Danakil Depressionen


Claus Virmers billede
2011 dec

 

Dampen væltede op igennem kølerhjelmen, og 4-hjulstrækkeren stoppede øjeblikkelig, en veritabel dampsky blev udløst fra køleren, da hjelmen blev åbnet. Det var vores anden 4-hjulstrækker, der stod af – den første gik i stå 10 minutter tidligere midt i den mega saltsø, der var skabt et par dage før under et af de sjældne uvejr i området. Vores seks tungt bevæbnede soldater, der befandt sig i 4-hjulstrækkeren, skruede radioen op i højeste gear, væltede ud, og så stod vi dér ved middagstid, midt i verdens varmeste ørken med to sammenbrudte køretøjer og seks tilknyttede soldater, der spontant dansede til Barry Manilows 70’erhit ”Copacabana” – jeg kiggede skævt til min spanske rejsekammerat Salvador – det usagte ”This is Africa” faldt ned på den salte jordskorpe.

Erta Ales permanente lavasø pulserede konstant og skabte uvirkelige lysskær i den mørke afrikanske nat.

Danakil Depressionen er et ørkenområde, der afgrænser Etiopien mod Eritrea i nord og den frankofile miniputstat Djibouti i det nordøstlige hjørne.

Danakil Depressionen er ubestrideligt et af verdens mest ugæsfri områder. Området er en sydlig udløber af den geologiske spaltning, der skabte Det Røde Hav og dermed den nordligste del af The Greater Rift Valley, der sprækker Afrika helt ned til Tanzania.

Danakil Depressionen er verdens officielt varmeste sted målt på gennemsnitstemperatur (kogende 35,1 grad celcius døgnet rundt 365 dage om året).

Placeret lige der, hvor den arabiske, nubiske og somaliske plade møder hinanden, er Danakil Depressionen, ud over sine varmerekorder, et af de mest tektonisk aktive områder på kloden. Et vanvittigt science fiction-landskab fyldt med mere end ¼ af alle Afrikas vulkaner (heraf 30 aktive), geologiske absurditeter skabt af svovlholdige boblende varme kilder, størknede sorte lavastrømme og enorme saltbassiner.

Ydermere er området meget tæt på grænsen til Eritrea, og der er løbende træfninger – så det er obligatorisk at medbringe en hel lille hær.

Engang var dette lavtliggende område helt dækket af saltvand. Et gammelt havområde der huser store depoter af salt har betydet, at der i tusinder af år har gået saltkaravaner til byen Mekele 4-5 kameldagsrejser vestpå – og det gør der fortsat.

To sammenbrudte køretøjer midt i Danakil.

Dallol

Da 4-hjulstrækkerne brød sammen, var vi på vej tilbage fra Dallol til vores første base i karavaneflækken Hamid Ela. Dallol er med sine 116 meter under havets overflade det laveste punkt på det afrikanske kontinent.

Dallol er resterne af det, som i vulkanologiske kredse kaldes ”phreatic eruption” – som sker når opstigende magma rammer overfladevand – altså en mega dampeksplosion som skete i 1926.

Dallol er et magisk område propfyldt med boblende svovlholdige kilder, små konisk formede skorstene, smaragdgrønne syresøer (ph-værdi på under 1) på en svovlgul baggrund, mærkværdige mineralske formationer, alt sammen ”sprayet” med jernoxider – en rustfarvet aflejring som minder om farvet glasur. Små delikate porøse mineral-æg sammensat af tydelige store krystaller er spredt over området.

Endeløse kamelkaravaner – ca. en million kameler årligt henter salt  her.

Afar-folket

Danakils mildest talt ugæstfrie karakter var i langt op i det 20. århundrede afspejlet glimrende af de hårdføre og temmelig brutale lokale nomadiske Afar-stammer. Adskillige opdagelsesrejsende har mødt deres endeligt her – nedslagtet af de lokale stammefolk, og det var en fast skik at mandlige fremmede blev budt velkommen ved at man klippede testiklerne af.

Der ikke er grund til at bekymre sig om den slags barbariske adfærd længere – Afar-stammerne er hjælpsomme og humoristiske mennesker under deres mistænksomme og reserverede ydre. De er et produkt af det ekstreme klima, og det er et vanvittigt udtryk for menneskets tilpasningsevne, at området overhovedet er beboet.

Om sommeren bliver de op til kvælende 60 grader i skyggen (som der ingen er af) for meget selv for dem, og de forlader de lavereliggende områder og søger op i højlandet.

Det lokale nomadiske Afar-folk – et eksempel på menneskets ufattelige tilpas-ningsevne.

