Australien - your home away from home!


Theis Søllings billede
Theis Søllings billede
 
2011 jun
The Olgas - endelig

“From here to Port Hedland there is basically about thousand kilometers of NOTHING”, siger damen i Broomes turistkontor. Perfekt – lige det vi leder efter.  Der er rige muligheder for ” road trips to die for” på dette oldgamle kontinent . Diversiteten og den ældgamle aboriginalkultur gør det nemt at (for)blive forelsket, fordi man ofte føler at man er ude og bryde den sidste grænse på et nybyggerkontinent.

No worries mate! siger immigrationsmanden. Man mærker det med det samme. Det er som at komme hjem. Om det er duften af eucalyptus, den tørre varme i Canberra, Darwins fugtige og tunge tropeluft, der smager af regnskov, eller Adelaides havgus ved jeg ikke.  Men som altid når man kommer tilbage til et sted man har boet, så er det specielt. Der er som de mindste indtryk trigger neuronerne ved genkendelsens glæde – og når det man genser er så mangfoldigt og uforstyrret som Australien, så er det ret nemt at falde for dette oldgamle kontinent. Der er en fauna, der består af enestående pungdyr, en flora der kun lige er i gang med at blive kortlagt og en urbefolkning, som talte anslået 3000 sprog og stadig har 80000 år gamle ritualer.  Eventyret er hele tiden rundt om hjørnet – på road trips to die for!

Med baby og telt på taget i ”The Kimberleys”

Geckie gorge - en fantastisk ukendt kløft i the Kimberley

Vi er lige ankommet i Halls Creek, der som navnet antyder ligger in the middle of nowhere med vores hvide Landcruiser med telt på taget. Landskabet er præget af det røde skær, der kendetegner det nordvestlige Australien. Vi er kørt fra Kununurra via Purnululu nationalparken. Australske stednavne er fantastiske – hvorfor er der bare ikke andre steder i verden, hvor byerne hedder ”det store vand” eller sandstenene?  De Australske indfødte er et spændende folkefærd, der stadigvæk lever ret isoleret - mange taler ikke andet end deres lokale dialekt, som end  ikke kan forstås 50 km væk.  I the Kimberley er der grupper, som sjældent, hvis nogensinde, render ind i de hvide australiere.  Det har været lidt af en barsk køretur fra de underligt pukkelformede klippeformationer i Purnululu (aka Bungle Bungle).  Vi har købt det obligatoriske  ”I survived the Bungle Bungle road” klistermærke.  Baby Bertram på 0 år er faldet i søvn, hvilket er meget godt, for vi må lave en større undvigelsesmanøvre, inden vi ruller ind i Halls Creek – der ligger tre indfødte tværs henover vejen, og dem vil vi helst ikke ramme.  Politiet i Halls Creek tager hændelsen helt roligt. De sender en vogn for at køre dem hjem til deres community, og vi sender en tanke til bushens folk. 

 Man kan køre ned til Alice Springs via de berygtede spor, der først blev trådt af  kvæg i hælene på de legendariske opdagelsesrejsende Eyre, Sturt og Strzelecki.  Vi har planlagt at krydse Tanami ørkenen ad the Tanami Track; 1200 km  jordvej igennem aboriginal land og meteorkratere.  Landskabet går fra fladt til fladere og fra øde til mere øde.  Vi har forladt Western Australia og er kørt ind i Northern Territory og gør holdt i Rabbit Flat.  Vi har forberedt ungerne på at Bruce – indehaveren af det eneste road house på Tanami Track – er lettere excentrisk.  ”G’day”. vi bliver mødt af en lavstammet fyr med langt skæg, de australske blundstone støvler og hat.  Umiddelbart er han venligtsindet, han har ellers rygte for at skyde efter for nærgående besøgende.   Vi får en lang snak om livet i outbacken og om de mange omkringliggende aboriginal stammer.  Bruce har en campingplads, men mener alligevel, at vi må videre for det kunne jo blive regnvej…  NOT.  Vi kører 20 km videre og bushcamper under sydkorset og mælkevej. I den måneløse nat, hvor der er tusinder af kilometer til en by af nogen størrelse, er der god basis for stjernekiggeri.

