Strandet i Tamanrasset (1985-86)


2009 juni

I julen 1985 fik jeg den skøre ide at rejse over landjorden sydpå, så langt jeg kunne nå inden for min 14 dages ferie. Rejsen gik ned gennem Algeriet, og det eneste jeg havde sikret mig var en flybillet fra Algér by til København.

I løbet af en uge var jeg nået frem til Tamanrasset og indså at længere kunne jeg ikke nå at komme. (Tamanrasset er en by i det sydlige Algeriet, 1700 km i luftlinje fra hovedstaden Algér).
 

Ingen løsninger

Jeg havde hørt at en bus vil køre nordpå mandag morgen. Men efter at have været paa en dejlig udflugt i bjergene om søndagen, kunne jeg mandag morgen konstatere, at bussen var kørt allerede om søndagen! Næste bus afgik først fredag, og så var det for sent for mig at nå flyet til København.

Alle indenrigsfly var fuldt belagt flere måneder frem, påstod det lokale flyselskab. Men jeg kunne da altid forsøge mit held i lufthavnen, sagde de.

Alle muligheder bliver nu undersøgt. På et rejsebureau får jeg at vide at der kommer en rally-kører gennem byen onsdag, og for god betaling vil han godt tage mig med nordpå!

Det sætter jeg min lid til, men næste morgen erfarer jeg at rally-køreren alligevel ikke kommer gennem Tam.

Hva' så? ... Jeg aner det ikke... Hvad kan jeg bruge min flybillet til, når jeg befinder mig 2100 km fra Algér by?

Jeg tager ud til lufthavnen i håb om et mirakel. Det vrimler med mennesker, og det ender da også med at flyet afgår uden mig. Jeg forsøger lykken ved en benzinstation i udkanten i byen, men ingen af de biler der skal tanke op har plads til at tage mig med.

Jeg tager ud på byens campingplads hvor jeg indkvarterer mig, og sætter opråb op både her og der, i et desperat håb om at finde en transport.

Næste dag forsøger jeg igen i lufthaven, på benzinstationen, og tilbage på campingpladsen i håb om at der er kommet respons på mine opslag. Intet lykkes, og tiden er ved at være knap.
 

Manden i lufthavnen

Så lejer jeg mig ind på byens bedste hotel og klager min nød til hoteldirektøren. Han henviser mig til en bestemt person som hver dag spiser frokost på hotellet. Denne mand bestrider en ansvarsfuld post i lufthavnen og kan helt sikkert skaffe mig plads.

Ok, det satser jeg så på, og får da også en snak med manden. Han påstår at flyene ikke er fyldt op! Jeg skal bare komme ud i lufthavnen næste dag og kontakte ham, så han skal han nok skaffe mig plads.

Næste dag bliver den hidtil mest kaotiske. Det er ikke muligt at komme ind i lufthavnsbygningen. Jeg kæmper en brav kamp, men uden billet har jeg ingen adgang. Jeg forsøger at forklare, at jeg skal i kontakt med en bestemt person, men lige meget hjælper det. Jeg kommer ikke ind. Endnu et fly forlader Tam uden mig.

Jeg bliver nu henvist til en mindre bygning. Skynder mig derhen, men naar kun lige over dørtrinet da jeg får beskeden: - Vi lukker nu, kom igen i morgen!

Nu var jeg nået til grænsen af hvad jeg kunne klare. Instinktivt fornemmede jeg at den eneste chance jeg havde, var at opføre den helt store panikscene. Og det gjorde jeg... også i den grad!!

Jeg råbte og skreg, kastede mig grædende på gulvet, fik fremsnøftet at jeg var blevet bestjålet og at alt håb snart var ved ude for mig. Jeg måtte simpelthen nå flyet fra Algér søndag morgen.

Jeg bemærkede at folk var ved at blive tavse omkring mig. Jeg indstillede snøfteriet og mærkede et blidt tag på skulderen. Jeg kiggede op og så ind i ansigtet på den mand som havde lovet at skaffe mig plads på flyet.

- Her uden for, sagde han dybt bevæget - holder vores bil. Vi kører dig tilbage til hotellet, betaler din overnatning og sætter dig på flyet næste morgen!

Og det gjorde de så!
 

Billet - jeg har jo ikke billet

Det var nu blevet lørdag, og flyet var det absolut sidste som kunne nå forbindelsen i Algér by.

Denne gang har jeg ingen problemer med at komme ind og finde min "velgører". Han spørger om min billet, og pludselig står jeg som lammet.

Billet, tænker jeg, jeg har jo ikke nogen billet. Jeg har hele tiden regnet med at købe den af ham.

Så slår det mig: Mon flyselskabet ville have betalt min overnatning, hvis de havde vidst at jeg ikke havde billet? Og hvad nu hvis jeg ikke kan købe den af ham? Og hvad hvis han tror, jeg er fuld af løgn, når jeg har sagt, at jeg er blevet bestjålet, og alligevel har penge til billetten. Tanken er rædselsfuld.

Jeg fremstammer spagfærdigt at jeg faktisk ikke har en billet, og om jeg dog ikke kan købe en her.

Han ser på mig på en underlig måde. Jeg gennemlever nogle frygtelige sekunder inden han lettere irriteret siger, at han godt kan sælge mig billetten.

Jeg ånder lettet op. Han får ordnet min billet, og han får pengene, men virker ret sur. Jeg er ham til gengæld dybt taknemmelig!

Men jeg kommer af sted med flyet, og oplever en helt utrolig lettelse, da jeg endelig er i luften.

 
 
Share this