Amazonas


Steffen Stubagers billede
Steffen Stubagers billede
 
2016 mar

Liggende i stævnen på en båd ned ad Amazonfloden i hjertet af Sydamerika gør Steffen Stubager sig tanker om livet og døden i en kærlighedserklæring til Moder Jord.

Vi lærer at leve med dine mysterier.

Man bør sige til dem, der betyder noget, at de betyder noget, inden det er for sent.

Vi har glemt dig i alt for mange år, Moder Jord. Vi tager for givet, at du altid er der for os. Vi har brændt din regnskov af, men vi har aldrig været ude på at brænde broer. Vi har fældet dine træer, men vi har aldrig ønsket, at du skulle fælde tårer.

Du har dræbt millioner af mennesker med dine oversvømmelser, jordskælv og cykloner. Måske burde vi skælde dig ud? Men du har også skabt alle de kærester, som verdens mennesker nogensinde har elsket. Du skabte The Beatles og buddhismen. Skal vi faktisk takke dig?

I går tog du fem indianere. De sejlede ind i en af dine bølger, kæntrede på flodbreddens kampesten og blev kastet over bord. Nu sejler vi på samme stykke flod. Men du lader os overleve denne gang. Du giver os en chance.

Dine floder er forunderlige at sidde på i en båd. På få sekunder glider man hundredvis af meter tættere på havet. Hvad er der inde bag træerne, som vælter ned ad de grønne bjerges skrå sider og videre ned i din altfortærende flod?

Hvorfor er regnskovens træer formet som broccoli? Og kan man plukke dem? Du lokker. Man vil dybere ind. Længere ud. Man vil sno sig med dig og dine floder. Man vil være der. Men man kan ikke rigtigt være med dig uden også at dø, og dø vil vi ikke. Ikke endnu.

Jeg ligger ned i bådens stævn. Med to motorer og flodens medstrøm under os skyder vi en god fart. Både vipper ikke på dine floder. De gynger. Vi gynger. Jeg rejser mig op, stiller mig i bådens stævn. Du hiver i mit hår, Moder Jord.

Dér, hvor floden er mest stille, er floden dybest, siger man. Og vi ved, at vi ikke må undervurdere floden her. Men dér, hvor floden er mest stille, er den også rarest at sejle på. Er dette meningen med det hele?

Jeg står i bådens stævn med spredte ben. Jeg har nøgne, rynkede fødder. Jeg mærker i mit ansigt, at jeg smiler. Hvorfor smiler jeg i junglen? Hvorfor løber floden lige her? Hvorfor valgte de første dråber denne rute, da de engang forlod bjergene på deres rejse mod havet? Er du egentlig med os? Eller er du imod os, Moder Jord?

Hvad laver guldgraverne langs dine bredder? Prøver de at vaske det sidste håb ud af floden? Hvad drømmer de om, når de falder i søvn, efter at have skyllet sten dagen lang? Hvem er du? Hvad vil du med os? Vil du noget? Ved du, at vi blot er mennesker? Ved du, hvorfor vi gør dig ondt? Ved du, hvorfor vi hælder kviksølv i dine floder, når vi rister dit guld? Ved du, hvorfor vi tager dine træer, brænder dem ned, hugger dem ihjel? Ved du, hvorfor vi tager dig?

Bådens motorer går ud. Vi lytter. Hvad foregår der inde mellem broccolihovederne? Er det dyr, vi kan høre? Eller knurrer du, Moder Jord? Knirker dine led? Knager dine tanker? Hvorfor ligner dine skyer mere, end de plejer at ligne? Hvorfor ligner én en smilende franskmand? Hvad laver han her hos dig, Moder Jord? Hvorfor ryger bjergene? Hvad ryger de? Ved du ikke, at den slags er usundt? Vi trækker vejret her. Vi bekymrer os. Og det er vi ikke bange for at gøre.

Men Moder Jord? Er du med os? Du har fyldt dine floder med farlige fisk, rokker og krybdyr. Og vi stikker fødderne i vandet. Vi skubber båden. Den skal fri. Er du med os? Båden skal fri. Her giver det ingen mening at frygte noget. For vi bliver taget, som vi bliver taget. Båden kommer fri. Du giver os endnu en chance.

Der er manna i Solen, når den stikker sin gule kugle ned mellem broccolihovederne. Dine floder snor sig under den, indtil den er væk. Og når man sidder under Mælkevejen, undrer man sig: Hvorfor vender Karlsvognen på hovedet over dine floder?

Nu er det mørkt, og når det er mørkt her, er det mørkt. Man bliver lidt nervøs, hver gang vi i mørke når til en landsby langs dine floder. Man vil vide, hvem der lyser med lygter oppe på land. Og man tænker: Hvorfor lader du disse mennesker leve?

Men så sætter vi os hos en helt almindelig junglemand og spiser hans ris og fisk sammen med en so, hendes fire pattegrise og tre hunde. Vi finder ud af, at de er dejlige, menneskene langs dine bredder. Og hvis ikke dejlige mennesker bør leve, hvem bør så leve?

