Velkommen til Afrikas ukendte land: Her kommer ingen turister!


Anja Stubagers billede
Anja Stubagers billede
 
2014 mar

Under indflyvningen, med en af de få ugentlige afgange fra Europa til Den Centralafrikanske Republik, ses junglen så langt øjet rækker. Fra oven ligner det et tykt tæppe af broccolitoppe. Jeg har rejst til Afrika mange gange før, og jeg er derfor bekendt med den omklamrende hede, der slår mig i møde, i det øjeblik jeg træder ud af flyet.

Udsigt over landsbyerne lidt uden for hovedstaden Bangui.

Der er heller ikke noget nyt i kaosset i lufthavnen, når passet skal stemples og kampen for at komme tæt nok på det lille bagagebånd for at få min rygsæk. Og et øjebliks stilhed når elektriciteten sætter ud. TIA This is Africa! De mange kendetegn fornægter sig heller ikke her i det fransktalende Bangui. Den brændte lugt fra de mange ildsteder, hvor der varmes vand og laves mad. Lyden af Afrika, høj musik fra store, skrattende højtalere, en generator, galende haner og hylende hunde. Snavsede unger i hullede T-shirts og nysgerrige blikke. Hårdføre kvinder, der bærer alt fra brænde, vand og vasketøj på hovedet og en baby på ryggen. Men frem for alt støvet fra Afrikas røde jord, der lægger sig som en fin hinde på min hud, får mig til at glæde mig over at være tilbage på det afrikanske kontinent.

Denne gang har mit arbejde som narkosesygeplejerske for Læger uden Grænser bragt mig ind i midten af Afrika. Den Centralafrikanske Republik er et land, de færreste kender eksistensen af, og som mange i bedste fald forveksler med det store naboland Den Demokratiske Republik Congo. Men det er et land, der siden det fik sin uafhængighed i begyndelsen af 1960’erne, har været ustabilt. De brede boulevarder i hovedstaden er et levn fra de mange år, hvor den selvudnævnte kejser Bokassa herskede over landet med et brutalt regime, indtil han blev overrumplet i 1979. Efterfulgt af skiftende regeringer og militærkup, der har tvunget den lokale befolkning til at flygte fra deres nedbrændte og plyndrede landsbyer ind i bushen eller til nabolandene, der tæller bl.a. Tchad, Sydsudan og det urolige nordøstlige DR Congo. Men efter fredsforhandlinger fra 2008 og frem til januar 2012, hvor jeg er rejst til landet, er befolkningen atter vendt tilbage, og en nærmest håbløs opbygning af landet er indledt. Infrastrukturen er ikke-eksisterende, og hjælpeorganisationer som bl.a. Læger uden Grænser står for størstedelen af lægehjælp uden for hovedstaden. Den Centralafrikanske Republik rangerer som et af verdens mest fattige og underudviklede lande – hvilket siger ikke så lidt.

Fra hovedstaden Bangui er jeg fløjet et par timer med et lille fly fra Internationalt Røde Kors til byen Pauoa i det nordvestlige hjørne af landet. Det er så langt fra civilisationen, så selv Coca-Cola ikke har fundet vej hertil. Det her er ude i bushen. Hvis ikke man har muligheden for at flyve hertil, kræver det 10 timers kørsel i en god firehjulstrækker fra Bangui. I vores camp er der ikke rindende vand, så bad foregår med en 10 liters spand og en øse. Men det er faktisk muligt både at sæbe sig ind, vaske sit lange hår og bruge en hårkur. Vi har kun få timers elektricitet fra generatoren om dagen og igen om aftenen. Det er med at vide, hvor man har sin pandelampe, så snart mørket sænker sig. Men til gengæld belønnes man med den smukkeste stjernebestrøede nattehimmel.

Bonjour mes amis

Jeg er taget på min første fransktalende mission. Jeg var overbevist om, at mit gymnasiefransk blot skulle pudses lidt af, så inden jeg rejste, havde jeg eneundervisning i tre måneder. Min selvtillid fik sig dog lidt af et knæk, da jeg stod over for ti franske teammedlemmer og ikke forstod, hvad der blev sagt efter de obligatoriske kindkys og ”bonjour”. Men når ingen kan engelsk, så er der ikke nogen anden udvej end at klø på. Jeg nåede et niveau, hvor jeg i bedste bydeform kunne gøre mig forståelig.

Den forrige kirurg og narkosesygeplejerske havde vi sagt goddag og farvel til ude på airstrippen, så den nye kirurg, en franskmand af ældre årgang, og jeg tog straks til hospitalet for at danne os et overblik, og som sædvanlig var der arbejde til os med det samme. Han og jeg udgør sammen med to lokale operationssygeplejersker kirurgholdet. Sammenlignet med vestlige hospitalsforhold er vores udstyr og medicin meget basalt. Men vi formår alligevel at operere de fleste af de patienter, der kommer til hospitalet og har brug for kirurgisk behandling. Vi har specielt mange små børn med brandsår på store dele af kroppen. Når maden bliver lavet over bål, sker det desværre, at børnene nogle gange kommer for tæt på ilden og bliver slemt forbrændt. For at deres hud kan hele, kræver det kirurgisk oprensning under narkose flere gange om ugen i op til flere måneder. Den nye hud, der dannes, er fin lyserød og står i skærende kontrast til deres sorte hud. Men som tiden går, kommer den sorte pigmentering langsomt tilbage.

