Bjergtaget


Tina Vinther Dahls billede
2013 sep

Den første gang – på Elbrus – var det noget nær berusende at være kommet på toppen af Europa for egen kraft og ved egen viljestyrke. Ikke fordi udsigten var noget særligt – der var en tyk, tyk tåge, som betød, at baggrunden på gruppebilledet faktisk lignede et hvidt tæppe i et fotostudie! Men følelsen af at være ”on top of the world” fejlede intet. Jeg begyndte at vandre i bjerge for at par år siden. Hvorfor? Fordi det er en fantastisk naturoplevelse!

Kaukasus i Rusland. Yeah – Toppen af Mt. Elbrus sammen med den usbekiske guide Alex. Læg mærke til den tågede baggrund som mest af alt ligner et baggrundstæppe i et fotostudio. Det var det ikke!

At nå toppen er naturligt nok hovedmålet for en bjergtur, men det er værd at tænke på rejsen som en vej mod målet. Det råd fik jeg på første bjergtur – at dele rejsen op i etaper og i første omgang fokusere på de mange dage før toppen, som nærmest en rejse i sig selv. For hvis det nu skulle ske, at jeg ikke nåede toppen, så var turen jo ikke helt forgæves, når jeg faktisk havde klaret de første etaper. Det giver god mening.

 

Så at pakke bjergudstyret (efter endnu engang at have købt nyt og suppleret samlingen – man skal jo nødig gå ned på udstyret!), tjekke ind i lufthavnen, mødes med guide, tilbringe nætter i telt i den gode bjergluft, nyde mad, der på forunderlig vis bare smager bedre i bjergene, tilvænne kroppen langsomt til højderne osv. – det hele er en del af etaperne mod toppen, som jeg nødigt vil undvære.

Jeg er opdraget med, at der skal være et mål med ophold i naturen. I min barndom gik vi ikke tur bare for fornøjelsens skyld, og hvis vi cyklede, var det som transportmiddel for at nå frem til et mål. Det har taget mig flere år at erkende, at naturen kan nydes for naturens egen skyld. Og nu er jeg sprunget ud som en ægte friluftsfreak med lyst til at prøve det hele: Vandring, klatring, rafting, mountainbike, gletsjerkursus, surfing osv. Og bl.a. bjergturene har altså bidt sig fast. 

 

Elbrus i Kaukasus – 5.642 moh.

Indtil mit besøg på Elbrus var mine erfaringer med bjerge begrænset til to-tre dages lette trek i Asien, årlige skiferier i Alperne og et par langrendsture i Norge. Så jeg gik forholdsvis systematisk til værks, og efter et gletsjerkursus med Den Norske Turistforening i Jotunheimen, adskillige weekender på stierne omkring København iført bjergstøvler og 10 kg i rygsækken samt mange tusinde kroner omvekslet til friluftsudstyr var jeg i 2010 klar til Elbrusbjerget.

 

Mit første møde med en natbestigning var en god oplevelse. Udsigten til nattehimlen med stjerner og måne samt kontrasten til bjergene og den hvide sne var imponerende. Det var nærmest terapeutisk at traske i halen af hinanden i langsomt tempo i snorlige rækker op ad bjerget. Efterhånden som vi nærmede os toppen, blev sneen dybere, og så var det frem med stikjern og isøkser. Jeg gik lige efter vores usbekiske guide, som talte højt til hundrede, holdt en pause, talte til hundrede igen osv. På denne meget pædagogiske måde fik han trukket hele gruppen op til det, der for manges vedkommende var første bjergtop. Glæden var stor, og ikke mindst var det dejligt at kunne dele den med andre. 

