Cali: Colombias sorte får – eller glædens by?


Inge Hougaards billede
2015 dec

Cali: Colombias sorte får – eller glædens by?

Tekst & fotos: Inge-Merete Hougaard

 

Efter i årevis at have været kendt for at være et hjemsted for narkokarteller og at have landets højeste mordrate, er Cali blomstret op som en levende by fyldt med glæde, musik og dans. Selv om byen stadig er forholdsvis ukendt blandt turister, byder den på et behageligt klima, en afslappet stemning og glade og åbne mennesker, der med garanti er villige til at vise dig de seneste salsatrin på et hvilken som helst gadehjørne.

En af de smukke broer over floden Rio Cali i aftenskumringen. I baggrunden ses kirken La Ermita, som er et af Calis vartegn.

Ved første øjekast er Cali en larmende, lugtende og stegende varm storby – ikke just hvad der virker mest tiltrækkende i et land, der kan byde på smukke sandstrande, jungleture, bjerge og ørken. Men løfter man blikket lidt, ser man først Las Tres Cruces (”De Tre Kors”), der vogter over byens nordlige ende.

Drejer man blikket mod vest, får man snart øje på byens andet vartegn, Cristo Rey – en lillebror til Rio de Janeiros berømte kristusfigur. Begge disse støtter har deres myter og legender – ligesom Jovita, for hvem der er rejst en statue i Parque de los Estudiantes (”De Studerendes Park”). Jovita var efter sigende en kvinde fra middelklassen, der blev udnævnt til dronning for medfølelse og derfor skulle synge i et populært radioprogram. Hun sang falsk, men insisterede på at forsætte sangen og blev siden kåret til dronning for glæden af nogle studerende. Hun tog disse to kåringer meget seriøst, opførte sig som en rigtig dronning og mængede sig med de højere sociale lag. På trods af sine trange kår var hun altid velklædt og blev således en kulturpersonlighed i sig selv og siden hyldet med denne statue.

Og sådan elsker de i Cali deres små anekdoter – som ingen helt har styr på, men som alle elsker at tale om. Ligesom myten om pan de bono, et ringformet stykke brød, hvis oprindelse alle caleños (”folk fra Cali”) har deres egen version af, men som ingen for alvor kan bekræfte.

Afrodans fra Stillehavskysten. Selvom det ikke er den årlige Petroniofestival, kan man jo sagtens vise dansetrinene frem.

Salsaens hovedstad

Parque de los Estudiantes lægger ud over Jovita også grund til begivenheden ”Salsa al Parque” hver første lørdag i måneden. En gratis udendørs koncert og dansesal, hvor de største coleccionistas (”pladesamlere”) finder de bedste salsaplader frem fra deres samlinger – gerne med en lille anekdote om det pågældende nummer. Nogle gange er der også livebands, men hvis ikke, skal tilskuerne nok bidrage til livestemningen med deres medbragte percussioninstrumenter, så pladsen runger af ko-klokker, franskbrød, maracas og cabasas – og så er det altså svært at stå stille!

Salsa er nærmest nationalsport i Cali. I sådan en grad at det i resten af Colombia forventes, at folk fra Cali kan danse salsa, hvilket også er tilfældet for størstedelen af befolkningen. Fra barnsben lærer los caleños dansen og ved festlige lejligheder viser ned til tre-fire-årige børn deres kunster på dansegulvet. Det er da også svært ikke at lade sig smitte med salsafeberen – salsaen runger ud fra forbipasserende biler, barer, butikker og restauranter, og snart kan man nynne med på de mest populære hits.

Tager man på salsabar, er der stor chance for, at man bliver budt op af folk i alle aldre. Dette er især sagen, hvis man er kvinde, men som mand skal man heller ikke føle sig for sikker – las caleñas (kvinderne fra Cali) kan også finde på at byde op til dans. Mine personlige salsabarfavoritter er La Topa Tolondra og El Rincon de Heberth. Førstnævnte er en lillebitte bar, hvor man allerede inden kl. 22 danser som sild i en tønde på et bølgende, saunasvedende dansegulv. Ikke desto mindre formår de af og til at stille en scene op med liveband – fantastisk stemning og hele svedeturen værd!

El Rincon de Heberth er den diametrale modsætning: en åben plads på et gadehjørne, hvor folk hænger ud med deres medbragte øl, vipper med på rytmerne inde fra baren og samler op på ugens gang med vennerne. Og skulle man få lyst til en svingom, tager man sin partner ved hånden og går inden for – eller man danser, hvor man står under den frie nattehimmel. Er man heldig, kommer den gode 70-årige Don Heberth hen og hilser på – han skal jo lige se, hvem der kommer i hans dansehus.

En af de syv floder der løber gennem Cali

Kultur og natur – Cali har det hele

Er man ikke til salsa, er der nok af andre aktiviteter at tage sig til. Rundt om Cali ligger naturoplevelser som Pance i nationalparken Los Farallones, der hver weekend bliver overrendt med naturhungrende caleños, naturreservatet San Cipriano, søen Lago Calima, som efter sigende skulle være et af verdens bedste steder at kitesurfe, og strandene Juanchaco og Ladrilleros, der begge er relativt ukendte små fiskerlejer på Stillehavskysten. Af de mere kulturelle oplevelser rundt om Cali tæller Buga, kendt for sin kirke Basilica del Señor de los Milagros, og Popayan, der er kendt for sin smukke koloniale arkitektur.

