Etiopien 2015


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2015

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Etiopien marts-april 2015

Tekst og fotos: Per Allan Jensen

 

25/3-2015:

SAS til Stockholm, 3½ times ventetid. Der er en lounge, men med et virkelig kedeligt udvalg af mad og drikke. Videre med spritnyt dreamlinerfly, mellemlanding i Wien. Får faktisk sovet lidt.

Glade og nysgerrige børn i Bahir Dar

26/3-2015:

Ankomst 7.00, en time før planlagt, men det kan vi jo ikke rigtigt bruge til noget, da vi bare skal videre indenrigs kl. 11.30. Vi bliver 'håndplukket' og hjulpet med yderste høflighed gennem formaliteterne, dvs. visum (50$ pr. stk.) og checkin indenrigs, og så sørgede de endda for, at vores bagage røg direkte videre. Vi køber noget morgenmad og opdager først senere, at der faktisk var en lounge. Der er liggestole, så vi får hvilet lidt inden turen går videre. Ankomst 12.30 til Bahir Dar (beliggende i 1800 meters højde), landets tredjestørste by (167.000 indbyggere) ved bredden af Lake Tana, hvorfra i øvrigt den blå Nil udspringer. Vores hotel har sendt en bil ud efter os (uden beregning), og alle er super søde og hjælpsomme.

Hotelværelset er ok, om end ikke spændende, ret mørkt (dog både altan og et helt rum til hver, for kun 280 kr. pr. dag, inkl. morgenmad). Menneskene er fantastiske, smukke, venlige og smilende, og stemningen i byen er fin, en underlig blanding af mellemstor provinsby og landsby med høns og geder. Maden viser sig at være over al forventning, veltillavet og velkrydret og super billig, og såvel øl som kaffe er glimrende (5-6 kr. for en øl, 2-4 kr. for en kop kaffe).

Går en tur, spiser sen frokost på et lækkert sted ved søen, går lidt i byen bagefter. Det mørkner (hurtigt) ved syvtiden, og der er (kun i dag?) ingen strøm i byen, så vi bliver svagt febrilske, da vi skal finde tilbage til hotellet gennem de mørke gader, men ingen problemer.

Hviler/sover et par timer, før vi indtager aftensmaden på hotellets udmærkede restaurant.

27/3-2015:

Debre Maryam klostret ligger på en ø, som vi sejler over til på sivbåde

Sover (/hviler for mit vedkommende) til hen ad otte, indtager morgenmaden, der er 'lokal', hvilket slet ikke er så dårligt. Tager på udflugt i retning af Debre Maryam klostret lige nord for byen. Lige før Nilens udspring drejer vi ned mod søen, og selvfølgelig undgår vi ikke at få nogle selvbestaltede guider med, de er dog 'tålelige'. Går gennem de skønneste landbrugsområder med khat, avocado, mango, papaya, kaffe og grøntsager, ned til søen, hvor vi - på sivbåd - bliver fragtet over til en lille ø, hvor klostret ligger. Alle er bare så søde og venlige. Betaler vores 'guider' hver 35 kr. for at 'slippe' for dem, så vi kan tage tilbageturen i vores eget tempo (det var i øvrigt alt for rundhåndet, har jeg senere fundet ud af). Pyha, det er blevet varmt, falder ind på hyggelig cafe og får øl og vand. Videre til frokost, samme sted som i går, dejlig mad og skønt at sidde her ved søen.

Videre til busstation, hvor vi arrangerer transport til Gondar i morgen tidlig, med en minibus, der lover afhentning på hotellet kl. 9, det er jo ren luksus. Videre til markedet, der er stort, kaotisk og støvet - og der er en del, der prøver at tigge penge af os.

Drikker en øl i en park nede i nærheden af vandet, dernæst et par mere (+ kaffe) på udsigtsterrasse på luksushotel (hvilket det ikke bliver meget dyrere af). Går hjem ved syvtiden, slapper af et par timer. Aftensmad igen på hotellet, udmærket. I seng ved 23-tiden.

