Eritrea: udbombet, udemokratisk, uproblematisk


Christian Hadsunds billede
2015 jun

Eritrea: udbombet, udemokratisk, uproblematisk

Det varede ikke længe, fra vi kom ind i eritreansk luftrum, til vi kom i snak med den første eritreaner, som kunne give os et par fif omkring do’s and don’ts i dette krigshærgede land. Et land, som skiftevis er i kold og varm krig med den store nabo mod syd, Etiopien.

Tekst & fotos: Christian Hadsund

Et stort slot i kystbyen Masawa – fuldstændig sønderskudt og bombet

Manden, en midaldrende sofistikeret herre med rynker i hele ansigtet, fortalte bl.a. noget, vi tidligere havde læst os til. Hvis man veksler udenlandsk valuta i statens officielle, monopoliserede vekselerbutikker, så får man en kurs, der på ingen måde modsvarer markedsværdien af den lokale valuta. Men at kursen skulle være hele tre gange højere på det sorte marked, var alligevel noget af en overraskelse.

Vi ville ikke belave os på at spørge rundt i lufthavnen efter en ulovlig sortbørsvekseler, og skæbnen ville, at statsbureauet ikke var åbent. Hvorfor skulle det dog også være det ved de få daglige flyankomster?

Vores nye ven fra flyet forbarmede sig over os og gav os 500 nakfa (svarende til 150 kr. til den officielle kurs og 50 kr. på det sorte marked) til en taxa, så vi kunne komme ind til byen til det hotel, vi havde booket på forhånd. Et ganske anseeligt beløb i et af verdens absolut fattigste lande.

Aftalen var, at vi skulle ringe dagen efter, men idet simkort er ulovlige at besidde for udlændige, og det simkort, vi ”lejede” af hotelreceptionisten, ikke virkede, så kunne vi ikke komme i kontakt med den generøse mand. Heller ikke, da vi e-mailede ham, fik vi svar. Så måske var det simpelthen bare en generøs og venlig eritreaner, der ville byde de fremmede velkommen i hans land?

 

Italien på østafrikansk.

Hovedstaden Asmara er et hyggeligt sted, hvor tingene tager den tid, tingene tager. Landet har tidligere været italiensk koloni (1882-1941), og det smitter stadig af på befolkning og bygninger. Nogle skilte er stadig på italiensk, og de store gamle, støvede og udtjente biografer og bowlinghaller viser tydelige tegn fra 1930’ernes Italien. Mændene, der går behageligt klædt i jakkesæt, drikker deres cappuccinoer på de udendørs cafeer.

På en gåtur på kryds og tværs af kystbyen Masawa kan man observere de fysiske ødelæggelser efter en lang og udmarvende krig

Måske fordi Eritrea er i konstant militær beredskab, eller måske bare fordi det i sin diktatoriske natur er paranoidt, så skal udenlandske turister have en tilladelse til at rejse uden for hovedstaden og orientere Ministeriet for turisme om, hvilke byer man ønsker at rejse til.

Turistkontoret var tydeligvis ikke vant til besøgende, så da vi naivt stod foran døren på det annoncerede åbningstidspunkt, var der ikke nogen til at åbne døren. Det var der dog en halv times tid senere. Heldigvis kunne paragraftyranniet ordnes i løbet af kun tre-fire timer, og vi fik vores tilladelse af den venlige og jokende embedsmand og kunne fortsætte vores rejse ud mod kystbyen Massawa samme eftermiddag.

Under turen i den lokale minibus fra hovedstaden til den lille kystby ændrede landskabet sig markant fra by til gold ørken. Noget, der kunne minde om Namibias åbne vidder. Gennem et demokratisk valg i bussen blev det vedtaget, at vi skulle på highway-cafeteria, hvor der lidt overraskende var både strøm og rindende vand ved lokummet. Skurene af pinde, som udgjorde husene på den anden side af hovedvejen, kunne ellers indikere noget andet.

 

Hoteller i sørgeligt forfald.

Ved ankomst til Massawa blev vi mødt af en taxatur, som kostede det samme som begge vores 100 km busbilletter tilsammen, men chaufføren var hverken til at hugge eller stikke i. Martin, min faste rejsemakker, valgte hotel. Et luksushotel med en beskidt pool på 25x25 meter. Men prisen var rigtig: 1.400 lokale penge (= 140 kr.) eller 100 USD. De opererer vist ikke med det sorte vekselmarked.

En 'tour de chambre' på byens luksushoteller er en deprimerende oplevelse

Da vi havde indlogeret os, var klokken hen ad 18, og vi gik ud for at finde noget at spise, men faldt på vejen over et gammel italiensk palads, som sammen med resten af byen var blevet sønderbombet under krigen mod Etiopien. I aftensolens skumringslys var det på en gang et både fascinerende, smukt og gruopvækkende syn.

Gaderne var helt øde. Både da vi kom ind i byen, og da vi gik på jagt efter aftensmad. Hotellerne langs vejen her mindede om dem i Hurghada eller Sharm el Sheik i Egypten, hvor vestlige turister indlogerer sig på dykkerferier. Lige bortset fra, at der på denne gade, hvor nogen i tidernes morgen har tænkt store tanker om et turistparadis, ikke var nogen turister. Ikke en eneste på nogen af de grandiøse hoteller.

