Osorno: 2.652 meter iskoldt chilensk forførelse


Anette L.Kristiansens billede
 
2013 sep

Meget imod min vilje er jeg nødt til at bryde sammen på mine blødende knæ og tilstå. Jeg har forelsket mig! Uhjælpeligt endda! I en vulkan. Jeg tænker på den dag og nat, og dens snehvide tinde har ramt mig lige lukt i hjertet som en obsidianpilespids. Men den ensomme slumrende kæmpe i Andesbjergene lader sig ikke bare lige besejre. Sådan er det med disse lunefulde latinamerikanere – de stjæler din sjæl, før du ved af det, og du bliver aldrig den samme igen.

Omkring Osorno-vulkanen kan man opleve lavalandskaber, fra dengang vulkanen sidst var i udbrud.

Det værker i samtlige muskler, og hver en lille fiber i min krop smerter. De tunge støvler føles som bly, og jeg slæber mig af sted med mine vandrestave. Hvert skridt er en kraftanstrengelse, og da jeg ikke er vant til den slags fysiske præstationer, hiver jeg efter vejret, holder pause, går nogle skridt og holder pause på ny. Der er langt til toppen, der ligger badet i det svage morgenlys. Mine to ledsagere, der begge er erfarne bjergbestigere, gør deres bedste for at opmuntre mig og lover frokost på gletsjeren – skønt vi end ikke er nået op til iskappen endnu.

Osorno vulkanen er med sin klassiske kegleformede top Chiles svar på Japans Fuji

Nu kan det måske lyde som et topforsøg på Everest i Himalaya, især hvis man fokuserer på min beskrivelse af den fysiske anstrengelse. Men vi befinder os i et helt andet hjørne af verden, og midt i en helt anden historie for den sags skyld. Jeg har nemlig vovet mig ud i et projekt, som jeg ikke overhovedet kender udfaldet på. Det eneste jeg er helt klar over, er at forelskelse kan drive en vidt, hvilket jeg må sande denne morgen, hvor vi bevæger os opad med en overdådig stjernehimmel som eneste vidne. Planeten Venus skiller sig ud mod nord og leder mig på sporet af kærlighedsgudinder, mens jeg tænker på, hvad dagen vil bringe. Jeg aner ikke, hvad jeg har meldt mig til – men forelsket, dét er jeg!

Jeg nipper til min halvlunkne café con leche på en café på Ramblaen i Barcelona i januar 2011. Kuglepennen grifler lystigt, og en skitse til en artikel om vulkanbestigningen tager form. Det er mine tanker jeg nedfælder, og i min erindring står det hele krystalklart. Endnu kan jeg genkalde mig følelsen og især min altopslugende forelskelse i vulkanen. Ord og sætninger finder vej til min slidte notesblok, og jo mere jeg skriver, jo mere føles det som om, jeg igen står ved gletsjeren og fordyber mig i en udsigt, der er svær at beskrive med ord.

Tilbage i 2006 rejste jeg rundt i Brasilien et par måneder og var efterhånden kørt en smule død i palmer og sandstrande. Jeg savnede mine bjerge, de gamle inkaruiner og storheden i det vestlige Sydamerika. Brasilien tændte mig aldrig helt, måske lige bortset fra smukke Rio de Janeiro, som jeg faldt helt og aldeles for. Men ellers sagde landet mig ikke det helt store, så jeg besluttede at hoppe på et fly til Santiago i Chile.

En sagte hvisken i horisonten

På vej ad Pan Americano sydpå mod Puerto Monnt får jeg øje på noget langt ude i horisonten. Jeg har en plan om, at ville tage hele vejen til det allersydligste Patagonien, og Puerto Monnt er det naturlige udgangspunkt for den slags udflugter. Men et betagende syn får mig til at strække voldsomt hals fra mit trange bussæde. Chile er jo som bekendt bjergrigt, men hvad der pludselig fanger mit blik, er en ensom beliggende bjergtinde langt borte. En fritliggende vulkan, der med sit klassiske kegleformede udseende, minder om de billeder, man altid ser af Fujibjerget i Japan, hvor fotoet indrammes af lyserøde kirsebærtræer i blomstringssæsonen. Noget i mig tændes, og jeg aner ikke hvorfor, men dens smukke silhuet har en næsten magnetisk effekt på mig. Jeg skal tættere på det bjerg – det føltes som en kalden – ”Kom,” lyder en sagte hvisken ude i det fjerne.