 

28/3-2015:

Luksusudgave  af nationalretten ’Injera’, indtaget på ’Restaurant four sisters’

Ret dårlig sovenat, ligger vågen og svedig fra 2 til 5, får så endelig et par timer. Pakning og morgenmad. Det er halvoverskyet i dag. Planmæssig afhentning kl. 9, men så går det lidt i ged, da han opdager vores store kufferter (som jeg ellers udtrykkeligt havde gjort opmærksom på i går), og vil have et helt urimeligt ekstra beløb for dem. Vild diskussion, vi får hjælp af en flink lokal og ender med kun at betale 20 kr. ekstra, men alligevel irriterende. Endelig afsted nordpå. Først langsomt, meget trafik og stadig meget bebyggelse, men så tynder det gradvis ud og farten sættes op (alt for meget faktisk, men det kommer jo ikke som nogen overraskelse). Landskabet er ganske kønt ind i mellem, men noget brunt og tørt. Passerer mange hvidklædte grupper, tror de har gang i noget religiøst. Bliver stoppet ved en politikontrol, snakker lidt med en betjent, der ender med at spørge, om jeg har en kuglepen til overs.

Efter 3.5 timer er vi fremme i Gondar, samtidig med at det begynder at regne ret voldsomt. Heldigvis stopper vi lige ud for hotellet, så vi bliver kun begrænset våde. Får valg mellem to værelser, et stort med kedelig udsigt og et lidt mindre med fin udsigt, tager det sidste. 

Anita er lidt svimmel. Vi spiser på hotellets restaurant, med udsigt. Det regner ikke mere, men vejret er gråt og trist. Udmærket mad, Anita får en dejlig stor pizza til 25 kroner.

Går en lille tur i byen, der ikke er nær så behagelig som den forrige, her er gråt, trist og beskidt. Tilbage på hotellet, Anita er svag, tager sin temperatur, hun har 39, øv! Bruger et par timer på at slappe af på værelset og tage et tiltrængt bad, og jeg vasker et par stykker tøj.

Klokken fem går vi en lille tur igen, det begynder atter at regne, Anita er igen lidt mere frisk. Beslutter at spise på restauranten 'Four Sisters', der er varmt anbefalet i guidebogen, og med rette. Den ligger for enden af nogle skumle, mørke og mudrede veje, men hold da op hvor er det smukt og stemningsfuldt. Vi får den traditionelle ret (injera), til deling, det er en ret stor portion med lidt suppe først og en banan bagefter og et par kopper kaffe, og det hele ville have kostet 40 kr., hvis ikke jeg havde købt en flaske etiopisk rødvin til 100 kr., som i øvrigt smagte udmærket. Går hjem gennem de mørke gader til hotellet. Får en kop kaffe på hotellets restaurant og spiller lidt yatzy + et par spil mere på værelset bagefter.

 

29/3-2015:

Ruiner af gamle borge i ’Royal Enclosure’ i Gondar

Hold da op et spektakel med religiøst skråleri fra klokken 2-3 stykker i nat. Står op til den smukkeste morgen, og Anita har det heldigvis ok igen. Morgenmad ude på terrassen i det skønne vejr, plus et par spil yatzy, Anita vinder som sædvanligt.

Går op og ser 'Royal Enclosure' med de gamle 1700-tals borge/ruiner. Imponerende og smukt, men der er jo ikke rigtigt nogen af os, der er vildt interesserede i historie. Bagefter går vi ned til busstationen, vi skal videre nordpå i morgen, men de eneste rigtige busser går før Fanden får sko på, så vi beslutter bare at tage den med ro og gå derned efter morgenmaden og så forhåbentlig finde en minibus.

Trasker hjem gennem den ikke særligt spændende by (men i dejligt vejr). Frokost på hotellet, deler en fin pizza til 25 kroner, rigeligt.

Går en tur ud i omegnen og ser en berømt kirke. På vejen kommer et regnskyl, står i læ sammen med nogle lokale.

Tilbage i byen, en øl og en kop kaffe. En fyr stopper os og spørger, om vi skal til Debark i morgen, hvor pokker ved han det fra?!? Men jo tak, og vupti har vi arrangeret transport kl. 9.30 med en minibus med lokale. Herligt, så er det klaret.

Besigtiger et luksushotel med henblik på aftensmad, men det er dødkedeligt.

Læser/slapper indtil aftensmad på vores eget hotel ved 20-tiden.

