Kort fortalt: Min første sæljagt


Tanja Schwartzs billede
Tanja Schwartzs billede
 
2016 mar

Hundene og jeg venter i spænding, mens Karl, min grønlandske kammerat, er gået i forvejen for at tjekke isen på fjorden. Er den tyk nok, fortsætter vi mod vores mål: sæljagt og senere overnatning i en lille fangsthytte, som ligger i bunden af Sikuiuisoq, en sidefjord til den store Kangia Isfjord. Men er den rådden, må vi finde på noget andet. Det vil være for farligt at køre tværs over fjorden, hvis isen er usikker.

Hundene og jeg venter i spænding, mens Karl, min grønlandske kammerat, er gået i forvejen for at tjekke isen på fjorden

Vi har kørt i godt fem timer, siden vi forlod Ilulissat. Over stok og sten er det gået med de stærke grønlandske slædehunde i front. De elsker at komme ud og trække, så her efter et par dage uden nogen slædekørsel er de ivrige og klar. Det er koldt i dag, ca -18 °C, og når slæden flyver af sted, ja så er det godt at kunne trække sælskindshuen helt op over ørerne. Et par gange må jeg af slæden og løbe mig lidt til varmen. Det duer ikke bare at sidde stille – det kan ende med forfrysninger i fødder eller andre steder på kroppen.

Hen over isen

Mens vi venter på, at Karl skal komme tilbage, hviler hundene sig, og jeg sørger for at holde godt fast i slæden. Det vil ikke være smart at miste slæde og hunde herude i ingenting. På slæden ligger også den riffel, vi skal bruge til at jage sæler med. Fjorden bugner med sæler, der ligger og får luft ved deres små åndehuller i isen, og dem skulle vi meget gerne have nogle stykker med hjem af. Mange fangere tager herud med deres hundeslæde om vinteren og skyder sæler eller fanger hellefisk gennem udskårne huller i isen. På en god dag kan en fanger være heldig at slæbe 400-500 kg hellefisk hjem.

De altid hårdt arbejdende slædehunde i Grønland tager sig et velfortjent hvil på isen, inden de skal slæbe 300 kg hellefisk hjem

Fjorden her er umulig at komme til om sommeren pga. den megen is, der flyder ud fra Kangi Isfjord – kæmpestore isbjerge der alle stammer fra Nordens hurtigste og mest produktive gletsjer, Sermeq Kujalleq, 40 km længere inde. Gletsjeren producerer omkring 10 % af alle isbjerge i hele Grønland.

Karl kommer tilbage og fortæller, at vi sagtens kan tage turen hen over isen. Den er tyk og solid, og han har allerede spottet et par åndehuller, vi skal ud og kigge nærmere på. Mig op på slæden, og efter et hurtigt smæld med tungen fra Karl ryger hundenes haler i vejret, og af sted det går. Fuld fart igen. Jeg kan ikke dy mig for lige at nynne Nissebandens slædesang ”Hen over isen og pisken slår smæld”.

 

Åndehuller

Ganske rigtig så er der to huller i isen et stykke ude. Vi får hundene stoppet et stykke derfra, så de ikke skræmmer sælerne væk. Nu går Karl i gang med at samle det lille hvide skydesejl, som riflen skal spændes fast på. Det er en supersmart og ældgammel måde at kunne snige sig langsomt frem mod sælen, uden at den bemærker noget, hvis man altså lige husker at have vindretningen imod sig. Det har Karl helt styr på, og efter kort tid er han klar til sæljagt. Først går han en smule bøjet med sejlet foran sig, og efterhånden som han kommer tættere og tættere på sælen, er han helt nede og krybe rsig frem på alle fire, indtil han kun er få meter fra den. Jeg og en anden fanger, som også var med på vores tur, står bomstille. Vi tør næsten ikke engang trække vejret af spænding. Bang! Så skød Karl. Jeg får et kæmpe chok, men hundene kigger bare ganske kort op fra deres hvil. De har været vant til lyden fra gevær, siden de var små.

Heldet er ikke med os, sælen er for hurtig og dykker ganske let ned under den tykke is. Ærgerligt, men et enkelt mis skal nu ikke stoppe os. Så vi søger videre efter et nyt hul og finder et, men Karl kan se, at det er en unge, så den lader vi være for nu. Efter en times tid dukker endnu et hul op, og denne gang er det min tur til at prøve. Jeg møver mig frem bag det lille hvide sejl. Hvordan Karl havde fået det til at se så elegant ud, har jeg ingen anelse om, jeg ligner vel en kæmpe hvalros klædt ud i sælskind. Men jeg tør ikke kravle helt så tæt på, som Karl gjorde, i frygt for at sælen vil nå at opdage mig. Efter nogle dybe vejrtrækninger får jeg ro på hånden og tager sigte. Det er ikke mange gange, jeg har skudt med riffel, så jeg bliver ikke overrasket over, at mit skud rammer langt ved siden af sælen, da jeg endelig får trykket af.

”Ingen sæl til dig i dag, men det skal nok komme,” siger Karl. I mit stille sind er jeg egentlig meget godt tilfreds, så slipper jeg nemlig for at skulle spise rå sællever denne gang. Traditionen tro skal man spise noget af den varme rå sællever fra den først sæl, man skyder, for at være rigtig fanger.

Vi var nu ikke helt forfulgt af uheld. Inden vi nåede vores lille hytte om eftermiddagen, hang der en fin stor remmesæl i snor efter vores slæde.

Besøg af en polarræv på vej mod indlandsisen

 

 
 
 
Share this