Stillehavets paradisiske miniverden


2011 sep

På en rejse til Galapagosøerne i 1975 måtte jeg handle resolut og blev uventet flykaprer. Men rejsen bød også på et helt unikt indblik i dyreriget på denne isolerede øgruppe.

I 1975 var jeg og 15 andre fra Verdensnaturfonden på en fire-ugers tur til Andesbjergene og Galapagosøerne. Rejsen havde været planlagt i flere år og var to gange blevet udsat, da der var problemer mellem den daværende regering og det millitærstyrede flyselskabs behov for en øget indtægt.

Vi tilbragte to spændende dage i Quito, hvor de tunge regnskyer hang nede om tårnet på den klassiske spanske domkirke , og vi tog på en daglang udflugt højt op i Andesbjergene nær vulkanen Cotopaxi.

Fastlåst position i kabinen

Det var smukt og klart vejr, den morgen vi fløj sydpå mod Guyakil. Jeg nød at se Amazonskoven oppefra med de mange forskellige grønne og skriggule træer, inden vi drejede ud over havet og kom tæt ind over Guyakils fattigkvarter med hundreder af små hytter på pæle ude i flodmundingen.

I lufthavnen blev vi anmodet om at forlade flyet og gå ind i transithallen, men fordi vejret var så pragtfuldt, og der var mange forskellige fugle at kigge på, blev halvdelen af gruppen ude på pladsen nær det ret lille fly.

Kort efter blev vi klar over, at der var noget galt. Man prøvede at køre vores bagage væk, men det fik overlærer Rasmus fra Lyngby stoppet ved at true med sin store dolk – det var før den nutidige terroristskræk!

Besætningen slukkede derefter for flyets aircondition og bad os tage vores håndbagage og stige ud, da vores billetter ikke gav os ret til at rejse videre. I vores lille gruppe var der flere, der udmærket forstod spansk, men lige i disse øjeblikke var der pludselig ingen, der fattede et kuk af, hvad det blev sagt. Vi smilede venligt og satte os ind på vores pladser . En halv time senere kom to millitærpersoner med hunde og maskingeværer for at  eskotere os ud, men vi fattede stadigvæk ikke, hvad de ville og blev siddende,  og de kunne jo dårligt begynde at skyde på europæiske passagerer, især da der ville være vidner til et evt. overgreb.

Ud over os var der nemlig en ældre amerikansk dame, der skulle videre til Påskeøen  og en kvinde med to børn, der skulle besøge sin mand, der var forsker på Galapagos – og deres billetter fejlede åbenbart intet.

Det blev efterhånden lidt varmt inde i flyet, så vi forgreb os på pantryets juicemaskiner, og var temmelig høje af spændingen,  ville vi klare den – eller? Vi jokede med, at vi følte os som flykaprere, hvilket fik den ældre dame op på mærkerne: ”Jeg er sandelig ikke en flykaprer!” udbrød hun meget fornærmet.

Millitærpersoner kom forbi engang imellem — uden at forsøge yderligere trusler. Tiden gik, og vi spekulerede over, hvad vores leder botanikeren Ole Haman mon foretog sig inde i transithallen.

Han berettede senere, at uden vores passive modstand, ville han aldrig have kunnet klare at overbevise generalerne i Quito om vores ret til at besøge Darwin-forsøgsstationen, som delvis blev betalt af  os –  dvs. Verdensnaturfonden. Nu blev flyselskabet nødt til at bekoste en luksuriøs overnatning i Guyakil til de 16 amerikanske turister, som havde bestukket sig til vores pladser, hvorefter de i en millitærmaskine ville blive fløjet videre næste dag.

Tre timer efter landingen kom de øvrige fra vores gruppe atter op i flyet, flypersonalet tændte for airconditionen og indtog deres pladser, og med  adrenalinen pumpende rundt i kroppen oplevede jeg, at flyet lettede, fløj væk fra fastlandet ud over Stillehavet mod det forjættede mål  – Galapagosøerne. Vi havde vundet! En fantastisk start på en paradisisk rejse til et af verdens yngste vulkanregioner.            

Besøg hos Lonely George

Det var ved at blive mørkt, da flyet efter en times tid landede på Baltra. Vi anede nogle tynde tørre træer og høje kaktus, men ellers intet liv , for her havde amerikanerne under 2. Verdenskrig en base med soldater, der kedede sig så grundigt , at de på få år fik udryddet alle landleguaner og skildpadder. I en lille motorbåd blev vi sejlet over til Santa Cruz og indlogeret på Puerto Ayoras centrale, men meget primitive hotel. Jeg kom i den gruppe, der i den første uge skulle opholde sig på Santa Cruz, mens de andre otte skulle ud at sejle med forsøgsstationens skib.  