 

30/3-2015:

Vi hilser på de lokale ude på landet, nær Debark

Igen smukt vejr. Som aftalt afsted 9.30, i en bus fyldt med lokale, som er flinke nok, men kors hvor de lugter. Han kører pænt nok heldigvis. Efter 2/3 af vejen bliver vi gennet ud og skal skifte bus, men det går også nemt, og vi får pladserne på forsædet (til Anitas bekymring, da der ingen seler er).

Snart er vi fremme i Debark, en lille forblæst westernagtig flække i 2600 meters højde, lige på grænsen af nationalparken, som vi skal ind i i morgen. Her har vi et fint hotelværelse med eget bad for 150 kroner, og til frokost spiser vi den etiopiske nationalret (en kæmpestor og svampet brød-pandekage med forskellige saucer og grøntsager ovenpå), som er stor nok til os begge, men så koster den også 15 kroner. Eftermiddagen bruger vi på at gå en lang tur ud over de omliggende bakkedrag med smukke brune marker og spredte klynger af eukalyptustræer. Undervejs møder vi såvel hyrder med gedeflokke som masser af nysgerrige børn, der med glæde stiller op til fotografering, og selv om de ofte lige skal prøve at tigge om penge eller penne, så er hovedindtrykket, at alle er yderst venlige og imødekommende.

Er tilbage halv fem, så er der lige tid til en kop kaffe og et spil yatzy, før solen går ned, og så bliver det hurtigt køligt. Slapper af en time på værelset, og dernæst op i baren/restauranten og spise aftensmad. Får at vide, at der ikke er noget kød, da vi er i starten af en 15 dages fasteperiode, gys. Og til overflod har de heller ingen grøntsager, så det bliver suppe + pasta med tomatsauce. Håber ikke vi skal leve af det resten af ferien. Tidligt i seng (22.30). Har haft hovedpine hele dagen, tager en diamox, selv om jeg tvivler på, at det skyldes højden.

 

31/3-2015:

Gelada-bavianer i Simien Mountain National Park

Sover godt og i mange timer (8), bortset fra at jeg (forventeligt pga. diamoxen) skal op og tisse tre gange. Spiser morgenmad, pakker, betaler for værelset og stiller os ud og venter på afhentningen fra Simien Lodge, der kommer kl. 9 som aftalt. Kører hen omkring parkkontoret og får ordnet de nødvendige formaliteter, dvs. vi betaler knap 500 kr. for parkadgang samt en guide og en kalashnikov-bevæbnet vagt i to dage. Førstnævnte er en ung fyr på 25, der taler engelsk, om end han er lidt svær at forstå, og sidstnævnte er en sej fyr på 70 år. Herefter kører vi de 22 km ad en udmærket grusvej, så det tager kun 25 minutter i den splinternye store firehjulstrækker, før vi er fremme ved Simien Lodge, angiveligt Afrikas højst beliggende hotel.

Vi bliver installeret i den skønneste hytte, stor og hyggelig, men det er vist også mit livs dyreste hotelovernatning, 1.400 kr.

Derefter hurtigt af sted på den første vandretur. Vi ser masser af de sjove bavianer, der er meget lidt sky, så man kan komme tæt på og betragte deres adfærd. Og meget flotte udsigter, specielt ud over den store canyon, der ligger mod nord. Temperaturen er helt perfekt, og det dufter konstant af vild timian. Men pyh hvor vi stønner, men vi er jo også oppe i over 3.200 meters højde.

Vores gamle knark af en vagt er ikke ligefrem let til bens, og guiden må bære hans tunge riffel, så meget for sikkerheden, men ok, det er vist også bare rent proforma, der er vist ikke de store farer her omkring.

Tilbage og spise frokost, der naturligvis koster 2-3 gange så meget her som andre steder, men det er jo stadig billigt.

Og så en ny vandretur i en anden retning, flere bavianer og flere flotte udsigter.

Hjem og slappe lidt af inden aftensmaden. I dag er det Anitas tur til at have hovedpine, men sidst på eftermiddagen kommer det også til mig. Kommer på, at det måske er kaffe-abstinenser, så inden maden sætter vi os over i den hyggelige bålopvarmede bar og drikker to kopper stærk kaffe, og mirakel, det hjælper!

Aftensmaden er buffet, og det er udmærket.

I seng ved 22-tiden. I øvrigt pragtfulde senge og dejlige store dyner, til en behagelig afveksling fra de sædvanlige lagner og tæpper. Og temperaturen er ganske behagelig, det er ikke nær så koldt som forventet.

