Nordetiopien rundt med høns på taget


Lene K. Rasmussens billede
Lene K. Rasmussens billede
 
2011 sep

At rejse med bus rundt i det nordlige Etiopien kræver stærke nerver. Til gengæld belønnes man med bl.a. obelisker og ruiner efter dronningen af Saba, som vidner om dengang området var vugge for den etiopiske kristendom og mystik.

Bussen bliver pakket med kufferter, store kasser og sække fyldt med levende høns.

Jeg går søvndrukken ned til busstationen i Mekele. Gitterporten ind til busstationerne åbnes kl. 5 om morgenen, og det er bedst at være der tidligt. Køreplaner er overflødige, for her kører busserne, når de er fyldte til bristepunktet, hverken før eller senere.

Der står mange mennesker tætpakket og venter udenfor. Så snart porten åbnes, hersker et kaotisk virvar af mennesker, der vrimler ind på stationen. Hurtigt får en af "gribbene" øje på mig og spørger, hvor jeg skal hen. Mit blege danske pokerfjæs bliver hurtigt testet, da vi forhandler om prisen for at smide min rygsæk op på taget af bussen og for at sikre mig en god plads oppe foran ved siden af chaufføren.

Jeg holder skarpt øje med, hvordan min rygsæk bliver bundet fast på taget. Den er ikke det eneste, der bliver bundet fast deroppe. Kufferter, store pakker og bomuldssække fyldt med levende høns. På tagbagagebæreren bliver nogle af de levende høns bundet fast i benene og hænger med hovederne ned langs siderne på bussen. Jeg får øje på en ged, der kører af sted bundet fast i benene til tagbagagebæreren på en af busserne.

Ready for the big ride, baby!

Inde i bussen har kvinden bag ved mig medbragt en hane, som hun sidder med på skødet. Den galer på livet løs, og "vennerne" på taget svarer igen. Hanegalen bliver dog snart overdøvet af øredøvende etiopisk musik. Buschaufføren har en stak plastikposer, som bruges flittigt, da en del af passagerne bliver køresyge undervejs. Jeg kommer aldrig til at sidde behageligt – det sørger de mange huller i vejen for, og der er varmt og klamt i bussen med en ildelugtende blanding af opkast, sved, dårlig ånde og hønseekskrementer.

Et puf i siden på chaufføren

I busserne spilles øredøvende høj musik, og de kan høres på lang afstand 

Busturen tager godt 10 timer, og chaufføren er tydeligvis træt. Jeg opdager, at hans øjne er ved at glide i, og han begynder at nikke med hovedet. Da han styrer direkte ud i rabatten, giver jeg ham et lille puf. Han vågner med et sæt og svinger over i den modsatte vejbane, inden han får rettet bussen op, og vi kommer på ret kurs igen. Heldigvis når han det kun få sekunder før, en stor lastbil kommer imod os.

Busserne er dekoreret med adskillige amuletter, så jeg sætter min lid til, at vi nok skal nå sikkert frem. Vinduerne er også klisteret til med bibelske motiver. Jeg får øje på et af Jesus med sin kåbe bundet op over den ene skulder og hængende halvt ned over brystkassen. Han er tegnet med en flot maskulin krop og ser ret sexet ud på det billede, tænker jeg. Tilbed mig, elsk mig! Jeg trækker lidt på smilebåndet. Nå ja, måske skal jeg først begynde at tro!

Jeg var på vej rundt på den klassiske rundrejse i det nordlige Etiopien. Fra hovedstaden Addis Ababa rejste jeg nordpå til Bahir Dar. På Tana-søen udforskede jeg Nilens udspring og nogle af søens århundrede gamle ø-klostre. Derefter besøgte jeg Afrikas "Camelot" i byen Gonder med sine middelalderlige slotte og paladser. Jeg vandrede i den smukke natur i Siemens-bjergene og rejste derfra den lange vej med bus til Aksum. Byens obelisker, ruinerne efter dronningen af Saba og kapellet med Pragtens Ark vidner alt sammen om dengang, Aksum var centrum for det gamle Abysiniens kejsere og vugge for den etiopiske kristendom og mystik. På vejen fra Aksum oplevede jeg nogle eventyrlige klatreture til klippekirker og templer i Tigray. Nu var mit næste stop Lalibela og derefter retur til Addis. Rundrejsen med bus tog 10 dage alene i rejsetid, så jeg var efterhånden blevet vant til at få nyrerne banket på plads.