 

Jeg havde haft visse bekymringer forud for rejsen. Ikke pga. de fysiske udfordringer, som jeg var overbevist om, at jeg nok skulle klare. Mine betænkeligheder gik heller ikke på, hvorvidt mit udstyr var godt nok. Nej, mine tanker gik hovedsageligt på, om jeg ville kunne holde en grupperejse ud. Jeg har altid rejst meget alene. Det er nemt – ingen at diskutere med, ingen der skal tages hensyn til, og frihed til at gøre præcis som jeg vil. Men bjergene er ikke et sted at rejse alene, så jeg var nu tvunget til at forholde mig til andre mennesker på min rejse. Tænk hvis der var nogen i gruppen, som jeg simpelthen ikke kunne holde ud – jeg var nok blevet en lille smule intolerant af at rejse alene. Men det viste sig heldigvis, at mine forbehold blev gjort til skamme. Alle på turen gik målrettet efter at nå toppen, og det fælles mål var et godt udgangspunkt. Turen mod Elbrus’ tinde var på mange måder et vendepunkt. Jeg kom hjem som en god bjergvandrer – og kunne rejse i en gruppe!

Det indimellem

Det er hårdt arbejdet at bestige et bjerg. Fysikken kan være nok så god, men når du nærmer dig toppen, så er det, som om kroppen bare ikke vil lege med mere. Alt foregår i slowmotion og er en enorm kraftanstrengelse. Selve opholdet på toppen varer oftest kun få minutter. Vejret driller og kan spolere chancen for at nå toppen. Der er risiko for regnvejr, sne og heftig vind – ofte samtidigt. Du skal sove i -20 til -25 °C. Du spiser ensformigt mad og drikker vand i mængder tæt på kvalmegrænsen.

 

Men inden du når dertil, kommer du til at opleve den vildeste natur. Du kommer til at opleve at være fuldstændig underlagt vejr og vind, hvilket jo ellers ikke sker så ofte i vores moderne verden. Og du kommer til at opleve, at du går i timer uden at tale og uden at tænke på meget andet, end at du skal nå yderligere få hundrede højdemeter op. I min verden er det fuldstændig og aldeles afkobling – og langt mere afslappende end at ligge på en strand! Derfor var Elbrus også kun begyndelsen, snart kiggede jeg mod andre bjerge. Og det ultimative bjergområde er jo Himalaya, så i december 2011 satte jeg kursen i den retning.

 

At flyve ind til Katmandu, kigge ned på skyerne og så se de høje tinder i over 8.000 meters højde stikke op i horisonten. At sidde i Katmandus lufthavn og vente på det lille 16 personers fly, som skulle transportere os til Lukla – med flyselskaber med navne som Buddha Air, Yeti Air, Druk Air, Dragonair osv. At sidde i flyet med bagagen på skødet med en tot vat i hvert øre og et bolsje i munden med udsigt til de smukkeste bjerglandskaber – det er da service i verdensklasse! At se piloten lande flyet på Luklas meget korte landingsbane, der slutter meget brat med et sving til højre for at undgå sammenstød med en klippevæg. At høre australieren ved siden af mig sige ”Jeg så et program på Discovery Channel om de 10 farligste lufthavne i verden – ved du, hvor Lukla ligger?” Det er eventyr i verdensklasse!

 

Everest Basecamp – 5.364 moh.

Jeg havde set billeder af Everest Basecamp. En masse små kuppeltelte, der som farvestrålende perler lå spredt ud på et tæppe af gråt barskt landskab.

Nepal. God med vejskilte så ingen farer vild på vej til Everest Basecamp! Se lige de omgivelser….

Everest (og de omkringliggende bjerge) bestiges i en ganske smal åbning om foråret. Det betyder, at Basecamp i den periode er fyldt med farvestrålende kuppeltelte, eftersom de mange hundrede håbefulde bjergbestigere ligger klemt sammen på det flade stykke bjerg for at søge deres lykke i den korte ”åbningstid”. Men jeg var i Himalaya hen over jul og nytår 2011, og da var Basecamp en – tja, en bar mark. Landskabet er barskt, ubarmhjertigt, vildt og voldsomt. Hvis basecamphøjden på 5.364 meter lyder som højt, så forestil dig, at du lægger hovedet tilbage og kigger yderligere knap 3.500 meter op mod de allerhøjeste 8.800 meter høje tinder. Det er højt! 