Snake and the emu travel north…

 Vi kører ind i Alice Springs igennem de røde bakkedrag nord for byen.  A town called Alice. Det er et specielt sted med sin bizarre blanding af turister og forarmende indfødte.  Backpackerne bor på de mange hostels, og de indfødte bor i flodlejet.  Her møder vi Vynce, han er Arrernte og kunstner.  Dem er der mange af og deres værker i prikker og okker farver er sikkert af blandet kvalitet. Men for det utrænede turistøje genskaber de outbacken og giver en bid af den med hjem.  For 50 $ er vi et nybagt maleri rigere. Det forestiller to slanger med hovederne i hver deres retning – i den ene retning er der også et sæt fuglefødder og rundt om mange symmetriske motiver i prikker.  Over en Victoria Bitter får vi overrakt det færdige mesterværk, og Vynce siger ud gennem det store fuldskæg: ”Mate, snake and the emu travel north – but only the snake return; emu  is havin’ a good time up in Darwin I think”… Drømmetiden er allestedsnærværende og de australske aboriginals bor i den.

Fra den flade midte til bjergene i Australiens sydøstlige hjørne er der langt både i afstand og i menneskelig mentalitet.  Clean-up australia day, en årlig tilbagevendende begivenhed, og i den karakteristiske sydaustralske ånd er den blevet gjort til en leg.  Mission er klar. Vi skal rydde den alpine bjergsø Blue Lake for det affald skiløberne efterlader omkring Australiens højeste bjerg (Mt Kosciusko) . Det er en drømmeopgave for en dykker. En blå alpin sø, der er så afsidesliggende af grejet må flyves ind med helikopter.  Fantastisk, vandreturen  ind giver udsigt til bjerget og selv nu i den australske højsommer er der snedriver.  Nu forløber clean-up Australia day over en weekend , så selvfølgelig er der en added bonus indlagt.  Et dyk i en anden alpin bjerg sø – Lake Jindabyne. Denne gang ikke så afsidesliggende, for søen er skabt ved kunstig opdæmning af Snowy River.  I den forbindelse måtte en større by lade livet, folk blev simpelthen bedt om at forlade stedet og fik kompensation for alt, hvad de lod være tilbage.  Derfor er den oversvømmede by fyldt med dagligdags ting fra 1960’erne, da Jindabyne var i live.  Det er en spooky sag at dykke ned ad et bøjereb, der er forankret til toppen af et dødt pæretræ.  Ved træet er der et hegn, som man kan følge til et hus, hvor man igennem vinduet på 18 m vand kan kigge ind til en opredt seng.  Hvis man har mod på et lidt længere dyk, så ligger kirken (og kirkegården) for enden af hovedgaden, men ikke alle når så langt, for undervandstiden er ret begrænset under alpine forhold, da risikoen for dykkersyge er forøget i højden.

Dykning på kirkegården

Der er selvfølgelig nærmest uendelig muligheder for fantastisk dykning omring Australiens 25735 km lange kystlinie.  Det sydlige tempererede farvand er klart det mindst besøgte, fordi det i sagens natur er mindre varmt og mindre farvestrålende end det tropiske farvand i det nordlige Queensland.  Men til gengæld er der ufatteligt meget dyreliv – og meget stort dyreliv - sydpå.  Jeg ville ikke bytte mit dyk med de store gray nurse hajer i Malua Bay for noget dyk i troperne.  Det er en fantastisk oplevelse at ligge på den stenende havbund  i en stor tangskov med en stor stime hajer på bunden lige ved siden af.  En gray nurse er utrolig fredelig, men kan nemt med sine op til 3 m gøre det ud for en dræberhaj.  

Closing the circle

Australien er fantastisk primært på grund af sin mangfoldighed.  Det er landet, hvor man  til tider stadigvæk føler, at man er ude og bryde den sidste grænse på et nybyggerkontinent. Der dukker hele tiden ideer op til nye ture.  Næste gang skal vi ned ad verdens mest øde kyststrækning fra Broome til Perth i vest. Da vi spurgte damen i Brooms karakteristiske turistkontor – en service som selv den mindste flække har – om der var noget spændende sydpå, svarede hun: ” Well, from here to Port Hedland there is basically about thousand kilometers of NOTHING”. Perfekt – lige det vi leder efter. Krydret med dykning med hvalhajer på Ningaloo Reef bliver det perfekt, især hvis turen afsluttes med et 4x4 eventyr ad Gunbarrel HWY fra Perth til Alice. Det ville lukke turen rundt om Australien for os (men ikke vores besøg Down Under). Flybilletten er næsten bestilt!

Camping på stranden - WA har de mest øde kyststrækninger i verden

 

 
 
Share this