Velkommen til helvedes forgård


Jacob V. la Cours billede
2013 dec

Velkommen til helvedes forgård

Tekst & fotos: Jacob V. la Cour

 

Aserbajdsjan er ikke just kendt for at være et stort turistparadis. Det er faktisk ligefrem svært at komme ind i landet som turist.  Og da vi forsøger, viser det sig, at det faktisk er helt umuligt, hvis man vil bruge Aserbajdsjan som udgangspunkt for en rundrejse i Kaukasus.

Når man planlægger at rejse til en fjern destination, vælger man ofte at rejse derhen, hvor flyforbindelserne passer bedst. Det gjorde min far og jeg også, da vi planlagde at rejse rundt til de tre kaukasiske republikker Aserbajdsjan, Georgien og Armenien. Da Lufthansa flyver direkte fra Frankfurt til Baku – og både ud- og hjemrejse finder sted på behagelige tidspunkter – valgte vi Aserbajdsjan som start- og slutdestination for rejsen rundt i det sydlige Kaukasus.

Vi havde faktisk allerede bestilt og forudbetalt hoteller, guides, og lokale flybilletter, da vi forbløffede fandt ud af, at  Aserbajdsjan slet ikke udsteder double entry-visum til turister. Selv det at få et single entry-visum blev besværligt – og dyrt! Passene skulle til London i 14 dage, og gebyret var ca. 900 kr. per person!

Vi havde oprindeligt planlagt at begynde i Baku og så køre først til Tbilisi i Georgien og derefter til Yerevan i Armenien. Eftersom Armenien og Aserbajdsjan teknisk set stadig er i krig om den bjergrige enklave Karabakh, er den indbyrdes grænse lukket, og der går ingen fly mellem Yerevan og Baku. Det var derfor nødvendigt at køre tilbage fra Yerevan til Tbilisi, og herfra ville vi så flyve til Baku, overnatte, og så flyve hjem. Men planerne blev forpurret af Aserbajdsjans visumregler. To indrejser til Aserbajdsjan ville ikke være muligt. Så vi måtte booke en nat mere i Tbilisi og nøjes med en mellemlanding i Baku inden hjemrejsen. Så gik det vel nok, mente vi …

Helvedes forgård

Klipper i brand! I sandhed helvedes forgård. Ilden skyldes dog ikke forurening, men opsivende naturgas, der efter sigende har brændt i hundreder af år.

Med et single entry-visum lykkedes det at komme ind i Aserbajdsjan, og vi blev modtaget i lufthavnen af vores guide Qouban (Q udtales som G). De første to seværdigheder skulle vi se allerede på vejen fra lufthavnen til hotellet. Det drejede sig først om de gamle sovjetiske oliefelter, der lignede noget fra en miljøforkæmpers værste mareridt. Der var så forurenet, at jorden formentlig kunne brænde. Det var forbudt at fotografere, men Qouban kunne godt lige sætte farten ned, så jeg kunne snuppe et par hurtige billeder i farten.

De tre højhuse Flammetårnene (på 140, 160 og 190 meter) indeholder lejligheder, et hotel og kontorer. De er overalt beklædt med LED -skærme, der om aftenen lyser op med store flammer.
Den evige flamme for martyrerne, og i baggrunden de moderne højhuse Flammetårnene. Ild og flammer betyder i
det hele taget meget i aserbajdsjansk kultur.

Næste stop var et såkaldt ildtempel. Området omkring Baku har så meget olie og gas, at der i gammel tid dannedes søer på jordoverfladen. Da Aleksander den Store drog gennem landet, blev det rapporteret, at området havde store søer af sort vand, som man ikke kunne drikke, men som brændte godt. Enkelte steder brændte der endda evige flammer af gas i klipperne, som ligefrem blev tilbedt af tilhængerne af zoroastrianismen (også kaldet zarathustrianismen, som er en gammel religion fra Persien).

De fleste af flammerne er nu gået ud som følge af udvindingen af olie og gas, men to brænder endnu.  Det var ikke bare nogle små blafrende blus, men kolossale flammer, der stod op fra klipperne.

