Verdens første tv-indslag sendt fra Nordpolen


Kenneth Sorentos billede
2015 jun

Verdens første tv-indslag sendt fra Nordpolen

Nordpolen er dansk! Det var det provokerende budskab, som nåede verdenspressen, da Dannebrog og Erfalasorput – Grønlands flag – blev plantet på Nordpolen. Filmfotograf Kenneth Sorento dokumenterede det hele og sendte verdens første indslag fra Jordens top.

Tekst: Kenneth Sorento

Fotos: Kenneth Sorento, Björn Eriksson, Niki Andersen & Anders Karlqvist

Voldsomme rystelser forplanter sig op igennem skroget, da de massive isskosser brister under isbryderens vægt. Vi er på vej mod det sted i Arktis, hvor alle længdegrader samles i ét enkelt punkt. Sammen med journalist Martin Breum fra DR2-programmet ”Deadline”, skal jeg lave en dokumentar om Danmarks forsøg på at erobre Nordpolen. Men jeg har derudover været så uforsigtig at love ”TV-Avisen” at sende et indslag fra klodens nordligste punkt.

Problemet er, at det aldrig er gjort tidligere, fordi der ikke findes tv-satellitter så langt mod nord. I en tid, hvor vi er vandt til at se live-transmissioner fra fjerntliggende egne, er det svært at forestille sig, men ved polerne kredser der udelukkende Iridium-kommunikationssatellitter, og de er kun er beregnet til telefonsamtaler. Ikke desto mindre bliver jeg nødt til at gøre forsøget.

Interview til ”TV-Avisen” med ekspeditionsleder Christian Marcussen. Fotograf: Björn Eriksson

Et legendarisk punkt på planeten

Der er kun 50 km til Nordpolen, da store isskruninger sætter en stopper for vores fremfærd. Isskruninger opstår, når havis presses sammen og stikker så mange meter i dybden, at selv Nordens stærkeste isbryder må give op. De ekstreme isforhold har i flere tilfælde knust kostbart måleudstyr, som de danske forskere om bord på isbryderen bruger i deres forsøg på at bevise, at Nordpolen hænger sammen med Grønland. Der er meget på spil for Danmark og Grønland. Hvis det lykkes forskerne at indsamle de nødvendige videnskabelige beviser, vil rigsfællesskabet kunne gøre krav på en kæmpe stor del af den arktiske havbund. Den gemmer måske på enorme forekomster af olie og gas. Da Danmark ikke selv råder over en polarisbryder, er den svenske isbryder Oden (Odin på dansk) blevet hyret til opgaven.

Kenneth filmer ud over ræling. Fotograf: Anders Karlqvist

Kaptajnen slår bak, vrister isbryderen ud af isskruningernes greb og vælger en anden rute. Folk begynder at samles på kommandobroen for at overvære ankomsten til Jordens top. De danske forskere forlader undtagelsesvis deres arbejde og står ligesom alle andre og spejder forventningsfuldt ud mod horisonten. Kokkene skænker champagne op, mens folk stiller sig parat med kameraer for at tage et billede af GPS’en i det øjeblik, den viser 90 ° nord.

Vi har i en uges tid døjet med barsk polarvind, elendig sigtbarhed og luftfugtighed tæt på 100 %, men da vi er 1.600 meter fra Nordpolen, klarer vejret pludselig op. Et fantastisk islandskab åbenbarer sig foran os. De små smeltevandssøer, som dannes oven på havisen, glimter i turkise og lyseblå nuancer, og solens lave lys får isskruningerne til at tage sig ud som majestætiske bjergkæder.

Selvom Nordpolen bare er et geografisk punkt – som man pudsigt nok aldrig kan se på en globus – er den meget andet end blot den akse, Jorden drejer rundt om. Nordpolen er et legendarisk sted, som har krævet mange eventyreres liv. Vi bliver derfor grebet af en højtidelig stemning, da vi 22. august 2012 kl. 23.46 omsider når Nordpolen.

