah

Koncentreret går jeg ned omkring basarboderne, som ligger ved foden af Casbah. Bagved dynger af farverige frugter betragter jeg med længsel de hvide mure omkring den islamiske by, som strækker sig på højen.  Den ser bestemt rodet ud. Selv politiet, som man ofte møder i Algiers gader, holder lav profil i denne bydel. På muren af et af husene drypper bloddråber ligesom tårer. Det er bare slagteren, som på denne måde, ved hjælp af et netop afhugget oksehoved, reklamerer for sine varer. Jeg kikker med beundring på Ketchaouamoskeen  fra 1612. Den er under restaurering. I den franske kolontid var den omdannet til den hellige Filips katedral.  Først efter landets uafhængighed kom den tilbage til sin oprindelige religion. Med sine aldrende, vejrbidte minareter vogter den indgangen til den gamle islamiske bydel som en port.

Allah har opfyldt mine ønsker og drømme! I denne basar møder jeg en algerisk kvinde på min egen alder sammen med sin datter og barnebarn. Hun er ligesom jeg bedstemor, og bedstemødre forstår hinanden bedst. På mit fotoapparat gemt i min taske praler jeg med et billede af mit barnebarn. De rædselsslagne kvinder råder mig til igen at skjule apparatet, for det kan være farligt her.

Den algeriske bedstemor hedder Nacera. Hun er født, opvokset og stadig bosiddende i Casbah, så hun kender alle der. Ingen labyrint og krog i Casbah er hende fremmed. Hun inviterer mig hjem til kaffe. Men i denne del af verden kan intet finde sted uden mandens samtykke. Hun taler længe via mobiltelefonen med sin mand på et for mig ukendt sprog.  Mit besøg er godkendt. Tillidsfuldt følger jeg hende nu og kommer dybere og dybere ind i den indviklede jungle af smalle labyrinter. Vi besejrer en stor mængde af trapper, utallige mørke kroge og snævre bykorridorer fulde af affald.  Her står tiden stille. Men livet er i gang. Nogle steder ses små butikker, andre steder kan man høre legende børns latter.

På tærskelen af et hus sidder der en skikkelse indhyllet i et mørkt klæde. Nogle huse har fint udskårne, massive porte. Husene med deres ødelagte mosaikker eller ”spedalske” mure er bygget i lag. De fleste huses dårlige tilstand skriger til himlen. Størstedelen af dem holdes oppe af en trækonstruktion som beskyttelse. Hvis den algeriske bedstemor kommer på bedre tanker, har jeg ikke en levende chance for at komme ud herfra! Hvis trækonstruktionen svigter, kommer ingen af os ud med livet i behold.

Allerøverst oppe kommer vi gennem trapperne til en lille beskeden lejlighed. Nacera går i gang med at brygge kaffe. Hun har endnu en overraskelse til mig.  Ad smalle stiger slæber hun mig op på taget. Foran mine øjne strækker sig den blå havoverflade, den hvide plet af Algier med minareter som stikker ud, og  Casbahs flade tage. Jeg befinder mig i kvindernes paradis. Hele Casbah ligger foran mine fødder. Mens mændene forsvinder i byens caféer, sludrer kvinderne på Casbahs tage og spreder alle rygterne. Usynlige for andre, betragter de verden oppefra. Jeg fortæller Nacera om Astrid Lindgrens ”Karlson på taget”. Men hun vil ikke tro på den historie. Pladsen på taget i denne del af verden tilhører udelukkende kvinder.

På det lille provisoriske bord stables mængder af småkager op. Den guddommelige duft af kaffe spreder sig. Ved bordet sætter hendes mand, Abdelkadder, sig også.  For at ære gæsten i huset har han nemlig midlertidigt lukket sin butik. Snakken går om politik, religion, om guder, profeter og mennesker, om fred og krige. Selvom vi kommer fra vidt forskellige kulturer og lande er vores opfattelse af verden ens.  Jeg er accepteret. Jeg får et rørende tilbud. Jeg skal flytte fra mit hotel hjem til dem, ikke som turist, men som medlem af deres familie. Jeg forklarer dem, at jeg forlader Algeriet allerede i morgen. De håber alligevel, at jeg snart kommer tilbage. De vil hente mig i lufthavnen. Deres datter, som arbejder der, vil tage imod mig.

Ja, måske engang i fremtiden … Men lige nu er jeg glad for, at min nye familie hjælper mig ud af Casbah’en uden skrammer!

 

Faktabox

Ud & hjem igen: Fly København-Algier fås fra ca. 2.000 kr. t/r. Logi: Hotel Samir er centralt beliggende. Vi gav 980 kr. for et værelse for to personer for 8 nætter. Visum: Koster 400 kr. Kost: Aftensmad på restaurant ca. 30 kr.
1 l. vand 2 kr. 1 kg apelsiner 4 kr. Husk i øvrigt at man som regel får en bedre vekselkurs ved at veksle på et hotel eller hos en taxichauffør frem for i en bank.
 
 
Share this