En vandring gennem Påskeøens historie


Ib Larsens billede
Ib Larsens billede
 
2016 mar

Hawaii, New Zealand og Påskeøen – også kaldet Rapa Nui – udgør den trekant i Stillehavet, som kaldes Polynesien. Påskeøen er stærkt isoleret, med 3.700 km over åbent hav til det sydamerikanske fastland. Ikke så mærkeligt har denne isolation ført til, at Påskeøen har en helt speciel og unik historie og kultur.

Påskeøen er et fascinerende og mytisk sted. Øens fortid trænger sig anmassende på overalt. Gigantiske menneskelignende stenstatuer – moaier –og alle mulige andre fortidsminder påkalder sig alle vegne højlydt opmærksomheden, nærmest som om de prøver at indvie os i deres spændende og ufattelige historie. Overalt, hvor man går, træder man på sporene efter tidligere tiders samfund.

 

Lokalbefolkningen på ca. 2.000 personer lever i mere eller mindre påtvungen sameksistens med over 1.000 tilflyttede chilenere og holder fast i deres kultur og traditioner med en hel usædvanlig stolthed. Der er ingen tvivl om, at den overvældende manifestation af deres egen utrolige historie, som de konfronteres med overalt, hvor de går og står, er med til at sikre, at de aldrig glemmer, hvor de kommer fra.

En ø der vibrerer af energi

Måske er det ikke bare døde sten og figurer, der påvirker dem. Hele øen vibrerer af energi. Måske var det den energi, der gjorde, at rapa nui-folket historisk kunne skabe så imponerende mindesmærker, kun udstyret med simple obsidian-stenredskaber. Når vores bil midt ude i lavamarken pludselig begynder at køre opad, selvom motoren er slukket, fornemmer man, at der er noget særligt ved dette sted. Forfædrenes ånd – deres mana – hænger endnu over øen. Måske blev manaen svækket gevaldigt, da moaierne blev væltet i 1600-tallets klankrige, og deres koraløjne så eftertrykkeligt blev smadret, at de ikke længere kunne se ud over landsbyen og dermed beskytte dens beboere. Men energien er der endnu. Man skal ikke have været længe på øen for at fornemme den.

 

I perioden 1400-1600 afskovedes øen eftertrykkeligt. Mere end 16 millioner palmer blev fældet. I sig selv en imponerende præstation. Skovfældningen hang sikkert sammen med intensivering af landbruget, men befolkningen havde næppe forudset den voldsomme udtørring og erosion af den nøgne jord, der nu forringede livsbetingelserne for befolkningen drastisk og truede med helt at fjerne den. Befolkningstallet faldt hurtigt til omkring 2.000. Mindre end ⅕ af befolkningen i storhedstiden. Men rapanuierne rejste sig på ny.

En milliard sten

Præstationerne er måske ikke så prangende at se på som moaitidens, men bestemt lige så utrolige. Mere end en milliard sten blev hugget ud af klipperne og spredt ud over jordoverfladen for at bryde vinden, holde på fugtigheden og stoppe erosionen. Det er beregnet, at det har krævet 200 mand i 200 år at udføre den præstation. Men den tid har de slet ikke haft til at sikre deres overlevelse! Samtidig byggede de manavaier, ca. en meter høje stenbyggede cirkler, inden for hvilke frugt og grøntsager kunne gro, beskyttet mod vinden. Og de byggede store huse af sten til deres fjerkræ og forberedte sig på mange andre områder til et liv ubeskyttet mod regn og vind. Rapa Nuis vibrerende energi og forfædrenes stærke manna gjorde igen det umulige muligt.

Vi – jeg selv og min kone Lillian (medlem nr. 231) – var på Påskeøen under Tapatifestivalen: to ugers intensive konkurrencer med dans, musik, kunst og sport i allehånde lokale kategorier, hvor de forskellige klaner præsterer deres yderste for at skaffe point til deres kandidat til øens dronning for det næste år. Det er præstationer i verdensklasse fra stort opsatte traditionelle dansestykker med flere hundrede dansere på hvert hold, der danser i et fejende og forrygende tempo og med den mest fascinerende koreografi, til halsbrækkende ræs ned ad en vulkan på to sammenbundne bananpalmer med over 100 km/t. Hvor kommer al det talent fra?

