Guerillaer, narkosmuglere og ingen turister - En cykeltur gennem Colombias "no go area"


Henrik Schumachers billede
Henrik Schumachers billede
 
2007 dec
Ikke alle veje er asfalterede i Tayrona-nationalparken, men denne var garanteret bilfri

Udenrigsministeriet havde advaret kraftigt om ikke at rejse til Ecuador. Regeringen i Quito havde øget gaspriserne med 50%. Alle hovedveje i Ecuador var spærret med brændende barrikader, og under de voldsomme demonstrationer i Quito havde militæret skudt nogle demonstranter. Ikke ligefrem de bedste forudsætninger for at starte en tre måneders cykeltur gennem Sydamerika, men det er heller ikke første gang et sydamerikansk land oplever denne slags uroligheder.

Efter en dejlig uge og et stort hul i budgettet forlod jeg Quito trods uroligheder mod nord. Jeg nød fartvinden, bevægelsen og ikke mindst cyklen som transportmiddel, hvor sjælen kan følge med. Vejene var stort set uden trafik, og de indfødte lod mig passere deres vejspærringer mod nogle smøger og smalltalk.

Efter tre dage nåede jeg grænsen til Colombia; nok det mest udfordrende land for mig. Guerillaer og paramilitære styrker bød på helt nye udfordringer. Faren for bortførelse var hele tiden tilstede i de to måneder, jeg cyklede gennem Colombia.

Med narkosmuglere til kokain-området

Jeg elsker at cykle oppe fra Andesbjergene og ned til Amazonas regnskove. Man kommer indenfor kort tid gennem de forskellige vegetationszoner, fra kulde og træløse bjergtoppe ned til tæt regnskov med vandfald, dyr og fugtig varme.

I Pasto forlod jeg den verdensberømte Panamericana Highway, som starter i Alaska og ender efter 22.000 km ved Kap Horn. Der mangler dog 400 km mellem Panama og Colombia. Planen var at trille oppe fra bjergsøen Lago de Cocha i 3300 meters højde og ned til Colombias kokainområde i Putumayo. Min cykel var ikke egnet til denne ”rough and bumpy road” (Lonely Planet) med store sten og mudderbad på skift.

Jeg besluttede mig for at blaffe ned til Mocoa. To flinke fyre fra Cali tog mig med i deres pickup. De var på vej ned til Amazonas for at ”besøge familien” og hente nogle specielle ”urter”, som kun vokser i det område. Det tog os næsten hele dagen at køre de 140 kilometer med flere stop, hvor de betalte større beløb til noget de kaldte Vejdirektoratet. Mig beskrev de som ”loco aleman con bici”, altså skør tysker med cykel. Det var fint med mig, bare jeg kunne nyde den enestående og uberørte natur.

Vi kørte gennem den frugtbare Sibordoy-dal og på smalle grusveje, som bød på hæsblæsende udsigter til regnskov, der nærmest klistrede sig fast op ad de stejle skråninger. Ud af vinduet kunne jeg nogle gange se en rivende flod et par hundrede meter længere nede. Jeg jublede over at være en af de få rejsende, der nogensinde har fået denne vidunderlige naturoplevelse, og så i selskab med narkokurerer.

Sent på eftermiddagen satte de mig af ved et vejkryds og ønskede mig held og lykke med turen. De sidste 15-20 kilometer til Mocoa lignede den sidste dag af ”Tour de France”. Hele den lokale befolkning kom stormende ud af deres hytter for at hilse på mig og klappe mig på skulderen. Børnene og hundene løb efter mig, de fløjtede og klappede i hænderne. Jeg var den eneste turist i flere år, der var kommet ned i deres skønne område.
 

Amerikansk løsning på narkoproblemer

Mocoa, som er den største by i området, ligger i 600 meters højde omgivet af regnskov og med et behageligt klima. Byen nyder godt af narkotrafikken. Der er en helt unik stemning på byens mange hoteller, restauranter, barer, salsatecas og i gaderne. Jeg følte mig meget tryg og blev hurtigt kendt som ”el ciclisto”.

