Bahamas, februar 2000


Niels J L Iversens billede
2003 juni

Bahamas, februar 2000

af Niels JL Iversen

 

Jeg havde fået et reklamehyl fra Wasteels Rejser om at der nogle få dage i december 99 solgtes billigbilletter med British Airways til diverse eksotiske destinationer. Jeg havde egentlig valgt at tage til Trinidad & Tobago, men da jeg opsøgte firmaets kontor i Århus, var billetterne til den destination var udsolgt ... og så endte jeg på Bahamas. De er vist ret gode sælgere derinde. Så gik jeg der og spekulerede på hvad jeg skulle der. Bahamas er jo et underligt land. Der er lidt over 300.000 indbyggere. I midten ligger en lille ø New Providence med hovedstaden Nassau; her bor mere end 200.000 mennesker (foruden alle turisterne). Så er der foroven til venstre en ø ved navn Great Bahamas. Her ligger et kunstigt skabt feriested ved navn Freetown med ca. 40.000 indbyggere. Til venstre for midten ligger Andros, der er et mennesketomt konglomerat af sumpede øer, der må være enhver kartografs værste mareridt,. Til højre strækker der sig fra nord til syd en stribe tyndt befolkede øer, der ender nede ved den britiske øgruppe Turk & Caicos, der er et af de få territorier som ingen af de Berejste endnu har besøgt (der er vist heller ikke noget særligt at se dernede).

Min ferie skulle vare 9 dage, men det stod fra begyndelsen klart at de ikke allesammen skulle tilbringes på den overbefolkede hovedstadsø. Jeg kiggede på kortet og fandt foroven til højre øen Great Abaco. Der bor ca. 5000 mennesker deroppe, de fleste i landets tredjestørste by Marsh Harbour. Der er næsten ingen offentlig transport på selve øen, men jeg kunne læse mig frem til at der var færgeruter til et par nærliggende øer, der ikke var større end at man kunne gå rundt. Så jeg ringede til D's Guesthouse og bestilte tre nætter, - i øvrigt ikke uden besvær, for telefonlinjen derover var meget svag. Måske ligger telefonledningerne på havsens bund og ruster?

Flytur til Marsh Harbour

De resterende nætter (første nat og de sidste tre nætter) skulle så tilbringes i Nassau. Jeg fandt plads på et stiligt middelklassehotel ved navn El Greco. Det var ikke billigt, men der er ikke mange billige tilbud i de amerikanske burgøjserturisters, spritsmugleres og skattesnyderes paradis på jord. Den sidste nat i Nassau blev der ingen overnatning, for British Airways havde med udsøgt mangel på omtanke placeret flyafgangen klokken 1.45 dut.

Der er ingen lufthavnsbus fra Nassaus lufthavn, - man prøvede vist engang at etablere en, men så begyndte taxachaufførerne at lave vejspærringer, så det blev ikke til noget. Og i øvrigt gør man ikke noget for at tiltrække backpackere.

Jeg overnattede altså først en enkelt nat i Nassau . Næste morgen skulle jeg så til Marsh Harbour med Bahamasair (hvis rygte er lidt blakket). Den afgang blev dog skrottet, men i stedet viste Bahamasair sig fra sin bedste side, idet de hittede plads til mig i et nuttet lille 5-passagerers taxafly, der egentlig slet ikke skulle have mellemlandet i Marsh Harbour. Pudsigt nok var en af mine medpassagerer en dansk dame, der havde fundet på at hun ville med fly fra Marsh Harbour til Daytona Beach i Florida. Teoretisk muligt, ja, men alle normale mennesker ville være fløjet fra Nassau direkte til f.eks. Miami og videre herfra.
 

Hopetown, Elbow Cay (og nej, det er ikke et postkort! )

Opholdet i Marsh Harbour var ganske hyggeligt, og jeg fik besøgt de to øer Man-o-war Cay og Elbow Cay (Cay betyder ø, jvf. Hopetown, Elbow Cay samt rækken af Key'er ved sydenden af Florida). De er i vid udstrækning beboet af 'loyalists', dvs. engelsksindede indbyggere fra det senere USA, der tog flugten efter revolutionen. Heroppe finder man dog også senere tilflyttere, såsom et ægtepar fra min families hjemby Kolding, som jeg tilfældigt traf på båden tilbage fra Elbow Cay. De havde taget flugten fra det danske vintervejr for tredive år siden, og nu boede de så i denne fjerne udkant af verden. Personligt ville jeg nu nødigt bo så afsondret fra verdens tummel. Bare ét eksempel: der findes ikke et lokalt dagblad, - avisen The Abaconian kommer månedligt. Folk i Nassau læser aviser, men det gør man ikke på de såkaldte 'Family Islands'. Og madpriserne er høje, - højere end i Nassau.

Ja, og så var der Nassau. Byen har et betændt rygte for mord, vold, indbrud og røverier, mest forårsaget af narkomaner, der tolder lidt af den narko som smugles via the Bahamas til USA. Man anbefales at tage taxa efter mørkets frembrud. Jeg tog selv taxa til og fra lufthavnen, men det var som tidligere nævnt af pur nød, - resten af tiden spadserede jeg rundt. Det tager naturligvis længere tid, men det man ser undervejs kan være lige så interessant som det man er på vej til. Og Nassau har skam

Ardastra: flamingoparade Atlantis

seværdigheder. Der er adskillige parker: en tidligere privathave the Retreat med 92 slags palmer, en smuk Botanisk Have samt Ardastra Gardens & Zoo, hvis mest opreklamerede attraktion er den daglige flamingoparade. Der er 3 forter (Charlotte, Kincastle og Montagu), der er et par småmuseer og et akvarium (Crystal Cay),som dog siden mit besøg er lukket. Men ellers er det nok mest indkøbsgaderne der tiltrækker de mestendels amerikanske turister, hvoraf en meget stor del ankommer på aldeles overdimensionerede krydstogtskibe, der lægger til for nogle timer ved Prince George Wharf. Hertil kommer de pakketurister, der bor på resorter à la det nye opreklamerede Atlantis-kompleks hvor man i princippet kan veksle mellem sin seng og en liggestol ved poolen uden nogensinde at forlade området. Jeg var et smut derinde.. sjældent har jeg set noget så ækelt og smagløst. Jeg fandt dog også andre ting at bruge tiden på: en af mine faste rutiner på et nyt feriested er at opsøge det lokale folkebibliotek. De har skam også sådan et i en spøjs lille rund bygning i bymidten (nær det lyserøde Senat), men repertoiret her var ikke lige mit nummer. Så fulgte jeg et tip i Lonely Planet og spadserede ud til Universitetet, og selv om bibliotekaren så dybt skeptisk på mig, så fik jeg da adgang til at betjene mig af stedets faciliteter. Jeg tror ikke de ser så mange turister på de kanter.

En sidste erindringsværdig ting vedrørende Nassau: det er det eneste sted udenfor Peru, hvor jeg har kunnet købe Inca Cola, der er en hvinende sød, klistret, gul substans, som jeg nød i litervis under min spadseretur på Inkastien i 1998

Hov, glemte jeg at nævne barerne, strandene og revene? Nåja, ... man kan jo ikke nå alting.

 

 
 
Share this