Med kørestolsrampe og høj cigarføring i Havana


Anna le Douss billede
2016 jun

Med kørestolsrampe og høj cigarføring i Havana

Mens jeg bevæger mig rundt i Havana, en af de mest seværdige hovedstæder i verden, omgivet af  et virvar af forskellige køretøjer – cykeltaxaer, gamle amerikanerbiler, lastbiler, Trabanter, og vogne med frugt og grøntsager – tænker jeg på, hvor nemt det egentlig er at færdes i kørestol i et tredjeverdensland. Solen skinner, musikken spiller, luften er tyk af cigarrøg og verdens bedste Mojitos udskænkes på hvert et gadehjørne.

Tekst: Anna le Dous

Fotos: Anna le Dous, Christophe Meneboeuf & Kamran Saraf

Det gamle Havana set fra gadeplan med Capitolio i baggrunden

”Personer med funktionsnedsættelse vil møde masser af hjælp og imødekommenhed blandt cubanere, men landet mangler i den grad handicaplettende faciliteter,” skriver Politikens ”Turen Går Til”.

Med den oplysning i baghovedet begiver jeg mig ud på den lange og rystende rejse, det er at køre i elektrisk kørestol ned igennem de brostensbelagte gader i Nyhavn og ind igennem to ligeledes brostensbelagte baggårde for at tale med en rejsekonsulent fra Nyhavn Rejser. På turen, hvor jeg kun kan køre meget langsomt, fordi jeg samtidig skal bruge alle kræfter på at holde hovedet i rette position på det ujævne underlag, har jeg god tid til at forberede, hvordan jeg denne gang vil forsvare mit valg af rejsemål over for konsulenten.

Og forberedelse skal der til. For ikke nok med at jeg skal forsvare mit valg og overbevise konsulenten om, at han skal hjælpe med at arrangere rejsen for mig. Jeg skal også stå fast ved det valg, jeg har taget! For konsulenten har en viden om landet, som rækker langt ud over, hvad jeg kan læse mig til i ”Turen Går Til”.

Standhaftig

”Cuba! Det er helt og aldeles ufremkommeligt, når man sidder i kørestol. Der er både ujævne gader og høje kantsten. Men vi har et godt tilbud til Hawaii ...”

Havde jeg ikke været udstyret med en usædvanlig vedholdenhed, ville alle mine rejser, uden undtagelse, være gået til USA. Og så ville jeg ikke kunne have sat hak ved 45 lande på listen over lande i verden.

Jeg har været hele møllen igennem mange gange før. Jeg kender alle argumenterne, der kommer  i spil i forsøget på at få mig til at vælge et mere tilgængeligt rejsemål, end det jeg nu engang har valgt. Og jo flere gange nogen fortæller mig, at et land er uegnet for kørestole, jo mere blusser stædigheden op i mig. Så er der ikke længere nogen tvivl om, at det er dér, jeg skal til! For der er ingen andre mennesker, der skal sætte begrænsninger for mig – heller ikke selv om de gør det i den bedste mening!

”Jeg skal til Cuba og ikke til Hawaii,” siger jeg med bestemthed i stemmen til rejsekonsulenten, som ikke har nogen chance for at vide, at kunden i kørestol ikke blot er almindelig rejsende, men globetrotter. Kunsten er at virke overbevisende og sikker i sin sag, selv om man dybest set er hamrende usikker på, om det overhovedet på nogen måde kan lade sig gøre. For når sandheden skal frem, så er jeg hver eneste gang, jeg booker en rejse, usikker på, om alle de mennesker, der advarer mig imod ”aldeles ufremkommelige rejsemål”, har ret. Før eller siden må jeg jo ramme et af disse rejsemål ... Usikkerheden må bare ikke blive synlig for rejse­konsulenten – og den må for alt i verden ikke tage overhånd! Jeg ville kunne risikere slet ikke at komme af sted.

Verdens bedste Mojitos

Ved take-off melder den sig endnu engang – usikkerheden. Frygten for om jeg skulle have lyttet til de utallige advarsler, fra folk, som har været på Cuba, og som kender forholdene. For sent. Om 12 timers flyvning og et enkelt transitophold i Paris lander jeg i Havana. Point Of No Return.

Høj cigarføring

Nej, tilgængeligheden på Cuba er ikke den bedste – i hvert fald ikke for cubanerne, der med deres værdiløse møntfod hverken kan købe det ene eller det andet. Heller ikke hvis man ønsker at nyde en Coca-Cola er tilgængeligheden til sådan én nem og ligetil pga. det amerikanske handelsboykot. Skal man hæve penge i pengeautomaten, får man at vide, at den er løbet tør, og muligvis vil blive fyldt op om et par dage. Og internettet skal man på ingen måde tage som en selvfølge.

