Sådan startede det…


Søren Padkjærs billede
Søren Padkjærs billede
 
2004 dec

Jeg kunne simpelthen ikke vente, og tilbød selv at betale rejsen til mit nye job i Mellemøsten.

 

Der blev grinet en del på kontoret, da jeg frisk fra Handelsskolen var til min første ansættelsesaftale i en eksportvirksomhed i Aalborg og fortalte om min dumpekarakter i tysk. Og så netop TYSK - hovedmarkedet for en stor del af firmaets produkter. Hvordan kunne nogen være så skør at søge denne stilling uden at være perfekt i tysk?

Min redning blev, at min nye chef var uddannet i en korn- og foderstofforretning – og det er jeg tilfældigvis også – og det mente han så kunne gøre det ud for de manglende sprogkundskaber. Desuden kom jeg i afdelingen for diverse produkter, som blev solgt til det meste af verden, hvor hovedsproget var engelsk.

Jeg var samtidig begyndt at læse HD om aftenen, men det blev der ikke meget ud af, for jeg blev straks kastet ud i direkte kundekontakter, som på det tidspunkt bl.a. bestod i at forberede og stå klar med en indtastet hulstrimmel til en telexmaskine. Af hensyn til de yngre læsere, så er en telex lidt som en skrivemaskine, der er forbundet til telefonnettet. Dengang var telepriserne høje, så i stedet for at kalde op og så skrive online, forberedte man offline en strimmel med en slags morsehuller i en smal rulle papir. Når så beskeden var klar, blev strimlen sat fast til aflæseren, man ringede op som på en telefon, og derefter bankede beskeden igennem til modtagerens telex. Grunden til at jeg tilbragte mange aftener ved dette apparat var, at når beskeden så var sendt, så kunne modtageren i Colombia, Brasilien eller Peru – der netop var mødt på kontoret – straks læse den og svare tilbage. Man kunne således have en kort dialog (men nu foregik det jo online og taksten var høj), og der var ikke megen tid til at tænke sig om inden svaret: Ville vi acceptere hans tilbud og få handelen afsluttet?
 

Længe før Shawarma - barerne kom til Danmark

Det var naturligvis utroligt fascinerende at komme lige fra skolebænken og så pludselig have kontakt med hele verden. Desuden havde firmaet sit eget lille fly, og det blev til mange spændende ture rundt i Europa (også til Tyskland), hvor jeg som regel fik lov at tage co-pilot pladsen tilbage ved indflyvningen over den ofte tågedækkede Aalborg lufthavn.

Men tålmodigheden er jo kort, og nu havde jeg sat mig i hovedet, at jeg ikke bare ville rejse rundt, men i stedet bosætte mig i udlandet i en periode. Det var der også gode muligheder for, men en måneds tid inden jeg skulle have været udstationeret på én af virksomhedens fabrikker i Vestafrika, kom der besked om, at kvotaen for hvide i forhold til de sorte var opbrugt, så desværre!

Jeg var nu virkelig besat af tanken om at komme til udlandet, og fik da også kort tid efter en stilling i landbrugsorganisationernes afdeling for markedsføring i udlandet. De havde kontorer så eksotiske steder som Puerto Rico, Beirut, Hong Kong og Tokyo, og min opgave var nu at sætte mig ind i arbejdet på hovedkontoret i København, indtil der blev en plads ledig på ét af kontorerne. Der gik enormt lang tid, over et halvt år, inden der endelig kom meddelelse om den rokering, der i løbet af nogle måneder kunne føre mig til kontoret i Beirut. En begivenhed fra ventetiden illustrerer utålmodigheden: Beirut-kontoret, som dækkede 15 mellemøstlige lande, arrangerede et fremstød i Kuwait, og jeg foreslog direktøren, at jeg var parat til selv at betale flybilletten derned, hvis jeg da bare måtte få lov til at være med – men nej, den slags gør man ikke på et næsten offentligt kontor.
 

Mændene på fortovet med en vandpibe og en kop te – hvad kan være mere arabisk?

