Rejsen mod hjertet af voodoo


Steffen Stubagers billede
Steffen Stubagers billede
 
2013 sep

Voodoopræster, indtørrede dyrelegemer og et blik ind i fremtiden. Sidste år var jeg på opdagelsesrejse for at finde frem til hjertet af voodooreligionen i det afrikanske land Benin.

En panterstatue holder vagt ved indgangen til en af Benins mange hellige skove i Ouidah, 40 km fra Cotonou.

Voodoopræsten foldede et tæppe ud på den bare jord i skyggen af et lysegrønt træ. Her satte vi os.

Så kastede han muslingeskaller og runde sten ud på jorden, som var de terninger, og op af en plastikpose trak han tre mørktmalede glasflasker med små abekranier og benstatuetter snøret omkring.

En klassisk voodoodukke fyldt med nåle, søm og andre smertegivende elementer

Han dirkede flaskepropperne ud, og en knivskarp, fremmed, alkoholisk stank spredte sig og rørte sig i næseborene. Han fandt et glas med størknede bundrester, som han fyldte til randen. ”Skal vi så begynde?” spurgte voodoopræst Doto Toffinou Adagboto Amanwato. Han ville fortælle os om vores fremtid. Vi svarede ja. ”Så drik!”

I Benin var vi heldige at møde voodooreligionens svar på paven: Høvdingen Dagbo Hounon Tomandjre.

Min kollega og jeg var rejst dybt ind i Benin i Afrika for at lede efter – og måske penetrere – hjertet af voodoo. Væk fra det sikre og kendte fra Lonely Planet-bøgerne. Mod det ukendte. Nu var vi havnet i voodoopræstens lille lerhytteby Glo Agbodjebo – som ikke engang Google kender til. Vi havde været mærkværdige ting igennem for at nå dertil.

Men endelig – på det godt 40 fodboldbaner store Dantokpa-marked i Cotonou, Benins folkerigeste by med mere end 1 million indbyggere – havde vi fundet, hvad vi var kommet for. Her hang de voodoopræster og medicinmænd ud, som efter sigende havde kureret Benins præsident for voldsomme rygsmerter få år tidligere. Vi havde fundet vores voodoopræst i en urtebod, og han havde ført os af sted på en daglang taxatur ad hullede, endeløse grusveje, langt væk fra storbyen og ud på landet til landsbyen Glo Agbodjebo.

Livet i Benin er simpelt, men svært. Man knokler i dag, for hvad man spiser i dag

Et kig ind i fremtiden

Nu sad vi i saksen og skulle drikke denne skarpladte, fremmede, alkoholiske mikstur med Doto Toffinou Adagboto Amanwato, der nægtede at lade sig fotografere til denne historie. For som han sagde, så ville kameraet tage hans sjæl.

Der var ingen vej udenom, hvis vi skulle penetrere dét voodoohjerte, så vi tømte på skift, indtil vi hver havde drukket tre vældigt kradsende alkoholiske drikke med aske og grus i, som vi også slugte. Væskerne varmede i maven og gjorde os yderst beduggede. Det pointerede også en række ustyrlige bøvser. Doto Toffinou Adagboto Amanwato forklarede: ”Nu er jeres kroppe blevet renset sunde, og I er klar til viden om jeres fremtid.”

Først var det min tur. Voodoopræsten trak to snore med muslinger og nøddeskaller frem fra en pose og sagde: ”Tag skoene af.” Så hældte han vand på jorden og mumlede nogle uforståelige ord. Så hældte han alkohol på jorden og snakkede videre. Han smed de to snorekæder på sit tæppe, observerede hvordan de var landet og noterede streger og prikker på et stykke papir. Stregerne og prikkernes kombination slog han op i en notesbog, som han kaldte sin voodoobibel. Sådan arbejdede han i et stykke tid, indtil han endelig talte højt og klart.

”Du bliver rig på den ene eller den anden måde, men ikke i penge. Nogle af dine venner vil udnytte din rigdom, ja, faktisk er nogle af dem allerede i gang. Disse venner er dine onde venner, og de vil stoppe din udvikling i det, du er i gang med. De prøver at holde dig nede.”

Så blev han stille igen og mumlede noget for sig selv. Og fortsatte: ”Du vil opleve tre alvorlige uheld i dit liv. Faktisk har du allerede haft uheldene, men en meget lysende stjerne beskyttede dig og reddede dit liv.”

Han kiggede ind mellem træerne bag os. Han stirrede længe, indtil han til sidst kiggede på mig igen.

”Og du har fortalt en ven en kæmpe hemmelighed, men din ven har fortalt hemmeligheden videre, så nu er det ikke længere en hemmelighed.”

Det blev min makkers tur. Voodoopræsten hældte mere vand og alkohol på jorden og gennemførte processen på samme måde.

”Du bliver rig, og dine venner vil hade dig for det. Men du er ligeglad med, hvor meget de hader dig,” sagde han og bladrede lidt i sin bibel og fortsatte: ”Desuden er du et stort træ. Et af den slags træer, hvor en masse fugle vælger at bygge deres reder.” Præsten var stille i mindst ét minut, og han stirrede hårdt ned i sine noter, før han endelig talte igen.

”Du dør ikke i en ulykke eller i et mord. Du dør af sygdom eller alderdom.”

