The Northern Playground - Bjergbestigning i Østgrønland


Claus Virmers billede
Claus Virmers billede
 
2007 juni
Imara blev iflg. gamle ekspeditionsrapporter først besteget i 1969 - vores bestigning var den første repetition. (PFN)

I begyndelsen af 1900-tallet skrev den engelske bjergbestigningspioner W.C. Slingsby bogen ”The Northern Playground” om de uudtømmelige muligheder for nybestigninger i Norge. På daværende tidspunkt var de fleste af de store ruter i alperne allerede gået, og klatrere som ville lave nybestigninger måtte finde andre områder i verden. Slingsby fandt - ligesom danskeren Carl Hall - det dengang uopdagede Norge. Slingsby's betegnelse dækker i dag godt over mulighederne i Østgrønland.
 

Motivationen

Modsat hvad mange forestiller sig, er de fleste bjergbestigere sjældent tiltrukket af et bjerg, blot fordi det er højt - det der i stedet trækker, er de klatretekniske udfordinger undervejs, bjergets og den valgte rutes status blandt ligesindede og sidst - og det mest ultimative - har det været besteget før?

I dag er det de færreste steder i verden, hvor det er muligt at foretage nybestigninger. Pyrenæerne, Alperne, Kaukasus, Tatra og de øvrige østeuropæiske bjerge, bjergene i Afrika, New Zealand Alps, de norske fjelde og de fleste nordamerikanske bjerge er alle besteget på kryds og tværs. Kun i afsides egne af Andesbjergene, tilsvarende i Himalaya og så i de antarktiske og arktiske områder er der muligheder for at få nybestigninger på visitkortet.

Som arrangør Dansk Bjergklubs 50-årsjubilæumsekspedition i 2001 var Østgrønland derfor et naturligt valg. Grønland er det eneste danske klatreområde, og et af de få steder i verden, hvor det er muligt at være det første menneske til at sætte foden på toppen eller lave en ny rute på et bjerg, der kun har været besteget en gang eller to før. Og så er der masser af udfordringer, både med at få stablet en ekspedition på benene, og så sandelig også i det rent klatremæssige.
 

Helikopterlanding kl. 02.00 med klatregrej og proviant - og en wienerbrødsstang (CV)

Området er præget af højdemæssigt små bjerge - kun få over 2.000 meter - til gengæld starter man også lavt - vores udgangspunkt lå 500 moh. Så klatremæssigt var der masser af udfordrende højdemeter.

Vi var 7 danske klatrere, der satsede på godt vejr i Arktis den sommer.
 

Imara eller Det Glemte Bjerg eller Forgotten Peak eller……

”Kan du se topvæggen”- jeg aner Peters stemme 50 meter under mig. Jeg kan ikke se ham, skjult af en skrå linie og diverse hyldeformationer kommer lyden kun svagt igennem. ”Nej, men vi kan søge ud på graten”…… Pause…. ”Gentag” lyder det nedefra. Jeg prøver igen, men opgiver. Jeg får etableret mig færdig på standpladsen. ”Du kan klatre” mit råb bliver kastet tilbage af væggen på tvillingetårnet nogle hundrede meter væk. Kort efter står Peter ved siden af mig, og vi diskuterer den bedste vej opad. Vi befinder os cirka 150 højdemeter under toppen af Imara (måske - på grønlandsk) eller Det Glemte Bjerg eller Forgotten Peak eller hvad vi nu beslutter at kalde bjerget. Som stort set alt andet i området er toppen unavngivet. Kun én af de ni andre toppe på sydsiden af ”16. September Gletscher” har et navn.

Sydgraten på Imara, som er den linie vi har valgt, er som det meste andet i området ubeskrevet, men klatret før. At dømme efter det efterladte abseiltape et par steder og de store let mørnede trækiler blot en enkelt gang før - formentlig i 1960'erne. Anvendelsen af tape kombineret med trækiler kan senest have fundet sted omkring 1970. Vi var en lille bitte smule skuffede. En førstebestigning ville jo være ærefuld, men på den anden side så er første og eneste repetition på - lad os sige - 30 år vel heller ikke at foragte.

