Andorra: I grænselandet


Fredrik Ljone Holsts billede
 
2014 mar

For over 700 år siden skændtes biskoppen af Urgel og greven af Foix om, hvem der havde ret til at inddrive skatter i Andorra. Skat – eller fraværet af dette – er fortsat kernen i miniputstatens eksistens.

Fotos: Wikimedia

Ifølge historiebøgerne var det Karl den Store, som først gav Andorra dets frihed under overherredømme af greven og senere biskoppen af Urgel. Politiske alliancer og ægteskaber førte senere til, at greven af Foix gjorde krav på indtægterne, og i 1278 kom de frem til den aftale, som danner grundlaget for nutidens Andorra med dets særlige privilegier.

Andorran flag on balcony Ordino

Biskoppen af Urgel er stadig en af landets fyrster. Greven af Foix gik det derimod værre med. Først gik det dog bedre: I 1589 blev den siddende greve også Frankrigs konge, og kronen overtog rettighederne til det lille fyrstedømme i Pyrenæerne. Men så ved vi jo alle, hvordan det gik med det franske kongehus. Som alt andet krongods tilfaldt også Andorra Den Franske Republik, og i dag er Frankrigs præsident medfyrste af Andorra. Vi snakker hermed om verdens eneste monarki med en folkevalgt fyrste, men valgt af nabolandets indbyggere.

Som nævnt er skat stadig centralt for Andorras eksistens, ikke mindst fraværet af indkomstskat. Selv om udlændinge nu skal betale skat af deres renteindtægter i Andorra, præges landet af, at de to vigtigste grupper af tilrejsende er postkassefirmaer og taxfreeshoppere. Den første gruppe og deres kontakter optræder nok mere diskret, men enhver, som besøger den lille, skattefrie trekant, ser med det samme, at her er alt lagt til rette for den sidstnævnte gruppe. Alkohol, tobak og elektronik kan man købe på hvert et gadehjørne, og tøj, sko og sportsudstyr falbydes også overalt til de tilrejsende.

Op i højderne

Hvis man kører ind fra den spanske side, starter besøget næsten umærkeligt, idet man krydser grænsen ved Andorras laveste punkt, ca. 840 moh. Kommer man derimod ind fra Frankrig, er det over et spektakulært bjergpas. Hovedstaden Andorra la Vella ligger ikke langt borte, men de allerfleste kan få opfyldt deres shoppingbehov uden egentlig at besøge byen. Taxfreebutikkerne ligger tættere end i en international lufthavn, og både kvoter og biler kan fyldes hurtigt på en sviptur over grænsen.

Bompengestation ved Envaliratunnelen

Næst efter dem, som kommer af økonomiske grunde, er der to andre grupper turister, som lægger vejen over Pyrenæerne gennem Andorra: bjergvandrere om sommeren og skiturister om vinteren – og så i øvrigt folk, som naturligt hører hjemme i De Berejstes Klub. Der er god grund til at løfte blikket og se lidt mere end lavprishandlernes hylder for os, som af en eller anden grund samler på lande eller bare på geografiske og politiske kuriositeter.

Tag en bus til Ordino, drej til venstre i Y’et, hvor vejen ender blindt i de stejle bjergsider. Spis frokost og nyd et glas vin til udsigten over dalen, eller tag ned til La Massana, hvor gondolbanen tager dig op i højden. I de høje bjerge, som strækker sig næsten 3.000 meter op, kan man boltre sig på alpinski eller mountainbike og alligevel nå ned i dalen eller helt til hovedstaden til en bedre middag. Med bil er der ingenting, som er mere end 15-20 minutter væk.

I hovedstaden findes et badeland, når børn og voksne trænger til en shoppingpause, og ned mod den spanske grænse finder man Naturlandia med bobslædebanen Tobotronc. En skilift trækker dig op langs bjerget i en lille vogn, før du slippes løs ved starten af den 5,3 km lange bane. Du har selv fuld kontrol, og kun dit eget mod og vognen sætter grænser for, hvor stærkt det skal gå.

En ægte bastard

Som det passer sig for et miniatureland, er også alle institutioner og instanser en minimeret version af det, vi er vant til. Parlamentet er for eksempel knap større end et middelstort rådhus. Det er også i de mere officielle sammenhænge, man ser spor af, at Andorra er en ægte fransk-spansk bastard. Der findes ingen egen valuta, og de gamle franske franc og spanske pesetas er nu erstattet med euro. Der er intet eget postvæsen, men både det franske og spanske postvæsen udgiver frimærker for Andorra. Det officielle sprog er hverken fransk eller spansk, men catalansk. Og flaget er baseret på de franske striber, men den spanske gule farve erstatter den hvide stribe i midten.

Hvad enten du kommer for en dag eller en uge, om du vil vandre eller stå på ski i Pyrenæerne, eller om shop till you drop er din ultimative rejseoplevelse, kan dine ønsker altså opfyldes i et land, som er betydelig mindre end Bornholm. For mig er det altså historien og det kuriøse, som lokker mest af alt. I en verden, hvor forskelle til stadighed viskes ud, og alt standardiseres, skulle Andorra knap eksistere. Så hvis nogen spørger: ”Hvorfor skal du dérhen?” må jeg svare, som George Mallory sagde om Everest: ”Fordi det er der!”

Hovedstaden Andorra la Vella

 

 

Faktabox

Fyrstedømmet Andorra på 468 km² ligger i Pyrenæerne klemt inde mellem Spanien og Frankrig. Indbyggertallet er 85.000. Foruden naturoplevelser i bjergene – til fods, på ski og på cykel – er det taxfree shopping, som lokker flest turister til det lille fyrstedømme. Et godt sted at begynde med at planlægge et besøg er hjemmesiden www.visitandorra.com. Ud & hjem igen: Andorra har ingen jernbane eller lufthavn, men det er enkelt at komme dertil med bus fra bl.a. Toulouse og Barcelona. Rejsetiden er ca. 3,5 timer. Kører man i egen bil, er der to grænseovergange, en mod Frankrig og en mod Spanien. Kost & logi: Prisniveauet er sydeuropæisk. I hovedstaden findes et vandrerhjem (HI hostel), og overnatning her koster 20 euro. Booker man tidligt, kan man finde flere hoteller til 300-600 kr. i Andorra la Vella, og det er selvfølgelig muligt at finde endnu dyrere overnatning. Der er også flere skiresorter i bjergene samt hytter for dem, som vil vandre i Pyrenæerne.
 
 
Share this