Da voodoopræsten var færdig med sine forudsigelser, hældte han aske ud i vores hænder. Vi slikkede asken op, som knasede i tænderne og kunne mærkes i munden næste dag. Men vi spyttede ikke ud eller skyllede efter, dels fordi vi var stærkt berusede, men mest af alt fordi man aldrig ved med den slags voodooritualer.

Præsten sagde, at mødet nu var forbi. ”Men mød mig i min bod i Dantokpa i morgen. Jeg har endnu ikke fortalt jer det vigtigste,” sagde han.

En beboer i Ouidah fortalte, hvordan hans kone – kvinden på fotoet – var blevet ramt af voodooreligionens kræfter. Kvindens ryg er lige så krakeleret som væggen foran hende

Bizart vareudbud

Efter en køretur i en overfyldt taxa, der varede resten af eftermiddagen og aftenen, var vi tilbage i Cotonou. Og næste dag dykkede vi igen ind i det uendeligt dybe Dantokpa-marked. Der var grøntsager og kurveflet, cremer og kjoler en masse. Og der var katte og hamstere i bure, og hunde og katte. Ja, man spiser varieret i Benin.

Så fik vi øje på boder med et mere bizart vareudbud: Læssevis af døde dyr, der lå til tørre i den afrikanske eftermiddagssol, og her og der lå en stribe abekranier, grisekranier, hestehoveder, døde, gule fugle, indtørrede kamæleoner, frøer og rotter, opsprættede duer og afhuggede kalkun- og kyllingehoveder. Der hang et leopardskind og tørrede, og stanken i denne del af Dantokpa var kolossalt ulidelig og rådden.

Kranier af aber, grise, heste, indtørrede kamæleoner, frøer, rotter, opsprættede duer og kalkun- og kyllingehoveder fylder markedet i Cotonou.

Manden i boden sagde, at hvis vi havde lyst til at gøre nogen ondt, kunne vi købe nogle af hans døde dyr, og han ville hjælpe os med resten. Og ja, det var voodoo, sagde han. Vi takkede nej.

Efter ganske få minutter dukkede en dreng op med sin far. Drengen ville skade nogen, og hans far købte en død, tørret rotte til ham, som blev pakket ind i avispapir og lagt i en papirspose.

Drengen smilede til sin far, og sammen forlod de boden hånd i hånd.

Medaljon mod uheld

Dybere inde i Dantokpa fandt vi igen voodoopræstens urtebod. Bag et tæppeforhæng skjulte han et voodooskrin bestående af voodoostatuetter splattet til med gule farver. Præsten forærede os medaljoner til at hænge om halsen og snore til at binde om hoften vedhæftet små, firkantede lædersække fyldt med sten og en hellig aske, som vi stoppede ned i underbukserne. Han tog en slurk vand i munden, gurglede og sprudlede det ud over vores nye, små tingester for at oplade dem med voodookræfter, som han forklarede.

”Medaljonen beskytter jer mod uheld,” sagde han. Han smilede og fortalte os så det vigtigste: ”Lædersækken i underbukserne bringer jer held og lykke i kærlighed. Meget snart vil I møde jeres kommende koner.”

Det var det sidste, voodoopræsten fortalte os, inden vi forlod ham, Dantokpa og Benin. Nye koner? Hjertet af voodoo var blevet penetreret, blev vi enige om.

Hvad har vi her?

 

 

Faktabox

VOODOO: Voodooreligionen stammer fra Benin og blev med slaverne ført til bl.a. Haiti, Brasilien og Cuba. I Benin er mere end fire ud af fem af landets godt 9 millioner indbyggere tilhængere af voodoo. Voodoo bliver praktiseret af godt 30 millioner mennesker i de vestafrikanske lande Benin, Togo og Ghana. På verdensplan tror mere end 60 millioner mennesker i dag på voodoo. I 1996 proklamerede Benins præsident, at voodoo blev ligestillet med kristendom og islam. Voodootilhængere tror på en række ånder, der hver repræsenterer fx vand, ungdom, styrke og helbred. Ofringer er en almindelig del af voodooritualerne. Denne praksis giver mad og drikke til voodooånderne, ligesom man mener, at ofringerne bringer liv til de døde. Ingen rejsearrangører arrangerer voodooudflugter, men der findes forskellige guider og hjælpere i Ouidah, hvis ikke man har mod på at tage med en tilfældig lokal et ukendt sted hen. Hvor langt man har lyst til at gå, og hvilke typer af eventyr man er ude efter, afhænger udelukkende af ens egen mavefornemmelse og de personer, man støder ind i på rejsen. UD & HJEM IGEN: Man kan flyve fra København til Cotonou via Paris, Amsterdam eller Bruxelles fra ca. 7.000 kr. t/r. SPROG: Benin er en tidligere fransk koloni, og derfor er landets officielle sprog fransk. Det er en god idé at kunne en smule fransk, da der er langt mellem de engelsktalende personer i Benin. Men med fantasifulde fagter kan det meste lade sig gøre. LOKAL TRANSPORT: Det er nemmest at komme rundt i Benin i taxa. I de større byer prajer man en knallert eller en motorcykel og sætter sig op bagpå. Desuden findes der togforbindelser mellem Benins større eller vigtigere byer, som Cotonou, hovedstaden Porto Novo og Ouidah. Langt størstedelen af Benins vejnet er uasfalteret. BEFOLKNINGEN: Folk i Benin er yderst venlige, og Benin er et fredeligt land. Men gør alting med sund fornuft og pas på med at tage billeder – det kan gøre beninerne rasende.
 
 
Share this