”Velkommen til Nordpolen,” siger kaptajnen. Vi skåler og føler os meget privilegerede over at være blandt de få, som får lov til at opleve dette unikke sted på planeten. Et sted, som om få årtier vil være isfrit om sommeren pga. den globale opvarmning.

 

Pas på isbjørnene

Med kamera i den ene hånd og stativ i den anden drøner jeg ned ad trapperne til dækket, hvor skibslejderen bliver firet ned på isen.

”Isbjørnevagterne går først fra borde,” beordrer den næstkommanderende. Bevæbnet med skarpladte geværer placerer fire-fem besætningsmedlemmer sig i en halvcirkel, som vi ikke må overskride. Midnatssolens gyldne lys står i kontrast til de isblå nuancer i havisen. Et smukt bakkelandskab med spredte smeltevandssøer breder sig ud foran os. Det er mageløst, men vi har ikke tid til at dvæle ved omgivelserne, for Martin Breum og jeg skal nå at filme til både dokumentaren og indslaget til ”TV-Avisen”. Hvis det ikke lykkes mig at sende det færdigklippede indslag tilbage til DR, vil jeg få selveste nyhedsdirektøren på nakken. Han har indvilget i at betale for de høje transmissionsudgifter mod at få et indslag fra selveste Nordpolen.

Vi filmer folks begejstring over at stå på Jordens top. Imens der bliver tændt op under grillpølserne, tager nogle en dukkert mellem isflagerne, mens andre ruller sig i sneen kun iført underbukser. En ung dansk forsker har medbragt en sten fra Danmark, som hun kaster i havet. Hun joker med, at den måske vælter det russiske flag nede på bunden.

Det vakte stort, internationalt postyr, da en ubådsekspedition tilbage i 2007 plantede det russiske flag på havbunden 4.000 meter under os. Canadas daværende udenrigsminister, Peter MacKay, udtalte vredt, at vi ikke længere levede i det 15. århundrede, hvor man kunne gøre krav på nye territorier alene ved at plante et flag. Han mente i øvrigt, at Nordpolen var canadisk. Det var Per Stig Møller, Danmarks daværende udenrigsminister, lodret uenig i. Han insisterede på, at klodens nordligste punkt var dansk.

Ekspeditionens deltagere samlet til fællesbillede på Nordpolen.  Fotograf: Björn Eriksson

 

Dannebrog og Erfalasorput på Jordens top

Vores ekspeditionsleder, Christian Marcussen, samler alle til et fællesbillede. For ikke at skabe international skandale, ligesom den russerne vakte ved at plante deres flag, har han opfordret den internationale skare af forskere om bord på isbryderen til at medbringe et flag fra deres egen nation. Marcussen har sørget for, at Erfalasorput, det grønlandske flag, også er med, for selvom det er Dannebrog, som formelt repræsenterer hele kongeriget (dvs. Danmark, Grønland og Færøerne), er det jo Grønlands geografiske placering tæt på Nordpolen, som er grunden til, at vi overhovedet er til stede på klodens top. Desværre viser det sig først, da fællesbilledet er taget, at klubflaget fra et svensk tredjedivisionsfodboldhold blokerer udsynet til det grønlandske flag!

Midt under optagelserne insisterer Martin Breum på, at han lige skal nå en hurtig dukkert i en smeltevandssø, og jeg skal tage et billede af det. Han ved, at det vil gøre sig godt i den bog, han er ved at skrive om Danmark i Arktis. Men da vi herefter bliver bedt om at gå tilbage på isbryderen, står vi med lidt af et problem. Vi mangler den obligatoriske ”stand up”, hvor Martin Breum står på Nordpolen og taler til kameraet som afrunding på indslaget. Det er noget af en udfordring, men det lykkes at få Martin placeret på nederste dæk, så det ser ud, som om han står på isen. Der mangler bare en detalje, som er meget vigtig for DR. Journalisten skal tale i en mikrofon med DR-logo. Jeg får dog aldrig tilsluttet håndmikrofonen, for Breum er allerede ”miket op” med en trådløs mikrofon. Men det er lige meget, bare det ser ud som om, han taler i DR-mikrofonen.