”Infrastruktur”

Rejse i området er kun muligt med 4-hjulstrækker. Helst i en lille ekspedition med minimum to 4-hjulstrækkere og medbringende et arsenal af reservedele samt et mekanikergen af de mere robuste.

Derudover skal man indhente tilladelser fra både centralregeringen samt de lokale myndigheder og samle en lille hær af soldater og lokale guides op undervejs. Soldater fordi området er i grænselandet mod fjenden fra nord, Eritrea (dele af området er spækket med miner, og der er løbende træfninger og bortførelser – så det er ikke for sjov). Lokale guides er også nødvendige, fordi selv trænede chauffører ikke kan gennemskue at komme helskindet gennem det skiftende brutale ørkenterræn, med ingen eller i perioder alt for mange spor og ingen veje.

Vigtigheden af to biler i dette uvejsomme terræn gik med al tydelighed op for os nu, da de begge var defekte. Vi var heldige og var kun et par km fra Hamid Ela – så vi gik resten af vejen tilbage.

4-hjulstrækker nr. 2 fik nyt vand på og kunne humpende trække sig selv med den anden firehjulstrækker på slæb ind i Hamid Ela. Vores mekaniker brugte resten af dagen og en god del af natten på at skille motoren ad, rense den for saltvand som var årsagen til defekten, og samle det hele igen.

Natten blev som den foregående nat spenderet i 35-38 graders kvælende nattehede under en fabelagtig stjernehimmel i Hamed Ela.

Hamed Ela er en tiltrængt stopover for de mange saltkaravaner – her overnatter (eller ”overdager” når det er for varmt at bevæge sig om dagen) de, inden turen går ind i de tørre bjergegne på vej op i højlandet med områdets eneste brugbare råstof – salt – til byen Mekele vestpå.

Salt, salt og salt

Mange skikke, traditioner og lokale industrier går i modernitetens navn gradvist i opløsning. Men moderniteten har endnu ikke nået det nordlige Danakil – der udvindes salt, som man har gjort det i årtusinder.

Kæmpe saltdepoter som hugges op af flere hundrede salthuggere organiseret i forskellige former for kooperativer med eller uden kameldrivere. Saltet udhugges i 30x40 cm store saltblokke. De vejer ca. 6 kg og koster ved udvindingsstedet 1,25 bir, men de kan indbringe 12 bir (ca. 6 kr.) i Mekele.

En kamel kan bære ca. 200 kg, altså omkring 35 saltblokke, så avancen per kamel per tur kan være op imod et par hundrede kroner. Området er et af de få store kamelkaravaneområder i verden – ca. 1 million kameler årligt henter salt her.

Det er hårdt arbejde at bryde de store saltplader op. Det foregår med økser, hakker og træstokke alt sammen i umenneskeligt varme omgivelser.

Som intet andet sted på planeten – smaragdgrønne syresøer blandt gule svovlskorstene.

Lavasøen i Erta Ale

Næste stop var vulkanen Erta Ale. Området er som sagt præget af ekstrem stor vulkansk aktivitet og set med geologiske briller et meget ungt et af slagsen – et par millioner år og mange af vulkanerne har skabt deres nuværende form inden for de sidste 10.000 år. Kronjuvelen på rækken af aktive vulkaner er Erta Ale.

Det specielle ved krateret i Erta Ale er, at det i mindst 120 år har indeholdt en permanent lavasø. Normalt eksisterer lavasøer ikke længe – de trækker sig tilbage i magmakammeret, der forsyner søen, når trykket nedenunder forsvinder eller lavasøen tømmes ved udbrud.

Der er kun fem steder i verden, hvor permanente lavasøer eksisterer. Alle steder er isolerede og svære at nå frem til – på Antarktis, Hawaii og Vanuatu i Stillehavet, det dybe Nyiragongo-krater i Congo og så altså Erta Ale.

Vi havde problemer – ikke med at finde vej – men med at finde en farbar vej. Trods skiftende lokale Afar-guides var det problematisk. Terrænet ændrede sig konstant fra klipper og store sten til sand og mudder, fra store saltflader til ørkenklitter og igen til stikkende lav busk bevoksning.

I de våde områder var det en konstant kamp for chauførerne ikke at hænge fast i mudderet, i sanddynerne var det en konstant kamp for ikke at køre fast, og på de store og ofte vandige saltflader var det blot en kamp ikke at gå i stå – vi prøvede det hele ...

Området omkring Erta Ale er bemærkelsesværdigt – med tre store udbrud bare siden 2005 er det et område fuldstændigt domineret af sort basalt – størknede lavastrømme i alverdens former. Vi fandt et nogenlunde plant område, hvor vi slog lejr.