I den desperate ventetid havde jeg også søgt job hos et amerikansk firma med kontorer i Fjernøsten, og faktisk havde jeg været til samtale, dagen før meddelelsen kom om den ledige plads i Beirut, og der fået tilbudt et job på deres kontor i Saigon. Men jeg valgte altså Beirut.

Uheldigvis for lederen af kontoret i Beirut blev han kort efter syg, så jeg fik pludselig at vide, at næste uge skulle jeg rejse derned som afløser i en måneds tid. Der var allerede på det tidspunkt optræk til uroligheder i Libanon, men vi havde fået besked om, at den lokale Karolinepiges palæstinensiske mand, Abdul, ville tage imod mig i lufthavnen. Udover at være et prægtigt menneske var han også journalist og kunne derfor komme gennem afspærringerne ud til lufthavnen.
 

Et bjerg små agurker dybt inde i souk'en

Hvilken fornemmelse det var, da SAS-flyet lagde an til landing med det glitrende Middelhav til højre og de grønne bjergskråninger til venstre med stille røg sivende op fra landsbyerne. Varmen, lugten og luften – alt var så anderledes og enormt spændende.

Det hele var pludselig gået så hurtigt, og det var egentlig først et par dage senere, at jeg virkelig følte denne fantastiske svævende fornemmelse, at nu har jeg ikke længere kontrol over noget – skæbnen tager over: En søndag formiddag var jeg gået en tur alene ned i souk’en, som dengang bredte sig over store dele af den gamle centrale bydel, med smalle gyder overdækket af udspredte presenninger, hvor der blev slagtet kyllinger, skreget tilbud på skjorter, med svimlende dufte af krydderier, trængsel af bærere med kornsække på nakken, opstablede frugter og grøntsager – uanset hvilken retning jeg kiggede. En kortvarig lettere klaustrofobi var under optræk, men så fandt jeg ud og så gik det ellers igen på opdagelse i denne Aladdins hule.

Det blev herefter til næsten tre år med månedlige rejser og mange oplevelser i de dengang temmelig primitive arabiske lande. Som dengang Kong Feisals livvagter personligt smed mig ud af hotellet i Dammam, fordi Kongen havde anmeldt sin ankomst med følge nogle dage efter. Eller den første tur til Oman, hvor det eneste lille hotel var optaget, så jeg måtte sove i et pakhus nede ved havnen, sammen med en butterflyklædt boghandler fra Oxford, fire beduiner og et ukendt antal rotter. Eller turen til Benghazi i Libyen, hvor tolderne ville smide en ladning dansk ost i havnen, fordi det var dårligt – jeg tog derover og fandt ud af, at det bare lugtede ligesom enhver god ost skal (men de var vant til den kønsløse smelteost La Vache qui Rie – kendt fra alle flymåltider på den tid). Eller det store danske arrangement i Jeddah, hvor Prins Henrik og Emiren af Mecca beærede

Den glade slagter med sine pølser og fårefedthaler

os med deres besøg. De fantastiske ture til Sana’a i Yemen med overnatning på paladset revet lige ud af Thorkild Hansens ”Det Lykkelige Arabien” (med den mest primitive mad, jeg har fået nogetsteds). Og dog, jeg tror anti-mad-prisen går til Aden, dengang ærkekommunistisk, hvor de fleste butikker var lukket. Dengang vrimlede Dubais havn med smuglerdhows fra Iran og Indien. Og Baghdad, hvor Saddam Hussein netop var blevet vicepræsident, og hvor de eneste restauranter tilhørte militæret. Gad vide om han var med til nogle af de officersmiddage, hvor jeg som den eneste civile gæst fik et bord i det ene hjørne? For slet ikke at tale om de vidunderlige ture i Libanons bjerge, med familiefester og hjemmebrygget arak.

Oplevelser, der går i blodet, og som burde have en advarsel: Stærkt vanedannende.

I øvrigt fik jeg igen lidt af den samme snurren i maven, da jeg næsten 3 år senere, efter evakuering på grund af borgerkrigen i Libanon, fik muligheden for at komme over på kontoret i Hong Kong. Men det er en helt anden historie!

 

 
 
Share this