Da jeg er kravlet i soveposen om aftenen gennemgransker jeg landkortet omkring Puerto Monnt – der kan kun være tale om Osorno vulkanen, der med sine næsten 3.000 meter rager godt op i landskabet. Den slumrende kæmpe ligger i et forholdsvist fladt område, og dens profil står i skærende kontrast til landskabet omkring.

Det føltes helt overvældende, endelig at stå på vulkanen – selvom der stadig er meget langt til toppen

De følgende dage bruger jeg Puerto Monnt som base, og tager ud til landsbyer omkring vulkanen. Jeg bringes tættere og tættere på bjerget, hvis hvide istunger smyger sig ned fra toppen. Det bjerg er usædvanligt smukt, og mine tanker får hurtigt vinger. Bjerge har af en eller anden grund altid haft en dragende virkning på mig. Der er et eller andet ved deres storhed og iskolde utilnærmelighed, som i den grad rammer mig. Men sagen er, at jeg aldrig nogensinde har besteget et bjerg. Jeg har aldrig udfordret mig selv og mærket et bjergs utæmmelige kræfter under mine fødder. Et eller andet sted inde i mit fornuftige hoved ved jeg godt, at bjergbestigning ikke er noget, man bare lige gør. Det kræver både forberedelse, professionelt udstyr og erfaring, for slet ikke at tale om ekstrem kondition. Og ingen af disse ting har jeg.

Mit realistiske jeg bliver ved med at fortælle mig, at den drøm kan jeg godt skyde en hvid pind efter. Mit adventure-gen derimod har helt andre planer. Selvfølgelig kan jeg bestige et bjerg! Disse to sider af mit sind er oppe at toppes i adskillige dage, alt imens jeg observerer vulkanen fra snart sagt samtlige vinkler, og bare bliver mere og mere forelsket. Jeg følger strukturen i dens stejle flanker helt ned til søerne, der ligger for foden. Drømmende iagttager jeg skyerne, når de lader dens kridhvide tinde forsvinde i tåger, og føler mig i den grad forført af dens vildhed. Det går efterhånden op for mig, at jeg vil fortryde resten af livet, hvis jeg ikke forsøger at bestige det. Bjerget har virkelig bidt sig fast i mig og nægter at slippe igen – der er ingen vej tilbage!

Marcello med de blå støvler

I den lille by Puerto Vargas, der ligger med en førsteklasses udsigt til vulkanen, får jeg øje på et lille rejsebureau. De reklamerer med trekkingture, men faktisk så aner jeg ikke, om det overhovedet er muligt at bestige vulkanen. Måske er det bare mig, der har fået en febervildelse. Men en storsmilende Rebecca bag disken, syntes det lyder som en fantastisk idé, da hun hører mine planer. Nu er det pludselig meget kort afstand fra tanke til handling. Hun griber telefonen og lirer en hel remse på spansk af sig, og en halv time senere holder Marcello fra Puerto Monnt udenfor i sin lettere ramponerede pickup-truck. Bilen er fyldt med trekkingstøvler i skrigende blåt plastik. Jeg gør store øjne og ved ikke helt, om jeg skal grine eller græde. Marcello er en ung knægt – vel midt i tyverne – og er helt med på ideen om at besejre Osorno, og så skal der i øvrigt prøves støvler!

Jeg får besked på at være klar på mit hostel næste morgen kl. 4.30, og så skal vi nok få lagt det bjerg ned. Jeg synker et par gange – nu hænger jeg på den og kan ikke rigtig finde ud af, om jeg skal dø af skræk eller gå stærk til opgaven.

Selvom det er højsommer i Chile i februar, er morgenen iskold, da vi står ved startpunktet for opstigningen. Luften er gnistrende frostklar, og vores ånde bliver til damp. Vi er nu tættere på vulkanen end nogensinde, og det virker overvældende, selvom vi fortsat er langt fra toppen. Man fornemmer bare et eller andet kæmpemæssigt lurer oppe i mørket og kan kun skimte et svagt omrids af tinden i månelyset.