Nepal. Det er her det sker forår og efterår – Everest Basecamp ser ikke ud af meget uden for sæsonen i julen 2011

Turen til Everest Basecamp bragte os bl.a. over Cho La-passet, op på morænebakken Kala Pattar, igennem uendelige månelandskaber, timers vandring uden forstyrrelser af andre mennesker så langt øjet rakte, uendelig himmel og sol, sol, sol. Det var hårdt, men i modsætning til alle andre bjergture jeg har været på, var der ingen topbestigning om natten. Alle passager over pas, til toppe, på gletsjere og over morænebakker foregik i dagstimerne i klart vejr. Hvilken forskel det gjorde – alt er ligesom meget lettere i solskin og blå himmel! Selv om toppene var tæt på Elbrus’ højde, så var vandringen så meget anderledes. Det var godt at opleve, at én bjergtur ikke var lig med alle andre bjergture.

 

En dramatisk nedtur

Druk Air, Buddha Air, Yeti Air og de andre flyselskaber, som flyver til og fra Lukla, flyver udelukkende visuelt. Det betyder, at dårligt vejr er lig med dårligt flyvevejr, og at strande i Luklas lufthavn er derfor nærmest en hverdagshændelse – det skete også for os. Vi skulle flyve fra Lukla til Katmandu om onsdagen. Og onsdagen gik. Det samme gjorde torsdag. Og vi ventede. Sammen med masser af andre strandende mennesker. Og vi gik ture i den meget lille by, hilste på de andre turister, drak kaffe i kopi-Starbucks, spillede pool og kiggede på turistbutikker. Og utålmodigheden bredte sig.

 

Vores fly ud fra Katmandu hjem mod Danmark afgik lørdag, så fredagen blev mødt med spænding. Var det dagen, hvor flyene igen ville flyve? Jo, to fly kom da af sted fra Lukla, og to landede fra Katmandu – inden tågen igen lukkede til. Vores guide gik i gang med at arrangere, og kort efter frokost kom han og hviskede, at vi ville blive fløjet ud med helikopter! ”Yeah!” hviskede vi tilbage. Der var jo ingen grund til højlydt jubel, omgivet, som vi var, af andre turister, som stadig var strandet uden helikoptermulighed.

 

Seks personer kunne helikopteren tage, og vi var otte inklusive guiden. Jeg tilbød at blive tilbage, tænkte at det vel var risikofrit. Det var det også – næsten. De første seks fløj uden problemer. Men så kom tågen væltende. Vi kunne simpelthen se den krybe op ad landingsbanen, mens vi hørte helikopteren forsøge at komme igennem en, to og tre gange … Enden på det blev, at vi med taskerne på nakken piskede ned ad bjerget i ren Indiana Jones-stil for at nå ned til den ventende helikopter, som havde parkeret lige under tågen. Vi kastede os ind i helikopteren, som satte af øjeblikkelig. Det var min helikopterdebut, og jeg følte mig som en statist i en vietnamkrigsfilm, når helikopteren steg op over en bjergkam for at droppe brat ned på den anden siden og svæve hen over risterrasser og små træhytter. Vildt!

 

Indiske Stok Kangri – 6.153 moh.

Hvor? Det var den almindelige reaktion, når jeg fortalte, at jeg skulle bestige bjerget Stok Kangri. Det ligger i Ladakh i Indisk Himalaya.

 

Det var mit første besøg i Indien. Billederne af det farvestrålende Indien med sarier, templer og mange, mange mennesker var fløjet forbi på min indre nethinde. Nordindien er mere end det. Ladakh med hovedbyen Leh er tør, sandet og stenet og minder meget om dele af Mellemøsten. Måske var det faktum, at nordinderne for størstedelens vedkommende er muslimer, med til at forme den sammenligning.