Næste morgen vågnede jeg ved en kæmpelarm. Noget chokeret spurgte jeg hotelejeren, hvad der foregik. Det var amerikanere, der bekæmpede narko. Den amerikanske regering havde i samarbejde med den colombianske regering lavet en ”plan Colombia” som kostede USA 1,3 milliarder dollars. Den gik ud på at dræbe alle kokaplanter ved hjælp af sprøjtegift og derefter ødelægge de illegale laboratorier. USA havde sendt ”special forces” for at varetage denne opgave med helikoptere og våben. Det lykkedes dem at forgifte store områder og floder. Kokainproduktionen flyttede sammen med tusinder af flygtninge til nabolandene, hvor den nu er lige så stor som før, men mere spredt. De lokale fik aldrig tilbudt alternativer eller hjælp.

Det må være den amerikanske måde at løse deres egne narkoproblemer på, tænkte jeg. Hvordan ville den amerikanske regering mon reagere, hvis saudiaraberne sprøjtede californiske vinmarker med gift, fordi alkohol er lige så forbudt i deres land som kokain er i USA? EU havde på samme tidspunkt tilbudt at give kokabønderne (cocaleros) løn for at ødelægge planterne uden gift. Efterfølgende skulle de plante frugttræer, og EU ville købe frugterne til samme beløb, som de tidligere fik fra narkobaronerne. Ingen dårlig ide, men USA's ”her og nu løsning” var hurtigere. De næste par dage så jeg, hvordan de syge cocaleros med deres børn på armene strømmede til byen, fordi de havde drukket forgiftet vand. Stemningen var vendt 180 grader, og jeg havde fået nok af USA's kortsigtede narkopolitik.
 

Dårlig stemning i guerillaområdet

Jeg kørte videre langs med regnskoven og var glad for hver kilometer jeg cyklede uden at møde de berygtede FARC, som er Colombias største guerillagruppe. Mit næste mål, St. Augustin, har tidligere været Sydamerikas næststørste turistattraktion efter Machu Picchu (ifølge min Lonely Planet fra 1994).

Da jeg kom til St. Augustin lignede byen en stor depression. Ingen turister, ingen musik, og mange af beboerne havde pakket deres habengut og var klar til at forlade byen. En fransk kvinde, som ejede et lille hotel i byen, spurgte mig, om jeg ikke havde hørt nyhederne i sidste uge. Mit behov for colombianske nyheder var for længst dækket, efter at jeg kunne tælle i gennemsnit 20-30 lig hver aften i TV-avisen.
 

Brændt landskab. Lige om hjørnet fik Guerillaen sig en middagslur, jeg trillede lydløst forbi, men den gik ikke, og så var der ellers ballade.

En ny guerillagruppe var ved at etablere sig i det nærliggende bjergområde og havde skudt syv turister i St. Augustin. Tak for kaffe, tænkte jeg. Hvorfor kan jeg ikke bare cykle langs med Donaufloden, vandre i Alperne eller tage på charterferie til Spanien?

Næste dag havde jeg hele den store stenskulpturpark for mig selv. Skulpturerne skulle efter sigende være lidt i stil med dem på Påskeøerne.

På landkortet viste hotelejeren mig, at St. Augustin var omringet af guerillagrupper, bortset fra den vej jeg var kommet ad. Det bedste var nok at tage bussen til Popayan. God idé. Min cykel gemte vi mellem frugtkurve og store tasker ovenpå taget, og mine cykeltasker blev pakket ned i en stor ternet plastiktaske for en tier. Jeg reserverede den midterste plads på den bagerste bænk, og bortset fra mine blå øjne kunne jeg godt ligne en colombianer.

Bussen var håbløst overbooket da vi forlod St. Augustin. Stemningen i bussen var meget atypisk for Sydamerika. Der blev ikke spillet musik, og alle passager var tavse og meget nervøse. Hver gang bussen stoppede, kunne man fornemme at alle holdt vejret mens de kiggede ud af vinduet. Mange vendte sig i min retning og kiggede på mig, som om de ville spørge, hvad fanden jeg lavede her.