 

1/4-2015:

Smuk morgen og rimelig morgenmadsbuffet med kaffe ad libitum, så er den risiko da elimineret den første halve dag. Vores problem er, at vi allerede har været de steder, der kan nås med vandring herfra, så vi beslutter i stedet at leje nogle cykler. Problemet er, hvad så med guide og scout? Vi spørger på hotellet, der siger ’no problem’, bare vi ikke kører for langt væk. Så går de i gang med at finde cykler til os, hvilket ikke er helt nemt, der er alt muligt i vejen, der først skal repareres, men efter en halv time har vi da et par brugbare cykler, og så afsted. Dejligt endelig at være alene. Det første lange stykke går det bare nedad, hvilket faktisk er ret hårdt, bl.a. fordi vejen er mildt sagt ujævn. Så lidt ligeud, og vi gør holdt og ser på en abeflok og en smuk udsigt. Da vi kører videre, indhentes vi af en af fyrene fra hotellet (også på cykel), måske de var lidt bekymrede for os. Han er nu meget sød og afdæmpet, så ok med det.

Anita og jeg i Simien Mountain National Park

Så går det opad, ret stejlt endda, så vi må ned i de små gear - og ned på gåben ind i mellem. Beslutter ikke at køre længere, smider cyklerne og bestiger en lille høj, hvor der bor nogle lokale (der tigger).

Så tilbage, først nedad, så lidt hen og endelig den lange bakke op til hotellet, pyha.

Er tilbage klokken godt 12, sidder en time ude i solen med en drink og hygger os med at se på en abeflok, der kommer ned og 'græsser' helt tæt på os. Spiser frokost. Og hvad så? Anita får den brillante ide, at vi kan gå i forvejen i retning af Debark og så bare blive samlet op af bilen, der først kommer (fra Gondar) ved firetiden. Glimrende ide, og guiden er med på den. Scouten er svækket, det er vist noget med øjet, så ham efterlader vi, så kan han komme i bilen, sammen med vores bagage.

Vi går halvanden time i det skønneste vejr, så kommer bilen og kører os tilbage til Debark, hvor vi indlogerer os på det samme hotel igen. Hviler lidt og sætter os så ud foran og får en drink og et par spil yatzy, dernæst tilbage og hvile lidt på værelset - samt overføre dagens billeder til ipad.

Aftensmad indendørs, hvor tv'et brager løs med noget fodbold, men ellers i øvrigt et ganske hyggeligt sted. Spiser hver en tomatsuppe og deler en vegetar-injera og slutter af med to kaffe. NB: Man skal huske at sige, at den skal være stærk, ellers bliver den tynd. Laver et FB-opslag, læser lidt, sover ved 22.30-tiden.

 

2/4-2015:

Udsigt lige uden for Gondar

Anita vågner ved 5-tiden ved, at hun næsten ikke kan få vejret. Det er lidt underligt, kunne skyldes højden, men den synes jeg jo efterhånden vi burde have vænnet os til.

Spiser morgenmad, pakker og ruller ned ad 'byens gade' med vore to kufferter, til busstationen, hvor vi kommer afsted næsten med det samme med en minibus, som vi nu tror er propfuld, men nej, det skal blive meget værre. En temmeligt farverig og kaotisk køretur på 2.5 timer. Minibussen stopper tit, og så strømmer folk til og prøver at proppe sig selv ind i bussen, selv om der (tilsyneladende) ikke er mere plads. Vi optager et tremandssæde, fordi vi er nødt til at sidde på skrå med vores lange ben. Lidt pinligt, til gengæld tager de lige så meget ekstra for vores kufferter som vi selv koster. Der er et par politikontroller undervejs, hvor vi alle må ud og visiteres, hvilket foregår meget lemfældigt. Luften er virkeligt dårlig i bussen, nogle af de lokale passagerer stinker af harsk smør, og de er konsekvent imod åbne vinduer, der lukkes igen lynhurtigt, så snart vi forsøger at åbne dem lidt. På et tidspunkt er vi 25 i bussen, der er beregnet til 12 + chauffør!

