Til vejrs helt solo


Per Svendsens billede
2014 jun

Til vejrs helt solo

Tekst & foto: Per Svendsen

 

Det var 5. november 1995. Jeg vil aldrig glemme de 25 minutter, der beskrives her. Flyet taxiede ud til landingsbanen på Padborg Flyveplads, standsede ved banetærsklen og afventede tilladelse til at køre ud på banen.

Det rullede op til den vestlige ende og vendte. Der var udsigt til 800 meter asfalt. Min mave trak sig sammen, hjertet slog lidt hurtigere end normalt – hold op, hvor var jeg nervøs. Motoren kom op i omdrejninger, og først langsomt, så hurtigere, begyndte flyet at rulle frem.

 

Jeg var helt tør i munden. Næsehjulet slap asfalten, så hovedhjulene, flyet var i luften. Flyvepladsen og landskabet forsvandt hurtigt under mig, og husene blev små. I 500 fods højde krængede flyet til venstre og drejede mod nord og steg til 1.500 fod.

I det klare vejr kunne jeg skimte Vadehavet ude til venstre og Flensborg Fjord til højre. En uventet turbulens under en sky sendte det lille fly på en rutsjetur, som nok ikke var helt så voldsom, som jeg fornemmede den. Hjertet sad oppe i halsen.

Endnu en krængning og et drej mod vest mod Tønder. Grænsen til Tyskland er tæt herved, den må ikke overflyves, og der er ikke en rød streg i landskabet som på et kort. Flyet drejer nordpå, og pludselig er det vanskeligt at genkende landskabet. Hvor er flyvepladsen? Sønderjylland er meget ensartet, her er ingen landskabelige markeringer. Ingen panik, rolig nu, men sveden pibler frem. Endelig dukker banen og hangarerne frem lige under flyvemaskinen. Venstre medvinds anflyvning, skarpt sving til venstre base indtil centerlinjen så venstresving til finale. Nu går det stærkt, landingsbanen nærmer sig uhyggelig hurtigt. Næsen op, hovedhjulene rammer asfalten, næsen ned så næsehjulet får kontakt. The Eagle has landed!

Maskinen taxier fra banen og hen til hangaren, hvor kammeraterne fra flyveklubben venter med en buket markblomster. Det er den traditionelle måde at hilse en pilot efter den første vellykkede soloflyvning.

 

Per Svendsen har medlemsnr. 528. Til dato har han besøgt 12 territorier og 64 lande.

 
 
Share this