Det samme tænkte jeg, da bussen blev stoppet af en gruppe guerillaer. Ti unge fyre i camouflagetøj, gummistøvler og delvist maskeret med sortrøde tørklæder havde omringet bussen, bredbenede og skydeklare med deres maskingevær i hænderne. Min første tanke var ”wow, det er sgu ægte guerilla” og den næste ”hovsa, hvordan klarer jeg lige denne situation?”. Faktisk havde jeg meget hurtigt affundet mig med, at min rejse ville ende her i ødemarken. Min pensionsopsparing ville nok ikke række til udbetaling af løsepenge. Mine tanker kredsede omkring, hvor meget jeg egentlig var værd, da to fyre kom ind i bussen og råbte noget, som jeg heldigvis ikke forstod. De nøjedes med at kigge langs med begge sidderækker. En af dem pegede med sit maskingevær på en fyr med en nystrøget hvid skjorte og sagde, at han skulle komme med ud. Jeg bemærkede, at han rystede over hele kroppen og tydeligvis ikke var meget for at forlade bussen. Jeg var så heldig at sidde for enden af gangen, som var fyldt med mennesker, så de ikke kunne se mig.

Tavsheden fortsatte indtil cirka tredive kilometer før Popayan. Så fik den ellers hele den sydamerikanske arm med musik for fuld skrue, og folk var lettede over, at der ikke var sket mere. Det mest uforståelige for de andre i bussen var, at de blev til flygtninge i deres eget land, og hvorfor fanden jeg cyklede rundt her. Jeg gav dem ret i begge punkter.

Det var efterhånden blevet mørkt, da jeg trillede af sted for at finde et hotel. I hele byen brændte der stearinlys, og min første tanke var ”nej, hvor hyggeligt, her bliver jeg et par dage” indtil jeg fandt ud af, at guerillaen havde slukket for strømmen på ubestemt tid. Præcis klokken tyve, samtidig med at Colombia skulle spille fodbold mod Australien (3:2), var strømmen tilbage. Sammen med en nordirsk backpacker skålede jeg på både Colombias sejr og det spændende rejseland, som Colombia uden tvivl er.

Popayan er ellers en hyggelig gammel koloniby, som blev genopbygget i samme stil efter at et kraftigt jordskælv havde ramt byen. Den står på UNESCO's liste over bevaringsværdige byer og er sikkert en rejse værd.
 

en idyllisk lille landsby på vej ud af Andesbjergene

Tilbage på Panamericana Highway cyklede jeg forbi en del udbrændte biler og busser og bildte mig selv ind, at de alle var blevet overfaldet efter solnedgang. De bilister, der havde penge nok, forsynede deres biler med skudsikre ruder og hjul. Oveni købet er der indgraveret samme nummer på ruderne som på nummerskiltene. Så kan det vist heller ikke være værre. Nogle gange cyklede jeg gennem spøgelsesbyer, dvs. forladte landsbyer med skudhuller i husmurene, smadrede vinduer og graffiti overalt. Der var en ubehagelig atmosfære, og jeg skyndte mig at cykle igennem uden fotostop, desværre.

Næste længere stop blev storbyen Cali. Tyve kilometer før Cali oplevede jeg noget, som man nok kun kan opleve i Colombia. Midt på vejen stod 58 mænd i cykeltøj, men uden cykler. Et grotesk syn. Mændene var blevet overfaldet, alle cykler var kort efter forsvundet i en lastbil, og nu stod de stakkels fyre og ringede efter hjælp.

Velkommen til Cali, tænkte jeg og skyndte mig ind til millionbyen før solnedgang. Jeg tilbragte nogle dejlige dage i Cali og konstaterede, at byen har de kønneste kvinder i Colombia og uden tvivl er et mekka for salsamusikken.
 

Choco, den glemte delstat

Jeg havde tanket nok energi til nye eventyr, denne gang ned til delstaten Choco. I følge Lonely Planet kunne jeg tage en cargobåd fra Chocos hovedby Quibdo og op ad Rio Atrato til Turbo, en havneby ved det caribiske hav. Der fører kun én vej ned til Quibdo, og den er i meget dårlig stand. Jeg valgte igen bussen og overhørte alle advarsler fra de lokale om ikke at tage derned.
 

afstanden mellem byerne kan være store i Colombia, så min hængekøje blev flittig brugt. Hvem kan sige nej til et gratis 1000-stjernet hotel?

Choco, som colombianerne kalder den glemte delstat, er cirka på størrelse med Frankrig og ligger ud til Stillehavskysten. Der bor kun 90-100.000 mennesker, hvoraf 5-10.000 er indianere og resten er sorte (1994). Choco består hovedsagelig af regnskov og sumpområder længere nordpå ved grænsen til Panama. Regnskoven har ingen forbindelse til Amazonas og skulle derfor være helt speciel med 20% endemiske planter.