Fremme i Gondar klokken 11, får dem til at stoppe lige ved hotellet, hvor vi hurtigt bliver indlogeret i samme udmærkede værelse som sidst, eneste ulempe er, at døren ud til den lille altan ikke kan lukkes helt tæt, og der er et vildt religiøst skrigeri det meste af natten.

Hurtigt ud i byen, går op til Landmark Hotel, der skulle være byens fineste. Det ligner en kæmpestor regeringsbygning i Østblokken. Enorm restaurant-veranda med kunstgræs og fin udsigt over en stor del af byen.

Den unge kvindelige tjener er ikke lige den skarpeste kniv i skuffen. Da jeg peger på en fiskeret på menukortet, stirrer hun tomt ud i luften og siger 'chicken?', og da vi vil slutte af med cappuccino får vi to kopper kakao. Well, this is Africa.

Tilbage på hotellet, pakker minimalt med henblik på gåtur væk fra byen. Går ud af vejen mod Debark, frisk vind, halvt skyet, 25 grader, skønt. Snart slutter byen, og vi finder en sidevej op i højdedragene. Vejen bliver hurtigt til en sti, der stiger stejlt, hvilket dels får pulsen op og dels giver os stadig flottere udsigter. Går op ad en times tid, så står vi på en bakketop og puster ud og nyder udsigten. På tilbagevejen begynder det at dryppe, og godt en kilometer fra byen tager det voldsomt til. Heldigvis er der en tuktuk lige ved hånden, og ti minutter (og syv kroner) senere er vi tørskoede tilbage på hotellet.

Kommer i tanke om, at vi skal reconfirmere vores flybilletter i morgen. Prøver at få receptionen til at ringe, men "telephone doesn't work", så jeg må en tur hen omkring kontoret, før den sag er bragt i orden.

Tager et tiltrængt bad og slapper af på værelset et par timer.

Aftensmad på terrassen, salater (helbredsmæssigt sats) og en af de glimrende pizza'er.

 

3/4-2015:

Den spøjse restaurant Ben Abeba i udkanten af Lalibela

Alarmen lyder kl. 5.45, vi skal jo flyve til Lalibela her til morgen. Hurtig morgenmad og klar ved bilen klokken syv. Kører - ad meget fine veje - ud gennem ret tæt morgentrafik (osende og stinkende), en halv times tid til lufthavnen. Hurtig checkin, og så har vi næsten to timer inden afgang. Sidder og læser.

Kort flyvetur, ikke meget at se, gråbrune flader og varmedis.

Hurtig bagageudlevering (tager det selv fra vognen), og der venter en chauffør fra vores hotel, fin service. Det tager en halv time at køre til hotellet, gennem tørre ørkenagtige landskaber, som dog alligevel er fascinerende og smukke.

Vores hotel (Jerusalem) ligger i udkanten af byen og er omgivet af den dejligste blomsterhave. Og vores værelse er bare fantastisk, stort og hyggeligt og med en kæmpe altan med den smukkeste udsigt, wow!

Spiser frokost på hotellets restaurant og går så ud i byen.

Først ned til indgangs-kontoret til kirkeområderne for at få en billet til de næste 4 dage. I vores guidebog står der, at det koster 21$, men nu koster det 50$, gisp! Nå, vi betaler, men venter til i morgen med at gå ind. Går i stedet videre gennem byen, finder et hyggeligt sted til en drink (haven til 'Hotel 7 Olives'), videre til Ethiopian for flybekræftelse, de er flinke men langsomme. Og så videre ud af byen, først til Mountain View Hotel og dernæst til Ben Abeba Restaurant, det mest syrede bygningsværk med en world class udsigt!

På hele tilbagevejen (ret langt) får vi følgeskab af to 17 årige knægte, der gerne vil snakke engelsk, tilsyneladende uden bagtanker, ganske hyggeligt, og de er faktisk ret gode til engelsk.

Når lige tilbage ved tusmørketid, slapper lidt af, så mad i egen restaurant, faktisk ret hyggeligt sted og ok mad. Plus en flaske lokal rødvin til 80 kroner, drikkelig, men så heller ikke mere. I seng ved 23-tiden.