Ana O Heu Make-Make-hule

Kontakt til forfædrene

Vi kørte rundt på øen og så alle de kendte steder. Overalt langs kysten stod de hellige ahuer – stensatte hellige plateauer – hvori de kremerede rester af de døde blev placeret. Hver landsby og gård har haft sin ahu. Ahuerne er i sig selv imponerende konstruktioner. Op til 9.000 tons sten og tilskårne blokke er blevet brugt til at bygge en enkelt ahu. Oven på ahuerne blev moaierne placeret. Over 300 moaier blev gennem tiden rejst på deres ahu. Igennem moaierne blev kontakten til forfædrene opretholdt. Nogle gange blev der rejst en enkelt, andre gange op til 15 moaier, men de blev alle væltet igen under 1600-tallets krige. De største er op til 12 meter høje, men mange ligger på omkring fem til syv meter. Nogle steder er moaierne i dag genrejst, men de fleste ligger stadig, som da de blev væltet under krigene, ofte knækkede under faldet.

Mange ahuer havde ingen moai. Deres moai nåede ikke frem før afskovningen, og krigene satte en stopper for kulturen. Moaierne var enten undervejs på en af de fire moaiveje, før de en dag pludseligt blev efterladt, eller de er blandt de 4-500 moaier, der endnu var under fremstilling i minen på vulkanen Ranu Raraku.

På vandring langs kysten

En dag pakkede jeg sammen med Tuti, min datters kæreste, og en ægte rapanui, hans søn Chaki, hans ven Tommy og et par stykker mere vores rygsække for at vandre turen langs øens nordvestkyst fra byen Hanga Roa i sydvest til stranden Anakena i nord. Området er sjældent besøgt og uden veje, så det var det rigtige sted at indånde Rapa Nuis historie, sjæl og energi.

Hele denne kyst har tilhørt kongens klan, så det var ikke overraskende, at vi her stødte på fundamentet til en sand kongebolig – Kong Ko Te Harees 100 meter lange hus. Huset var formet som en båd, som det har været traditionen på hele Påskeøen. Hvordan husene har været indrettet, ved man ikke. De er typisk kun ca. en til to meter brede, så det er ikke meget, man har kunnet foretage sig indendørs. Fundamenterne er lavet af ca. en meter lange udskårne basaltblokke med udborede huller. Hullerne var formodentlig beregnet til at bære vægstolperne.

Underjordiske boliger

Da lavaen fra vulkanen størknede, dannedes der kilometerlange tunneler helt ud til havet, hvori den sidste ikke-størknede lava har haft sit løb. De har udgjort perfekte underjordiske boliger for rapanuierne, i ly for regn og vind, da træerne forsvandt fra øen. Her og der er tunnelernes tag brudt sammen, så der har været frit udsyn til himlen. Her har indgangene ligget, og her blev der plantet afgrøder, perfekt beskyttet for vejret, ganske som i manavaierne på overfladen.

Men hulerne blev også benyttet som bolig for almindelige mennesker. Et flot eksempel var hulerne ved Ana Te Pehu. Neden for tag-åbningen var der opbygget mure, så beboerne kunne beskytte sig mod indtrængende fjender. Inde i hulerne var der bygget hævede og plane afsatser til ophold, og der var bygget store umoer, store jordovne, hvor maden, indpakket i bananblade, blev tilberedt sammen med opvarmede sten. Også kongerne har boet i sådanne huler. Ikke langt fra Kong Ko Te Harees hus stødte vi på kong Hotu Matuas hule.

Huleindgang

På vulkanens skråning, højt oppe bag huler og bygninger, spejder de syv genrejste moaier på Akivi ahuen ud over området og havet. Ganske usædvanligt. Moaierne står ellers altid helt ude ved kysten med ryggen mod havet og ansigtet vendt mod den landsby, de skulle beskytte. Måske er det et tegn på områdets royale karakter, at ahuen her er placeret på bjergskråningen bag landsbyen, så moaierne har kunnet overvåge både landsby og hav på en gang. Legenderne fortæller, at de syv moaier repræsenterer de syv spejdere som kong Hotu Matua sendte i forvejen, før han selv satte ben på Påskeøen som samfundets grundlægger, formodentlig i 800-tallet.