En bymæssig forvandlingskugle

Baku er egentlig en ganske flot by og det er tydeligt, at man er kommet til et – i hvert fald i nogle sammenhænge – ganske velhavende land. Den gamle bydel stammer fra 1500-tallet, har smalle snoede gader og omringes af en stort set intakt bymur. Alt er meget velholdt, og det er forbudt at om- eller nybygge huse inden for bymuren på en måde, der afviger fra traditionerne. Uden om den gamle by ligger en meget europæisk bydel, der minder om Paris og London. Den er anlagt i perioden fra 1880-1910, hvor byen oplevede et gigantisk olie-boom, efter at man fandt ud af at bruge olie i forbrændingsmotorer. Europæiske firmaer strømmede til området og udbyggede byen efter europæisk forbillede. Her finder man brede boulevarder, fornemme strøggader og store pladser.

Uden om den flotte midtby finder man den sovjetiske del af byen, der er anlagt mellem 1920 og 1990. Dette område domineres af kedelig sovjetbeton, hvor der ikke er gjort noget ud af det æstetiske. Enkelte steder er man dog begyndt at renovere bygningerne og klistre nye ornamenterede sandstensfacader på de gamle huse. Det fungerer faktisk ret godt. Der er også sket en dramatisk byudvikling siden uafhængigheden i 1990, og moderne glashøjhuse skyder op overalt. Særligt dramatiske er de såkaldte Flammetårne, der knejser højt på en bakke over byen, og om aftenen er oplyst som store flakkende flammer.

Byen har også en del historiske seværdigheder. Den vigtigste er Martyrernes Allé, hvor der er gravsteder for 141 borgere, der blev dræbt, da den sovjetiske hær i januar 1990 rykkede ind i Baku pga. optøjer i forbindelse med Sovjets sammenbrud. Der ligger også soldater fra Aserbajdsjans krig mod Armenien fra 1994. Alle gravsten har et relief-billede af den afdøde indhugget, hvilket virker ganske stærkt. For enden af alléen står en mindebue og under den brænder en evig flamme. Fra pladsen omkring monumentet er der en flot udsigt over havnen, hvor man bl.a. kan se Krystalsalen, den gigantiske koncertsal, der blev bygget til det europæiske Melodi Grand Prix i 2012.

Stadig lidt Sovjet

Selvom byen har undergået en stor byggefornyelse siden 1990’erne, er der kulturelt set stadig visse sovjetiske islæt. Der er meget politi på gaden i uniformer, der ikke har ændret sig meget siden sovjettiden, og det er fx forbudt at fotografere parlamentsbygningen – hvorfor må guderne vide!

Souvenirboder og lignende findes heller ikke, og det er umuligt at opdrive postkort med gode billeder af byen. Jeg plejer at købe en souvenirbog med billeder og beskrivelser af de steder, jeg besøger, så man bedre kan huske det, når man kommer hjem, men en sådan er vist ikke lavet om Baku. I det hele taget virker det, som om at turisme er en by i – ja, undskyld udtrykket – Rusland!

Det kan vi også mærke, da vi dagen efter skal på udflugt fra Baku. Vi har læst, at en af områdets store seværdigheder er nogle såkaldte muddervulkaner, der ligger ved byen Gobustan. Vi har jo heldigvis Quoban, der kender vejen, for havde vi været alene, havde vi aldrig fundet dem. For det første er der to byer i Bakus omegn, der hedder Gobustan! For det andet er der ingen skilte, der viser vej til stedet, der ligger meget afsides i et bakket område for enden af en lang jordvej.

Muddervulkanerne skyldes opsivende naturgas gennem fugtige jordlag og er faktisk en del mere interessante, end de lyder.

Aserne fra Aserbajdsjan

Den gamle by i Baku er fra omkring år 1500, men stadig utrolig velholdt og omkranset af en imponerende bymur.
Baku ligner Paris eller London, og husene er da også opført af europæere i begyndelsen af det 20. århundrede.

Lidt syd for muddervulkanerne er der et stort område med de såkaldte petroglyffer – dét vi i Danmark kalder helleristninger. På en stor klippeskråning med en masse huler har stenaldermennesker helt tilbage for 40.000 år siden hugget billeder af dyr, mennesker m.v. ud i klipperne. I 2007 åbnedes sågar et museum, der på meget flot international og interaktiv vis fortæller om områdets historie og om de forskellige former for figurer, man kan finde på klipperne.