”Loadferrying” - ned til fjorden - Vi blev tvunget ud i en ”Dülfersitzen” - en gammel form for nedfiring hvor man snor rebet omkring kroppen som bremse (CV)

Næste reblængde starter blødt, men udvikler sig til ren 5. grad. Peter er i førertrøjen, og han bander fælt over, at han glemte at give mig rygsækken, da vi skiftede standplads. Yderligere 50 meter, og det bliver min tur til at finde en god vej ud på topgraten. Jeg bander og svovler, den umiddelbart nemme længde snyder. Glatte slabs, hvor der ligger mængder af småsten og grus, hver gang der er noget der bare minder om et ordentligt fodtrin. Jeg søger langt til venstre, for til sidst at traversere på en ubehagelig skrånende grushylde, med et uendeligt dårligt rebtræk til følge. Sikringsmulighederne er latterlige, men jeg får placeret et par små kiler som traverssikringer, og Peter følger efter. Vi er kun 20 meter fra topgraten, så jeg fortsætter traversen efter standpladsen og etablerer en ny på graten. Herefter følger to reblængder parallelklatring i 3. grad mod toppen, som vi når ved 18-tiden, efter tre timers gletscher-tilgang fra vores basislejr og ti timers klatring.

Solen står endnu højt. Det er vindstille, og trods det barske Østgrønlandske klima, har vi kunnet klatre hele dagen i T-shirt og fjeldbukser.

For foden af Knud Rasmussen Gletcher - En af verdens mest imponerende lejrpladser (CV)

”Vi er nede ved skiene ved midnatstid” siger jeg optimistisk. Vi ved erfaringsmæsssigt, at det tager laaaaang tid at komme ned. Kombinationen af rutefinding uden nogle ”gamle” indikationer, nedklatring og abseil over 700 højdemeter i 2. - 5. grad tager tid. Peter er knap så positiv, men bortset fra træthed er det ok, selvom der går længere tid. Det bliver højst tusmørke i et par timer, og vejrudsigten vi fik fra DMI over sattelittelefonen inden vi begav os afsted, var vanen tro perfekt.

Et megahøjtryk over det centrale Grønland ligger næsten stille og spreder supervejr på anden uge over hele verdens største ø.
 

Gennem isfyldte fjorde og etablering af lejr 1

Ti dage tidligere havde vi forladt bygden Kulusuk en times sejlads fra storbyen Tasiilaq (Ammasalik) med 3.500 indbyggere. Vi var blevet en dag forsinket af drivisen, som fyldte fjordene til bristepunktet, men dagen efter gav vores grønlandske bådførere ok på at komme ind for et forsøg samme aften. Efter fire fabelagtigt flotte (og iskolde) timer mellem millioner af tons drivis og isbjerge fra de kælvende bræer kom vi frem til bestemmelsestedet - foden af Knud Rasmussen gletscheren.

Henrik, Rune, Christian, Frederik og jeg selv slog telte op og spiste en dobbelt portion travellunch med en af de smukkeste udsigter i verden. En kælvende megabræ på Østgrønland omgivet af fantastiske toppe.

Peter og Inger havde småskader og derfor trukket det korte strå, og ville komme op til os andre tre dage senere med helikopteren med mad og klatregrej.

En uforglemmelig tur opad den cirka fire km. brede Knud Rasmussen Gletscher foregik relativt problemløst. Første dag var på moræne og blåis, og udover et par store spalteområder de næste dage, kunne det meste krydses let på ski.
 

Krydsning af Scweizerland - vi gik 4dage om natten og i de tidlige morgentimer (CV)

Onsdag aften udpegede vi en stor grusbunke som basecamp, umiddelbart ikke særlig indbydende, men Al Powells Big-Wall ekspedition to år tidligere havde rost den i høje toner, og da vi kom tæt på, viste de små kvaliteter sig i dette toblerone-land. Mulighed for at sidde på en sten (og ikke kun i sneen), rindende vand fra en nærliggende gletschersø og et formiddabelt panorama over 16.september gletscheren.

