Det smukkeste sted jeg har været


Charlotte Jørgensens billede
 
2011 jun

 

Det var min første tur til Bolivia og jeg havde ærlig talt ikke de store forventninger. På min venindes og min rundrejse i Sydamerika, var vi nu – efter 17 timers bustur gennem Argentina– ankommet til Bolivias grænse. Som ventet, var jeg mildest talt ikke begejstret. Jeg var træt efter den lange bustur, klokken var 6 om morgenen, der var ingen til at betjene grænseovergangen, alt så snusket ud, det var hundekoldt og lignede en ørken. Hvorfor var det så koldt? Vi var jo i Sydamerika! Jeg blev nødt til at pakke mig ind i et tæppe, mens nogle lokale drenge tog billeder af mig med deres telefoner.

Omsider kom der nogen, og vi kunne krydse grænsen uden problemer. Vi skulle endnu engang køre med bus, men denne gang dog kun to timer. Der var alt for mange mennesker med, og bussen var i en forfærdelig forfatning. Da vi begyndte at køre rystede bussen så meget, at det gjorde ondt og vinduerne lød som om de var ved at falde ud. Desuden var det koldt, fordi det trak fra vinduerne og støvet slap også ind. Hvordan kunne nogen af de andre passagerer sove under disse forhold, tænkte jeg, men pludselig overmandede søvnen alligevel også mig.

Strandet i landsby

Da vi nåede endestationen i en lille bjerglandsby, var det meningen at vi straks skulle videre til Uyuni, men vi ankom kl. 10 og alle busserne til Uyuni afgik også kl. 10, så vi stod frustrerede og vinkede farvel til vores videre transport! Sydamerikansk timing!  Efter lidt udspørgen fandt vi ud af, at der også var et tog til Uyuni kl. 19. Vi slæbte vores bagage gennem byens stejle gader til stationen, kun for at finde ud af at alle pladser på toget var optaget! Vi følte hele vores tidsplan skride og fanget i en lille by langt fra alting. Så vi besluttede at tage en overnatning og sunde os lidt. Vi fandt et hotel, og dér havde vi heldet med os. Vi fandt nemlig ud af, at vi dagen efter kunne tage på en 4 dages jeeptur ud i landet. Efter den beslutning kunne vi slappe af og se nærmere på den lille by, som faktisk viste sig at være rigtig hyggelig og have et fantastisk landskab, som vi udforskede på hesteryg.

 


 

På jeeptur

Næste dag mødtes vi med resten af vores jeephold, som bestod af vores guide, kok og et engelsk par. Vi startede ud i et smukt ørken bjerglandskab, og da der ikke var nogen byer, var vi glade for at vi fulgtes med nogle andre jeeps, hvis vores skulle få problemer. Vi kom forbi flokke af lamaer og i baggrunden kunne vi se sneklædte bjerge. Desværre blev nydelsen lidt begrænset, da jeg fik hovedpine og næseblod pga. højden. Men med et par piller kunne jeg lidt igen, trods det at vi nåede op i næsten 5 km.

Temmelig sent om aftenen kom vi til en bygning for enden af et bjerg, hvor vi skulle overnatte, og det føltes meget mærkeligt pludselig at komme til en beboelse, når man havde kørt så længe uden at møde en levende sjæl.

Termiske bade, laguner og gejsere

Den næste dag ville bilen ikke starte, så vi måtte vente på at antifrost-væsken gjorde sit arbejde og at chaufføren fik brugt al sin mekanikersnilde. Da bilen var klar, kørte vi igen ud i det ujævne terræn, og min krop føltes godt mørbanket efter at være blevet rystet så meget rundt. Vi kørte forbi flere lamaer og en del laguner med flamingoer. Da vi endelig stoppede var vi dødsultne, for det var 8 timer siden vi havde fået morgenmad, men igen – som dagen før – fremtryllede vores kok en lækker frokost. Det er altid mærkeligt at få et veltilberedt måltid ude midt i ingenting.