Vi fortsatte til fods ud langs den fuldstændigt øde kyst. På den ene side lå havet og den stejle klippekyst med dens endeløse række af mere eller mindre nedbrudte ahuer. På den anden side steg terrænet stejlt op mod den 510 meter høje vulkan Terevaka, den højeste og yngste af øens tre vulkaner. Mange ahuer lignede i dag ikke meget andet end stenbunker. Det var ikke svært at se, hvorfra befolkningen fik stenene til deres manavai og hønsehuse, da skoven forsvandt.

Fund af knogler

Flere af ahuerne viste tegn på begravelse af ikke-kremerede døde. Et sted var en væltet moai brugt som låg på en sådan begravelse. Det var ellers bestemt ikke skik på Påskeøen. Tommy mente, det måtte være sket af nød. I 1862 indfangede peruvianske slaveskibe over 1.000 beboere – eller mere end halvdelen af befolkningen. De fleste døde på Islas Ballestas, Perus guanoøer, men de få, der fik lov at vende tilbage, bragte sygdomme med, som næsten udslettede øens befolkning. Der har slet ikke været brænde nok til sådanne massedødsfald.

 

En større ahu, Maka-Te-Moa, tiltrak sig vores opmærksomhed. Den var stor og velholdt og måtte have tilhørt et større samfund. Pludselig så vi det: en af stenene i muren afveg fra de øvrige. Der var ikke noget at tage fejl af – det var en moai! En lille to meter høj moai, der på alle måder afveg fra de moaier, vi tidligere havde set: den var mindre, den havde en velformet bagdel, og den var ikke fremstillet af den let bearbejdelige tuf fra Ranu Raraku som alle de andre. Denne her var af lavet af lokal basalt.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med et af de tidligste moaisamfund på Påskeøen. Måske var det her, traditionen opstod? På et senere tidspunkt, da moaikulturen er fuldt udviklet, produktionen standardiseret, og moaivejene tværs over øen bygget, er den lille basaltsag blevet erstattet af en af de store flotte nye, og den gamle er endt som byggemateriale. Foran ahuen lå en lille stensætning. Tommy rodede lidt mellem stenene, og pludselig dukkede der små brændte knoglerester op. Her var det altså ikke i selve ahuen, de døde blev begravet.

Det var ikke alle anlæg, der var lige store. Ind imellem passerede vi meget små ahuer med en enkelt væltet moai. Det var gårdanlæg. Vi søgte lidt rundt, og fandt beboelsen – en lille bjerghule – og vi fandt den store stenring, der har omkranset umoen samt et særdeles velbevaret stenbygget hønsehus. Det omfattende byggeri af hønsehuse var en anden følge af skovfældningen. Undersøgelser af benrester har vist, at de største kilder til kød i moaitiden var vilde fugle samt delfiner, der blev harpuneret fra søgående både. Men uden træ til både og uden habitat for fuglene var det slut med den form for kost.

Længere fremme stødte vi på resterne af et større landsbysamfund, Vai Yiata. Vi talte i hvert fald fem store bådformede huse, men der har sikkert været flere. Tæt på husene fandt vi nemlig nedgangen til en hule. For enden af en lang snæver gang, som vi knap kunne mase os igennem, åbnede et stort rum sig for os. Rummet viste sig at have fine vægge bygget af genbrugte smukt tilhuggede fundamentsten fra bådhusene. Befolkningen er tilsyneladende bogstaveligt talt flyttet under jorden. Tommy filosoferer lidt over årsagerne.

Klimaændringerne og skovens forsvinden er en årsag, mener han. Men det har også været alt for farligt at bo i huse, der var synlige langt ude fra havet, da slaveskibene begyndte at dukke op omkring 1860.

Kontakt til omverdenen har der i hvert fald været på det tidspunkt. Lidt væk fra husene lå et lille rundt brolagt område. I periferien lå en stor, rund, rød sten med en vandfyldt revne. Man havde i mange år gættet på funktionen, især på at det var et helligt sted til styrkelse af fertilitet. Men en nylig udgravning har vist, at her ligger en mand begravet, udstrakt efter europæisk skik. Den røde sten viste sig at være en pukao, en af de røde meterhøje sten, der blev udhugget på bivulkanen Puna Pau og overalt på øen placeret oven på moaierne som hår- eller hovedbeklædning. Pukaoen var også her anbragt lige i forlængelse af issen på den afdøde – en besynderlig blanding af gammelt og nyt.