Jeg forbløffes altid over, hvor stærke de mennesker, jeg møder, er. En dag modtog vi en ung kvinde, som havde født sit tredje barn i sin landsby. Hun blødte kraftigt efterfølgende, og den lokale fødselshjælper kunne ikke stoppe blødningen. Uden behandling var der stor risiko for, at hun vil dø pga. det store blodtab. I landsbyen var der heldigvis én med en motorcykel. Siddende bagpå blev hun kørt de ca. 70 km ad dårlige jordveje. Lad mig sige det med det samme: Det er faktisk muligt at se blegheden hos en afkræftet og nedblødt kvinde, selv om hun er sort. Endnu mere heldigt var det, at vi havde et par portioner blod, der matchede hendes, samtidig med at vi fik stoppet blødningen på operationsstuen. Dagen efter sad hun med et stort smil og ammede sit nyfødte barn, da jeg kom for at tilse hende.

 

Beskudt med bue og pil

En aften, hvor kirurgen og jeg er i gang med aftensmaden, bliver vi kaldt til hospitalet. Over walkie-talkien hører vi, at det drejer sig om knivstik. Da vi ankommer, er der kaos på modtagelsesstuen. En stor kvinde ligger nede på gulvet, og jeg kan se, hvad der ligner nogle overfladiske kødsår. Men da jeg ser den anden side af kroppen, vælter tarmene frem.

Jeg skynder mig at give nogle ordinationer og løber over til operationsstuen for at gøre klar til operation. Det viser sig, at hun kommer fra en af landsbyerne tæt på grænsen til Tchad ca. 60 km væk. Nomaderne var vandret ind over grænsen med deres kvæg og lod dem æde af bomuldsmarkerne. De lokale bønder opdagede det og forsøgte at jage dem væk. Men de blev beskudt med bue og pil af nomaderne. Bønderne forsvarede sig med deres macheter. To blev dræbt, og kvinden her alvorligt såret.

Vi giver rygmarvsbedøvelse inden kvinden får kejsersnit.

Da jeg har bedøvet hende, og kirurgen er i gang, opdager jeg, at der er endnu en såret. Kvindens bror ligger på en båre med adskillige læsioner på brystet, i hovedet og med en læbe, der er skåret op. Ingen har fortalt mig om ham, og han er blevet lagt uden for operationsstuen uden opsyn. Dette er ikke en procedure, jeg er vant til, når vi modtager hårdt tilskadekomne på Rigets traumecenter, men sådan er det her – TIA! Så jeg lytter på hans lunger, og da det lyder fint, konkluderer jeg, at flængerne nok er overfladiske, så han skal nok klare sig, indtil vi kan operere ham. Her regerer Darwins lov om survival of the fittest. I Afrika er 60 km langt, når der først skal skaffes en bil, benzin, og vejene er dårlige. Da de ankommer, er det seks timer siden, at angrebet har fundet sted. Med kirurgi og godt med antibiotika overlever de begge. Det er et meget tilfredsstillende job, og det opvejer til fulde de få gange, jeg står med en patient, der ikke overlever, fordi vi ikke har mulighed for specialiseret intensiv behandling.

Efter en måned med lange arbejdsdage går turen tilbage til hovedstaden Bangui. Denne gang tager jeg turen i firehjulstrækkeren. De første 100 km møder vi to biler. Undervejs er vi nær ved at ramme en mand, der springer ud fra bushen med sin fangst. Chaufføren stopper og køber det, der ligner en stor, afpelset pungrotte, som han gudskelov smider op på taget. Jeg synes, jeg har levet primitivt den sidste måned, og der er langt mellem mit privilegerede københavnerliv og tilværelsen i bushen.

 

 

Faktabox

Den Centralafrikanske Republik har siden marts 2013 befundet sig i en borgerkrigslignende situation, efter at de primært muslimske Selekaoprørere tog magten ved et statskup. Selekapræsident Djotodia trådte tilbage i januar 2014, men det har på ingen måde fået situationen til at falde til ro. En løst organiseret kristen milits kaldet Anti-balaka (balaka betyder machete) huserer nu, og den tøver ikke med at tage revanche for de overgreb, Selekastyret begik. Flere menneskeretsorganisationer rapporterer om systematiske etniske udrensninger af civile, især af muslimer. Indtil videre er det hverken lykkedes den nye overgangsregering eller 2.000 franske soldater, som er blevet udstationeret, at vende udviklingen. I Bangui er der udgangsforbud om natten, og alle rejser til landet frarådes. UD & HJEM IGEN: Fly København-Bangui fås fra ca. 9.450 kr. t/r. LOGI: Der findes enkelte hoteller af rimelig kvalitet i Bangui, som bl.a. benyttes af internationalt rejsende. Disse kan kun findes via www.tripadvisor.com.
 
 
Share this