Cykelturen til Roskilde – foråret 1954


Arne Runges billede
Arne Runges billede
 
2004 dec

Jeg havde forberedt turen hele vinteren. Lavet et kort med alle de små landsbyer vi ville se undervejs til Roskilde: Rødovre, Brøndby, Tåstrup osv. Jeg havde planlagt, at i Roskilde ville vi spise vores madpakke, køre en tur rundt om kirken og så tilbage til København. Men det gik ikke helt efter planen.

Forfatteren og hans lillebror Jørgen på deres første "ekspedition" 11 og 7 år gamle.

Det var ikke så længe efter krigen, så cyklerne var nogen vi havde flikket sammen af reservedele fra andre gamle cykler. Lappegrejer havde vi selvfølgelig med. Vi forventede at punktere mindst én gang på vejen, og det var lagt ind i tidsplanen. Vi havde hver vores "cykeltaske" med madpakke og saftevand. Det var den første marts 1954. Solen havde skinnet i flere dage og jeg besluttede mig for, at nu skulle det værre. Nu var det forår. Sneen var væk, nu drog de lange veje. Det var en besættelse for mig. Jeg skulle ud at prøve at stå på egne ben. Ude i verden langt væk fra min familie. Ud at opleve den store verden, som jeg læste om i Fantomet, Prins Valiant og Tarzan. Og jeg ville have min lillebror Jørgen med.

Man skulle starte ved daggry. Det gjorde både Tarzan og Fantomet altid. Men vi var fandeme trætte, da vi stod op kl. seks. "Skide godt", sagde min far. Se nu at komme til Roskilde. Han troede ikke på, vi ville nå så langt. Vi var elleve og syv år gamle. Han havde givet mig to tiører, så jeg kunne ringe hjem, hvis vi fik problemer. Men han var fandeme imponeret over, at vi turde.

Vi havde ingen vanter på. Så vi frøs om fingrene. Da vi stoppede første gang, kunne jeg se på Jørgens øjne, at han gerne ville hjem igen. Men vi er ikke på ferie, forklarede jeg ham, vi var på ekspedition. Man giver ikke bare op på en ekspedition. Fantomet han tager sgu da ikke bare hjem til Bengalen, hvis han fryser i London. Op på cyklerne igen. "Du skal bare køre til", sagde jeg til Jørgen, så fryser man ikke. Men Jørgen kørte kun med en hånd på styret. Han havde konstant den ene hånd i lommen. Og cyklen var alt for stor til ham.

Vi kørte et par kilometer mere i blæst langs markerne ved Hvidovre. Nu besluttede vi at holde hvil og frokostpause. Vi satte os ned på marken for at spise, men vores fingre var så kolde, at de ikke lystrede os. Og de gjorde ondt. Jørgen græd og jeg var rasende. Jeg havde indset, at vi havde tabt. Det var alligevel for stor en mundfuld. Vi ringede efter far, som var taxachauffør. Han kom i taxaen og hentede os.

Året efter gentog jeg succesen med en skolekammerat. På to gamle damecykler. Og vi besejrede Roskilde.

Nu lå resten af verden åben.

 

 
 
Share this