Vi slog telte op og delte vores nu rationerede mad. Helikopteren var gået i stykker, og reservedelen var på vej, så Peter og Inger (og al vores mad) ville først komme torsdag. Bulletinerne torsdag aften var nedslående. Over sattelittelefonen fik vi besked om, at helikopteren ikke kom før fredag, og parallelt var meldingen fra DMI, at en storm var i anmarch. Vi gik lidt slukørede i seng. Til morgenmad havde vi delt de sidste mandler og abrikoser. Fredag ville bunden være skrabet, så det kunne gå hen at blive en lang weekend.

Vi blev vækket af et chop-chop-chop ved totiden om natten. Jeg kiggede ud af teltåbningen. En rød Bell 222 fra Air Alpha kom strygende op igennem Slangen-passet på sydsiden af 16. September Gletscheren. Den passerede os i stor fart. Vi fik tændt en VHF-radio og fandt raketter frem, og efter radiokommunikation og opsendelse af tre raketter fandt chopperen frem, og ud sprang Peter og Inger med en frisk wienerbrødstang fra bageren i Ammasalik og al vores øvrige mad bestemt for Basecamp 1.
 

På ski foran Pyramiden (vores navn) - Vi klatrede denne top og dens mindre tvillingtop (PFN)

Stormen satte ind som varslet af DMI næste morgen, så det var godt at Peter nærmest havde hoppet på maven af staben hos Air Alpha for at få helikopteren afsted om natten.
 

Klatringen ved 16. September gletscher

Jeg sad i mine egne tanker på den solbeskinnede top og tænkte over ekspeditionen indtil nu, men blev vækket af Peter. ”Vi skal nedad - lad os komme i gang”. Otte timer senere (klokken to om natten) jammede vores reb sig for anden gang - selvfølgelig på den allersidste abseil. Jeg var færdig, så det var heldigvis Peters nummer der kom ud, til at prusikke sig op ad rebet og få det sikkert med ned. Klokken 03:00 i de første solstråler stod vi ved vores ski, og 26 timer efter vi havde forladt vores lejr, krydsede vi igen den lille gletscherflod, der afgrænsede lejrområdet. Vi var godt møre, men så havde vi jo automatisk fået vendt døgn. Samme nat skulle vi starte vores flytning af lejren til næste depot.

I den forløbne uge havde klatringen været i højsædet. Alle tre reblag havde fået lavet fine ture, og i alt syv forskellige bjerge blev besteget, heraf to nye ruter og fem repetitioner, hvoraf kun to var beskrevne ruter. Klatringen i området er trods den arktiske beliggenhed præget af hård klippeklatring, med relativt få alpine muligheder. Vi fandt klatring i den lettere ende af graderingsskalaen, og gik vel ikke noget, der var mere end 5+ på noget tidspunkt. Vejret var perfekt, faktisk var det så godt vejr, at vi på overliggerdage i lejren kunne nyde dagene i fulde drag kun iført underbukser.

De typiske projekter opstod ved at udse sig et bjerg og finde en potentiel rute til toppen. En del mere udfordrende og tidskrævende end en traditionel bjergtur til alperne med gode rutebeskrivelser, efterladt udstyr til at lede en på vej og etablerede abseilpister eller beskrevne nedstigningsruter.
 

Basecamp-flytning

Vores basecamp-flytning var ekspeditionens joker. Vi havde hjemmefra valgt et koncept med kombinationen af rygsække og dragbags (kraftige kanosække i glat gummi). Konceptet havde vi prøvet af på vores vintertræningstur i Jotunheimen i Norge, hvor det fungerede fint, men sneforholdende ville jo være anderledes. Vi havde valgt at gå om natten, idet gletschersprækker ville være markant sikrere at krydse i nattens frost fremfor i dagens solvarme stråler.

