På roadtrip gennem Tasmaniens vildnis


Svend Bergmanns billede
2016 jun

På roadtrip gennem Tasmaniens vildnis

Tekst & fotos:
Svend Bergmann

Frodige landskaber med bjerge dominerer en stor del af Tasmanien.

Jeg sidder i flyet på vej mod Australien. Mit seneste besøg er mere end 15 år siden, og jeg tænker på, om landet og befolkningen måske har ændret sig. Eller måske har jeg ændret mig, så min opfattelse af landet ikke længere stemmer overens med det, jeg så med mine ”unge” øjne ... Det er egentligt en forretningsrejse, men jeg har fået sneget tre dages ferie og en weekend ind i programmet. Min oprindelige plan var at køre fra Melbourne til Adelaide ad Great Ocean Road, men planer er som bekendt til for at blive ændret, så i anledning af at det nye Unesco-sted, der blev udtrukket på generalforsamlingen, er lige i nabolaget, så tager jeg nu i stedet et smut til Tasmanien, vel vidende, at fire dage ikke vil være nok, men kun en lille smagsprøve.

 
Her slutter vejen mod syd i Southwest Nationalpark  

Lyden af en snurrende jetmotor betyder, at jeg får en enorm trang til at sove – og på en tur til Australien får jeg så sovet det meste af tiden. Hen på formiddagen, lokal tid, ankommer jeg til Hobart, hovedbyen på Tasmanien, og er frisk og udhvilet. I lufthavnen finder jeg en lejebil og beslutter mig for at smide bagagen af på et hotel og så køre direkte ud til en af de verdensarvklassificerede nationalparker for at strække benene. Jeg kan efterhånden nok mærke i de halvgamle knogler, at jeg har siddet i flysædet i et døgns tid, så en frisk gåtur vil ikke være af vejen.

Før afrejsen har jeg ikke haft så meget tid til at undersøge, hvad begrebet ”Tasmanian Wilderness” egentligt dækker over, så jeg tog af sted med åbent program. Det viser sig, at betegnelsen dækker over en samling af nationalparker og beskyttede områder, som arealmæssigt er på størrelse med 1/3 af Danmark, og som udgør 1/5 af hele Tasmanien, primært på den vestlige side. Det kan da ikke være særlig langt væk fra Hobart, hvor jeg lige er ankommet med fly, tænker jeg? Nej, det er det heller ikke. En lille times kørsel fra Hobart ad små snørklede landeveje, der bedst kan sammenlignes med de mindre landeveje omkring Silkeborgskovene, finder jeg Mount Field Nationalpark.

GODT GLAD I LÅGET

Roaring Forties på en meget stille dag.

 

På parkeringspladsen er der en midaldrende australsk dame, som ikke gider at stå ud af bilen. Hendes veninde siger noget i retning af ”at nu er vi kommet så langt, så kan du da i det mindste stå ud af bilen

....” Jeg tænker, at min gåtur nok skal blive ”festlig”, hvis det også er stilen fra de andre turister. Men det var de eneste turister, jeg mødte den dag, og i øvrigt atypisk i forhold til andre rejsende jeg mødte undervejs andre steder i Tasmaniens vildnis. Skoven omfavner mig. Det regner lidt, duften af fugtig skovbund møder mig. Det hele er overdådigt grønt, bregner der er kæmpestore, den velkendte duft af eukalyptustræer. Der er et vandfald, og endnu et, og et mere. Det hele virker næsten som  om, det ikke er ægte, men taget ud af et eventyr. Jeg går og bliver ”godt glad i låget”. 

Jeg bliver vækket af min trancetilstand, da en wallaby pludselig hopper ud foran mig på skovstien. Og så hører jeg tasmanske djævle, ganske tæt på, tror jeg. Jeg ser dem aldrig, men hører dem en del gange. De lyder som den beskrivelse jeg engang har læst, som nogle små, arrige bæster.