Desværre benytter de fleste turister blot Cali som et stop på vejen mellem Ecuador og Medellín, og de har måske ikke de store udendørsaktiviteter eller ekskursioner på programmet. Men Cali er med sit varme, behagelige klima bestemt også velegnet til et par dages afslapning. Bydelen San Antonio er klart den hyggeligste bydel, og det er da også her størstedelen af backpackerhostels ligger. Det er en traditionel bydel med lave farverige bygninger, et par restauranter og en masse gode bagere. Og så er der bare rigtig landsbystemning, når krofatter Don Fanor åbner baren La Colina kl. 17.30 og står på gaden og spejder efter de første kunder. Er man først kommet i gang, er der jo ingen grund til at stoppe der. Skal der festes, kan man jo passende fortsætte med havefest på Mi Casa Bar, i poolen på diskoteket Antiguo Mistik, eller på tagterrassen på semiundergrundsbaren La Galeria, som hver anden weekend bliver lukket af politiet, fordi den ikke har tilladelse til at udskænke alkohol. Men den slags ser man stort på i Cali.

Morgensolen over Cali set fra bydelen San Antonio. I Cali begynder dagen tidligt, og mange er ude i morgentrafikken før kl. 5.30

Årets bedste fester

Kan man ikke få nok af weekendernes fester, bør man lægge vejen forbi Cali, når den årlige Feria de Cali finder sted i ugen mellem jul og nytår. Her bliver byen omdannet til et stort show med koncerter, salsaopvisninger, veteranbilparader og masser af god stemning! Her kan man købe plader med salsamusik, souvenir-T-shirts og percussion-instrumenter, så man kan være med, når las coleccionistas indtager scenen med deres bedste salsaplader.

Er man derimod mere til de afrikanskinspirerede rytmer, bør man sætte kryds i kalenderen den anden weekend i august, hvor festivalen Alvaro Petronio finder sted. I et inferno af trommer og rytmer fra Stillehavet hyldes afro-kulturen med alt, hvad det byder på af musik, dans, kunsthåndværk og lækker mad fra stillehavskøkkenet. Har man brug for at blive sparket lidt i gang, inden man indtager dansegulvet, skal man bare kaste sig over de lokale hjemmebryg som Viche, Arrechón, Toma Seca og Crema de Viche. Sidstnævnte beskrives bedst som Stillehavets svar på Bailey. Stærkt, sundt og godt.

 

Kulinariske Cali

Når vi nu er i det kulinariske hjørne, kan vi da lige runde menukortet i Cali. Man kan næsten altid få sig en lille snack på gaden – om det er friskskåret frugt, en halvfrossen ispind, en dybstegt empanada eller en sprødristet majskolbe. Hvis man er rigtig heldig, kan man få et forfriskende glas champú, som er en tykflydende blanding af brunt sukkerhonning, majs, ananas, nellike og så den fantastiske frugt lulo, som man kun kan forelske sig i (hvilket er farligt, da det endnu ikke er lykkedes mig at opdrive den på det danske frugtmarked). Et herligt og forfriskende mellemmåltid.

Er man på udkig efter lidt mere end en snack, kan man gå efter røgen og finde frem til arepas – majsbrød fyldt med ost eller andet fyld – eller tamales, som er en slags majsdej med kød- eller grøntsagsfyld, kogt i bananblade. Bliver man ikke mæt af det, kan man altid finde en frokostrestaurant med en trerettersmenu til overordentlig overkommelige priser. Forretten består typisk af suppe (crema), hovedretten af en slags kød med ris og bønner, og desserten en lille sød sag, som man oftest kan klare i en mundfuld – men da er man også så mæt, så det kan være lige meget.

Over byens nordvestlige hjørne troner Cristo Rey – fætteren eller lillebroderen til Rio de Janeiros berømte statue.

Cali? Hvad er der at lave i Cali?

Efter at have boet i Cali i seks måneder mødte jeg på min videre rejse andre turister, der skulle igennem Cali, men på ingen måde havde tænkt sig at stoppe der – for hvad er der dog at lave der? Og Cali har måske ikke La Paz’ bjerge, Rios strande eller Quitos historiske arkitektur, men den har charmen, den afslappende stemning og en åbenhjertig, nysgerrig befolkning, der bare tager livet lidt lettere. Og med salsaens rytme og dansende fødder på hvert et gadehjørne, er det med god grund, at los caleños kalder deres hjemby for la Capital de la Alegría – ”Glædens Hovedstad”.

Inge-Merete Hougaard har medlemsnr. 650. Hun tilbragte 177 dage i Colombia i 2014. Se flere af hendes billeder på www.flickr.com/photos/ingehou.

 

FAKTA: Cali i Colombia

Ud & hjem igen: Jeg kom til Cali via landjord og båd fra Panama, men man kan få flybilletter København-Cali t/r fra ca. 4.250 kr.

Kost: En treretters frokostmenu kan fås til ca. 7.000-10.000 COP (20-30 kr.), mens en dyrere middag koster 20.000-30.000 COP (55-80 kr.). Snacks på gaden fås til ca. 2.000-5.000 COP (5-13 kr.)

Logi: De billigste hostelværelser fås til omkring 20.000 COP (55 kr.).

 
 
Share this