 

4/4-2015:

Op 7.30, ok morgenmad, pakker til en lang gåtur (mest vand, men naturligvis også hat, solcreme, førstehjælpesudstyr og kamera). Går fra hotellet og er næsten straks ude på landet. Stoppes af en ikke alt for klog fyr, der vil have os til at løse hans engelskopgaver. Går ned i en bred dal og et stykke længere ud, så til højre, vil prøve at gå tilbage langs bjergryggen. Vidunderligt vejr og dejligt landskab, tørt men alligevel fascinerende. Det lykkes os at komme op i nærheden af bjergryggen, så ned i en dalsænkning. Møder masser af mennesker der hilser venligt og stirrer nysgerrigt. En del - mest børn - tigger, men ikke særligt overbevisende, nærmest refleksagtigt. Møder en træt gammel mand, der - med meget besvær - sætter sig på en sten i skyggen af et træ. Anitas medlidenhedsgen slår igennem, og hun går ned og forærer ham lidt vand og en mysslibar, hvilket han ser ud til at være dybt taknemlig for. Jeg tager en film af det, som jeg senere kommer til at ødelægge, øv. Så går det stejlt op lige inden byen, som vi rammer lige midt i et stort markedsområde, eksotisk og farverigt. Går op og spiser på den hyggelige restaurant på 'Seven Olives', hvor man sidder i skyggen ude i haven, omgivet af eksotiske fugle. Anita får en burger ('berger'), som mest består af (tørt) brød, og selve 'bøffen' er 'fortyndet' med et eller andet, linser måske. Jeg får en lokal ret 'Tibes', der mest består af en masse små stykker (ikke særligt reelt) kød, men det smager nu meget godt. På tilbagevejen passes vi atter op af de to drenge fra i går, som er lidt svære at ryste af.

Stemningsfuld påskemesse i den største af klippekirkerne

Hjem og slappe af lidt - og vaske fødder.

Så skal vi op og se de der klippekirker, som vi har betalt en formue for at få adgang til. Ihærdige guider prøver at overbevise os om, at fravalget af en guide vil bevirke, at vi går glip af en masse detaljer. Jeg prøver at forklare ham, at vores historiske interesse ikke er vildt stor og at vi i øvrigt har en udmærket guidebog - som det dog viser sig, at jeg har glemt. I den første kirke foregår der et eller andet religiøst messeri, ganske stemningsfuldt. Ser et par kirker mere og går så over til den anden gruppe. Dybt fascinerende, at dette er hugget ud af klipperne. Kan ikke gå gennem en lang mørk tunnel, mangler en lommelygte, som det senere viser sig lå i min rygsæk - det er vist ikke lige min dag. Vi må tilbage hertil en af de andre dage, nu har vi jo også købt adgang til hele vores ophold her.

Hjem på hotellet 17.15, pyha, det var en hård dag.

Spiser igen på vores eget hotel. Dejlig kølig sydafrikansk hvidvin, gulerodssuppe (stor og mættende, men ikke spændende), og så får Anita spaghetti med kødsauce og jeg får en 'steak'. Førstnævnte er alt for stærk for Anita og sidstnævnte har aldrig været i nærheden af en ko (uvist hvad det så er), men ok, lader sig spise. I aftenens løb opfinder vi en ny yatzy-variant.

 

5/4-2015:

Vi er til ’kaffe-mik’ i en landsby nær Lalibela

Morgenstatus er, at Anita har fået 36 myggestik i nattens løb, i det mindste godt, at her ikke er malaria. I øvrigt har jeg ikke fået et eneste, selv om jeg har ligget uden tæppe en stor del af natten, ikke helt rimeligt, men de kan tydeligvis ikke lide min smag/lugt, i hvert fald ikke, hvis der er alternative muligheder.

Indtager hotellets udmærkede morgenmad og gør klar til dagens udflugt. Går op i byens anden ende, i nærheden af heksehatte-restauranten, og fortsætter ned ad vejen. Et stykke nede skråede vi så op ad en smal og stejl sti tilbage mod byen, med retning mod 'Mountain View Hotel', hvor det var planen at gå hen og spise frokost. Først dog lige en lille tur hen langs bjergryggen, hvor vi stødte vi på en ung pige, der slæbte sig afsted med to store sække, hvilket udfordrede mine gentleman-gener, så jeg overtog den ene og fulgte hende hjem. Det bevirkede naturligvis, at vi blev inviteret ind på kaffe (der har nærmest ceremoniel status her til lands, lidt lige som i Grønland) og 'injera' (skumgummiagtigt gæret brødpandekage med krydrede saucer). Meget eksotisk og hjertevarm oplevelse (og i øvrigt glimrende kaffe), og bagefter fulgte hele børneflokken med os hele vejen tilbage til byen, en enkelt siddende på mine skuldre og resten i stadig kamp for at få lov til at gå med Anita i hånden.