Med 40-45 kg. pr. mand fordelt på rygsæk og dragbag og en enkelt pulk startede vi til midnat. Vi skulle passere to pas (Slangen og Deep Freeze), og var forberedt på store problemer ved Deep Freeze. Trods strabadserne med den megen vægt gik flytningen over al forventning. Vejret var som sædvanlig perfekt, og vi indlagde en ekstra dag for at få en førstebestigning med undervejs. Således var hele ekspeditionen på toppen af en alpin top, som vi omgående døbte Jubilæumstoppen, en snowplod med nogle få ispassager på små 600 klatrehøjdemeter.
 

Forfatteren på toppen af Imara kl. 6 om aftenen - 8 timer senere var vi igen nede ved skiene (PFN)

Nedfiringen gennem Deep Freeze voldte som forventet problemer, men alle syv var nede igennem med vores mange kilo oppakning efter fem drøje nattetimer. Efter sammenlagt tre nattemarcher + jubilæumstoppen nåede vi frem til vores depot syd for Trillingerne efter passage af den kraftigt opsprækkede Karale-gletscher.
 

Basecamp 2

Vejret blev gradvist ringere, uden dog på noget tidspunkt at blive rigtig dårligt, men klatremotivationen var dalende. Peter, Rune og jeg toppede på Pikkelhuen - en af de få to-tusindere i området - efter overraskende vanskelig mixet klatring de første fire reblængder, og Henrik og Frederik lavede et ambitiøst forsøg på den ene af Trillingetoppene, men måtte vende om i tiltagende snevejr.

Efter tre uger i disse fantastiske omgivelser starede vi lidt forskudt vores ”load-ferrying” til Tasiilaq-fjorden hvorfra vi skulle sejles ud.

Hver reblag brugte 2-3 dage på at slæbe, abseile og vandre grejet til fjorden, hvor de sidste dage blev spenderet med let vandring, scrambling til nærliggende småtoppe, torskefiskeri og almen hygge i selskab med myggene!
 

Ekspeditionen en stor succés

Ung fjeldræv ved Peters og min lejrplads ved fjorden (CV)

Vi var ialt syv personer fra Dansk Bjergklub. Ekspeditionen var 100% planlagt af os selv, lige fra sponsorstøtte til den samlede logistik. Det sidste halve år røg der dagligt rigtig mange mails rundt. Vi havde samlet vores ekspeditionsplanlægning i et planlægningsdokument, som vi på alle tidspunkter holdt på cirka tyve sider indeholdende alle konklusioner og udestående vedr. proviant, medicin, kommunikationudstyr, sponsorstøtte, tilladelser mv.

Vi fik sponsoreret al vores kommunikationsudstyr , det meste af vores proviant samt en del af vores udstyr, og DMI sponsorerede en daglig specialvejrudsigt for området. Det hjalp helt sikkert, at kronprinsen var protektor for ekspeditionen.

Samlet set blev Dansk Bjergklubs 50 års Jubilæumsekspedition til Østgrønland en stor succes. Vi nåede vores overordnede mål, nemlig at sætte Danmark på det klatremæssige landkort på Østgrønland. Vi gennemrejste en cirka 90 km. lang rute gennem Schweizerland på ski, fik klatret elleve toppe i alt, og fik med det forhåbentlig lagt grunden til fremtidige danske ekspeditioner til The Northern Playground på Østgrønland.
 

Klatreordbog:

Grat: en skarpt defineret bjergryg. Graten vil ofte stige fra et lavt sted på bjerget til et højere sted - måske helt til toppen.

Abseil: Nedfiring. Det engelske udtryk er ”Rappelling”. I alpin klatring bindes to reb sammen - hvis det sammenbundne reb er 100 meter i alt køres rebet igennem en slynge af f.eks. tape, som er fastgjort til klippen/is/sne med sikringsmidler. Dette giver et dobbeltreb på 50 meter. Når begge klatrere har firet sig ned, trækker man i den ene ende af rebet, hvorved man får rebet ned og kan gøre sig klar til den næste nedfiring. Eventuelle sikringsmidler man anvender til fastgøring efterlades. Mange steder i f.eks. alperne er der etableret ”abseilpister”, dvs. nedfiringsruter, ofte med faste metalankre.

