Aasiaat: En gang Grønland, altid Grønland


Carl Johan Colbergs billede
Carl Johan Colbergs billede
 
2015 sep

Aasiaat: En gang Grønland, altid Grønland

Grønland sniger sig ind under huden på én – men Grønland er mange ting. Der er himmelvid forskel på at bo i hovedstaden Nuuk eller i Nord- eller Østgrønland. Jeg har mellem 1978 og 2015 boet mange steder i Grønland – senest i Aasiaat, Grønlands femtestørste by, som jeg derfor vil give mine bedste rejsetips til.

Tanken om at flytte til det hvide land mod nord var allerede til stede, mens jeg læste til radiotelegrafist på Svendborg Navigationsskole. Derefter drog jeg til søs og sejlede i langfart i fire år.

Min daværende kone kunne ikke affinde sig med at være sømandsenke, og derfor blev flyttegodset sendt nordpå i 1978. Destinationen var Nuuk, hvor arbejdet blev lagt på kystradio- og telegrafstationen. Da vort ægteskab blev opløst i 1981, forlod hun Grønland sammen med vores datter. Jeg valgte at blive i Grønland, og senere i karrieren flyttede jeg rundt til Tasiilaq, Qasigiannguit og afslutningsvis 15 år i Aasiaat.

Ægte grønlandsk kultur

Hundene i Qasigiannguit gisper i sommervarmen. Pga. sin placering i bugten er byen landets varmeste om sommeren. Jeg boede i byen – Diskobugtens perle – i det røde hus yderst til venstre i billedet.

Aasiaat blev grundlagt af Niels Egede. Som en tribut til sin far, missionæren Hans Egede, navngav han handelsstationen Egedesminde. Nu benyttes navnet Aasiaat, som betyder ”edderkopper”, og som i Grønland menes at bringe lykke.

I sommer- og efterårsperioden er her hvalgaranti. En stor oplevelse er at se disse prægtige dyr fouragere i havet mellem øerne ud for byen, som i øvrigt selv er anlagt på en ø. Imponerende er det at iagttage deres spring ud af vandet i leg eller på flugt fra spækhuggere.

I Aasiaat kan man finde den grønlandske kultur væk fra ”metropolen” Nuuk. Jeg oplevede at blive dybt integreret i byen. For at få et glimt af mine oplevelser, skal man under et kort besøg overvære handlen på Brættet ved havnen, hvor jollefiskerne afsætter dagens fangst. Her henter husmødrene friskfanget fisk, hval, sæl, fugle, rensdyr, eller hvad fangstlykken nu har bragt ind.

I 1960’erne nedlagdes mange bygder, og befolkningen koncentreredes i de større byer. Her den bydel, som opførtes for at huse de mange tilflyttere under statens forhadte G60-politik.

Man skal opleve byens puls i gaderne og museet og ikke mindst forsamlingshuset. Her hænger 24 malerier af Per Kirkeby, som opholdt sig i byen i sin ungdom. Frokosten kan indtages på Sømandshjemmet sammen med fiskere, fangere, håndværkere og hjemmets boende gæster.

Byens turistkontor er en ældre kolonial bygning, som gennem tiden har løst så vidt forskellige opgaver som at være hvalfangerkommandørbolig, rugbrødsbageri, radiostation og redaktionslokale.

Ilulissat Isfjord er et Unesco-verdensarvssted, som har gjort byen til Grønlands turistmekka.Her vender turistbådene om efter en aftentur på fjorden.

Byens mange uddannelsessøgende giver sporten gode kår. Her er gode langrendsløjper for skientusiaster. De fleste grønlandske (og mange danske) mestre i den disciplin kommer fra Aasiaat. Sølvvinderne hos herrerne ved de grønlandske mesterskaber i håndbold er den lokale klub Norsaq HC.

Isbræer og vintermørke

Aasiaat er geografisk placeret ved indsejlingen til Diskobugten, som er Grønlands tættest befolkede område, med byerne Qeqertarsuaq, Qasigiannguit og Ilulissat samt mange små bygder.

Midnatssolen i Ilulissat giver nogle ubeskrivelige scenerier over isfjorden.

Fra Aasiaat går der fly til Ilulissat, men så snyder man sig for oplevelsen af at sejle tværs over Diskobugten med anløb af byer og bygder. Med fare for at lyde som en turistbrochure er det en oplevelse for livet at sejle på bugtens spejlblanke vand med legende hvaler mellem tårnhøje isfjelde.

Ilulissat er Grønlands turistmekka og har, hvad man behøver: Internationale hoteller, gourmetrestauranter og en velfungerende infrastruktur. Hovedattraktionen er den imponerende isfjord, men her kan også bydes på museet i Knud Rasmussens fødehjem.  Byen er i øvrigt et godt springbræt for en tur til bræen Eqi, hvor man kan overnatte i hytter med udsigt til den evigt kælvende bræ, som står med sin over 200 meter høje iskant.

Gletsjeren Eqi 80 km nord for Ilulissat. Iskolossen glider med sin over 200 meter høje mur af is ud i havet, hvor den kælver løbende til lyden af is, som sprænger under trykket i gletsjeren.

Qeqertarsuaq på Diskoøen var Grønlands hovedstad under 2. Verdenskrig. Herfra regerede Eske Brun, mens Henrik Kaufmann rejste til USA og indgik aftaler om landets forsyning. Til gengæld blev det tilladt amerikanerne at oprette baser, og den aftale ligger til grund for, at amerikanerne fortsat er på Thulebasen.

Hele området ligger langt nord for polarcirklen, så sommeren byder på midnatssol og vinteren på mørketid. Især holder jeg af perioden op mod jul, hvor vintermørket har lagt sig, men den hvide sne lyser op sammen med de utallige julestjerner, kulørte lys og stearinlys, som oplyser husene.

Internationale køkkener

Ingen af Aasiaats spisesteder har Michelin-stjerner, men pølsevognen i bymidten producerer en god hotdog, og Sømandshjemmets køkken tilbyder et gedigent dansk madprogram, hvor menuen er dagens ret på niveau med mors køkken.  

I Aasiaat er der kun tre restauranter, og de er i samme prisklasse, hvilket er forholdsvist pæne restaurantpriser for maden, mens alkohol overstiger selv priserne i Norge.

Restaurant Tulugaq ligger lidt tilbage på adressen Qaqqaq Tunua 36. Køkkenet kan levere et bredere menukort med grønlandske og internationale veltilberedte retter, og her benyttes grønlandske råvarer, hvor det er muligt.

Restaurant Nanoq ligger i byens midte på førstesalen i en bygning, hvor stueplanet indeholder en bodega. Spisestedet tilbyder et begrænset menukort med gængse internationale og orientalske retter.

Cafe 3 ligger på havneområdet med udsigt over lystbådehavnen. Menukortet er begrænset, og kvalitet samt servering er af varierende kvalitet. Cafeen besøges bl.a. af sejlere, som om sommeren lægger til i Aasiaat på vej gennem nordvestpassagen. 

 

Faktabox

Aasiaat i Grønland UD & HJEM IGEN: Fly København-Aasiaat fås fra ca. 6.100 kr. t/r Læs mere: om Grønland på www.deberejstesklub.dk/territorie/gr-nland-dk.
 
 
 
Share this