Velkommen til Santo Domingo


 
2008 juni

Enhver der har været i en lufthavn i et mindre udviklet land kender problemet. Dårligt er man kommet igennem formaliteterne, før en ivrig taxichauffør forsøger at gribe fat i ens bagage og forsøger at slæbe én ud til netop hans taxi. Alle kæmper om kunderne. Priserne er tit væsentligt skruet op, når man kører fra en lufthavn, og meget ofte bliver man snydt. Derfor er det rart, når man i stedet kan finde en billigere lokal transport.

Det var netop hvad jeg gjorde, da jeg i 1992 landede nær Santo Domingo på den Dominikanske Republik. Jeg nåede at gå en lille kilometer fra lufthavnen, men så var jeg i stand til at hoppe på en lokal bus ind mod selve Santo Domingo. Bussen gik ind til den centrale del af byen, så det burde heller ikke være noget problem for mig at finde et hotel. Så selv om det var ved at være lidt sent på dagen, var jeg ikke spor nervøs. Alt åndede tilsyneladende idyl. Der var dog én ting som jeg ikke rigtig havde taget højde for, og det var de dominikanske buschaufførers temperament.

Vi er nået næsten ind til centrum. Bussen holder ved en lyskurv. En anden bus kommer op på indersiden af den. Lidt træt efter rejsen når jeg ikke helt at finde ud af, hvad det egentlig er, der sker, men jeg tror nok, at den anden bus drejer lidt skarpt ind foran den bus, som jeg sidder i. Under alle omstændigheder har den anden bus foretaget en manøvre, som ikke blot har mishaget min chauffør, men også har gjort ham så edderspændt rasende, at han indleder en veritabel jagt på den anden bus. 

Jeg har altid fundet biljagter i amerikanske film mere eller mindre kedsommelige, men jeg må tilstå, at spændingen øges en del, når man selv sidder som passager i en sådan bil- eller rettere sagt busjagt!!

 

Om bord på bussen udviklede situationen sig pludselig dramatisk. Foto: Morten Elm. 
 

 

Med sømmet i bund drøner vi således gennem de snævre gader i Santo Domingo. Jeg trykker mig godt ned i sædet, men de øvrige passager synes at være lige så ophidsede som chaufføren og opildner ham med stor iver. Til sidst standser den anden bus. Vores chauffør hopper ud og styrter vildt gestikulerende over imod den anden bus. Men....! Noget tyder på, at den anden chauffør ikke har til sinde at lade sig overfuse af en kollega til spot og spe for sine passager. Det behøver han nu heller ikke at frygte. Passagererne er lige så meget på hans parti, som passagererne i "min" bus er med "vores" chauffør. Fronterne er trukket skarpt op. Pludselig retirerer vores chauffør. Ja, rent faktisk spæner han tilbage til bussen...

Nu ser jeg hvorfor. Den anden chauffør er stået ud af bussen medbringende et stort baseball-bat. Vores chauffør lukker straks døren. Den anden chauffør begynder herefter systematisk at smadre hvert eneste vindue i bussen. Vi kaster os ned i bussen for så vidt muligt at undgå glasstumperne, der flyver om ørerne på os. Vores chauffør bliver passivt siddende bag rattet. Der er en råben og skrigen og truen af os udenfor. Langsomt vover vi os tilbage i sæderne og kigger os omkring. Den anden chauffør er begyndt at genne sine passagerer tilbage i bussen. Så kører de, og vi er alene tilbage.

En tid er der fuldstændig stille. Så åbner chaufføren døren. Folk begynder langsomt at sive ud. Der er en underlig stemning. Alle er dybt rystede. Chaufføren forholder sig fuldstændigt tavs og sidder blot sammenbøjet over rattet. Det er tydeligt, at bussen ikke kører længere. Det er nået at blive mørkt. Jeg går gennem de tomme gader for at finde et hotel. Jeg aner ikke, hvor i byen jeg er, men jeg noterer mig, at der er pyntet op til jul. Fornemmer jeg et stille "Velkommen til Santo Domingo" vibrere i luften?

 

 
 
Share this