På Hotel Central var der trods alt et par lokale, så der fik vi nogle øl og noget lækkert mad: Shrimps med pink sauce ... Det viste sig at være noget Thousand Island-stads. Efterhånden som vi havde delt en masse øl, var der kommet en del lokale, og det var ret hyggeligt at sidde med udsigt til havet og nyde stemningen. Men det ændrede dog ikke på opfattelsen af et deprimerende sted, hvor store hotelkomplekser stod tomme hen, mens forfaldet var uundgåeligt.

 

Fængsel i Eritrea – nej tak!

Dagen derpå gik vi over broen til Masawa Ø, der lå i forlængelse af Masawa by, og fik en fin morgenmad på en lille ”hul-i-væggen-og-plastic-stole-foran”-cafe, hvor en masse unge og gamle mænd også hang ud. Vi fik lov til at sidde ved det eneste ledige plasticbord sammen med en ældre herre, som endte med at tage imod vores bestillinger og bringe videre til personalet.

Herefter gik vi en lang tur på den lillebitte ø. Først rundt om øen og herefter på alle leder og kanter igennem øen, hvor alt var sønderbombet af etiopierne.

Vores lokale valuta var ved at slippe op, og det hotel, vi boede på, forekom alt for mondænt til, at vi kunne spørge, om de mon vekslede penge på ulovlig vis. Når man er ny i landet, skal man af gode grunde passe på, hvem man spørger på gader og stræder, for, som en gut fortalte i en sidebemærkning, så ”er det ikke sjovt at sidde i fængsel i Eritrea.” Vi fik endelig taget mod til os til at spørge om illegal veksling af penge i et lille supermarked. Også selv om alle supermarkedsejernes hænge ud-venner så særdeles interesserede ud, mens vi hev 100-dollarsedler ud af mavebæltet.

En af de få turistaktiviteter, som endnu ikke var helt kuldsejlet, var ture ud til en ubeboet ø, ca. 20 minutter ud for kysten. Vi havde booket turen på vores luksushotel en dag forinden, og vi satte os forventningsfulde i hotellets restaurant og ventede på båden, der skulle bringe os derud i de 45 °C middagshede.

 

Sønderbombede skibsvrag.

 

Den dreadlock-gråhårede kaptajn-søulk, en døv og måske også blind fyr godt oppe i årene, skulle styre båden. Han havde siddet stille på en stol i baren de sidste 36 timer, men alligevel kom det som et chok for ham, at han på et tidspunkt ude i fremtiden skulle styre en båd ud mod horisonten. Det har formentlig været den eneste linje i hans jobbeskrivelse. Han havde i hvert fald ikke lige fået fyldt benzin på bæstet denne morgen.

Så receptionen måtte ringe til en anden, der kunne komme til vores redning. Det var Abdella. En gut, vi havde mødt på gaden og senere telefoneret med via et andet hotel, så der var nok ikke så mange med den tjans i byen. Abdella kom drønene i sin jolle efter fem minutter. Han havde nok ikke andet at lave lige præcis den dag.

Turen med påhængsmotor fik os forbi et skibsvrag fra krigen mod Etiopien. Eller det vil sige, der var ikke så meget mere end en silhuet tilbage. Ganske fascinerende og man fik lyst til at undersøge den nærmere med dykkerudstyr. Ude på ”den grønne ø” var der en større gruppe lokale turister fra Asmara, der væltede rundt i vandet med bolde og baderinge og legede med hinanden. Mændene gjorde i hvert fald.

Kvinderne tog billeder og filmede. En enkelt fik forvildet sig ned i en badering, men kom hurtigt op igen. Nogle interimistiske læhegn af grene og udtørrede blade var blevet slået op i forrige århundrede og gjorde deres bedste for at give et par kvadratmeter skygge med deres udtørrede grene og blade. Efter en time var den anden gruppe taget af sted, og vi havde hele øen for os selv.

 

At betræde ny jord.

Øen bestod af en lille sandstrand, hvor vandende mødtes fra hver side, ligesom mellem Skagerrak og Kattegat på Grenen ved Skagen. Ca. 50 meter længere inde mod midten af øen begyndte bevoksningen af skiftevis grønt og brunt krat. Længere inde begyndte et egentligt tætbevokset buskads, og sandet var erstattet af noget splattet mudder.

Hele dagen gik skiftevis med at ligge og stene i skyggen med en bog og dyppe sig i det varme vand. I hvert fald indtil Martin vadede på et søpindsvin og blev stukket til blods. Tilsyneladende med rester af pigge oppe under huden.

Det var herligt at føle sig fuldstændigt alene, og vi var der i omkring seks timer, indtil vi blev hentet på det aftalte tidspunkt af Abdella. Hele oplevelsen af Eritrea var i det hele taget som at betræde ny jord. De eneste andre udlændinge, vi mødte på en uge, var svensk-eritreanere. Dem var der til gengæld også en del af.

16 aktive medlemmer af De Berejstes Klub har besøgt Eritrea. Christian Hadsund har medlemsnr. 506. Han har til dato besøgt syv territorier og 60 lande.

 

 

ERITREA:

Ud & hjem igen: Fly København-Asmara fås fra ca. 4.600 kr. t/r. Eritrea er uvenner med i hvert fald to (Etiopien og Djibouti) af sine tre nabolande (Sudan er det sidste), hvilket gør gennemrejse ret umulig. For at komme fra Eritrea til Etiopien er man derfor nødt til at flyve via Yemen med Yemenia. Det er dog også en oplevelse i sig selv, da der ikke er en eneste afgangstavle eller noget højtalerudkald. Til gengæld anvender deres tre flys passagerer den samme gate, hvor folk er klædt i alt fra sort heldragt til bar overkrop.

 
 
Share this