I Erik den Rødes fodspor


Katrine Dybkjærs billede
2015 dec

I Erik den Rødes fodspor

Tag med Katrine på vandring i Sydgrønlands grønne uberørte natur.

Tekst & fotos: Katrine Dybkjær

 

Der er megen is i fjorden og klare farver i bygden. Hver farve symboliserede i gamle dage beboernes hverv. Rød var fx til offentlige
bygninger, og blå var til sømændene.

”Jeg vil ikke dø,” tænkte jeg, mens jeg kneb øjnene hårdt i. Det ene øje kunne dog ikke lade være med at lure ud af vinduet på båden. Ved siden af mig sad en gammel grønlandsk rejefisker med tungen lige i munden og styrede vores lille båd ud og ind mellem store bjerge af is i fjorden. Jeg følte mig lidt som passager på en mindre udgave af luksuslineren Titanic og var slet ikke tryg ved situationen. For bare et par timer siden var det ellers netop disse isbjerge, der tog imod os, da vi landede i lufthavnen.

Det allerførste, der havde mødt os i Sydgrønlands lufthavn Narsarsuaq, var isbjergene ude i fjorden, helt krystalklare og blå isbjerge, der majestætisk flød rundt og bød os velkommen til Grønland.

På dette tidspunkt var det som om disse langsomt glidende isbjerge, den klare luft og grønlændernes ”vi når det nok i morgen”-mentalitet hurtigt fik os til at falde til ro, nyde stemningen og at vi endelig havde fået grønlandsk jord under vandrestøvlerne.

Jeg så over på den anden side af fjorden og bildte mig ind, at jeg kunne ane en lille gård på skråningen. Erik den Røde var den første udefra kommende, som satte sine fødder på Grønland og bosatte sig med sine frænder på netop denne skråning. I dag kan man udforske en kopi af hans gård. 

Det var egentlig meningen, at vi om tre uger ville have vandret rundt om fjorden og stå foran hans gård. Men da båden drejer skarpt rundt om endnu et truende isbjerg, er jeg langtfra så sikker. Isbjergene kælver fra indlandsisen og flyder ud i fjorde som disse og gør livet mere udfordrende for tossede vandrere som mig, min familie og min kæreste, der vælger at krydse fjorden for at drage af sted ud i vildmarken. Men her sad vi altså.

(kort: Bertel Kristensen)

Isbjørne, bispesæder og vild salat til frokost

Heldigvis klarede vi den. Rejefiskerkaptajnen lagde ”Titanic Junior” til på den anden side af fjorden og satte os fem vandrere af. Som tak lagde jeg chokolade på hans sæde. Han opdagede det dog ikke og har derfor nok skullet tørre lidt Rittersport med nougat af sædet, da han kom hjem fra turen.

Vi fik vores rygsække på og tog de første skridt i Erik den Rødes fodspor på vores vandretur rundt i Sydgrønlands uberørte natur.

Allerede til frokost fik vi god gavn af naturen. I lufthavnen havde vi mødt Flemming Rune, som har skrevet en bog om Grønlands vilde planter og nu var tilbage for at finde planter til den næste udgave. Vi fik en snak om spiselige planter, og her til frokost havde jeg været på jagt efter skotsk timian, skovsyre og ærteblomster, som vi lystigt gnaskede i os sammen med vores vakuumpakkede mad.

Efter frokost fortsatte vi til bygden Igaliko, hvor der fast bor 35 mennesker, og hvor man kan finde ruinerne af Grønlands første bispesæde, Gardar. Her boede også Erik den Rødes elskerinde, og man kan fra byen se hans hellige bjerg, Burfjeld, som mange i dag kender for dets mange ædelstene. Vi slog os trætte ned lidt uden for byen og puttede os hurtigt i teltet, da det begyndte at regne. Der er nu ikke noget som at ligge tæt sammen i et lille telt, helt udmattede, men høje på flot og uudforsket natur. Kun næserne stikker op af soveposerne for at holde på varmen. Vi ligger og lytter til regnen, der trommer på teltdugen, og på denne tid af året bliver det aldrig mørkt udenfor.

Det var dog ikke noget hyggeligt ved at vågne op om natten og fornemme, at nogen listede rundt ude foran teltet. Jeg burde egentlig have været mere bange, end jeg var, da jeg vågnede op den nat og hørte det pusle. Senere på turen fik vi nemlig at vide, at på dette sted for en måned siden havde en familie også hørt det pusle. Manden var gået ud og havde stået ansigt til ansigt med en isbjørn. Han var løbet den ene vej, og isbjørnen var heldigvis løbet den anden vej. Lyden viste sig dog at være fra får, der i løben af nattet havde afmærket deres territorium hele vejen rundt om teltene i utilfredshed over, at vi ubevidst herom havde lagt os direkte på deres mark.