Et par af tegningerne viser skibe, der til forveksling ligner de vikingeskibe, man kan finde på nordiske helleristninger. Dette fik i 1980’erne og ’90’erne Thor Heyerdahl, der deltog i et antal udgravninger i både Gobustan og andre steder i Aserbajdsjan, til at fremsætte en teori om, at aserne – de nordiske guder – stammede fra Aserbajdsjan. I den lille by Seki i Kaukasusbjergene, hvor Thor Heyerdahl også foretog udgravninger, står der endda en statue af ham.

Uforudsete komplikationer

Vores tur fortsatte til Georgien og Armenien, men de lande vil det være for omfattende at skrive om her, så vi holder os til Aserbadsjan. På hjemrejsen skal vi flyve fra Tbilisi til Baku og fem timer senere videre via Frankfurt til København. Allerede i Tbilisis lufthavn opstår der dog problemer. Azerbaijan Airlines kan ikke tjekke os (og vores bagage) igennem til København. Det vil nu ikke blive noget problem, siger damen ved skranken. Vi kan jo bare tjekke ind efter ankomst til Baku. Det er normalt heller ikke noget problem – man bliver bare i transithallen ved ankomsten og finder en transfer desk. Men sådan foregår det ikke i Aserbajdsjan!

Qouban fortæller om helleristningen af et skib fra år 8000 f.v.t. Vikingerne lavede de samme tegninger omkring år 1000. Kom de mon herfra?

Ved landingen i Baku ledte vi efter skilte med ”connecting flights” eller ”transfer desk” – men de fandtes ikke,  og vi blev gennet ned til paskontrollen. Jeg gik frem til skranken og fortalte, at vi ikke havde visum, men at vi blot skulle tjekke ind til Frankfurt. Det så ud som om, det var første gang, damen i paskontrollen havde hørt et så vanvittigt forslag. Vi blev bedt om at sætte os og vente på en bænk!

Lidt efter kom en officielt udseende mand for at spørge, hvad vi ønskede. Vi forklarede situationen – herunder at vores bagage jo nu stod ude på bagagebåndet i ankomsthallen. Den ellers ganske venlige mand fik vores bagagekvitteringer og sagde, at han ville sørge for afhentning af vores kufferter. Indtjekning hos Lufthansa åbnede først tre timer senere, så manden ville beholde vores pas og tjekke ind for os.

Efter tre timers ventetid i den ikke særligt ophidsende og meget tomme ventesal, kommer manden tilbage til os. Lufthansa vil ikke tjekke vores bagage ind, uden at vi ved personligt fremmøde bekræfter, at det er vores, fortæller han. Men vi kan jo ikke komme igennem paskontrollen! Løsningen bliver, at manden aftaler med en af grænsevagterne, at de beholder passene, mens han følger mig igennem til indtjekningsskranken, hvor jeg kan identificere bagagen.  Ganske kafkask, men det lykkedes trods alt, og både vi og vores bagage slap ud af dette postsovjetiske land, der har en del at lære ud i kunsten at tiltrække turister. For så længe helvedes forgård står i flammer, og olieeventyret kan vare ved, er det næppe turisme, Aserbajdsjan satser på.

Rustne boretårne står side om side i de store oliefelter omkring Baku, og det ligner virkelig helvedes forgård.

Ud & hjem igen: Fly København-Baku fås fra ca. 2.350 kr. t/r. Den billigste billet med Lufthansa koster ca. 2.650 kr. t/r.

Lokal transport: Guider i alle tre lande blev booket igennem GeorgiCa Travel i Tbilisi, www.georgica.caucasus.net. Guide med bil koster ca. 1.000 kr. per person per dag. De var virkelig gode og fleksible og tilrettelagde turen præcis til det, vi ville se. I Aserbadsjan betalte vi 7.400 kr. for bil og chauffør i 2½ dag samt overnatning i bjergbyen Sheki.

Fra Tbilisi til Baku fløj vi med Azerbaijan Airlines, og det kostede ca 1.300 kr. for en enkeltbillet.

 

Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474 og har efter eget udsagn nok et lidt utraditionelt rejsemønster i forhold til de fleste medlemmer i De Berejstes Klub. Jacob bor nemlig aldrig på vandrerhjem, kører aldrig med en lokal rutebil og går aldrig med rygsæk, når han er ude at rejse.

 
 
Share this