 

Turen op til toppen af Stok Kangri var hårdt arbejde. Bjerget var dækket af et tykt lag sne, stigningen var stejl, og den kombination betød, at bestigningen var hårdt, hårdt arbejde. Topnatten var på mere end 1.200 højdemeter, hvilket er en hård nyser, når sneen er knæhøj, stigningen stejl, og temperaturen langt under frysepunktet. Det blev ikke bedre af, at en ny lokal guide kom til at føre min lille gruppe ud på en mindre omvej, som gav os nogle hundrede meter ekstra, som i de højder betyder en hel del.

Indien, Stok Kangri. Det var en hård tur – og forløsningen var derfor så meget desto større, da vi kom til toppen. Som en gruppe!

I mit hoved kværnede det ”Jeg skal, jeg skalover 6.000. Jeg skal, jeg skal …. over 6.050,” osv. Og så stod solen op, varmen kom snigende, udsigten blev fantastisk, og toppen inden for rækkevidde. Utroligt som vejret kan gøre en forskel fra succes til nederlag – og belønningen var en udsigt, hvor vi med lidt god vilje kunne se til K2 i Pakistan. Fantastisk – og alt det hårde arbejde værd. Stok Kangri var også interessant, fordi det var lidt teknisk. Vi krydsede gletsjerspalter, gik i reb og havde mindre passager, hvor en smule let klatring var nødvendig. En ny udfordring som igen gjorde denne tur til noget særligt. 

 

Nordindien i øvrigt

Efter Stok Kangri fortsatte jeg i Nordindien på egen hånd. Nu var jeg jo ligesom kommet af sted til dette kæmpestore land, så ville jeg også se noget mere. Jeg fortsatte derfor sydpå fra hovedbyen Leh til backpackerbyen Manali. En tur på under 500 km, som skulle tage små 16 timer i bus – og endte med at tage 23 ad den mest øde, støvede, bumpende og elendige vej, jeg nogensinde har oplevet. Trafikken bestod næsten kun af en masse fantastiske old-school Royal Enfield-motorcykler – og det genoplivede en gammel drøm, som afstedkom, at jeg i efteråret 2012 endelig fik taget det længe ønskede motorcykelkørekort. Så om et par år kører jeg turen Leh-Manali på en Royal Enfield!

 

Derudover bød Nordindien bl.a. også på Dalai Lamas tilholdssted Dharamsala – som er et slags mini Tibet i bjergene – og sikhernes by Amritsar med det berømte Gyldne Tempel. Nordindien bød på fire religioner inden for ganske få dage – muslimerne længst mod nord, buddhisterne omkring Dharamsala, shikerne i Amritsar og endelig hinduerne i New Delhi. En smeltedigel af religioner og kulturer, som burde kunne inspirere skeptikere af samhørighed og multikulturalisme.

 

Aconcagua i Argentina – 6.962 moh. … lige ved og næsten

Erkendelsen af at måtte opgive at nå toppen er hård. Det skete for mig på Aconcagua, Sydamerikas højeste bjerg, i januar 2013. Hvorfor? Tja, det var måske bare for højt, det var måske, fordi jeg lagde ud med tre ugers lidt for afslappende rundrejse i Argentina inden bjergturen, det var måske, fordi mit fokus ikke var fuldt ud på topnatten, det var måske, fordi jeg bare havde fået nok? Turen kaldes for verdens højeste vandretur, og det havde måske betydet, at jeg havde taget lidt for let på forberedelserne. Turen var dog ikke forgæves, for jeg huskede at dele den op i etaper. Så selv om jeg vendte om i 6.300 meters højde (kun fem ud af 13 i gruppen kom i øvrigt på toppen), havde jeg en god oplevelse. For øvrigt var nedturen i morgenlyset noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set.

Argentina. Derfor går jeg i bjerge – se lige den udsigt. Den kan jeg leve højt på længe – også selv om toppen ikke blev nået på denne tur.