Der gik ikke lang tid, før vores bus blev stoppet af en større guerillagruppe, denne gang ELN. En gruppe unge mænd iført Che Guevara T-shirts og med håndgranater hængende på deres militærveste stod kampklare omkring bussen. Alle passagerer forlod bussen bortset fra mig.

Jeg blev sur på mig selv. Hvorfor i alverden hørte jeg ikke på de lokale, der havde advaret mig. Hvorfor skulle jeg udfordre min skæbne igen og igen. Jeg nåede lige at gemme nogle vigtige ting i min nabos gamle og slidte taske, før jeg blev eskorteret ud af bussen og hen til kommandanten.

Der stod jeg så blandt 15-20 bevæbnede guerillakæmpere og var meget spændt på, hvad der skulle ske med mig. Jeg husker tydeligt, at jeg var forbavsende rolig, holdt nerverne i ro og smilede, mens jeg hilste på spansk. Den anspændelse, som havde fulgt mig hele vejen gennem landet, var pludselig forsvundet. På den ene eller anden måde var jeg meget afklaret; en meget underlig fornemmelse. Min skæbne lå i deres hænder.

Straks efter de havde undersøgt mig for våben, skulle jeg aflevere mit pas til kommandanten. Han stillede mange spørgsmål, som alle gik ud på, om det kunne betale sig at bortføre mig. Hurtigt fattede jeg pointen og fortalte ham en ”vandtæt” historie, som ikke skulle give grund til en bortførelse. Alle, både guerilla, passagerer og nogle lokale lyttede meget interesseret til den følgende delvise løgnehistorie.

Mine forældre var blevet dræbt i en trafikulykke, jeg havde ingen søskende, jeg havde sagt mit job op som sygeplejerske, solgt det lille hus og flyttet til min mors fædreland. Jeg brugte mine resterende penge på en brugt cykel og en flybillet til Quito for at få tingene på afstand og opfylde min drøm om at rejse rundt i Sydamerika. Jeg sov i min hængekøje og kørte på cykel for at spare penge. Desuden var colombianerne utrolig flinke til at invitere mig på middag eller give mig frugter og lignende.

Det hele varede cirka en til halvanden time, hvor jeg skulle gentage nogle af de ting, som jeg tidligere havde fortalt. Efter en kort pause, hvor han scannede mig fra top til tå, proppede han mit pas i sin brystlomme, lukkede den, lænede sig tilbage og sagde med korslagte arme, at de havde brug for en læge eller sygeplejerske.

Kortvarigt strejfede tanken mig om en karriere som sygeplejerske hos guerillaen; det ville sikkert pynte på CV'et, men hvad så med min bekymrede familie og venner derhjemme, hvad med forlængelse af mit visum, skulle det være tidsbegrænset, osv., osv.

De mærkeligste tanker kørte rundt i mit hoved, og det eneste jeg sagde til ham var, at det ikke kunne lade sig gøre. Han vendte hovedet til den ene side og spurgte med et overlegent smil ”og hvorfor ikke?”. Og så væltede det bare ud af mig. Nu var jeg kommet den lange vej fra Danmark til Quito, cyklet derfra og hertil, og nu lige før regnskoven skulle min rejse ende. Jeg havde hørt og læst så meget om regnskoven, så nu ville jeg opleve den med alt hvad der hører til, og i øvrigt er der ingen regnskov i Danmark. Han lå flad af grin mens han fortalte mig, hvad der ventede mig i regnskoven, gav mig mit pas tilbage og sagde, at jeg var så langt ude, at han bare kunne ønske mig held og lykke i det grønne helvede. Jeg takkede pænt og gik tilbage til bussen, hvor jeg lænede mig tilbage i mit sæde og tændte en smøg. Den har du brug for, sagde min nabo, for om cirka en time kommer vi til den næste guerillagruppe.
 

en idyllisk lille landsby på vej ud af Andesbjergene

Da vi nåede til næste gruppe blev jeg i bedste Hollywood-maner stillet op ad bussen med spredte ben, mens en ung knægt borede sit gevær ind i min ryg. Buschaufføren forkortede opholdet, idet han fortalte den hurtige version til kommandanten. Han stillede nogle enkelte konkrete spørgsmål som tydede på, at de to grupper kommunikerede sammen. Jeg løj til den store guldmedalje og var lidt stolt af, at ingen fandt mine 1000 dollars, som var godt gemt i mine cykelbukser.