           

Darwin-forsøgsstationen lå lige uden for byen, og her mødte jeg Lonely George, den eneste overlevende af sin art af kæmpeskildpadder fra øen Pinta – og adskillige andre meget venlige kæmper. Engang i 50’erne satte en fisker, der var utilfreds med Pintas dyreliv, et par geder ud på øen. 20 år senere var antallet af geder oppe på 25.000 – de åd alt! ­  Lonely George var den eneste overlevende og det er han stadigvæk.     

Fordi indvandrere fra Ecuador har bragt hunde, katte, grise, heste, køer, æsler og rotter med fra fastlandet, er det gået hårdt ud over Galapagosøernes endemiske dyreverden, så det har været nødvendigt at indsamle skildpaddernes æg og klække dem på forsøgsstationen, for at forhindre forvildede grise i at grave dem op og æde dem. Først når de små skildpadder er fem år gamle, bliver de sat ud, hvor de kom fra.                            

Der  var masser af dyreliv lige uden for hotellets dør: Hver morgen blev vi vækket af bulder og brag, når de tunge pelikaner landede på metaltaget. De kom for at få morgenmad, idet vi smed en del af de temmelig seje bøffer ud over terrassens gelænder og ned i havnebassinet. På de store sten ved hotellet sad de sorte havleguaner og kiggede på. Ude ved havet var der sort af nysende havleguaner og sovende søløver, der var så fredelige, at man kunne gå hen og klappe dem. Overalt pilede de orangerøde Sally Lightfoot krabber omkring. Vi var de eneste turister i byen, og dyrene var utroligt tillidsfulde.

Vi tilbragte en dag på den meget lille ø Plaza, hvor klipperne skinnede hvidt i solen. Overalt lå søløverne og snorkede fredeligt. Deres ekskrementer havde næsten glaseret klipperne. En lille ugle kom flyvende for at studere os nærmere, og øernes mest fascinerende dyr, landleguanerne, kravlede rundt og tyggede kaktusfrugter i sig. De gule hanner var over en meter lange – de koksgrå hunner lidt mindre. De var nysgerrige og på trods af, at vi havde fået besked på ikke at fodre dyrene, smed jeg et par kaktusfrugter hen til dem. Der er masser af fine torne på kaktusfrugter, men det generede dem ikke: hurtigt rullede de frugterne rundt i gruset med forbenene – og så slugte de dem hele. Fantastisk at iagttage! Jeg kan stadig 35 år senere se dem for mig.

Fare! Nedtromlende skildpadder!

Efter to dages studier af arbejdet på Darwin-stationen forlod vi byen og drog op i det frodige højland, hvor de store skildpadder lever vildt. Lige uden for naturreservatet lå der en mindre kvægfarm, der havde masser af problemer med at holde køerne ude af reservatet, fordi skildpadderne, der slet ikke respekterede pigtrådshegnene, bare tromlede hegnene ned, når de fik lyst til at gå ud på græsgangene. Vi lå i telt oppe i reservatet i tre nætter under høje Scalesia-træer og vi spiste morgenmad omgivet af meget nærgående spottedrosler og ildmyrer, der gik gennem teltets lynlåse og var yderst ubehagelige. Få meter fra lejren græssede de store skildpadder, så vi skiftedes til at holde vagt ved teltene, for vi havde hørt om folk, der havde fået alt deres fotoudstyr knust, fordi en skildpadde var gået hen over deres telt.

Jeg gik små ture for mig selv og traf venlige og nysgerrige skildpadder, der på én meters afstand bare løftede hovedet og kiggede på mig med græs hængende ud af munden. Lige siden da har jeg elsket disse dyr og samlet mig mere end 100 små skildpaddefigurer af træ, horn, sten, keramik m.m. fra hele verden.     

Disse kæmpemæssige fredelige dyr var overalt oppe i skoven. De levede i den grad op til forventningerne: De lå om eftermiddagen i store mudderpøle og kølede sig –  og fordi vi var helt  stille, kom vi tæt ind på en voldsomt brølende skildpaddehan, der stod højt hævet oven en hun  midt i en parring. En noget emsig botaniker løb hen til dem for at få et nærbillede, og det blev for meget for ham. Han slap taget i hende og kravlede væk –  skønne spildte kræfter for en udryddelsestruet dyreart!

Udryddet af en vulkan

Da det blev vores tur til at sejle ud, besøgte vi øen Tower (Genovesa), der ligger som en næsten cirkelformet skal omkring et ældgammelt krater. I de lave buske inde i denne fredelige bugt sad de halvstore unger af fregatfuglene og sulerne og kiggede, mens deres forældre fiskede. Højt oppe lød der voldsomme skrig, når de dovne fregatfugle i flok tvang de mere effektive fiskere, sulerne, til at aflevere deres bytte. I de gamle lavamarker var der masser af nyt liv – flere meter høje træer og  små blomstrende planter.