EN Ø PERFEKT TIL ROADTRIP

Jeg elsker at tage på roadtrip. Det har været min foretrukne rejseform mange steder rundt på kloden, hvor jeg sætter pris på friheden og fleksibiliteten i at have egne hjul meget højt. Det kom heller ikke som

nogen særlig overraskelse, da jeg indså, at den her tur også udformede sig til at gå i den retning. Det er simpelt hen et yderst velegnet område til at komme rundt med egen bil. Afstandene er relativt store, sammenholdt med at infrastrukturen og specielt offentlig transport er begrænset eller ikke-eksisterende. Jeg ser et par minibusser fra turselskaber, så man vil ikke være helt uden muligheder for at opleve parkerne uden egen transport.

Jeg kører derudad på de snørklede landeveje uden nogen egentlig plan. Faktisk har jeg heller ikke noget kort. Bilen har godt nok en GPS, men sådan én vil helst vise vej til en bestemt destination og reagerer ikke særlig godt, når man vil “køre ad en pæn vej og se en masse natur”. Som helt uforberedt besøgende blev jeg taget rigtig godt imod af Tasmanien. De varierende landskaber er virkelig en fryd for øjet. Bjerge, dybe skove, søer og vandfald, bølgende grønne bakker så langt øjet rækker. Kystlinjen med brede hvide sandstrande mod syd, dramatiske klipper mod vest. Klimaet kan godt til tider være en udfordring så langt mod syd, men mens jeg besøgte stedet, ville

Kun en time fra Hobart finder man Russel Falls i Mount Field Nationalpark

På min køretur rundt på Tasmanien kom jeg tilfældigvis forbi eller igennem flere af de parker, som er klassificeret som verdensarv. I mange tilfælde gik jeg så ud på en af de kortere vandreture på typisk to til tre timers varighed. Samtlige parker er helt klart lagt an på vandreture, så hver af parkerne har mindst 10-15 forskellige ture af varierende længde, varighed og sværhedsgrad. Alle veje ender et sted. Her slutter vejen bogstavelig talt i Southwest Nationalpark, som er det sydligste punkt i Australien, man kan komme til på fire hjul. Som en lille ekstra bonus på min rejse blev stedet det sydligste punkt, jeg har nået indtil nu.

Svend Bergmann har medlemsnr. 365 og fik en dusør på 1.000 kr. for at være det første medlem, som besøgte Unesco-stedet Tasmanian Wilderness. Hvert halve år trækker klubben ved lodtrækning et nyt Unesco-sted, og det medlem, som først når frem til stedet, får en dusør på 1.000 kr.

 

FAKTIA:

I alle nationalparkerne er der et hovedkvarter, hvor der er mulighed for at købe lokale kort og anskaffe de par småting, som man måtte have glemt derhjemme. Nationalparkerne har udgivet en lille bog, ”60 short walks”, som fortæller om de vandreture på mellem en og fire timer, der kan gøres i hele Unesco-området. At vandre i flere dage i området er også meget populært, og disse vandreture er reguleret med en øvre grænse for, hvor mange besøgende der kan være per dag. Jeg talte med en park ranger, og han fortalte, at man skal være tidligt ude for at have en chance, specielt i sommermånederne. Der er både ture, hvor man går fra bush camp til bush camp, og den mere luksuriøse slags med wilderness lodges, hvor der er gode vine til aftensmaden.

LOGI: Det kan godt være en udfordring at finde hoteller undervejs, og priserne har en tendens til at være i den høje ende i forhold til kvaliteten. En anden gang ville jeg nok i stedet købe et billigt telt og sovepose ved ankomsten og så campere på en af de talrige campingpladser, som ligger enten i selve parkerne eller lige i nærheden.

UD & HJEM IGEN: Der er direkte fly til Hobart fra Brisbane, Melbourne og Sydney. Sydney har flest daglige afgange og de bedste priser. Hvis man har god tid, er der også en daglig færgeforbindelse fra Melbourne. Fly København-Hobart fås fra ca. 8.150 kr. t/r.

LÆS MERE: om Australien på www.deberejstesklub.dk/land/australien-oceanien/australien.

 

 

 
 
Share this