Nu skal vi skynde os at klippe indslaget færdigt, så vi bagefter kan forsøge at sende det hjem via vores egen Iridium-satellitantenne.

Kenneth filmer Martin Breum og Morten Sølvsten. Fotograf: Niki Andersen

Live fra Nordpolen

Det er efterhånden gået op for danske medier, at der er meget på spil for Danmark i Arktis. Martin Breum har derfor flere gange været igennem ”live” i forskellige radioprogrammer. Det er gået fint med ganske få afbrydelser, men et telefonsignal fylder væsentligt mindre end et tv-signal. På ”P3 Morgen” spurgte de den anden dag, om Danmark nu skal til at indføre told i Arktis ligesom den gode gamle Øresundstold. Det grinede Martin og jeg meget af. Det vil nemlig kun være havbunden og den olie og gas, der måske findes dernede, som vil tilfalde det land, der måtte få retten til området. Selve vandsøjlen og dermed retten til fiskeri og sejlads vil stadig være internationalt farvand.

Før ekspeditionen begyndte, lå isbryderen til kaj i Helsingborg. Her forsøgte jeg at lave en prøvetransmission til DR, men det gik ikke særlig godt. Jeg blev nødt til at finde en måde at gøre størrelsen på videofilen meget mindre, for ellers ville det koste en formue at sende hjem over satellit. Men komprimeringen måtte ikke ødelægge billedkvaliteten, for så ville ”TV-Avisen” nægte at sende indslaget fra Nordpolen. Efter mange forsøg lykkedes det i samarbejde med en DR-tekniker at skræddersy en komprimering, som var til at holde ud at se på. Nu skal det for første gang prøves af i virkeligheden.

 

En lang og nervepirrende nat

Vi har fået tildelt en 40 fods stålcontainer, som vi har indrettet klippe- og udstyrsrum i. Selvom den ligger på fjerde dæk, forplanter rystelserne fra isbrydningen helt op til os. Da jeg var med på den første danske isbryderekspedition i 2007, gik harddisken i den ene af mine bærbare computere simpelthen ned pga. de voldsomme vibrationer. Denne gang har jeg sørget for at placere alle harddiske på et beskyttende skumgummiunderlag, så jeg uden problemer kan klippe materialet sammen.

Journalist Martin Breum og filmfotograf Kenneth Sorento på planetens nordligste punkt

For enden af containeren har vi et lille vindue med en fed udsigt ud over stævnen. Jeg falder tit i staver over det betagende syn, når isbryderen moser sig igennem de store isskosser. Vi ligger dog stille med udsigt over Nordpolen, mens forskere borer såkaldte sedimentkerner fra havbunden fire km under os.

Vi knokler i løbet af natten med at klippe indslaget færdigt. Jeg deler de 2½ minut, som indslaget varer, op i to dele, så der er større sandsynlighed, for at det går igennem. Båndbredden svarer groft sagt til den, man fik med et 56 k modem tilbage i midten af 1990’erne. Martin Breum og jeg er meget spændte, da jeg klikker på transmit. I begyndelsen går det godt, men så bliver forbindelsen afbrudt, og jeg må begynde helt forfra. Efter adskillige timer lykkes det at få overført første halvdel af indslaget til ”TV-Avisen”. Jeg er lige begyndt på at sende den anden halvdel, da det går galt. Forbindelsen bliver afbrudt igen og igen, for nu er isbryderen begyndt at røre på sig, efter at boreprøven fra Nordpolen er blevet hentet op. Jeg har tidligere tigget og bedt kaptajnen om at få lov til at placere Iridium-antennen på det øverste dæk, det såkaldte Monkey Island, men der var ikke plads, mente han. Jeg måtte tage til takke med en markant dårligere placering, hvor styrhuset nogle gange blokerer for udsynet til Iridium-satellitterne.