Vi fortsatte turen til dagens sidste guerillagruppe. Kommandanten her havde solbriller på og kasketten trukket godt langt ned i panden. Af erfaring vidste jeg, at det ikke er et godt tegn, men jeg blev nødt til at følge ham til en hytte, der lå lidt længere væk. Min første tanke var ”han er bøsse”. Hvorfor mig? Hvorfor skulle jeg havne i en sådan situation efter alt hvad der var sket i dag? Jeg blev helt nervøs og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Min homoseksuelle debut med en guerilla i en forladt hytte i Colombia. Det var da noget af en historie. Vi gik ind i hytten, han lukkede døren, tog brillerne af, smed sin kasket på bordet og smilede. Hvad skulle jeg gøre? Spændingen var ikke til at holde ud. Han tilbød mig noget at drikke, og så stillede han masser af spørgsmål omkring min cykeltur, livet i Europa, og, og, og... Jeg blev så lettet at jeg nær var faldet ham om halsen.

Tilbage i bussen undskyldte jeg mange gange og fordelte mine sidste smøger, mens jeg besvarede utallige spørgsmål. Lige inden Quibdo blev vi atter kontrolleret, denne gang af det officielle militær. Den præstation fik mig til at trække på smilebåndene.
 

Sendt retur af det colombianske FBI

Det var trykkende varmt da vi ankom i mørket til Quibdo. Mit største behov bestod i et værelse med aircondition, noget mad og nogle kolde øller.

Næste dag undersøgte jeg muligheden for at rejse med en cargobåd 400 kilometer gennem regnskoven op ad Rio Atrato til den caribiske kyst. Den trafik var blevet indstillet efter at AUC (paramilitær) var begyndt at kontrollere området længere nordpå. Jeg kunne prøve at sejle med indianerne fra landsby til landsby, men det ville nok tage uger, og så havde jeg stadigvæk problemet med AUC, som skyder først inden de spørger.

Jeg blev mere end skuffet nu, hvor jeg havde glædet mig til denne unikke tur udenom guerillaen. I stedet gik jeg rundt i byen og sugede den fascinerende stemning til mig. En blanding af Sort-Afrika og Amazonas, fuldstændig ignoreret og glemt af resten af Colombia. Halvnøgne indianere som gik småforvirrede rundt, nærmest uden orientering, delvist berusede.
 

Quibdo, hovedstaden i Choco-delstaten, er en enestående blanding af Afrika og Amazonas, som man nok ikke finder andre steder i verden.

Om aftenen kiggede jeg længe efter dem, når de forsvandt i mørket med deres selvbyggede kanoer, tilbage til regnskoven. Klokken ti bankede det på døren, og en sort pige i tyverne med kort kjole, rød læbestift og en dyb hjerteformet udskæring spurgte, om jeg havde brug for noget til natten, mens hun løftede brysterne. Jeg takkede pænt nej og sagde, at jeg havde oplevet nok de sidste par dage.

Næste morgen fik jeg besøg af to civilklædte colombianske DAS-agenter (FBI). De tjekkede mit pas over walkie-talkie og spurgte om min mission. Min mission? Jeg var cykelturist på vej fra Quito til Caracas, uden mission. Hvordan jeg var kommet forbi guerillaen, hvad min plan var, og om jeg overhovedet havde en anelse om, i hvilket område jeg befandt mig.

Så fortalte de, at det ikke var sjovt længere, at der var borgerkrigslignede konflikter, og at jeg skulle forlade Quibdo hurtigst muligt. De sidste vesterlændinge, der forlod området, var fra ”Læger uden grænser”, efter at en af dem var blevet bortført i juli 2000 og løsladt måneden før jeg kom til området. Jeg besluttede mig for natbussen samme vej tilbage frem for at vente en hel uge på en plads i et militærfly. Jeg var selvfølgelig skide nervøs, men havde ingen rigtige alternativer. Heldigvis sov mine gode venner, da vi passerede posterne, og vi ankom helskindet til Medellín.