For at slippe for dem, måtte vi gå ind på førnævnte hotel og spise frokost, men det var jo også den oprindelige plan. Dejlig mad på den skønne udsigtsterrasse, og bagefter gik vi ned gennem byen til den enkeltstående klippekirke, som vi endnu ikke havde set. Det viser sig, at Anita har fået en grundig solskoldning på bagsiden af sine overarme, som hun vist har glemt at give solcreme, solen er jo ganske stærk her, selv om temperaturen 'kun' er et sted midt i tyverne.

Tilbage på hotellet, koldt vand og øl med op på altanen, ser billeder og skriver dagbog.

Tager tuktuk kl. 19 ud til 'Mountain View Hotel', hvor vi spiser aftensmad. Desværre er der ikke lige nogle tuktuk'er da vi skal hjem, så vi går hele den lange vej ad mørke veje, dog den sidste tredjedel med følgeskab af et par lokale drenge.

 

6/4-2015:

Her kommer kun få turister, og de lokale stopper og stirrer når de møder os

Sidste dag i Lalibela. Tager tuktuk til 'Mountain View Hotel', hvorfra vi begynder at vandre ud i samme retning som i går, idet vi dog drejer ned til højre lidt før gårsdagens landsby. Fin tur langs højderyggen, så kommer vi ud til et par små klynger af huse, hvor vi mødes af nogle temmelig vrede hunde. Vi holder dem på afstand med sten, mens vi beslutter at vende om. Slår et sving, hvorefter jeg ganske mister orienteringen, men Anita bevarer den heldigvis (støttet af kompasset i min iphone), og snart er vi atter på vej tilbage ad den samme sti, dog først efter at have tosset noget rundt i den varme middagssol.

Spiser frokost på 'Mountain View Hotel', siddende i solen på deres udsigtsterrasse, hvilket muligvis er dumt, for Anita er ret kvæstet, da vi skal videre hjemad. Finder heldigvis hurtigt en tuktuk, der kører os helt hjem, og Anita skvatter om med solstikslignende symptomer, mens jeg sætter mig ud i solen og steger videre (idet jeg dog køler mit indre med et par øl).

Slapper af, tager bad og spiser på nabohotellet (Lal). Udmærket mad indtaget udenfor i den milde og fløjlsbløde aften.

Vil betale regningen for de fire dages ophold og forplejning (2.300 kr.), men deres kreditkortautomat virker ikke. Beslutter at prøve igen i morgen tidlig, ellers må jeg ned i automaten og hæve kontanter.

 

7/4-2015:

Vækkeur 6.50. Kreditkortautomaten virker stadig ikke, så jeg smutter ned på torvet og hæver 7.000 Bir, en ordentlig stak, og så er hotelmanden glad. Han er lige ved at slippe afsted med at bøffe mig for de 2.5% kreditkortgebyr, som han skrev på regningen i går, men det opdager vi heldigvis, og han beklager dybt og betaler tilbage.

Morgenmad, sidste pakkerier og så afsted til lufthavnen. For en gangs skyld en forsigtig og (næsten for) langsom chauffør, men skidt, hellere det end det modsatte. Smuk og dejlig tur gennem de fascinerende landskaber (sidste gang før den står på et par afsluttende storbydage), og vi er i lufthavnen to timer før afgang, som det (ret vildt) kræves. Al bagagen gennemlyses, men alligevel slipper vi afsted med et par flasker vand. Kaffe i lufthavnsbaren (lidt dyrt (efter etiopisk standard, ellers stadig billigt)).

40 minutters flyvning, og så er vi i Addis. Får bagagen og går ud foran, hvor der er masser af både private biler og taxaer, men ingen tegn på den afhentning, som jeg mente at have bestilt. Vi går i forhandling med en chauffør og får ret hurtigt prisen ned på de 10$, der også blev nævnt som hotellets pris. Kedelige store trafikerede veje (lidt som i de arabiske lande, bare grimmere). Vores 'Cozy Family Restaurant' er lidt skuffende, haven er en kedelig lille gård, og der er ikke bad og toilet på værelset, kun fælles, det mener jeg ellers jeg havde bestilt. Selve værelset er nu godt nok.

