En rejse gennem Afrika på 15.462 km med Erik på ni år


Per Svendsens billede
 
2013 sep

Efter tre år i Kenya var det slut. Vore to børn, Lise på syv og Erik på ni, havde haft en vigtig del af deres barndom her. De var begyndt i skole, talte engelsk og havde fået gode venner. Det hastede slet ikke for os at komme hjem, så vi besluttede at rejse over land fra Kenya til Danmark i vores ti år gamle Land Rover. Lise ville hellere besøge morfar og mormor, der netop var flyttet til Israel, så hun blev sat på El Al-flyet fra Nairobi til Tel Aviv.

Besværlige grænseovergange

Grænseovergangene var ofte besværlige, og dem var der mange af, da turen gik gennem Tanzania, Rwanda, Zaire (Congo), Den Centralafrikanske Republik, Cameroun, Nigeria, Niger, Algeriet Marokko, Ceuta, Spanien osv., osv., indtil vi nåede Danmark. Det var altid meget langsommeligt, der skulle udfyldes dokumenter, fremvises attester og tilladelser, og bilen skulle undersøges for både stelnummer og motornummer. Her var Erik en meget stor hjælp, for han kunne få selv den stiveste og mest selvhøjtidelige grænsevagt til at smile og være positiv, når han selv udfyldte sine papirer og huskede sit pasnummer udenad. Vi sparede megen tid og bøvl på den konto.

The Transafrican Highway

 

Hovedvejen gennem Zaire, The Transafrican Highway, var blot et hjulspor gennem regnskoven. Vi krydsede mindre floder over primitive broer eller via primitive færger. En uventet forhindring blev Ubangifloden, der danner grænse mellem Zaire og Den Centralafrikanske Republik. Ved færgelejet fik vi den nedslående besked, at færgen ikke kunne starte, da den ikke havde noget batteri. Der var ikke meget, vi kunne gøre, da der skulle 24 volt til at starte færgens motor – altså to bilbatterier. Vi rejste teltet og satte os til at vente på den næste bil. Som altid i Afrika myldrede det til med børn, og det varede ikke længe, før Erik var med i deres leg. Efter lidt tid forsvandt hele flokken op til landsbyen, og inden længe kom kvinderne med frugter, grøntsager og æg til os. Jeg benyttede ventetiden til at skifte slange i et punkteret hjul, og den ødelagte slange blev brugt til slangebøsser, som blev meget populære blandt børnene.

Den eneste rejsende, der kom til færgelejet næste dag, var en ung japaner på motorcykel. Han blev færget over i en kano sammen med motorcyklen. Hvad med at forbinde et antal kanoer og færge bilen den halve kilometer over floden på dem? Vores fornuftige niårige var ikke overbevist. Han mente, at fartøjet nok ville kæntre, og vi alle ville ende som krokodillemad.

 Drengene morede sig med at skyde til måls efter aberne i træerne med deres slangebøsser. Bodil vaskede tøj i floden sammen med landsbyens kvinder, og jeg reparerede lidt på bilen efter den hårde tur på The Transafrican Highway. Lørdag morgen, efter fire dages venten, kom færgekaptajnen og forklarede, at grænsen på den centralafrikanske side lukkede kl. 13 og først åbnede igen mandag morgen, så han mente, vi måtte gøre noget for at skaffe et batteri. Bodil hyrede straks en kano og krydsede floden sammen med Erik, og minsandten om ikke hun fik lov at låne et batteri af en fransk læge, der blev formildet ved mødet med en fransktalende kvinde med et barn. Hans tjener fik besked på at tage batteriet ud af hans bil og ikke slippe det af syne, før det var trygt på plads i bilen igen. Med to batterier forbundet startede færgemotoren, og fem minutter før lukketid rullede vi ind i et nyt land.

 Den Centralafrikanske Republik

Vi opdagede snart, at vejene i République centrafricaine (RCA) var meget bedre end i Zaire. Når de trængte til reparation, udstedte præsidenten en ny lov og sendte derefter politiet ud for at arrestere alle, som ikke overholdt loven. De blev så dømt til hårdt vejarbejde. Når vejen var fin igen, udstedte præsidenten en generel amnesti. Hans navn var Bokassa, og han udnævnte senere sig selv til kejser og yndede efter sigende at spise sine henrettede modstandere. På vej mod Cameroun kunne vi endnu en gang glæde os over at rejse med et barn. I styrtende regn nåede vi sent en mindre by tæt ved grænsen. Vi var virkelig i bekneb efter et sted at slå teltet op, da vi så skiltet til de italienske søstres mission. Det kom overhovedet ikke på tale at bo i telt med en bambino. Vi blev budt ind, fik en herlig middag og blev indlogeret i et behageligt gæsteværelse.

 Ser vi mon mor igen?

I byen Jos i Nigeria måtte vi finde et værksted, der kunne erstatte en ødelagt bolt i styretøjet. Dybt inde i et slumområde fandt vi en mekaniker. Da vi skulle betale, havde vi ikke kontanter nok og måtte hæve en rejsecheck. Det var kun Bodil, der kunne indløse checkene. Stedet taget i betragtning turde vi ikke begge forlade bilen. Mekanikeren tilkaldte en ung fyr med en motorcykel, Bodil kom bagpå og forsvandt ud i slummen. Erik så et øjeblik lidt betuttet ud og udtalte så de uforglemmelige ord: ”Tror du, vi ser hende igen?” Det gjorde vi sammen med alle pengene. Afrika er ikke så farligt, som nogle vil gøre det til.

 
 
Share this