Fordi Galapagosøerne ligger på et såkaldt hot spot, flytter de sig med ca. 4 cm om året. De ældste øer er dukket op af Stillhavet for millioner af år siden, og deres vulkaner har tabt gejsten, mens de vestligste stadigvæk er yderst aktive. I 2005 var der udbrud fra den sydligste af Isabelas vulkaner, og i 1995 dækkede et voldsomt udbrud næsten hele Fernandinas overflade og udryddede derved den særlige skildpaddeart, der levede der. Fernandina, der er den vestligste af øerne, er måske kun 30.000 år gammel. De overlevende dyrearter kan glæde sig over, at der her ikke findes et  eneste indført dyr, i modsætning til Isabela, der er hårdt plaget af vilde hunde, der overfalder turisterne og vilde katte, der æder løs af de sjældne landleguaner og har lært at overleve uden ferskvand; de får deres væskebehov dækket af fisk. Vi besøgte Isabela og gik op på Alcedo-vulkanen (1125 m). Nede i  krateret levede  flere hundrede store skildpadder med runde skjolde i modsætning til Fernandina- og Pinta-arten, hvis skjolde er saddelformede, så de er i stand til at spise blade af høje kaktus. Langs Isabelas kyster lever de sjældne skarver, der ikke kan flyve.                             

Trods vindstyrke 5 var vi et par stykker, der vovede os ind til deres skær og så hannen aflevere et stykke tang til hunnen – et tegn på vagtskifte.

Det var en spændende udfordring at kæmpe sig op af den lille båd og se på skarver, men jeg blev forkølet og led derfor i de kommende dage af søsyge, så jeg ikke rigtig kunne nyde den dag, hvor vi besøgte øen James (San Salvador), der er næsten helt dækket af sort tovværkslava. Her er der store lavagrotter og en pæn lille strand, der gør det muligt at lande uden farer for at blive smadret mod klipperne. Derfor har netop denne ø været hårdt ramt af menneskenes hærgen. Det var nemt for hvalfangere at hente proviant, dvs. skildpadder og fugle her, og det var et godt sted at slappe af og dele rovet for sørøvere. Da der er fundet mange sølvmønter i sandet, tror mange af  Galapagos indbyggerne, at der stadigvæk ligger en glemt skat derude.                     

I nærkontakt med dyrene

I en lille klippepyt så jeg min første pingvin i vild natur – en lille meget hurtig fyr, der spurtede rundt efter en stor fisk. Det var dagens oplevelse, og overgås aldrig af de tusinder af andre pingviner, som jeg i 2010 mødte på Antarktis. James’  store store varme stenflader var næsten uden liv. Ingen planter havde endnu klaret at bryde igennem og op i lyset, som det kunne ses på Tower og Santa Cruz, men stranden vrimlede med søløver og små ulykkelige søløveunger, der hjerteskærende brægede efter deres mor og på det nærmeste jublede, når de genfandt hende. Man regner med, at op imod 200.000 skildpadder er hentet som proviant.

14 dage var jeg på  disse fortryllede øer, der dengang næsten ikke havde turister, hvorfor alle dyrene var afslappede og tillidsfulde. Min søster, der var der for 10 år siden, har intet positivt at sige om mine store venner skildpadderne: ”De hvæsede og bed!” fortalte hun bagefter. De eneste dyr, der kendte mennesket i forvejen og derfor flygtede, var flamingoerne. Jeg kom meget tæt på en lille flok, da jeg trådte ud fra en tissebusk og næsten skræmte livet af dem. Vi så meget lidt til Darwins berømte finker, men oplevede så til gengæld albatrosser, tropikfugl og et par yndige slørugler.

Min nabo, der er botaniker med særlig kontakt til Galapagos, hvor han har været utallige gange, kunne engang i 80’erne fortælle mig en glad nyhed: Fordi der var vilde grise på Espaniola, havde man meget tidligt hentet alle de store skildpadder ind til forsøgsstationen, hvor deres æg blev lagt i et udendørs rugestativ. Man havde 11 hunner og kun én han, men så skete miraklet: Midt ude i albatroskolonien traf min nabo en knap 20 år gammel han, og pludselig var muligheden af et vellykket avlsarbejde steget med 100 procent.     

       

De første års avlsarbejde blev hæmmet noget af, at man ikke vidste nok om krybdyr. Alle de små nye skildpaddeunger var hunner! Kønnet bestemmes nemlig af temperaturen: Hanner skal have det 2 grader køligere end hunnerne. Mange nye små fem-årige fyre er nu sendt hjem til Espaniola, hvor de kan overleve, fordi de er for store til, at grisene kan gabe over dem. Deres forældre bliver på Darwinstationen, der til sin tid vil indsamle de mange nye æg. Lonely George går sammen med hunner af anden art; nye Pinta-skildpadder får man kun, hvis man en dag kloner ham! Billedet af ham står hjemme på mit skrivebord, og at se på ham har været opmuntrende i svære stunder. For så ensom bliver jeg heldigvis aldrig!

 

 
 
 
Share this