Fiskeri: En fjeldørred og én til. Der blev stegt og røget fisk over bålet den aften – og den næste.

Hvorfor havner vi altid på toppen, og kan man få for mange fisk?

Det var en fantastisk smuk tur, vi var kommet ud på. Naturen her på verdens største ø er helt sin egen. Jeg vil give Erik den Røde ret, da han navngav landet. Om sommeren her i det sydlige Grønland er der utrolig grønt og frodigt med mange får og ingen mennesker. I løbet af vores tre uger lange tur så vi kun én anden flok vandrere. Én gang så vi et hus og brugte flere timer på at snakke om huset og hvad det mon lavede her midt ude i vildmarken.

Stier var der heller ikke mange af, og allerede efter en halv dag ophørte de røde mærker på stenene, som vi ellers så glade havde fulgt for at finde vej igennem vildnæsset.

Så var det ellers frem med kort, kompas og retningssansen. Det resulterede i et par ekstra bjerge, der blev besteget. Af en eller anden grund endte vi altid med stå på toppen af de fleste fjelde, som vi forpustede havde besteget, og ane en lille fåresti, som fint og fladt snoede sig rundt for foden af fjeldet. Men der er vel også flottest oppe på toppen, ikke? Det bildte vi i hvert fald os selv ind hver gang, vi havnede på endnu en fjeldtinde.

Ud over de smukke grønne og øde landskaber, hvor man kun kan høre fårene bræge og fuglene synge, tilbyder den grønlandske natur også fisk i massevis.

Heldigvis havde vi fået pakket fiskestænger ned i en ellers meget minimalistisk præget vandrerygsæk. Og det blev vi glade for. Der blev spist stegt eller røget fjeldørred fra bål næsten hver aften. Især én elv gav os alle sammen fiskejulelys i øjnene. Elven hedder Lakseelven, men det skal man nu ikke lade sig narre af, for det var fjeldørred, der hoppede på krogen. En masse fjeldørreder. Hvis du er fisker, kender du lykkefølelsen af at få bid, men har du nogensinde prøvet at få den lykkefølelse hver eneste gang, du kaster din line ud? Denne følelse kan du få ved Lakseelven. Her eneste gang, vi kastede vores line, fik vi bid. Seks fjeldørreder på seks minutter. Det kalder jeg at fiske!

Vild frokost: Grønland byder på mange
urter og planter, som vi plukkede og brugte
til at peppe vores ”tørfoder” op.

”Hvor mange fisk kan vi bære?” råbte min lillesøster glad, da hun endnu en gang fangede en fjeldørred. Vi kom derfra omkring ti kg tungere og fem hoveder endnu storsmilende.

At være helt på egen hånd langt fra civilisationen og ude på storslåede vidder, hvor man skal finde ud af at overleve, får én til at tænke. Det er livsbekræftende og tankevækkende, at hverdagen kun handler om helt basale ting som at gå, spise, snakke og sove. Jeg kan kun anbefale at prøve det! Det får en til at reflektere over det travle liv derhjemme, hvor man altid lige skal nå det ene eller det andet, for ellers falder verden sammen, og man får ikke råd til at købe det nyeste nye på markedet.

Da jeg gik rundt oppe i Grønland slog det mig, at man jo i virkeligheden kan nøjes med få ting såsom mad, et hus, dejlige mennesker omkring sig og noget, der kan få en til at grine. Alt andet er lidt ekstra pynt, vi smører på facaden – og er det nu egentlig så vigtigt? Man kan i hvert fald sagtens overleve uden – det formåede vi.

 

Kajakmesterskab i kajakkens hjemland

Efter en uge på farten op og ned ad fjelde igennem stenskred, krat og elve ankom vi til Sydgrønlands største by Qaqortoq, tidligere kendt som Julianehåb. Her var der ellers fest i gaderne. Vi forstod ikke meget af, hvad de smilende råbte og sang på grønlandsk. Men vi fulgte stimen af glade grønlændere mod havnen og havnede midt i grønlandsmesterskabet i kajak. Overalt var der kajakræs, grønlændervendinger og tilskuere, der kastede gamle 25-ører op i luften for at ønske deltagerne held og lykke. Sidst på dagen fik stolte og lykkelige deltagere medaljer for dagens præstationer. Man forstår godt deres lykke. At vinde mesterskabet i kajak i et land, hvor folk lærer at sejle, før de kan gå, må være som at få mandlen juleaften hvert år i træk – uden at snyde.

Om aftenen forvildede vi os ind til en fest på det hostel, vi boede på. Værtinden havde opsnuset, at to gæster begge havde modtaget medaljer, og det skulle fejres. For som hun sagde: ”Alle i mit hus er min familie.”