Jeg cyklede nu videre mod Cartagena. På vejen stødte jeg kun en enkelt gang mere på en guerillapost, som jeg listede mig forbi, mens hele banden sov til middag. Efter jeg forlod bjergene, blev landskabet noget mere trist. Enkelte marker med sukkerrør, majs og rigeligt med køer. Solen brændte fra morgen til aften, og en stærk modvind fulgte mig helt op til Caracas. Der er ikke noget værre end at cykle i modvind. Næste gang kigger jeg på vejrkortet inden jeg starter min tur.
 

Cartagena og ”Semana Santa”

Cartagena

Endelig nåede jeg frem til Cartagena, storbyen med den velbevarede gamle bydel ved den caribiske kyst. Jeg trængte til at se og føle havet, lytte til bølgerne og bare nyde storbylivet. Hele byen vrimlede med udenlandske turister, både kokainglade backpackere og tusindvis af turister fra de mange krydstogtskibe der indtog hele byen.

Jeg skaffede mig et visum til Venezuela og lagde planer om, hvor jeg skulle nyde min velfortjente ”semana santa”, altså påskeugen. ”Semana santa” er sydamerikanernes sommerferie, priserne bliver fordoblede, og man skal som cyklist holde sig langt væk fra vejene, ellers bliver man kørt ned af en øl- og romglad bilist. Desuden er hotellerne overbookede, så må man finde sig et sted at bo i god tid.

Den nye regering under præsident Pastrana havde lovet colombianerne, at de kunne køre i egen bil fra Bogota op til kysten. I påsken forlod hver dag tre militærkonvojer hovedstaden med højst 200 privatbiler ad gangen. Både på jorden og i luften sikrede militæret sig, at ingen af bilerne blev stoppet og overfaldet. Billederne virkede absurde, og jeg håbede at noget lignende aldrig vil ske i Europa. Men det var dengang i påsken 2001. I dag får vi ikke engang lov til at tage en plastikflaske med vand op i flyet.

Lige før Sierra Nevada forlod jeg kystvejen og cyklede gennem en pragtfuld skov ned ad en grusvej, som endte i en lille sti. For enden ventede et paradis (Tayrona-parken) med hængekøjer under et palmetag, hvid sandstrand og små restauranter. Stedet var fyldt med backpackere fra hele Sydamerika.

Om aften sad vi samlet, og alle havde en god og sjov historie at fortælle. Bordet blev hurtigt fyldt med flasker, guitaren pakket ud, og så blev der ellers festet til tidlig morgen. Herligt! En uforglemmelig påskeferie.
 

Venezuela skuffede

Tiden pressede lidt, jeg skulle nå mit fly fra Caracas, selvom vinden pressede mig til at blive længere i dette skønne land. Venezuela var et stort cykelmareridt. Flere gange måtte jeg hoppe af cyklen, fordi idioterne ikke tog hensyn. Den sidste dag var det nær gået helt galt, da min forbremse gik i stykker på vej ned ad en serpentinervej. Jeg reddede mig ved et stunt, og syntes det var på tide at komme hjem til det københavnske forår.

 

 

Faktabox

- 98% af alle mord og forbrydelser bliver aldrig opklaret. - 3.000 bortførelser om året (verdensrekord). - 26.000 mord (2004). - 2.450.000 internt fordrevne personer (verdensrekord i 2001). - 41.000.000 indbyggere, heraf 0,3% udlændinge. 3% af colombianerne bor i udlandet, hovedsagelig i USA. - FARC med ca. 20.000 mand, ELN med ca. 6-9.000 mand, begge guerillagrupper og AUC (paramilitær) med ca. 15-20.000 mand kontrollerer 40-60% af landets territorier, mest landområder. - De tre grupper har tilsammen cirka samme styrke som militæret (2001). - Guerillakonflikten har siden 1966 kostet over 200.000 menneskeliv, mest bønder. - 74% af befolkningen lever i byer. - Colombia producerer 80% af verdens kokain, 25% af verdens heroin og tonsvis af marihuana. - Ca. 980 lufthavne/landingsbaner, både legale og illegale - Kun 26% af vejene er asfalterede; folk flyver helst, også korte strækninger, eller de bliver i lokalområdet. - USA's militærhjælp på 7,5 mia $ er uden større virkning.
 
 
Share this