Vi var stoppet ved nogle termiske bade, så efter maden hoppede vi i det 30 grader varme vand. Det var fantastisk at mærke varmen efter at have frosset i så lang tid, og sikken en udsigt! Man kunne se ud over en lagune med bjerge i baggrunden.

Vi kørte videre og gjorde holdt ved lagunen, der var grøn pga. sit turkise vand. Og bagved rejste en næsten 6km høj vulkan sig. Hvilket syn! Derefter kom vi til nogle gejsere. Det var store huller med damp og nogle steder kunne man se det 150 grader varme vand skvulpe. Vores logi for natten, var igen en bygning midt i ingenting.

 

Laguna Colorado

Næste dag kørte vi til Laguna Colorado. Selv om vi havde set mange smukke laguner på vores vej, var ingen så smuk som denne. Der voksede en algeart i lagunen, der gjorde vandeat helt rødt, den var kæmpestor og der levede i tusindvis af flamingoer i den. Mange billeder senere kørte vi videre, og trods de mange smukke scenarier var jeg efterhånden glad for at vores tur snart var slut. Det var hårdt at blive rystet rundt hele tiden, og selv om ørkenen og bjergene var flotte, blev det en smule ensformigt efter 3 dage. Og så var der meget langt mellem de steder, vi skulle se.  

Solopgang ved Salar del Uyuni

På vores fjerde og sidste dag skulle vi køre kl. 5 om morgenen, da vi skulle se solopgangen ved en saltsø. Vi kørte ret stærkt, fordi vi var kommet lidt sent af sted, og en del af mig tænkte: ”Ja ja, det er jo bare en solopgang, det har jeg jo set før” og anden del af mig hoppede op og ned i sædet af spænding, for hvordan så mon en saltsø ud?

Vi nåede udkanten af saltsøen lige som man kunne skimte lidt farve på himmelen, og vi satte farten helt ned. Pga. regntiden lå der ca. 5-10 cm vand oven på saltet. Der var helt stille, på nær den dæmpede lyd af vandet, som slog mod hjulene, når vi langsomt kørte fremad.

Der var meget fladt og så lå der små salttoppe i grupper på vandet. De lå som små, mørke trekanter, mens vandet omkring dem afspejlede himmelens orange farver. Hvilket syn! Da solen var stået op, gjorde vi holdt et sted, hvor vandet kun lå i små pytter og vi derfor kunne gå rundt på saltet og tage det nærmere i øjesyn. Der var hvidt på jorden så langt øjet rakte, og der var åbenbart en uskreven regel om, at man var legebørn her og tog en masse fjollede billeder, så det brugte vi en del tid på.

At gå på et stykke af himmelen

Da vi havde fået morgenmad, kørte vi igen ind over saltet, der hvor det var dækket af vand. Den skyfri himmel spejlede sig i vandets overflade og gjorde at jord og himmel gik i et. De andre jeeps så ud som om de hang i en usynlig snor og kun var omgivet af himmel. Jeg havde aldrig set noget så smukt og specielt i hele mit liv. Det så så indbydende ud at jeg smed strømper og sko for at gå på ”et stykke af himmelen”. Det var så iskoldt, at jeg troede, mine tæer ville fryse af, men jeg elskede tanken af mig selv indhyllet i et rødt sjal og fuldstændig omgivet af lyseblåt. Det var den stikkende smerte i tæerne værd.Nu var jeg glad for at jeg havde udholdt 4 dage i jeep gennem øde landskaber, mens jeg frøs og blev rystet godt igennem, så jeg kunne få lov til at se himmelen spejle sig i vandet i saltsøen.

 

Ved frokosttid var vores 4 dages tur forbi og mit negative syn på Bolivia helt forandret. Og det blev kun endnu bedre, da vi kom til Amazonas. Men det er en helt anden historie. 

 
 
Share this