Hun kunne dog ikke poppe en champagne. Danskerskibet, der hver tirsdag og torsdag kommer med varer fra Danmark, havde ikke haft champagne med. I stedet blev det fejret med en rystet hvidvin og stegt fisk. Den aften fejrede vi kajakmesterskabet sammen med alle de andre grønlændere og følte os en lille smule som indfødte, bortset fra jeg stadig kun kan sige tre ord på grønlandsk – ”tak”, ”måske” og ”må jeg bede om kaffen”.

Selvom et par ekstra bjerge blev besejret og benene brokkede sig lidt, kunne man ikke
andet end at være i godt humør over denne udsigt.

Kaffemik på en fårefarm

Efter et par skønne dage i Qaqortoq var det tid til at vende snuden tilbage igen imod Narsarsuaq. Det var på hjemturen, at vi mødte det eneste andet hold vandrere på turen. Vi var i gang med at pakke vores telte sammen, da 15 kvinder kom grinende og snakkende imod os. Det viste sig at være en grønlandsk damevandregruppe fra Nuuk, som var på deres årlige tur.

”Har I set fjeldgængeren?” spurgte de os nysgerrigt. Vi kiggede forvirrede på hinanden, og jeg tænkte bekymret på omvandrende isbjørne. ”Fjeldgængeren” viste sig dog at være en mand, der havde slået sig ned i området, og nu boede i en hemmelige klippehule i fjeldet bag vores teltlejr.

De næste par dage stødte vi hverken på flere mennesker, isbjørne eller ”fjeldgængere”. Vi lavede pandekager og fladbrød over bål, nød kildernes søde klare vand, undrede os over, at der ikke findes træer i Grønland, fik færre rene sokker og mere lyst til kage.

En aften, da vi sad rundt om bålet med maverne godt proppet med fisk, sagde min far pludselig: ”Der ligger et fårehold på vejen i morgen, gad vide om de har fårekød eller kage, vi kan få fat i?” Vi behøvede nærmest ikke sige noget til hinanden. Alle var enige, og kursen blev lagt om, så vi kunne smutte fordi fårefarmen og kigge ind. Bare det dét at der boede mennesker herude i vildmarken var jo spændende i sig selv.

Sillisit hedder gården, som vi dagen efter kom forbi. Den ligger smukt helt ud til fjorden, hvor man kan høre isbjerge kælve hele dagen og natten igennem.

Elna, der smilede åbnede døren på gården, driver et lille vandrehjem og var hurtig til at invitere os til kaffemik hjemme os sig selv, selvom hun lige havde haft en masse mennesker til aftensmad. Kaffemik er denne fantastiske tradition, som de har i Grønland. Hver gang der er bryllup, barnedåb, en varm sommer eller andre sjældne vigtige begivenheder, så inviterer man alle på kaffe og kæmpe kagebord.

Og det var sådan et bord, vi blev inviteret med til den aften. Det er utroligt, så godt kage kan smage, og hvor hurtigt det bliver underligt at sidde ved et bord og ikke på græsset og spise.

Elna fortalte os alt om livet på gården, om datterens skole med syv elever, hvordan de om vinteren er sneet inde i flere måneder ad gangen, og at datteren tidligere på året så en isbjørn gå fordi vinduerne i skolen.

Jeg spurgte datteren, om hun havde nogle billeder af isbjørnen. Men der kom intet svar. Jeg kiggede forvirret rundt og spurgte igen. Elna brød ud i en skraldlatter.

”Hun har da allerede svaret dig.”

Jeg kiggede forvirret over på Elna, for mig bevidst havde jeg ikke mistet hørelsen i de sidste 30 sekunder.

”Her i Grønland skyder man øjenbrynene op for at sige ja og krummer næsen ved nej,” svarede hun mig.

Jeg grinede og skød mine øjenbryn op som svar.

Erik den Rødes lejr: Endelig kom vi frem til Erik den Rødes lejr efter tre ugers vandretur. Det var en skøn dag, og vejret smilede sammen med os

Hjemme hos Erik den Røde

Turen nærmede sig sin afslutning, og det var ikke med min gode vilje. Men først skulle vi forbi Erik den Rødes gård og kigge lidt ind til nordboernes liv og færden her på stedet for mange hundrede år siden.

Det var tankevækkende at stå på stedet, hvor de første mennesker slog sig ned på Grønland i år 982.  Man mener, at vejret dengang har været mildere, så de kunne dyrke marker og holde husdyr. Jeg håber, eksperterne har ret. Efter at have snakket med mange grønlændere på vores tur, fornemmer jeg, at lige så mildt landet er om sommeren, lige så barskt og koldt er det at bo her om vinteren.

Båden ventede på os, så vi kunne sejle over til Narsarsuaq og flyve hjem. Denne gang var der heldigvis ingen isbjergsforhindringsbane over fjorden, så jeg kunne trække vejret roligt og tænke over alt det, vi havde oplevet.