Redaktionen på ”TV-Avisen” begynder at blive bekymret, for de kan jo ikke bare nøjes med at sende første halvdel af indslaget. Hvad fanden skal jeg gøre? Jeg beslutter at dele den sidste del af indslaget op i yderligere to dele for at sende dem hver for sig. Timerne går, og vi har efterhånden temmelig røde øjne. På et tidspunkt modtager jeg en e-mail med en stor smiley fra ”TV-Avisen”. De har modtaget alle delene og vil nu samle dem til et enkelt indslag. Vi ånder lettet op.

På DR’s intranet er dagens tophistorie, at vi har sendt verdens første indslag fra Nordpolen, og branchebladet ”AVM” skriver om bedriften under overskriften: ”Eksperimentet lykkedes”. Vi er enormt stolte. Og meget trætte! Billederne bliver senere distribueret videre til resten af verden.

 

Farlig provokation

I december 2014 afleverer Danmark sit endelige krav til FN, og det bliver bemærket langt uden for landets grænser. For i stedet for som forventet at kræve et område på tre-fire gange Danmarks størrelse, gør rigsfællesskabet krav på 20 gange Danmarks størrelse. Og ikke nok med det så trækkes linjen hele vejen ned til Ruslands 200 sømilegrænse.

Det får den anerkendte canadiske arktisekspert Michael Byers til at kalde det danske krav for ”en provokation over for Rusland på et uheldigt tidspunkt.” Krisen mellem Rusland og Vesten er på det tidspunkt på sit højeste pga. Ruslands territorialkonflikt med Ukraine.

Når den danske regering alligevel vælger at stille krav om så stort et område, sker det som en reaktion på, at den canadiske premierminister har brudt en aftale med Danmark, om at Canada afstår fra at gøre krav på Nordpolen. De danske politikere overbyder så at sige for ikke at risikere at ende med en markant mindre del af kagen end nabostaterne.

Først om en ti års tid kan vi forvente, at FN’s havretskommission har taget stilling til alle de arktiske kyststaters krav. En meget sandsynlig konklusion er, at de beviser, som forskere fra de forskellige lande har indsamlet, giver både Danmark, Canada og Rusland ret til Nordpolen. FN afgør nemlig ikke striden, men tager kun stilling til de videnskabelige beviser, og de kan altså godt pege på, at mere end én enkelt nation har ret til det samme område. Landene må derfor til den tid med al sandsynlighed selv forhandle sig frem til en endelig deling af havbunden der hvor der er overlappende krav. Nogen frygter, at Rusland bare vil tage det, de mener er deres – ligesom det skete med fx Krim-halvøen i Ukraine. Men håbet er, at landene vil stævne hinanden ved den internationale domstol i Haag, hvis de ikke kan blive enige.

 

Kenneth Sorento er så vidt vides det eneste aktive medlem af De Berejstes Klub, som har stået på isen over Jordens geografiske nordpol. Han har medlemsnr. 470. Ud over indslaget til ”TV-Avisen” filmede han også dokumentaren ”Erobringstogt til Nordpolen” samt reportager til svensk, tysk og schweizisk tv. Kenneth leverede desuden billeder til Ud & Se og skrev en artikel til Illustreret Videnskab. Se verdens første indslag sendt fra Nordpolen her:

kennethsorento.com/lens_portfolio/polarekspedition-naet-frem-tv-avisen.

 

 

BOKS: Nordpolen

Enkelte rejsebureauer organiserer ture til Nordpolen med den russiske isbryder 50 Years of Victory, som banede vejen for den første danske isbryderekspedition i 2007 (læs historien i Globen nr. 39). Priserne starter typisk ved 170.000 kr. for 14 dage. Ifølge en pressemeddelelse fra rejsebureauet Marco Polo er de resterende togter dog udsolgt, og der kommer ikke flere, fordi sejladserne mod Nordpolen indstilles efter sommeren 2015. Det sker, fordi den isbryder, som anvendes til togterne, skal bruges til at bane vej for den stigende trafik af fragtskibe gennem Nordøstpassagen.

 
 
 
Share this