Job som åndemaner og bygningskonstruktør i menneskenes land


LeneKohlhoffRasmusses billede
2012 sep

Job som åndemaner og bygningskonstruktør i menneskenes land

Tekst & fotos: Lene Kohlhoff Rasmussen

 

Jeg har altid været fascineret af at læse om Grønland. Om naturfolket højt mod nord og om de store polarforskere, der drog på lange og barske slædeekspeditioner. Jeg har også ofte moret mig i selskab med de finurlige skæbner i Jørn Riels skrøner. Så da jeg fik chancen, søgte jeg arbejde i Kalaallit Nunaat, “menneskenes land”.

Min første arbejdsdag i Aasiaat (tidligere kendt som Egedesminde) oppe i Diskobugten står stadig meget klar i min erindring. Mens jeg blev vist rundt på kontoret, dukkede en af byens malere op, og min nye chef Per introducerede os for hinanden. Maleren Lars var rejst fra Danmark som ung, dengang der var masser af penge at tjene for håndværkere i Grønland. Nu var han forsumpet heroppe, og levede sammen med en kasse øl og en fordrukken grønlandsk kvinde, som han skændtes med dagligt. Hans tjavsede hår strittede ud til alle sider og det samme gjorde skægstubbene. Tøjet havde engang været hvidt og nyvasket, men den gule indtørrede pisplet i bukserne vidnede om, at det var længe siden.

”Kan sådan en pige godt blive bygningskonstruktør?” spurgte han min chef, mens han blottede de sidste to gule hjørnetænder, som han havde tilbage i overmunden.

”Ja, vi må jo også følge med tiden,” svarede Per. ”I må tage pænt imod hende.”

”Ja, ha, ha,” grinede Lars. ”Men du er vel ikke alt for sart?” spurgte han, imens han sendte mig et sjofelt blik.

”Øh, nej, det er jeg vist ikke,” svarede jeg, uden at føle mig helt overbevist. Det skulle vise sig at tage lidt tid, inden jeg blev respekteret af byens håndværkerstab og visa versa.

Ansat som åndemaner

Nogle timer senere havde min chef en samtale med et ungt par. De mente, at deres lejlighed var hjemsøgt og at der boede et spøgelse inde i skillevæggen.

Det spøger usædvanligt meget i Grønland. Jeg tror, det skyldes de lange mørke vintre og de uhyggelige lyde, når vinden river og rusker i træhusene.

”I kan selv komme og se efter, spøgelset har lavet et kæmpe stort hul i væggen,” forklarede parret. ”Hvis ikke vi må få en ny lejlighed, så må I pille væggen ned og få den væk.”

Resultatet blev, at jeg måtte tage med parret hjem for at kontrollere, om det kunne være et spøgelse, der lavede huller i væggene. Jeg var næsten lige blevet uddannet bygningskonstruktør, og nu var jeg åndemaner på min første arbejdsdag!

Min konklusion glædede desværre ikke beboerne. Jeg fandt nemlig ingen spøgelser og konstaterede, at hullerne var opstået af tryk udefra og dermed selvforskyldt. Jeg fik også andre mere fagligt udfordrende opgaver med tilsyn af boligbyggerier, og renoveringer af elendigt byggede boligblokke fra 1960’erne. Men jeg måtte sande, at meget var anderledes i Grønland, og det blev en stor udvikling for mig både fagligt og menneskeligt.

 

En tur til ”chokoladefabrikken”

De fleste udlejningsboliger havde en rimelig standard, og selv boede jeg i et lille bitte hyggeligt træhus. Men da jeg på arbejdet fik til opgave, at tilstandsregistrere nogle af de kommunale boliger stødte jeg for alvor på begrebet ”kondemnable boligforhold” – boliger der burde rives ned. Mange af husene havde ingen centralvarme, de blev opvarmet med en lille skibsovn, men til gengæld var de pivende utætte. Der var ingen rindende vand, så det måtte hentes fra tapsteder rundt i byen og der var heller ingen kloakering. Et par gange om ugen kørte de rundt fra kommunen og indsamlede lorteposer fra toiletterne. Det endte alt sammen ude på det, vi kaldte ”chokoladefabrikken”. En dag havde de glemt at lukke bagklappen på lastbilen og det halve af byens afføring endte i en lang stribe ned ad hovedgaden. Det blev det helt store samtaleemne, indtil det næste lag sne dækkede svineriet, og det hele så normalt ud igen.  

Jeg nød altid hundeslædeturene, naturen og stilheden
Jeg skulle lige prøve en tur på min kollegas snescooter
Udflugt til Qui nord for Ilulisaat

 

Mit forsøg på integration

Da det blev vinter, erhvervede jeg mig et hundespand og en hundeslæde, men det blev ikke der, jeg fandt mit skjulte talent. Det skete, at jeg ikke havde kræfter til at bremse slæden ved at hænge i opstanderen bagest på slæden. Jeg mistede balancen og gav slip på vej ned af en stejl bakke. Hundene stak af og jeg fandt de dumme køtere derhjemme godt viklet ind i slæde og skagler. De havde bidt hinanden til blods, så jeg måtte have fat i dyrlægen og få en af hundene lappet sammen igen. Jeg var måske en håbløs qallunaat (= dansker), men trods det syntes jeg, at det var fantastisk at komme ud på havisen med hundene og nyde den fantastisk smukke natur og stilheden. Det gav øjeblikke, hvor livet aldrig har føltes mere nærværende.

