Arresteret i Congo … Pseudo-arresteret i hvert fald


Christian Hadsunds billede
2013 dec

Arresteret i Congo … Pseudo-arresteret i hvert fald

Tekst & fotos: Christian Hadsund

 

Når man går rundt som muzungu (hvid mand), er der altid en del opmærksomhed omkring en, og at have en halv landsby i hælene er ikke ualmindeligt. Faktisk meget hyggeligt som regel. Men opmærksomheden her var anderledes og ubehagelig. Det kan nok forklares med, at der stort set aldrig kommer turister, der er tåbelige nok til at begive sig til det østlige Congo, hvor mellem fire og fem millioner mennesker er døde i væbnet konflikt over de seneste ca. 15 år.

Året var 2010, og jeg havde været igennem Tanzania og Burundi og havde spenderet godt 10 dage i Rwanda, hvor jeg var kommet til byen Gisenyi, som grænser op mod det østlige DR Congo – eller Den Demokratiske Republik Congo. Hjemstedet for det største menneskelige slagteri siden 2. Verdenskrig.

Green Lake - få minutter før vores "anholdelse"

Jeg havde fået fat i en rejsearrangør i Gisenyi. Okay, gutten havde et visitkort og talte engelsk. Hvad mere kan man forlange? Jeg havde aftalt en dags sightseeing med ham samt lidt hjælp på grænsen og til at finde byens billigste lopperede (altså en seng på et guesthouse). Formaliteterne ved grænseovergangen gik helt gnidningsfrit i tusmørket.

Jeg og to russere, som også skulle være en del af turen, gik efter indkvarteringen i byen Gomas eneste guesthouse til under 25 USD ud i de sorte skumle gader for at makulere noget føde (uha uha ... gisp, gisp). Vi gik udenfor i mørket i det uuuhhh så farlige østlige Congo. Her fandt vi en restaurant, som tilsyneladende var populær blandt FN-folk. Alt var nemlig prissat i USD, og ved siden af restauranten var der da også en bar med vindertype-lokale og deres prostituerede hang-arounds.

 Vores guide ankommer ... og går igen

Næste morgen skulle vi mødes med Emmanuel, som skulle være vores guide, men han fortalte, at han var blevet kaldt til den congolesisk-ugandiske grænse, hvor en anden turistkunde havde fået problemer. Så i stedet fik vi allokeret hans førstesuppleant, som hed noget, man skal have en ph.d. i sprogvidenskab for at kunne udtale. Inde i mit hoved hed han bare Rådne Tænder – forklaring overflødig. Nå, men vi skulle jo af sted, so be it. Jeg, de to russere (som kunne forstå swahili, det mest udbredte sprog i regionen), Rådne Tænder og dennes chauffør i en hvid bil, som dermed naturligvis kunne kaldes en taxa.

Kul bliver transporteret på den forhåndenværende infrastruktur - en cykel

Turen igennem og ud af byen var faktisk temmelig fascinerende, idet alt var lavet af og lavasten, eftersom byen var blevet udslettet i 2002 af en vulkan. Et overflødighedshorn af arkitektoniske mesterværk, set i forhold til det, som hr. og fru Mudderhytte ellers normalt præsterer i regionen. Vejen var naturligvis primært brolagt af det samme materiale, som huse og gulve var lavet af, lavasten, og hver gang vi kom over 10 km/t, kunne vi med rette hejse et flag. Det gjorde vi ikke mange gange.

Vores første stop på turen var Green Lake (fuldstændig underordnet, hvad det er i denne sammenhæng). Normalt, når man går rundt som muzungu, er der altid en del opmærksomhed omkring en, og at have en landsby i hælene er ikke ualmindeligt. Faktisk meget hyggeligt som regel. Men opmærksomheden her var anderledes og ubehagelig. Det kan nok forklares med, at der stort set aldrig kommer turister, der er tåbelige nok til at begive sig til det østlige Congo, hvor det største antal mennesker er blevet dræbt siden 2. Verdenskrig.

Ikke politiet, for guds skyld

Pludselig kom der en noget vred mand og fortalte vores guide (på swahili), at han var en eller anden big shot i ministeriet for something, og at vi skulle have en special permit til at være her og fotografere. Han var temmelig ophidset og sagde, at nu ville han ringe til politiet, hvortil Rådne Tænder hurtigt fik svaret: ”Nej, nej, nej, nej! Ikke politiet, for guds skyld!”

