Indianerceremoni med 4711 i Amazonjunglen


Bodil  Jørgensens billede
2014 dec

Indianerceremoni med 4711 i Amazonjunglen

Tekst & foto: Bodil Johanne Jørgensen

       

I 2009 besøgte jeg houranii-indianerne, som bor langt ude i Amazonjunglen i Ecuador. Vi fløj derud med to små gamle DAS 8-fly, der kun havde plads til tre til fire personer i hver. Godt 45 minutter tager det at flyve fra udkanten af Quito og langt ud i junglen, hvor vi landede på en græsmark i højt græs, fordi de ikke havde nået at slå græsset på landingsbanen. Jeg glemmer det aldrig, for piloten stolede ikke på instrumenterne ved landingen. Han rejste sig derfor op i det lille fly, for at se om der var nogen trætoppe i udsigt. Det var tåget, og man kunne ikke se en hånd for sig. Det var et Guds under, at landingen gik godt.

Modtagelseskomiteen stod klar ved landingsbanen og bestod af nogle nøgne børn og de få voksne, som skulle hente os, havde T-shirt og undertøj på – noget et dansk ægtepar senere klagede over, for i bøgerne er alle houraniierne nøgne!

Et ritual ude i skoven

En indianer skulle forestå det særlige spirituelle renselsesritual.

En dag skulle jeg deltage i et særligt slags renselsesritual inde i skoven. Ud af de syv deltagere i vores lille gruppe, var jeg den mest spirituelle, og det var vist en selvfølge, at jeg var blevet valgt ud til at deltage i ceremonien. En indianer skulle forestå det særlige spirituelle renselsesritual via en helt speciel ceremoni.

Han kørte i øvrigt med os i vores lille køretøj, som var en Toyota med lad, på vej ind i skoven til ceremonien. Så da jeg mødte ham, stod han ved vejkanten på en grusvej med en gammel slidt 10 liters benzindunk i den ene hånd. Jeg lagde straks mærke til hans påklædning, for han var iført blanke sorte laksko, grå pæne bukser, bar overkrop og et spraglet slips, der hang og dinglede på overkroppen. Det nederste af håret var kortklippet, men resten var strøget fremad i en slags anderumpe, og det var malet med klar rød maling. Akkurat som tschachila-indianerne gjorde før i tiden. Og noget houranii-indianerne så vidt vides aldrig har brugt i deres kultur.

Nu skulle han stå for at gennemføre renselsesceremonien inde i et telt her langt ude i skoven. Vi samledes i rundkreds, de seks andre i min gruppe, og mindst lige så mange indianere, som var lige så nysgerrige som danskerne for at se, hvad der skulle ske.

Jeg fik nu ordre på at stille mig op lige foran indianeren, der nu stod med en håndfuld små kviste og grene med blade på. Nogle han lige havde samlet sammen i skoven. Med sin pegefinger tegnede han en cirkel på jorden rundt omkring mig. På det lille bord foran ham stod en flaske 4711 (kølnervand, som man kender det fra gamle dage). Jeg troede slet ikke, man kunne købe den slags eau de cologne mere.

Indianeren slog mig nu hårdt i ansigtet med grenene, råbte nogle høje lyde, snurrede rundt om sig selv, tog så kølnervandet i munden, gurglede højt med munden. Derefter spyttede han det hele ud, midt i mit ansigt, samtidig med at han bad nogle højlydte bønner. Da han ikke troede, jeg forstod det, gentog han hele ceremonien endnu engang.

Jeg husker hans dårlige ånde, så tæt var han på mig. Jeg skulle så ønske mig noget, og så ville det gå i opfyldelse, sagde han. Jeg mediterede lidt på mit ønske. Mine rejsekammerater var flade af grin. Jeg måtte holde masken. Jeg blev våd i ansigt og bryst, men blev renset for de onde ånder, og man kan ikke vide, hvordan det ellers var gået.

Senere fik vi at vide, at vi som vesterlændinge må tage ansvar for de ting, vi forærer indianerne, for de kan ikke altid finde ud af at sætte det sammen, og det var vores skyld. Altså ikke vores lille rejsegruppe, men vesterlændinge som i god tro forærer indianerne tøj og lignende. Derfor kan man møde indianere i junglen iført blanke sorte laksko, bar overkrop og spraglet slips.

 

Bodil Johanne Jørgensen har medlemsnr. 451. Læs mere om hende på www.bjraadgivning.dk.

 
 
Share this