Med kano gennem Nunavut til Ishavet


Claus Virmers billede
2015 jun

Med kano gennem Nunavut til Ishavet

I 1993 tog jeg sammen syv andre kanoentusiaster rejsen fra de forholdsvis trygge vildmarker i Sverige og Norge til den ultimative kanooplevelse: Ad fosser gennem Nunavut, der dengang var en del af den canadiske provins The Northwest Territories.

Tekst & fotos: Claus Virmer

 

De oprindelige indbyggere i den canadiske provins Nunavut er indvandret fra Grønland. De er efterkommere af den grønlandske Thulekultur og har levet og jaget i regionen i ca. 3.000 år. Som nomader i en jæger-samler-kultur opretholdt de livsgrundlaget i årtusinder, før europæerne ankom. De lavede adskillige jagtredskaber, i stor udstrækning af kobber (pile- og spydspidser, harpuner og knive). Om vinteren jagede de sæler og boede i små iglolandsbyer på havisen. Når foråret kom, brød de op, flyttede til andre kystområder i regionen og brugte baglandet til at jage rensdyr, moskusokser og fisk.

 

På ekspedition: Padling i Ishavet

Vi fløj til Yellowknife, hovedbyen i The Northwest Territories, og videre med vandflyver med fire kanoer spændt på pontonerne. Ca. 700 km fra Ishavet landede vi i et lille søsystem og skulle så i løbet af den næste måned padle til Ishavet, hvor byen Kugluktuk (dengang kendt som Coppermine) ligger. Byen er forbundet med resten af Canada via postfly (som også tager op til 20 passagerer med) tre gange om ugen.

Vi havde en tønde fyldt med ris og to tønder fyldt med grøntsager, fiskestænger og tre rifler, inklusive nogle jagtlicenser til småvildt, med. Derudover havde vi to tørmadretter per mand med som nødproviant. Vi havde tænkt os at fiske og jage al den mad, vi spiste. Det gik rigtig fint, der var store mængder af laks og ørred, og de bed på efter få minutter de fleste dage.

Som dagene gik, og vi padlede medstrøms ned ad floden, blev vi mere og mere betaget af det fantastiske landskab: Mange store og små bække  fra de omkring liggende bløde tundrabjerge med de seje små fyrretræer og dværgbirk flød ud i floden. Smalle sandstensklippeslugter med lange whitewater-passager, hylende ulve og rovfugle med reder langs toppen.

På et tidpunkt slog vi lejr midt på en rensdyrvandringsvej, så pludselig kl. 5 om morgenen blev vi invaderet af en kæmpe flok rener, som svømmede over floden og fortsatte vandringen mellem vores telte.

Nødsender

Det var flere år, før satellittelefonen var opfundet, så hvis vi blev ramt af blindtarmsbetændelse, bjørneangreb eller mistede kanoer i de rivende fosser, havde vi som nødsender en kasse med en stor rød knap i midten, der sendte nødsignaler op i luften, som så kunne opfanges af overflyvende fly. I den måned vi var undervejs, så vi ingen fly eller kondensstriber, så hvorvidt vi kunne have anvendt systemet, hvis det var blevet aktuelt, kan jeg kun gisne om.

Vi blev ikke udsat for ubehagelige sygdomme, kæntrede kun et par gange (relativt udramatisk), og de værste dyreangreb, vi blev udsat for, var horder af myg og knot, som de første 14 dage var temmelig aggressive, men derefter aftog proportionalt med, at frostnætterne tiltog.

Myg i de arktiske egne og troperne er en plage, bl.a. fordi det i mange lande ikke er muligt at købe effektive myggemidler. Det aktive stof i effektive myggemidler hedder populært DEET (Diethyl-meta-toluamide). DEET er desværre bevisligt hormonforstyrrende ved brug på kroppen og derfor forbudt i mange lande. Det højeste indhold af DEET, jeg har set uden for Nordamerika, er 35 % i Indonesien og Sydafrika. I Canada lå minimumsindholdet på 35 % og det maksimale indhold på 91 % – her advarede man dog mod at bruge det i ansigtet.

 

Mødet med ”Red”

Coppermine har fået sit navn efter de rige mængder kobber i klippelagene. Men der har aldrig været minedrift i området. Da verdensmarkedsprisen på kobber eksploderede pga. krig i Centralafrika i 1960’erne, begyndte man at lave prøveboringer mv. i området, men da der igen kom gang i produktionen i Centralafrika, blev udvinding urentabel, og alle tanker om minedrift skrinlagt.

25 år efter var efterladenskaber fra eventyret stort set uændret. Traktorer, bygninger og sågar nogle bøger var stort set uskadte af de 25 års ophold i disse tørre og kolde egne – nedbrydningstiden i Arktis er kolossal lang. Desværre for miljøet på de kanter har den globale opvarmning med isfri somre imidlertid åbnet op for skibstrafik via Nordvestpassagen, så visioner om et stort mineeventyr er igen blevet aktuelle.

Efter at have tilbagelagt de 700 km i ultimativ vildmark med rener, elge, ulve, bisoner og meget andet – vi havde vores sidste lejrplads på ishavsstranden lidt uden for den store inuitbygd Kugluktuk med 1.300 indbyggere – fik vi pludselig besøg af byens borgmester, flankeret af to inuitter. Han var en ordentlig kleppert med et viltert rødt hår, deraf hans tilnavn ”Red”.

På syngende jysk spurgte han, hvad vi dog lavede her? Vi blev temmelig paffe. ”Reds” livshistorie bestod i store træk af en opvækst i en lille landsby uden for Viborg. Som 20-årig tog han til Grønland, blev forelsket i naturen og folket og rykkede med sin grønlandske kone til Nordcanada, hvor de slog sig ned. Han var gået ind i politik og havde i en periode siddet i det canadiske parlament som repræsentant for Northwest Territories.

 

 

Claus Virmer har medlemsnr. 230 og er indtil videre det eneste aktive medlem af De Berejstes Klub, som har besøgt Nunavut. Hans rejseaktivitet har altid bundet i en stor nysgerrighed i forhold til andre kulturer og måder at leve på. Claus er også medlem af Dansk Bjergklub og et ivrigt friluftsmenneske. Han elsker at vandre, stå på ski og at sejle i kano og kajak.

 

Nunavut i Canada

I 1999 blev Nunavut udskilt fra The Northwest Territories og dermed Canadas nyeste provins. Nunavut er marginalt mindre end Grønland. Hvis det havde været et selvstændigt land, ville det rangere som verdens femtendestørste land lige efter Saudi-Arabien. Befolkningsmæssigt er det et af verdens tyndest befolkede med kun 32.000 mennesker – for langt størstedelens vedkommende inuitter – altså et canadisk Grønland, som det da også grænser op til. I parentes bemærket blev der i 2012 indgået en ny grænsedragningsaftale mellem Danmark (Grønland) og Canada (Nunavut). Men den omfatter ikke Hans Ø, den golde og ubeboede ishavs-ø, som ligger i det smalle Naresstræde mellem Ellesmere Island og Nordgrønland, som derfor fortsat er omstridt.

Ud & hjem igen: Fly København-Yellowknife i The Northwest Territories fås fra ca. 7.450 kr. t/r. Og fly København-Iqaluit i Nunavut fås fra ca. 17.550 kr. t/r.

 

 

 
 
 
Share this