Tape: 1 - 2 cm. bredt og fladt bånd (som spænderemme til tagbagge på en bil), der kan holde et par tusinde kilo. Anvendes i mange sammenhænge i bjergbestigning - i særdeleshed som sikring ved abseil.

Kiler: Sikringsmiddel. Små klemkiler på et stykke tyndt stålwire - i dag lavet af metal, i gamle dage af træ - klemmes ind i sprækker.

Rute: Vej op ad bjerget - etableret af førstebestigerne - og de fleste klatresteder beskrevet i klatreguide-bøger ud fra rutens topografiske karakteristika.

Reblængde: En klatrereblængde er typisk 40-60 meter, afhængig af hvor meget ruten snor sig, hvor lange reb man har med og naturlige muligheder for at etablere en god standplads.

Standplads: Når førstemanden har klatret en reblængde, fastgør han sig i et par punkter til klippen, så andenmanden kan klatre op til ham, altimens rebet hives ind. Fatsgøringsstedet kaldes en standplads.

Reb: Til alpin klatring anvendes i dag dynamiske kunststof-reb med en tykkelse på omkring 8,5 mm. og en længde på 50-60 meter stykket. På alpine ruter anvendes altid to reb aht. sikkerheden samt for at sikre lange nedfiringslængder. Et reb kan maksimalt holde et par tusinde kilo, men det afhænger af mange faktorer.

Gradering: En rutes sværhedgrad graderes efter forskellige systemer rundt omkring i verden. Alle bjergbestigningslande med respekt for sig selv har udviklet deres lokale standard, og derudover findes der graderinger for ren alpin klatring, mixet klatring, isklatring og you name it. I denne artikel har jeg anvendt den internationale UIAA - klippeklatregradering.
1 - Easy
2 - Moderate
3 - Difficult -Very Difficult
4 - Severe
5 - Very Severe
6 - Hard Very Severe
7 à - Extremely Severe
Alle graderinger underopdeles med - og +, for at gøre graderingen mere præcis.

Slab: Meget blankt stykke klippe med en vis hældning - dvs. langt fra lodret, men uden indlysende steder at placere sine hænder eller fødder - og typisk med meget få eller ingen muligheder for at placere sikringer.

Travers: Sidelæns klatring, typisk for at finde over i lettere terræn - modsat normalt, hvor man klatrer opad.

Prusik: Simpel knude, som klemmer sig om et reb. Hvis man prusikker opad, klatrer man direkte på rebet. Anstrengende og særdeles farligt, hvis man gør det i et reb som har kilet sig fast i forbindelse med, at man har forsøgt at trække rebet ned efter en abseil.

 

 

Faktabox

Faktaboks Østgrønland: Et af verdens absolut smukkeste steder er Schweizerland (ja jeg ved, at den slags er til evig diskussion J), som er området nord for Tasiilaq (Ammasalik). Området er let og relativt billigt at komme til (rutefly til Kulusuk via Reykjavik på Island). Trods vores helikopterstøtte til indledningsvis at forsyne vores to lejre med mad og udstyr, holdt vi vores personlige budget for en måneds ekspedition på knap 15.000 kr., og det kan gøres billigere, hvis man vælger et mere fjordnært område, hvor proviant mv. kan sejles ind. Mulighederne er uudtømmelige for de fleste former for klatring, ligesom andre former for seriøst aktivt friluftsliv i form af sommerski-ekspeditioner, vandring ved fjordene eller havkajaksejlads for den erfarne er oplagte. Østgrønland har kun en storby, nemlig Tasiilaq, med 3.500 indbyggere. Derudover er der spredt en række bygder i nærheden af Tasiilaq. Al transport i området foregår med båd eller helikopter (hvis man har råd - og tålmodighed).
 
 
 
Share this