Grønland er et fantastisk sted. Så langt fra Danmark og dog alligevel så tæt på i både sprog, traditioner og historie. Som Knud Rasmussen, den store grønlandske opdagelsesrejsende, sagde det: ”Intet land i verden byder den rejsende en sådan overdådighed af oplevelser som Grønland.”

Da vi fløj ind over indlandsisen aftalte jeg med mig selv, at jeg en dag må vende tilbage og fortsætte mine eventyr her i det grønne, barske land mod nord. Men først skal jeg have et bad og sove i en rigtig seng igen. 

Der var gang i festen og uddelingen af medaljer til grønlandsmesterskabet i kajak,
da vi ankom til Qaqortoq.

 

Faktaboks: Sydgrønland

 

Ud & hjem igen: Man kan flyve direkte fra København til Narsarsuaq for ca. 8.000 kr. t/r med Air Greenland.

Hvornår skal jeg tage af sted? Højsæsonen er i sommerperioden fra maj til oktober. Vi tog af sted i juli og kunne endda gå i korte bukser nogle af dagene.

Planlægning: Man skal være klar til at være på egen hånd, når man drager på vandretur til Grønland, og man skal kunne læse kompas og kort, da der ikke er markerede stier på det meste af ruten.

Guide: Vi valgte at vandre af sted på egen hånd, men flere selskaber laver også guidede turer rundt i området. Blue Ice Explorer har mange forskellige gode ture.

Udstyr: Selv i sommerperioden kan Grønland være koldt, så varmt tøj, handsker og hue skal med i rygsækken sammen med regntøj.

På turen skulle vi krydse en del mindre floder. Vi valgte at gøre det i vandrestøvler, men købte gamacher til at trække uden på vandrebukserne, så de ikke blev våde. Det fungerede fint. Myggenet er også en god ide, da der kan være både myg og knorter. Vi havde vandrestave med til alle de mange fjelde. Jeg døjer med dårligt knæ, men oplevede ingen problemer på hele denne tur, så jeg kan varmt anbefale at pakke sådan et par med.

Bådtransfer: Blue Ice Explorer var også dem, vi bestilte vores tre bådoverfarter hos. De var rigtig gode, og da vi stod strandet i Qaqortoq grundet nogle misforståelser, skaffede de os en ny båd inden for en time. Narsarsuaq til Itilleq kostede 350 kr. per person. Qaqortoq til Narsaq kostede 350 kr. per person. Og fra Qassiarsuk til Narsarsuaq kostede det 175 kr. per person. Vi bestilte alle overfarterne på forhånd, hvilket jeg vil anbefale, hvis man skal af sted om sommeren.

 

Mad: Vi var der i sommerperioden og kunne finde vilde urter til vores måltider. Det gav et dejligt frisk pift til maden. Efter hvad jeg har ladet mig fortælle, så er der ingen giftige planter, så det er bare med at prøve løs og se, hvad der smager godt. Vi fandt blandt andet skotsk timian, ærteblomster og skovsyre. Derudover vil jeg anbefale at medbringe en fiskestang, da der er gode fiskemuligheder i de mange elve tæt på fjordene. Husk at man skal købe fiskekort, hvilket man kan gøre i kiosken i lufthavnen – hvis den rigtige altså er på arbejde. Et lille tip er også at medbringe hakkede soyabønner, som er et alternativ til hakket kød.  Det er let, det smager som hakket kød og så kan det holde sig i lang tid – tre uger er intet problem. Det tager jeg med på min næste vandretur også.

Logi: På vandreturen boede vi i telt. Vi boede også på hostel i blandt andet Qaqortoq. Siniffik Inn kan varmt anbefales, og prisen for en seng og morgenmad er fra 275 kr. per person. Heidi, som ejer stedet, fortæller gerne om livet i Grønland og giver gode ideer til, hvad man skal se i byen.

I Sillisit kan man bo på en fårefarm eller komme til kaffemik hos familien, hvor moren moderen Elna får én til at føle sig hjemme. Overnatning på hotellet koster fra 225 kr. per  person.

Tip til grønlandsk buffet: På Narsarsuaq Hotel, det eneste i byen, kan man få en ægte grønlandsk buffet med alt fra rensdyr til spæk og hval. Den er klart værd at prøve, og det er sjovt at slutte turen af med grønlandske nationalretter, inden man flyver hjem igen.

 

Læs mere: om Grønland på www.deberejstesklub.dk/territorie/groenland-dk.

 

Katrine Dybkjær var på tur i Grønland i 2014. Hun har medlemsnr. 703. Læs mere om hendes rejseoplevelser på outnabout.dk.

 
 
 
Share this