Et smut forbi Cloud-Cup-Cup Land


Lene K. Rasmussens billede
2015 jun

Et smut forbi Cloud-Cup-Cup Land

Comorerne er et af de mindst besøgte lande i verden og får kun besøg af nogle få rejsetosser som mig, der mener, at alle lande i verden er mindst ét besøg værd. Alle andre bliver væk! Sikkert fordi det er besværligt at komme dertil, er rasende dyrt, landet har dårlig infrastruktur, er stærkt religiøst og politisk ustabilt. Men mon ikke landet alligevel har noget spændende og unikt at byde på? Netop det satte jeg mig for at undersøge nærmere, da jeg lige tog et smut forbi Comorerne.

 

Tekst & fotos: Lene Kohlhoff Rasmussen

 

I lufthavnen i Antananarivo på Madagaskar var det forholdsvis nemt at få øje på, hvem af passagerne der ventede på flyet til Mauritius og det til Grande Comoros. Det kunne ses på den muslimske påklædning og antallet af hvide turister. I flyveren var jeg den eneste blege turist og sikkert også den eneste, der hverken talte fransk eller den lokale swahilidialekt.

Hovedstaden Moroni

Grande Comoros er den største af de tre skyomkransede øer fyldt med vanvittige politikere, der har kuppet sig til magten intet mindre end 21 gange siden landets selvstændighed og givet det øgenavnet Cloud-Cup-Cup Land. Tilbage i 1843 blev Mayotte som den første af øerne underlagt Frankrig, og de tre andre øer Grande Comoros, Moheli og Anjouan fulgte efter. I 1974 opnåede Comorerne selvstændighed – dog med udtagelse af Mayotte, der efter en folkeafstemning valgte at forblive fransk. Befolkningen på øerne er en blanding af tidligere arabiske handelsmænd, persiske sultaner, afrikanske slaver, og portugisiske pirater. De spiser stadig franske baguetter, er rig på swahilikultur og stærkt religiøse. Med den sammenblanding er man ikke et sekund i tvivl om, at der her er tale om en hel unik og særpræget kultur.

Vulkankrateret Karthala

En smuk natur

Jeg fik fortalt, at hvis jeg ville vandre op på toppen af bjerget Karthala var monsieur Chaufere, manden jeg skulle tale med. Første gang jeg mødte ham på hotellet lignede han en sultan i sin lange hvide kaftan, og jeg tænkte, at jeg gad godt vide, om han ville guide mig op på bjerget i det outfit. Men den næste morgen, da Chaufere hentede mig på hotellet, var han fuldkommen uigenkendelig. Han var iført en kamufleret militæruniform og lignede en lejesoldat. Manden var en kamæleon!

Chaufføren viste sig dog at være et venligt og rart menneske, og han havde fuldkommen styr på vandreturen gennem regnskove til toppen af Karthalabjerget. Det var ikke en tur jeg ville have gået uden en lokal guide, da vejen til toppen gik igennem et snørklet stisystem i en meget tæt regnskov, og der fandtes ingen kort at gå efter. Karthala er en af de mest aktive vulkaner i verden, og sidst, den var i udbrud, var i 2006. Dens hærgen har sat sit præg på naturen, men også skabt den. Øen ville ikke eksistere, hvis det ikke havde været for denne ubarmhjertige vulkan, der har adskillige menneskeliv på samvittigheden.

På vej op imod toppen kunne man se, hvordan lavaen skar sig vej ned gennem den tætte regnskov, og nær toppen var der hundredvis af afsvedne træer. Det var et ubeskriveligt syn at stå på kanten og kigge ned i det enorme vulkankrater på ørigets højeste punkt (2.360 moh). Vandreturen var på to dage. Den første dag gik vi op til toppen, og derefter slog vi lejr lidt længere nede ad bjerget. Dagen efter gik vi en lidt længere vej tilbage til Moroni, men ad en knap så stejl rute gennem regnskoven. Hvis man er rigtig heldig, vil man kunne se en af de sjældne lemurer, der findes på øerne. Man møder med garanti ingen andre turister, kun et par enkelte lokale, der henter tømmer i regnskoven og nogle få bønder, der driver rundt med deres kvæg i de åbne græsområder nær toppen.

Træerne er blevet svedet af efter det seneste udbrud fra vulkanen

Et tropisk paradis

Efter den svedige vandretur besluttede jeg mig for at finde en god strand, hvor jeg kunne slappe af med lidt solbadning og komme ud at bade. Det måtte derfor være på en af de private strande tilhørende hotellerne, da det hverken er tilrådeligt eller velset for en kvinde at gå let påklædt. De offentlige strande så heller ikke spor tiltalende ud. De er fyldt med plastikaffald og en masse lokale, der hænger ud på strandene og fordriver tiden. Det undgik jeg, da jeg indlogerede mig i en lille bungalow i Maloudja på nordspidsen af øen, hvor jeg nød at være den eneste gæst. I dette lille bitte hjørne af Grande Comoros fik jeg følelsen af, at være strandet på en øde ø midt i et smukt tropeparadis. Og tænk sig at være så privilegeret, at man kan få en lille smuk lagune med svajende kokospalmer, kridhvidt sand og azurblåt vand helt for sig selv.

Efter seks dage på Grande Comoros havde jeg fundet hele tre ting, der ikke behøver at afskrække nogen fra at besøge Comorerne – tværtimod. Der er en anderledes og særpræget kultur, en smuk natur og et tropisk paradis. Det er bare ikke et særlig nemt land at rejse i, og der er heller ikke seværdigheder i hobetal, men det er som alle de andre lande i verden mindst ét besøg værd!

 

Ni aktive medlemmer af De Berejstes Klub har besøgt ”Cloud-Cup-Cup Land” – også kendt som Comorerne. Til dato har Lene Kohlhoff Rasmussen besøgt 14 territorier og 70 lande. Hun har medlemsnr. 557. Læs mere om hende på www.leneswebsite.dk.

 

Om Comorerne:

Ud & hjem igen: Fly København-Moroni fås fra ca. 11.650 kr. t/r. Det er muligt at komme til og fra Moroni på Grand Comoros via Reunion, Frankrig, med Air Austral, Sanaa, Yemen, med Yemenia Airways, Nairobi, Kenya, med Kenya Airways og via Antananarivo, Madagaskar, med Air Madagascar.

Lokal transport & logi: Der er ingen færgeforbindelser mellem øerne og kun et efter sigende ret ustabilt flyselskab. Hotelpriser ligger på 50 USD og opefter.

Visum: Comorerne er visumpligtigt for danskere, men visum kan fås ved ankomsten.

Guidebøger: Der er  ikke rigtig nogen guidebøger, som er opdaterede. Lonely Planets guidebog til Madagaskar havde engang et afsnit om Comorerne, men ikke i den nyeste version. På Lonely Planets Thorntree-forum fandt jeg nogle nyttige informationer.

 
 
Share this