Synet af lavasøen gør sig bedst om natten, så ved 22-tiden forlod vi vores lejr. Anført af en lokal Afar-guide vandrede vi i pandelampens skær på skarp basaltklippe, til vi ved 2-tiden om natten gennemblødte af sved pludselig stod ved et udslukt krater, hvor vi kunne se det rødlige dampende skær et par hundrede meter væk fra et mindre krater – nede i det første.

Vi klatrede ned i det udslukte krater og bevægede os over til et syn for guder og en indtrængende stank af råddent æg. Et utroligt skue – en sø af flydende lava, med en hinde af størknet lava ovenpå. Hele vejen rundt i kanterne skvulper lavaen op ad kanterne, og i pludselige småudbrud bliver basalthinden brudt i et orangefarvet/rødligt lys fra en anden verden.

Vi sov nogle timer nær kraterkanten inden turen gik tilbage – denne gang uproblematisk i dagslys.

 

Lake Afrera

Efter 6 timers intens ørkenkørsel ankom vi til Lake Afrera, en kæmpe saltsø med en udstrækning på ca. 100 km2. Her blev vores jeepspor erstattet af en ny kinesisk bygget asfaltvej. Vores Danakil eventyr var ved at være overstået.

Generelt er vejene i Etiopien i en miserabel forfatning. Men som i 37 andre lande i Afrika er kineserne i gang med, kvit og frit, at forbedre infrastrukturen mod at få en betragtelig andel i de kæmpe mineralforekomster, som det hidtil har været forbundet med alt for store omkostninger at udvinde.

Vi indtog vores sidste måltid i Danakil ved bredden af Lake Afrera. Der var skudt en lille by op som også levede af saltudvinding og hvor kamelerne var erstattet af lastbiler. Da vi skulle have lidt krydderi på det traditionelle Injera-måltid, rakte vi ud efter en saltbøtte, der med små bogstaver proklamerede: ”Imported from Saudi Arabia”!

 

 

Faktabox

Eventyrlige Etiopien Seværdigheder: Etiopien er generelt eventyrligt. Kristent siden det fjerde århundrede, og da Etiopien i ca. 1000 år har været kristent, isoleret i et muslimsk domineret område, har landet udviklet en etiopisk ortodoks katolicisme med mange elementer fra Det Gamle Testamente – vel det tætteste man kan komme en oldkristendom. Klostrene på øerne i Lake Tana, de uvejsomme klippekirker i Tigrai, Pagtens Ark som ifølge legenden befinder sig i katedralen i Aksum og så selvfølgelig de udhuggede kirker i Lalibela (alle naturligvis på verdensarv-listen) kombineret med de mange stammer og naturfolk i syd giver landet en kulturel mystik som bedst kan sammenlignes med Indien. Naturperler som Blue Nile Falls, Simien Mountains, Bale Mountains og selvfølgelig Danakil Depressionen markerer Etiopien som en fremragende destination i Afrika. Budget: Addis Abeba-København t/r koster et sted mellem 3000-3500 kroner. Jeg fløj med Turkish Airlines via Istanbul og købte min billet 10 dage før afrejse til bare 3.300. Lokaltransport, mad og overnatning er meget billigt, selv efter afrikansk standard. Et budget på 100-200 kroner dagligt, alt efter komfort-behov, og du kommer rigtig langt. Det eneste, der er dyrt, er ture til fx Danakil eller Omo Valley (det unikke stammeområde i syd som bl.a. bebos af Mursi-folket – på ikke-politisk korrekt gammeldansk kaldet tallerken-negere). Regn med minimum 500-700 kr. om dagen til Danakil pga. kravet om to 4-hjulstrækkere. Transport: Bus eller indenrigsfly – bus er markant sjovere med de mange fine oplevelser undervejs, men det kan godt tage meget lang tid – rekorden var 200 km på 10 timer – og så lige en advarsel for B-mennesker – alle busser afgår senest kl. 6 om morgenen – og jeg mener alle! Etiopien er et stort land, så en eller to lange strækninger med fly for at komme ud i landet kan være godt givet ud. Lokalt i Addis Abeba er de små hvide minibusser som koster 25-50 øre en enkel og billig måde at komme rundt. African connections og visumregler: Det er muligt at rejse over landegrænser fra Kenya, Somaliland og Djibouti, men husk at have dit visum på plads inden – og det kan være svært at få lokalt i Afrika! Lettest er det at flyve ind i Etiopien, et 1 måneds visum kan købes ved ankomst i lufthavnen (ca. 40 USD). Forlængelse af visum skal søges hos immigrationsmyndighederne i Addis Abeba – nemt at opnå, men kalkulér med at par dage, da man typisk først kan hente passet, dagen efter man har afleveret det.
 
 
Share this