Vi gør udstyret klar, og jeg får udleveret isøkse, støvler og et par vandrestave og vi begiver os på vej. Marcello har taget sin ven med, der også hedder Marcello – så jeg skulle være godt sikret og begynder at overveje, om det virkelig er så farligt, at det er nødvendigt med to til at passe på mig. Et andet hold starter på samme tid som os, og det skal hurtigt vise sig, at de er i noget bedre kondition end jeg er. To x Marcello er vant til at bestige bjerge og er i topform. Det kniber lidt mere for mig, der på ingen måder er vant til, at færdes i stive støvler i løst vulkansk sand i en stejl vinkel opad. Efterhånden viger mørket for dagslyset, og en næsten himmelsk solopgang står malet i alle palettens klareste farver over vulkanen. 

Jeg er på ingen måde vant til at vandre i stive plastiktrekkingstøvler og er helt udmattet, da vi kommer ned fra vulkanen

Mindekors for de forsvundne

Vi arbejder os langsomt opad, og jeg lægger mærke til flere store jernkors, der er sat op på stien. ”Det er til minde om de forsvundne,” svarer Marcello toneløst og løfter ikke et bryn. Jeg gyser ved tanken, og langsomt går det op for mig, hvad jeg har indladt mig på.

En ung fyr fra Holland forsvandt for nogle år siden på vulkanen. Han var frygtløs og mente ikke, at han havde brug for en guide. Men han kom aldrig ned igen, og man har aldrig fundet ham. Han er formentlig styrtet i en gletsjerspalte, som lukker sig sammen som en skruestik og pludselig en dag skylles liget ud under isen om foråret, hvis det overhovedet nogensinde dukker op. Marcello påpeger, at det er meget letsindigt at gå op på vulkanen alene, for klapper fælden, er man sikret en iskold død. En vulkan er selv i slumrende tilstand en levende organisme, der hele tiden forandrer sig som følge af vejr og vind. En nådesløs verden, hvor gletsjerspalter lukker sig igen – lige meget om der så ligger et menneske på bunden af dem. Alvoren bliver mejslet ind i isblokke for mig.

Jeg spekulerer over, at den risiko er bjergbestigere vel forberedt på. Et eller andet sted ser de det måske endda som en ære at ende deres dage som ismumier i en gletsjerspalte. De må have gjort sig helt klart, at faren er der, men de dumdristige er nok ikke bevidste om deres egen formåen og naturens voldsomhed. Jeg mindes med kuldegysninger de skrækfilm, jeg har set om bjergbestigning og er helt på det rene med, at dette ikke er nogen leg.

Inkaernes bjergofringer

Midt på formiddagen når vi iskappen i 2000 meters højde. Der mangles altså yderligere 652 meter. Vi har ikke nået det punkt, som gør, at vi kan fortsætte mod toppen og stadig nå at være nede inden det bliver mørkt. ”Vi er nødt til at stoppe her”, vurderer Marcello. Jeg må altså krybe til korset og indse, at jeg ikke når toppen. Det er simpelthen for barsk for en uøvet som mig. Marcello var sikkert helt fra starten godt klar over, at vi aldrig nogensinde ville nå toppen, men han er prof nok til at lade mig forsøge. Til gengæld får jeg noget helt andet med hjem. Selvom jeg havde fokuseret på at nå toppen, så fylder det mindre, når jeg ser hvor betagende smukke omgivelserne er – selv bare ved isgrænsen.

Udsigten op mod vulkanens top er helt uovertruffen på sådan en tidlig morgen, hvor naturen langsomt vågner op

Det hold, der startede samtidig med os om morgenen, kan vi nu lige akkurat skimte mod toppen med det blotte øje. Afstande bedrager som bekendt, og det mest fascinerende er at opdage, hvor skræmmende stort det bjerg er. Jeg stirrer intenst på dets tinde, der står skarpt markeret mod den klare blå himmel, som var det silke. Afstanden til toppen ser ikke ud af meget, men nu ved jeg jo bedre.

Det er næsten en åndelig oplevelse at mærke bjergmassivets altopslugende stilhed. Selvom det var lidt af en overvindelse at gøre det, så er det alligevel vigtigt for mig at have levet min længsel ud. Jeg føler, at jeg befinder mig ganske tæt på noget urgammelt. Ja, man føler næsten, at man kan fornemme Moder Jords hjerteslag. Det er vanskeligt at sætte ord på, men jeg forstår pludselig, hvorfor inkaerne stræbte mod hellige bjergtoppe. Man bøjer sig i ydmyghed overfor bjerge af denne kaliber og kan pludselig gennemskue, hvorfor de fandt det ærefuldt at foretage ofringer til guderne på disse ugæstfrie tinder.