Nord for polarcirklen kommer solen ikke op over horisonten i vinterperioden, men til gengæld er der en periode om sommeren, hvor solen skinner i døgnets 24 timer. Mange tror, at mørketiden er ensbetydende med at der er buldrende mørkt, men sådan er det ikke. Selvom solen ikke kommer over horisonten, er der midt på dagen tusmørke og månen lyser sneen op. Det kunne alligevel godt være en lang tid at komme igennem og jeg gik nærmest i hi i den mørkeste tid.

Den korte arktiske sommer, lyset og midnatssolen skulle nydes i fulde drag og for at komme lidt omkring, købte jeg en motorbåd og døbte den ”konebåden”, inspireret af de gamle eskimoer. Jeg havde ikke den store sejlererfaring, så jeg tog et kursus i navigation, et radiocertifikat og så var jeg klar! Jeg oplevede alligevel at fare vild i tåge og kom ud i høje dønninger og vildt vejr. Jeg oplevede også, at komme tilbage til båden efter en lille vandretur i fjeldene og fandt den halvvejs oppe på land pga. tidevandet. Da jeg første gang tog alene af sted på en sejltur til nabobyen Kangaasiaq, havde jeg fornuftigt nok optegnet ruten på søkortet og lamineret det på et A4-ark. Mens jeg studerede kortet nøje, kom der et pludseligt vindstød og vupti – væk var søkortet.

Jeg fortsatte ruten, så godt som jeg huskede den fra kortet og forsøgte mig med landekending. Så længe jeg stadig kunne finde vej tilbage, skulle det nok gå, tænkte jeg. Da jeg fik byens høje antennemast i kikkerten forude, genvandt jeg modet og satte i fuld speed. Inden længe kom en jolle med en fanger imod mig og viftede med armene. Det var ikke nogen varm velkomst, men derimod en streng advarsel. Jeg befandt mig midt i et lavvandet område og hele vejen rundt om båden stak klippeskærene op lige under vandoverfladen. Den lokale fanger guidede mig ud af området, uden at der kom en eneste lille skramme på båden. Han gav mig derefter en uforglemmelig skideballe på grønlandsk, som jeg heldigvis ikke forstod så meget af.

 

På den store ø Disko

I forbindelse med arbejde, men også i fritiden, besøgte jeg de nærmeste byer i den sydlige del af Diskobugten. Qeqertarsuaq (tidligere kendt som Godhavn) var et af de steder, hvor jeg kom oftest på besøg. Det er den eneste by på den 8.500 km2 store ø Disko, som ligger over 100 km fra fastlandet.

Store dele af øen består af høje, stejle basaltfjelde, der er skabt af vulkansk aktivitet for 25-65 millioner år siden. I klart vejr kan øen ses fra samtlige af byerne i Diskobugten. Byen ligger smukt placeret helt ned til bugten og bag byen hæver basaltfjeldene sig i en majestætisk fremtoning. Når man går rundt i byen, fornemmer man hurtigt stemningen af fangerlivet. Byen er så rodet og autentisk som en grønlandsk by kan være. Mellem hunde og slæder står tørrestativer til fisk og kød, udspilede sælskind, garn, bøjer og kajakker. Ved et af mine besøg i byen var der standet en hval i bugten og da ingen havde fanget den, var den alle mands eje. Nyheden gik som en steppebrand gennem byen og folk strøg af sted med en slagter kniv i den ene hånd og en balje i den anden. Glæden var stor over udsigten til en gratis luns hvalspæk.

Min båd som jeg døbte ”konebåden”

De seje inuitter

En til to gange om året skulle vi ud til alle bygderne og se til lejerne i de få huse derude. Samtidig skulle jeg vejlede selvbyggerne og hjælpe dem med at forstå tegningerne til deres husbyggerier. Selvbyggerne er lokale fangere, som kunne søge om at få et nyt selvbyggerhus i et færdig byggesæt, som de selv skulle opstille. Fra Qeqertarsuaq tog vi ud til bygden Kangerluk og om vinteren kørte vi derud på snescooter. Det var en umanerlig kold tur. Øjenbryn og vipper frøs til is, selv de små hår i næseborene var frosne, men det var en tur, jeg altid glædede mig til, fordi hele turen går igennem et ufatteligt smukt landskab.

Kangerluk er en af de mindste bygder i Grønland. Der bor 50 mennesker i bygden, og den ligger over 40 km fra Qeqertarsuaq. Det er et minisamfund af fangere og bygden har kun én lille butik, hvor man kan købe de allermest nødvendige dagligvarer. Hvis man ellers er heldig, at der ikke er udsolgt. Derudover er der en kirke, forsamlingshus, skole og bygdekontor i en og samme bygning.