Vader hele vejen ind til centrum langs en stor firesporet vej med tæt, larmende og stinkende trafik, kors en grim by. Ind til Mesquele Square, en stor plads med en kæmpemæssig vej og en stor grim bro, der begge fører forbi en halvelipseformet tribune. Vi går op ad trapperne i midten af tribunen, i håb om at finde en restaurant, der er nævnt i guidebogen, men den er der ikke mere, i stedet er der et larmende område, der er en mellemting mellem et tivoli og et marked.

Spiser frokost på en lille lokal restaurant ovre under broen, pasta med (meget lidt) kødsovs. Bestiller cappuccino (som står på kortet), men får to kopper varm mælk med lidt kakaopulver ovenpå. Gør indsigelser, men har meget svært ved at trænge igennem med budskabet om, at der altså forventes at være kaffe i en cappuccino. Til sidst får vi to kopper (udmærket) kaffe i stedet.

Går videre op mod centrum og ind på et kontor for Ethiopian Airlines, i det spinkle håb, at vores hjemrejse kan ændres til i aften i stedet for i morgen aften, så vi kan slippe for endnu en dag i denne skodby, men nej, der er slet ingen afgange i dag.

Går og går. Kommer forbi en restaurant, som vi måske kunne tænke os at spise på i aften, vil gerne bese den, men den er lukket indtil kl. 19.

Så er vi oppe i Piazza-området, og det bliver det ikke bedre af. På en førstesal er det lidt udsigt (over vejen) plus nogle caféer, vi sætter os på den pæneste af dem. Jeg bestiller en øl, Anita vil bare gerne have vand, men det har de ikke (det har vi prøvet før på 'ølbarer'). Musikken er øredøvende, så jeg skynder mig at drikke min øl, så vi kan komme væk.

Beslutter at tage en taxa tilbage. Finder hurtigt en (dvs. de finder jo hurtigt os), der påstår at vide, hvor vi skal hen, men alligevel ender det naturligvis med at gå helt galt, og vi må en tur helt ud i nærheden af lufthavnen, før det endelig lykkes at komme hjem til vores hotel.

Vi indtager aftensmaden på den lille italienske restaurant lige ved siden af, og det er faktisk både hyggeligt og billigt - og maden er god.

 

8/4-2015:

Anita er ikke helt på toppen, har ondt i halsen og er træt. God og hyggelig morgenmad i køkkenet, tilberedt af 'Mutter'. Vi får lov til at beholde værelset til vi skal i lufthavnen i aften, det var da herligt. Beslutter at være en smule kulturelle i dag, mest for at få tiden til at gå, det er begrænset hvor meget vi orker at traske rundt i den lorteby. Tager en taxa til Mesquele Square, hvor vi ser 'Red Martyr Museum' med billeder og andet fra den grusomme 'røde tid' (socialistisk militærdiktatur, DERG (74-91) (Mengistu, 1987-91)). Lidt uhyggeligt, men ikke specielt prangende (og dunkelt, strømmen er røget, så intet lys).

Går op langs nogle (øde) parker, ser en kirke og drikker en god kop kaffe.

I den gamle (armenske) bydel drikker vi endnu en kop kaffe på en fin restaurant, i håb om at kunne bruge deres wifi, men det virker ikke.

Tager en taxa hjem, og det ender med det samme cirkus som i går.

Slapper lidt af på værelset, hvor der i øvrigt heller ikke er wifi (eller strøm i det hele taget).

Spiser aftensmad på den lille italienske restaurant igen (i stearinlysets skær - stadig ingen strøm - fantastiske de kan lave mad alligevel).

Afsted til lufthavnen, check in tre timer før afgang.

Anita er dødtræt, og der er ingen lounge, dårligt nok siddepladser.

Og mine sidste etiopiske penge kan ikke bruges i lufthavnen.

Dårlig afslutning på en fantastisk ferie :-(

 

9/4-2015:

Et lidt for langt ophold i Wien betyder, at vi lige netop ikke når flyet til DK i Stockholm, så vi må vente 1½ time længere (dog overkommeligt).

Hjemme på Frederiksberg ved 14-tiden.

 
 
Share this