Aconcagua var fantastisk på så mange andre måder. Turen ind igennem nationalparken var lang, støvet og imponerende smuk. At bo i Basecamp i fem dage med akklimatiseringsture var en stor oplevelse. At lægge depot ud med mad og udstyr som en forberedelse til turen fra Basecamp og op gav en følelse af ”rigtig” bjergbestigning. Og ikke mindst var mødet med de hårde og hærdede bjergbestigere af alle nationaliteter i Basecamp inspirerende – men fyldte mig også med ærefrygt. Jeg havde nok alligevel ikke set mig selv som en rigtig bjergbestiger, og dem vi mødte, da vi var på vej op og dem på vej ned efter toppen, de lignede jo ”the real thing”. Var det mig?

Argentina – akklimatisering er hårdt. Man skal sidde og hvile med benene oppe – og den udsigt!

Det er det. Indtil 6.300 moh., hvor jeg måtte erkende, at dagsformen ikke var til at klare de sidste mere end 600 højdemeter, var jeg ved godt mod. Jeg sov i 5.900 moh. uden problemer, jeg havde ikke højdesygesymptomer, og jeg fik ikke lejrkuller af at ligge i flere dage uden meget andet at lave end at smelte sne og vente på næste måltid bestående af frysetørret mad og nogle kiks. Min fysiske form kunne ikke klare turen, men psykisk følte jeg mig rigtig godt tilpas, og jeg tog hjem mange oplevelser og erfaringer rigere. En dag vender jeg tilbage til Aconcagua for at færdiggøre det, som jeg påbegyndte, men ikke fik afsluttet i januar 2013.

Næste top?

Jeg kom ikke på toppen af Sydamerika, men jeg har ikke mistet modet. Næste top kunne blive Mera Peak i Nepal på godt 6.450 moh. Jeg har intet ønske om, at det nødvendigvis skal være højere og vildere for hver gang, og absolut ingen drøm om at bestige Seven Summits. Hellere koble interessen for bjerge og friluftsliv med bestigning af mindre kendte bjerge beliggende i spændende lande, så bjergturene kan kombineres med min almindelige interesse for at rejse.

 

 

Faktabox

Rejsen mod bjergenes tinder Flere danske bureauer arrangerer bjergture, bl.a. Topas Travel (www.topas.dk) og Kipling Travel (www.kiplingtravel.dk). Jeg har god erfaring med begge. Hvis du har lyst til internationale grupper, så er markedet kæmpestort og mulighederne mange. Både de danske og internationale bureauer arbejder sammen med lokale selskaber i de pågældende lande. Det er forholdsvis dyrt at tage på bjergture. Rejserne koster mellem 18.000 og 33.000 kr. for de nævnte ture, som er på to-tre uger. Jeg har på de fleste ture betalt et par hundrede kroner for at få forlænget min flybillet, så jeg har taget ekstra ferie enten før eller efter bjergvandringen. Jeg har undersøgt, om det er billigere at booke turene direkte hos de lokale selskaber, og umiddelbart er der ikke meget at spare. Alternativet vil være at finde billigere lokale udbydere. Men tænk på, at der, hvor der ofte kan spares, er på mad, udstyr og sikkerhed. Overvej om det er det værd. Det er ikke uden risiko at vandre i bjerge i de højder, så derfor bør sikkerheden være i orden. Vi havde to deltagere, som blev alvorligt syge på Aconcagua, og det var godt at opleve, at hjælpen var til stede som forventet. På alle turene skal der bruges en hel del udstyr, som jo selvfølgelig kan genbruges fra tur til tur. Meget kan også genbruges fra skiferier og anden friluftssport, men der er ingen tvivl om, at det er en udstyrstung og -dyr aktivitet. Her er det godt, at De Berejstes Klub har en god rabatordning med Friluftsland. Det er muligt at leje noget af bjergudstyret som isøkse, stikjern osv. hos rejsebureauerne. En god mulighed for at snuse til bjerg- og gletsjervandring kan være at tage på kursus. Den Norske Turistforening (www.turistforeningen.no) har en række gode kurser, som er lette at komme til fra Danmark. Jeg har været på gletsjerkursus (”brekurs”) i Krossbu i Jotunheimen, og det kan anbefales!
 
 
Share this