Vi havde besøgstid på bygdekontoret, da en af lejerne kom forbi. August fortalte, at der var noget galt med hans vinduer, så jeg tog med ham hjem for at se på dem. Jeg fik snart øje på noget plastik, der hang og blafrede, der hvor glasset skulle have siddet.

”Hvad er der sket her, August?” spurgte jeg.

”For et par måneder siden blev jeg lidt fuld og vred på det hele,” svarede han, og det skulle åbenbart gå ud over vinduerne. Der hang istapper ned af væggene inde i huset, men på køkkenbordet stod der flere tomme snapsflasker, så måske var han frostsikret! Tilbage i Qeqertarsuaq talte jeg med den lokale tømrermester og hyrede ham til at sætte nyt glas i vinduerne i Augusts hus.

På vej til Qeqertarsuaq på Diskoøen

”Du skal ikke være bekymret for om August fryser, han er vant til lidt af hvert,” forklarede tømreren. ”Han går hele vejen, når han skal ind til Qeqertarsuaq, og når han skal krydse elven, tager han sit tøj af og bærer det over hovedet, så det ikke bliver vådt.”

Det var ikke kun grønlændernes forfædre, der var seje, når det handler om at færdes i naturen. Det er ikke et folk, der er kendt for at bidrage med store teknologiske påfund, eller for at være dygtige til at forvalte deres økonomi og løse de mange sociale problemer. Men når det er sagt, er det en yderst beundringsværdig bedrift, at det grønlandske naturfolk har kunne overleve i tusinde år i den barske arktiske natur.

Danskernes indflydelse deroppe er tydelig både på godt og ondt. Det er et lille samfund, der til tider kan være meget problematisk, men også overraskende pragmatisk. Nogle danskere får økuller deroppe, og det sker af og til, at nye tilflyttere hurtigt ønsker at vende om og tage med det næste fly tilbage igen. For andre, inklusive mig selv, får naturen og kulturen boret sig så dybt ind i sjælen, at man aldrig helt kan slippe Grønland. Om jeg blev integreret, ved jeg ikke, men jeg mødte mange dejlige mennesker, som jeg kom til at holde meget af – både danskere og grønlændere.

Der er nu gået 10 år, siden jeg forlod Kalaallit Nunaat, ”menneskenes land”, og det er på tide med et gensyn. Jeg har derfor købt billetten og rejser derop på ferie i år, og glæder mig helt vildt. Grønland kan jeg aldrig få nok af!

 

Om at flytte til Grønland

Opvisning i grønlandsk polka

Aasiaat ligger i den sydlige del af Diskobugten i et stort skærgårdsområde, 350 km nord for polarcirklen. Byen har 3.200 indbyggere og ligger på en 25 km2 stor ø. Jeg boede tre år i Grønland og arbejdede ved Boligselskabet INI på filialkontoret i Aasiaat i de første to år, og senere flyttede jeg lidt længere sydpå til Sisimiut (tidligere kendt som Holsteinsborg).

Ansættelsesforhold: Flytter man til Grønland og arbejder ved det offentlige eller en offentligt ejet virksomhed, vil man typisk være overenskomstansat. Lønniveauet er lavere end i Danmark. Det samme er skatten, med ikke helt nok til at opveje hinanden. De fleste overenskomstansatte vil få en reallønsnedgang i et land med noget højere leveomkostninger. Arbejdsgiveren er forpligtet til at finde en bolig til såkaldt tilkaldt arbejdskraft fra Danmark. Får man tildelt en fast bolig, betaler arbejdsgiveren bohaveflytning derop, men først efter tre års ansættelse betaler arbejdsgiveren bohaveflytningen retur til Danmark. Det er ligesom herhjemme, at man med særlige kompetencer kan få meget bedre ansættelsesforhold som privatansat end ved det offentlige.

Sprog: Grønland er tosproget, og man vil i de fleste tilfælde kunne klare sig på dansk. Grønlandsk er et meget vanskeligt sprog at lære. De fleste danskere i Grønland taler ikke sproget, og de fleste grønlændere i byerne taler godt dansk. Selv lærte jeg kun få grønlandske gloser, men det åbner flere døre og giver meget mere goodwill, hvis man gør en indsats for at lære sproget.

Fritiden: Er man til aktivt friluftsliv, er Grønland det perfekte sted at bo. De mest populære aktiviteter er hundeslædekørsel (dog kun nord for polarcirklen), snescooter, skiløb, sejlads, fjeldvandring, jagt og fiskeri og kajakroning.

 

■ Lene Kohlhoff Rasmussen er født i 1969 og har medlemsnr. 557. Hun boede i Grønland fra 1999-2002 og foretrækker at rejse rundt i verden på egen hånd i forsøget på at komme tæt på lokalbefolkningen. Læs mere om hendes rejseliv på www.leneswebsite.dk.

 

 
 
 
Share this