Basalt minimoai hønsehus i Ahu.

Lige ved husene lå en stor moai, der var styrtet næsegrus til jorden. Det er virkelig svært at forestille sig, hvad det var, der skete den dag for omkring 400 år siden, hvor alting sluttede. Moaien er først blevet hugget ud af Ranu Raraku under voldsomme kraftanstrengelser. Så er den blevet firet ned af bjerget og gennem måneders anstrengelser slæbt tværs over øen og op over Terevakavulkanen, for så at blive efterladt her – kun sølle 150 meter fra den ahu nede ved kysten, som formodentlig havde ventet på sin moai i årtier.

Og ahuen var flot. Stenene var ekstremt veltilpassede. Det var umuligt at få et knivsblad ind imellem dem noget sted. Væggen var udført lige så flot som på ahuen ved Vinapu for foden af vulkanen Ranu Kau. Det var bl.a. væggen på Vinapu, der fik Thor Heyerdal til at mene, at rapanui-folket stammede fra Sydamerika. Tilsvarende velbyggede mure kendes nemlig fra præ-inkatiden i Peru. Men de nye tider ramte også denne ahu. Befolkningen måtte nu lede efter ly i huler og under jorden. Og til det formål var ahuen en nem mulighed. Under de væltede moaier blev der snart indrettet huler til beboelse.

Det var ikke kun mennesker, der flyttede ind i ahuerne. Lidt senere passerede vi en ahu, der viste tydelige tegn på at have været ombygget til hønsehus. Vi gik rundt om ahuen for at inspicere den nøjere, og omme på havsiden ventede endnu en overraskelse: Nok en lille to meter høj basalt moai lå væltet på jorden, fire-fem meter foran ahuen. Den genbrugte basalt moai i Maka-Te-Moa var altså ikke en enlig svale. Denne kyststrækning var virkelig noget særligt.

Den mandlige sjæl

Også religiøst viste området sig at være noget særligt. Ikke langt derfra bød en åbning til en hule os nærmest indenfor. Vi dykkede ned i hulen og erfarede, at vægge og lofter overalt var fyldt med udhuggede Make-Make-symboler. Make-Make var moaitidens gud, den mandlige sjæl. Ingen andre steder på øen mødte vi en så massiv fremstilling af Make-Make.

Fuglemandskulten mødte vi også. En stor plan klippeflade med en diameter på adskillige meter var udfyldt med en stor fuglemandspetroglyf. Fuglemandskulten tog over efter moaikulturens sammenbrud. Krigene mellem klanerne blev nu afløst af en kappestrid om at blive øens fuglemand. Fra kultens hovedsæde ved Orongo på Ranu Kauvulkanen, skulle de unge mænd klatre ned ad klipperne, svømme ud til nogle klippeøer og bringe det første æg, lagt af manutarafuglen, tilbage til Orongo.

Helt ude på den yderste klippe lå en meget velbevaret tuba. Tubaerne er runde stenbyggede bygninger uden vinduer med en lille indgang, man måtte kravle igennem. Legenderne fortæller, at de har været brugt af præster, som herude ved hjælp af stjernerne og havets bevægelser fastsatte tidspunkterne for såning osv. Ind imellem har de sikkert også udgjort ly for fiskere.

Inden forvirringen blev total, drejede kysten og dernede, dybt under os, lå den smukke strand Anakena. Det var her, den første konge, Hotu Matua, landede dengang for 1.200 år siden, og det var her, Thor Heyerdahl landede med sin sivbåd Ra, og med sine efterfølgende historier om øen fik børn som mig til at drømme om Påskeøen.

En eventyrlig vandring var slut. Men helt ude i horisonten lå silhuetten af vulkanen Katiki og halvøen Poike. Et andet utilgængeligt og lidet besøgt område med en hel speciel historie. Der måtte vi bestemt også ud. Men den historie må følge en anden gang.

Bro over hulens have.

 

 

Faktabox

Påskeøen Rapa Nui er på 117 km2 og ligger i Stillehavet, 3.700 km fra fastlandet i Chile og med over 2.500 km til nærmeste ø, Pitcairn Island. Den har 3.000 indbyggere.
 
 
 
Share this