Naturligvis er tilgængeligheden for elektriske kørestole ikke den prioritering, der står øverst på listen i et land, hvor disse slet ikke er til at fremskaffe, og hvor tilgængeligheden til alt andet i øvrigt halter. Og jo, Havana er, ligesom størstedelen af verdens lande, fyldt med høje kantsten og huller i vejen. Men lige så vel som at en bjergbestiger sørger for at have de rigtige sko på inden ekspeditionens begyndelse, sørger den erfarne kørestolsbruger altid for at medbringe en rampe til uforudsete trin. Det handler om at være forberedt på hvad som helst og have udstyret i orden.

Mens jeg bevæger mig rundt i Havana, en af de mest seværdige hovedstæder i verden, omgivet af  et virvar af forskellige køretøjer – cykeltaxaer, gamle amerikanerbiler, lastbiler, Trabanter, og vogne med frugt og grøntsager – tænker jeg på, hvor nemt det egentlig er at færdes i kørestol i et tredjeverdensland. Solen skinner, musikken spiller, luften er tyk af cigarrøg og verdens bedste Mojitos udskænkes på hvert et gadehjørne. Hver gang jeg står foran en pludselig forhindring, som jeg ikke kan forcere, springer alle de hjælpsomme cubanere til fra alle sider – vel at mærke uden at jeg behøver at gøre opmærksom på, at jeg har brug for hjælp!

Havde Nyhavn Rejser haft sit kontor i Havanas gamle bydel, havde jeg undgået at blive gennemrystet for at mødes med min rejsekonsulent. Her ville cubanerne have båret mig hen over alle de ufremkommelige brosten, for at gøre transporten så behagelig som mulig for mig. Her havde man snakket med folk på gaden og havde fået nye bekendtskaber med på vejen. Man ville have drukket en rom, set mulighederne og fundet en løsning.

Endnu engang må jeg reflektere over, hvilken form for tilgængelighed, der er den mest værdifulde? Den i form af ramper, elevatorer og handicaplettende faciliteter, eller den menneskelige tilgængelighed i form af åbenhed og imødekommenhed – jeg har endnu ikke besøgt et land, der har begge dele.

Anna le Dous har medlemsnr. 514 og tilbragte 16 dage i Cuba i 2013. Læs mere om hende på www.annaledous.dk.

 

BOKS: Cuba

I årtier har det været svært for cubanerne at renovere og forny fx hoteller, gader og veje, og derfor kommer man tit ud for, at ting ser nedslidt ud, at et lys er gået her og der, og at en simpel ting som en elpære ikke altid er let at skaffe. Det er vigtigt at tage alle disse ting i betragtning, når man rejser til Cuba for at få en god oplevelse ud af det.

Ud & hjem igen: Fly København- Varadero fås fra ca. 4.300 kr. t/r. Og fly Malmø-Havana fås fra ca. 4.600 kr. t/r.

Visum: Turistvisum udstedes for 30 dage og kan forlænges lokalt med yderligere 30 dage.

Lokal transport: Cuba er en perfekt destination til en rundrejse på egen hånd. Den mest populære måde at komme rundt på øen er i lejet bil, men man kan også benytte busserne. Cuba anses for et af de sikreste lande i Latinamerika at køre rundt i.

Klima: Øens specielle form og beliggenhed har givet den et klimatisk særpræg. Vindene fra havet kan overalt nå ind til enhver del af øen. Den værste hede blæses bort og klimaet er derfor mere behageligt end normalt i det tropiske område. Klimaet i den sydøstlige del af Cuba er mærkbart varmere end mod nordvest. Temperaturforandringerne er små på hele øen. Middeltemperaturen i Havana er 24°C. Den varmeste måned er juli med middeltemperatur på 28°C. Køligste vintermåned er januar med en middeltemperatur på 21°C. Klimaet er med andre ord behageligt året rundt.

Valuta: Den cubanske peso, er officiel møntfod, men pesos convertibles er den valuta, turister først og fremmest kommer til at bruge. 1 peso convertible = 1 USD. Det er hensigtsmæssigt at have nogle cubanske pesos til offentlige transportmidler og til at købe frisk frugt på markederne og til mad og drikkevarer fra boderne på gaderne. Pesos convertibles kan ikke veksles efter hjemkomst til Danmark. Peso convertibles er 25 gange mere værd end peso cubana, og er i mange tilfælde den eneste valuta, der kan bruges i forretninger, restauranter og i vekselbureauer. Systemet betyder bl.a., at eksempelvis tjenere og rengøringspersonale, der arbejder i turistsektoren, tjener flere penge på drikkepenge end læger og jurister, der bliver betalt i almindelige pesos.

Læs mere: om Cuba på www.deberejstesklub.dk/land/nordamerika/cuba.

 
 
Share this