En argentinsk fotosafari


Jacob G. Jørgensens billede
2011 mar

Efter at have besøgt Argentina seks gange i løbet af de seneste seks år, er jeg nu ved at boble over med oplagte rejsemål i det noget nær perfekte rejseland. Her kommer derfor en insiderguide til landet baseret på viden fra egne rejser, fra andre berejste og fra en stribe lokale venner. Artiklen er en fortsættelse af artiklen ”Insiderguide til Buenos Aires”. 

(Se kort over de nævnte steder i bladet, side 36: http://deberejstesklub.dk/sites/default/files/globen/176_globen_1104_web.pdf)

Argentinas stærkeste kort

Få lande kan prale med at have så mange verdensklasse-sights og oplevelser som Argentina har. Fx verdens flotteste vandfald (ifølge adskillige berejste). Verdens sydligste by. De største pingvinkolonier i verden. En berømt madkultur. En hovedstad, der aldrig sover. Kæmpe sumpområder med et unikt dyreliv. Vilde ørkenområder, der flyder med mærkelige klipper og dinosaurusskeletter. En udbygget infrastruktur til rejsende. Og ikke mindst – en gæstfri befolkning og valuta for pengene.

Hvis du vil have en stor oplevelse, så prøv at opleve den oprindelige – og stadig sprællevende - landkultur på en fungerende herregård (en estancia), helst med kvæg. Man skal dog et stykke fra byen for at finde autentiske steder, da jorden på pampassen omkring BA, den fugtige pampas, er alt for frugtbar til at spilde den på kvæg. Der ligger en del autentiske steder i en afstand af 300-600 km fra BA på den (semi-) tørre pampas, men kig fx også omkring Corrientes i nord eller ved Mendoza, Salta og de andre bjergbyer. Da niveauet spænder fra decideret slotsferie til ”farmhostel” er der meget store prisforskelle, men husk at priserne oftest inkluderer al mad, vin og aktiviteter. Her er et par anbefalede i den dyre, meget organiserede ende af skalaen: Estancia el Colibri, Cordoba og kvægløse, men smukt beliggende Peuma Hue i Bariloche. Du kan også søge på www.estanciasargentinas.com og ellers spørg de lokale turistbureauer om bed & breakfast på en lokal gård eller en estancia. 

Bedste rejsemåneder i Argentina

Argentina er et oplagt rejsemål året rundt pga. de mange klimazoner og højdeforskelle. Var det fx noget med en skiferie i juli? November, december og marts er alle oplagte måneder med flot vejr, og januar og februar kan også godt være fantastiske fra Buenos Aires og sydpå, men er man ikke til fugtig varme skal man prøve at undgå dem. April og delvist maj har også sin charme med køligere vejr og høj sol i Buenos Aires, mens det godt kan sne i juli, selvom vejret midt på dagen som regel er mindst 10 grader. Hvis du selv kan vælge, og skal både sydpå og nordpå, så kan jeg anbefale tre uger fra starten af marts. Argentinerne holder selv lang sommerferie fra jul og frem til februar, og mange rejser i deres eget land, hvilket gør, at der kan være fyldt på de gode hoteller rundt omkring i den periode.

1) Bedste steder forår og efterår

Buenos Aires
Salta
Iguazu

 

2) Bedste steder sommer (januar og februar)

San Martin de los Andes
El Calafate
Valdes

3) Bedste steder vinter (maj til september)

Bariloche
Buenos Aires
Iguazu

4) Bedste steder for mad- og vinsmølfer

Buenos Aires
Mendoza
Iguazu

5) Bedste steder for kulturoplevelser

Buenos Aires
Cordoba
Salta

6) Bedste steder for badedyr

Mar de las Pampas
Pinamar
Nord og vest for Punta del Este (Uruguay)

7) Bedste steder for dyreinteresserede

Valdes & Punta Tombo
Esteros del Ibéra
Iguazu

 

8) Bedste steder for bjergjunkier

Humauaca
Talampaya
Vulkanen Lanin

9) Bedste off-road steder

Månedalen - Ischigualasto
Villa Angostura
El Chalten

10) Bedste ekstreme steder

Ushaia
Toget til skyerne - Salta
Dinosaurus dalen - Neuquen

11) Bedste steder med få besøgende

Antofagasta de la Sierra
Mburucuyá - med dansk historie
Nationalparken El Palmar

Se kort over de nævnte steder i bladet, side 36: http://deberejstesklub.dk/sites/default/files/globen/176_globen_1104_web.pdf

 

Faktabox

Her kan du få hjælp Her er to oplagte hjælpere, som vil kunne gøre din rejse lidt mere spændende - eller lidt billigere – end du sandsynligvis ville kunne gøre selv. Og det endda på engelsk...: www.argentinaescapes.com (super service, og kan klare de fleste budgetter undtagen helt lavbudget) www.hitravel.com.ar (større turarrangør, kun lavbudget) Vil du vide mere? Så kig fx på tre berejstes hjemmesider: www.sopax.dk, www.futtrup.name og www.linaa.net hvor Søren Padborg, Erik Futtrup og Jakob Linaa fortæller om deres fine ture til Argentina i 2010. På www.berejst.dk er der også guld at hente under ”Beretninger”.
 
 
Share this