Men den aggressive mand blev ved med at gjalde, og nu var vi altså ”under arrest” og skulle med på politistationen. Det endte med, som et kompromis, at vi skulle følge med ham til hans kontor, der viste sig at være et træskur, der målte ca. 2 x et redskabsskur, hvor der sad en masse andre bonobo-trolde omkring et lille bitte skrivebord, som nok ville kaldes en skammel herhjemme i kongeriget.

Congoleserne står, går og bor på lavasten.

Vi fik taget vores pas og mobiltelefon af en AK47 og dennes vedhæftede mand iført militær campinghabit. Så stiller man ikke kritiske spørgsmål længere, skal jeg hilse og sige! Det hele blev nøje fulgt af hele landsbyen (der ikke havde andet fornuftigt at tage sig til) gennem døren i redskabsskuret, og nu havde vores tilfangetager også allerede ringet til guvernøren.

Imens var hver vores Tena Lady blevet gennemblødt adskillige gange for rent faktisk at blive arresteret og skulle hen på en rigtig politistation, hvor de virkelige banditter sidder. Uhyggen var for alvor begyndt, og jeg ville aldrig kunne komme tilbage og bruge den 500 USD gorilla-permit, jeg havde til næste morgen – 100 km, to grænseposter, en kvægtransport og en knallerttur længere mod øst i Rwanda.

Så fik vi prisen at vide: 150 af de amerikanske dollars ... hver! Det er jo ellers kun den slags, man hører andre fortælle om. Nå ... vi sagde, at det kunne vi ikke betale, for vi kunne kun komme op med 100 USD hver, og efter lidt frem- og tilbagesnak accepterede svindleren, og vi fik en flot A4-side som ”kvittering”, og hr. Kalashnikov gav os vores pas og mobiltelefoner tilbage.

Usammenhængende forklaringer

I løbet af dagen var Rådne Tænders forklaringer noget usammenhængende: Først plejede disse permits at være klaret af Emmanuel (den oprindelige guide), og senere havde han aldrig nogensinde før haft problemer ved Green Lake. Jo mere jeg tænker over det, og efter at have talt med nogle med særdeles godt kendskab til røverlandet, tror jeg mere og mere på, at ministeriemanden var en fake, som bare udgav sig for at være højt på strå og fik resten af redskabsskuret med på legen. For nu var der jo hele tre muzungus, man kunne skræmme livet af og stjæle penge fra.

Når landet stort set har været i krig de sidste 15 år, så makker man bare ret. Menneskeliv er ikke det mest værdifulde i landet. Jeg tror, den virkelige sigtelse var at ”ligne en hæveautomat”. 

Efter denne episode havde jeg mest af alt lyst til at tage tilbage over grænsen til Rwanda, som nu fremstod som civilisationens fødested, men var på den anden side også nysgerrig efter at se de andre steder i byen, som vulkanudbruddet havde smadret. Den udbrændte katedral skulle vi da i hvert fald se, og det ville russerne også. Så vi fortsatte.

Da vi nåede frem, var der bygget en mur med vinduer rundt om katedralen (til Rådne Tænders store overraskelse), og han ville helst ikke have os ud af bilen af hensyn til civilklædte pansere på bribe patrol. Og da Alex (en af russerne) lettere naivt foreslog, at vi kunne da spørge den betjent, som kom gående på gaden med en indkøbspose, kunne denne betjent da godt følge os over på den anden side af vejen. Efter betjentens eget udsagn som ”security”. Mod behørig betaling naturligvis!

Så vi kørte videre til selve stedet, hvor lavaen var sprøjtet ud. Til at begynde med var de to betjente ved foden af vulkanen ikke interesseret i os. Men da vi gik rundt oppe på toppen (der var ikke så langt), var de der pludselig igen og spurgte Rådne Tænder, hvad han dog lavede der med tre blegansigter, og de fik sig sammen endnu en alvorssnak.

Denne gang var de gule pløkker hos Rådne Tænder dog velforberedte og gav dem en sang fra de varme lande om, at vi var udenlandske investorer, som overvejede at købe land (i en by, der ikke bestod af andet end lavagrus). Men analfabeterne i uniformerne hoppede på historien, og vi fik lov til at gå igen.

Vulkanudbruddet i 2002 skete ikke fra toppen af vulkanen, men fra en af de mange tilstødende flækker et stykke derfra.