Jeg tænker på barnemumier som for eksempel Juanita, der blev fundet i 1995 på vulkanen Ampato i Peru. Hun vandrede selv til toppen, inden hun måtte lade livet ved kølleslag. Det må have været en overvældende oplevelse for et barn at bestige en sådan bjergtop. Ikke alene på grund af højdesyge og fysiske symptomer, men også på grund af den enorme storhed. Jeg står i hvert fald midt på iskappen, og føler mig som det sidste menneske i verden, mens jeg tager mig selv i at blive stille og eftertænksom og bøje nakken i ydmyghed overfor skaberværket.

En hed kærlighedsaffære

Marcello udstyrer mig med klatresele, steigeisen og et solidt lag sollotion jævnt fordelt over hele ansigtet. Bagefter bliver jeg forbundet til ham med en snor, så han ikke risikerer, at jeg forsvinder ned i en af de frygtede gletsjerspalter. Når vi nu ikke når toppen, vil han i det mindste lære mig at trekke på gletsjeren. Den store stilhed brydes nu af en faretruende knirken fra isen. Jeg går med forsigtige skridt, som om jeg bevæger mig på tyndt glas, der kan briste hvert øjeblik, det skal være. Marcello forklarer, at isen har en mørkere farve, hvis der er et dybt hul, så vi skal lægge godt mærke til, hvor vi går. Dybt koncentreret lister vi fremad, selvom det føles underligt at gå på is, efter at vi har kæmpet os opad i gråt tungt vulkansand.

Selvom synet udover gletsjeren er helt overjordisk, føler jeg også en svag undertone af uhygge, hvor jeg hele tiden føler, at hvert skridt kan blive skæbnesvangert. Måske skyldtes det, at jeg bevæger mig rundt i - et for mig - fuldstændig ukendt territorium. Der er folk, der er døde på dette sted, forsvundet, udslettet for evigt og ingen har fundet deres jordiske rester. Det er temmelig angstprovokerende at vide, at bjerget med lethed kan kvase mig til en langsom, isnende kold død mellem gletsjerspalternes meterhøje blå isvægge.

Osorno er næppe et bjerg i kategorien ”the seven summits”, men dog et lidt ambitiøst begynderprojekt. Trods sin relative lave højde på lidt over 2600 m er det ikke en af de nemmeste vulkaner at bestige. Marcello forklarer, at selve tinden teknisk set er ret vanskelig at forcere, da der her stilles krav om decideret isklatring med reb og skruer. Selvom jeg ikke nåede toppen, så fik jeg i hvert fald så meget fornemmelse for bjergbestigning, at jeg den dag i dag nærer en kæmpebeundring for mennesker, der når deres mål på nogle af verdens højeste bjerge.

Jeg forstår til fulde, hvad der driver dem, selvom jeg slet ikke kom til bare at nå dem til sokkeholderne med denne bestigning. Det er helt umenneskelige fysiske præstationer de udfører. Jeg bar kun en dagrygsæk med vand og madpakke og en ishakke og var aldeles udmattet. Bjergbestigere slæber på 30-35 kg og skal oven i købet udholde højdesyge og almen svækkelse af anstrengelsen. Selv slap jeg for symptomer på højdesyge. Som regel mærker jeg det først ved omkring 4.000 meter, men her slår det til gengæld også hårdt.

Alt i alt må jeg erkende, at jeg ikke har fysik til bjergbestigning. Om aftenen efter min debut på bjerget, faldt jeg i en dødslignende søvn og vågnede først 12 timer senere. Jeg var stadig lige forelsket i min vulkan, men en del mere ydmyg over for dens størrelse.

Marcello og jeg har den dag i dag stadig en aftale om at bestige Osorno-vulkanen – denne gang over to dage med en overnatning på gletsjeren.

Da jeg to år senere chattede med Marcello var han i Tromsø og arbejdede som hundeslædefører. Vi har i dag stadig en aftale om at bestige Osorno igen – men denne gang på to dage, med en overnatning. Jeg forestiller mig, at det må være en helt unik oplevelse at sove på en vulkan – midt i naturkræfterne, så man virkelig kan mærke man lever. For ja, vulkanen stjal min sjæl og gav nødigt slip på den igen. Den holdt mig fast, men sådan går det, når man har en hed affære med en lunefuld gentleman, der er koldere end en dybfryser. En kæmpe, der forfører sarte sjæle – kan være livsfarlig – måtte jeg sande.

 
 
Share this