Og hvis ikke dejlige mennesker bør leve, hvem bør så leve?

Vi lærer at leve med dine mysterier. Men vi undrer os: Hvor er Nordstjernen, når Karlsvognen vender på hovedet? Du spreder dine bjerge, dine træer, dine floder ud. Du viser os livet, som livet er. Men vi tager hårdt fat på dig, når vi går i gang. Måske for hårdt.

Nøgne træstammer vælter ud af skoven og ned i floden, som havde hundredtusindvis af skovbulldozere været i gang med verdens største trærydning her.

Man ser fuglene for sig, papegøjerne i trætoppene, mens træerne på deres tykkeste steder bliver skåret over. Hvad gør papegøjerne? Og hvor flyver de hen? Papegøjerne finder nye trætoppe. Det må de gøre, indtil der ikke er flere trætoppe tilbage.

Papegøjerne finder nye trætoppe.

Tre ænder i en trekant overhaler vores båd. Tro, Håb og Kærlighed, hedder de. Den slags er du fyldt af, Moder Jord.

Tro kan flytte bjerge, og her er ikke længere bjerge, hvor vi sejler. Her er fladt, og det vil der være herfra og hele floden ud til Atlanterhavet. Håb er nødvendigt. Håb er drivkraften, der får skovens dødsdømte folk til at snyde døden, så de alligevel overlever, at floderne æder deres landsbyer, og omverdenen smadrer deres skov. Floden vælger selv sine egne ruter. Omverdenen er hverken barmhjertig eller ubarmhjertig. Den gør blot, hvad den er nødt til at gøre, for at vi alle kan blive gladere i morgen.

Men kærlighed, Moder Jord! Hvornår ser vi kærligheden? Du regner på os igen, og du gør det, som sad du deroppe med tusindvis af maskinpistoler og pløkkede ned på os, skydeskiverne i en af dine lege. Nu er det os, der tager imod dig, og der er intet andet, vi kan gøre. Desuden rammer du ikke plet hver gang. Du rammer flodens skorpe, og som et jungletrommeskind sender flodskorpen din ammunition til vejrs, hvor den kom fra.

Men sådan nogen som os har brug for en skov. Uden en skov er alt fuldstændig ligegyldigt. Hvad er vi uden lungen? Hvad gør vi uden dig, Moder Jord, og dine inderste ønsker?

Og Månen danser videre over vores båd. Månen er fandeme smuk. Hvorfor lytter vi med vores øjne, og hvorfor ser vi med vores ører, når Månen maler junglens grønne træer sorte med sine strøg? Hvorfor er dine døde træers kroner så ukronede? Er de lavet af blodårer? Hvorfor skal mennesker, der er så små, lege kirurger i dit hjerte, kære Moder Jord? Hvorfor skal mennesker være så små? Hvad vil du have, vi skal se? Hvad vil du have, vi skal høre? Hvad vil du have, vi skal gøre?

Det er dig, der bestemmer her. Da du en nat i uvejr kastede en træstamme ned over vores telt, da vi sov på din flodbred … ville du da slå os ihjel? Ville du da slå dig selv ihjel?

Livet er langt. Døden er hurtig. Og du, Moder Jord, er så fuld af liv, at du tager livet af dig selv. Du skabte os. Men nu former vi dig. Vi er brudt ind i dig som røg i en lunge. Du giver os mere, end du har lyst til at give os. Du har intet valg.

Livet er langt. Døden er hurtig.

Men vi er nødt til at huske på, at du er vores moder, Moder Jord. Træk vejret. Mærk dig selv. Du er lige her. Du er hjem. Du er dem. Du er os. Du er bålet hjemme i vores stuer. Du er vores bløde dyner. Du er. Hvad ville du sige, hvis du havde en stemme? Taler du allerede, men på dit eget sprog, som vi endnu ikke har lært at forstå? Og hvad vil vi svare, den dag vi forstår dine ord? Vil vi smide os i dit sand? Vil vi dykke ned i dit dyb? Vil vi finde ud af det, som du ønsker, vi skal finde ud af?

Vil vi finde ud af det, som du ønsker, vi skal finde ud af?

Vi ved det ikke. Kun tiden kender svarene, og tiden er din største fjende, Moder Jord. Venter vi på nogen eller noget til at vise os vej? Venter vi på at forstå, at hjertet sidder ved siden af lungen? Hvornår er tiden inde? Hvad er tiden i det hele taget for dig?

Træk vejret. Træk vejret. Træk. Vejret.

Alt, hvad vi skaber, er alt, hvad vi ødelægger. Du kommer til at vide, at vi aldrig ville have gjort, som vi endte med at gøre. Men en grådig mand ved sjældent, hvad han har gjort. Og du vil komme tilbage. Du vil reparere dig selv. Men gad vide, om du vil savne os.

Du er Moder Jord. Og verden er større end mennesket. Vi elsker dig.

Skal vi være venner igen?

Du er Moder Jord. Og verden er større end mennesket.
Vi tager for givet, at du altid er der for os.

 

 
 
Share this