Levende skydeskive

Sidste stop var kysten, som var blevet rykket 10 meter, efter at lavaen havde slugt en del af havet, hvor der nu var nye bygninger. Bl.a. ligger der en motherfucker af en fæstning, som viste sig at være et supermarked til FN-ansatte, som skulle bevogtes med tre meter betonmur, pigtråd og bevæbnede vagter fra helvede. Det var sjovt nok også det eneste sted, vi ikke blev generet af ”politi”. Faktisk nåede jeg også at få et positivt indtryk, da en af de badende i søen kom hen og hilste og ville have os med i vandet og endda kunne nævne den danske golfspiller Bjørn … og Olof Palme! Nnåååeeeerrrrhhhhh!

FN-supermarkedet gav mine nye russiske venner en idé. De havde, efter dagens oplevelser, fået second thoughts om at tage turen på motorcykel tre timer gennem Congo for at komme til den ugandiske grænse og ville prøve at få et lift med en FN-vogn i stedet (FN-ansatte kunne i øvrigt fortælle, at der havde været kampe forleden med rebelgrupper, og jeg vidste, at der for en uge siden var to machetedræbte FN-fredsvagter og syv sårede i området). Men russervennerne insisterede på at ville køre med FN, og vi skiltes. Jeg fik et lift af Rådne Tænder til grænsen og nåede til mit bestemmelsessted samme aften.

Senere på aftenen fik jeg en besked fra Alex, den ene russer:

”Hi. We are in Uganda. Feels like getting out of hell. Guns pointed at us ... but anyway, we are all right.”

Så bliver det lige pludselig alvor. Jeg fik først resten af historien en måned senere, da vi fik kontakt på Facebook. De havde siddet bag på to motorcykler, hvor soldater på ladet af en kørende lastvogn havde taget sigte mod dem på hovedvejen og truende råbt: ”Muzunguuuu!”

Den permit, vi fik på et tilfældigt
stykke papir, som senere er blevet
oversat af en belgisk bekendt
til ”they have received the 300
US dollars from a tourist visiting
Goma’s zoo and that you’ll get a
receipt at the conservateur divisionaire’s
desk as soon as you’ll have
paid at the check-in desk.” Right!

 

Velkommen til Den Demokratiske Republik Congo! Tjåhhh, den er ikke ligefrem demokratisk, dårlig nok en republik … men damn, det er Congo!

Efterskrift

Et stykke tid efter at jeg var kommet hjem til Danmark, modtog jeg denne e-mail fra Emmanuel. Så kan man tro på det eller lade være:

”Hello sir, This is Emmanuel from RDC Goma. I am so much sorry for what happened to you in Goma. I am really regretting a lot. I have called the high authorities from, they have arrested those people who took your money illegally, but they said that they do not have that money to refund again because they have used them on spot. They will be in jail for five months and the state told me that they are going to take everything they have in order to put end to that corruption. Everybody is astoneshed how people can be disturbing tourists like that. Please let me tell you that this is the 6th year I am doing this tour-business. I have never found such a problem. Through that no one will be disturing tourists any more I am begging you your pardon, please. I am not at peace here cause of that. Also I am sorry for not writing to you all this time, I travelled to Uganda, even now I am in Bwindi impenatrable national park with tourists, finding internet here is not easy.

Once more I am sorry.”

 

 

BOKS: DR Congo

DR Congo er ikke et typisk rejsemål, og sikkerhedssituationen skifter fra dag til dag. Forskellige væbnede grupper kæmper om magt og adgang til de store naturressourcer som diamanter, coltan, kobolt, guld og kobber, som både du og jeg efterspørger i vores mobiltelefoner eller telefoniske kobberledninger. Mange andre lande har også været involveret i, hvad der er blevet kaldt Afrikas 1. verdenskrig. For at rejse til det østlige Congo anbefales det at være god i fransk og gerne have en ledsager, der på den ene eller anden måde har fingeren på pulsen. Det anbefales ikke at rejse tværs gennem landet. Dels fordi landet er på størrelse med Vesteuropa, og infrastrukturen er dårlig – dels fordi det er det rene selvmord.

Ud & hjem igen: Fly København-Kinshasa fås fra ca. 6.100 kr. t/r.

Christian Hadsund er 33 år og har medlemsnr. 506. Han besøgte DR Congo i 2010 og har til dato besøgt 50 lande og fire territorier. Tidligere i år gik rejsen bl.a. til Makedonien og Brasilien.

 
 
Share this