 

Hotel med røde lamper

Da jeg steg af bussen i Woldia, havde jeg alligevel fået eventyr nok for den dag. Jeg havde ingen planer om at blive i Woldia, men ville rejse videre med bussen igen den næste dag for at komme til Lalibela. Efter den lange bustur var jeg træt og fuldstændig ligeglad med standarden på mit hotelværelse. Jeg fik øje på et skilt med hotel i nærheden af busstationen og traskede derhen. Det var et skummelt og halvmørkt værelse på 1. sal. Det var heller ikke særlig rent. Pyt, det var jo kun for en enkelt nat, og det kostede ca. 20 kr. Hvad kunne man næsten forlange for kun 20 kr.? Pedaltoilettet stank, og i løbet af natten var jeg flere gange ude for at hælde vand i det i håb om, at afløbet var forsynet med en vandlås. Men det hjalp ikke. I stueetagen nedenunder var et diskotek, som spillede høj musik til langt ud på natten. Det gik pludselig op for mig, hvorfor pæren i loftet var rød. Jeg var havnet på et billigt bordel, så jeg skyndte mig at slukke lyset. Det tilstødende værelse blev flittigt benyttet til formålet i løbet af natten.

Efter nattens strabadser stod jeg op til en ny lang bustur og traskede endnu en gang søvndrukken ned til busstationen kl. 5. Det var den samme bus, og hønsene hang stadig på taget. De havde hverken fået vådt eller tørt i 24 timer og så mere bevidstløse ud end mig. Busturen til Lalibela skulle tage syv timer, men efter halvanden time gik bussen i stå, og det lugtede brændt fra motoren. Jeg fik min rygsæk ned fra taget og ventede sammen med de andre passagerer et par timer, indtil en anden bus stoppede og tog os med. Vi måtte stå tætpakket resten af vejen, for bussen var propfuld i forvejen.

 

"I am the menu!"

Da jeg endelig nåede frem, trængte jeg til et godt måltid og fandt en lille lokal restaurant. Den var ejet af en buttet afrikansk kvinde klædt i traditionelt farvestrålende tøj. Hendes øjne strålede, og hun lyste op i glæde over at se en ny gæst.

"I am the menu!" sagde hun med sit flotte hvide tandsmil. "I make good pizza."

Hun fik ret. Hendes pizza smagte forbavsende godt. Det var en del af hendes hus, som hun havde lavet til en lille bitte restaurant. Gulve og vægge var lerklinede og kun en pære hang ned fra loftet. Der var to lavbenede borde af træ, og stolene var klodser af ler belagt med et stykke fåreskind. Men det 21. århundrede lurer alle vegne for oppe i det ene hjørne var fjernsynet tændt. Det viste et program på MTV, hvor rige amerikanske superstjerner viste deres overdådige hjem frem og eksponerede deres glamourøse tilværelse. Det var en overvældende kontrast.

"Ser dit hjem i Danmark også sådan ud?" spurgte hun.

"Nej, heldigvis. Mennesker, der lever sådan, rejser ikke til et land som Etiopien,” svarede jeg.

Hun smilte bredt og serverede traditionel etiopisk kaffe som afslutningen på en dejlig middag i den mest autentiske restaurant, jeg nogensinde har oplevet.

 

Historiske klippekirker

Om lørdagen fyldtes markedspladsen. Bønderne gik til byen for at sælge deres korn, grøntsager, krydderier, honning, høns, geder og æsler. Det er kvinderne, der sælger kornet, grønsagerne og krydderierne, mens mændene handler med kreaturerne og hønsene. Der sælges potter, pander, tøj og alverdens krimskrams. En ung mand sad med en stor bunke hullede og nedslidte sko, man skulle være heldig at finde et ens par!

Markedspladsen i Lalibela

Mens jeg kantede mig igennem menneskemængden, nyste en mand bag mig. Han holdt sig ikke for munden, og jeg fik lidt spyt på kinden. Jeg tørrede det væk og tænkte ikke mere på det før nogle timer senere. Da jeg ville tage håret væk fra ansigtet, opdagede jeg, at der sad en stor ulækker snotklat i håret.

Efter at jeg havde vasket håret godt og grundigt, tog jeg ud for at se Lalibelas smukke klippekirker fra det 12. århundrede. Byen hed tidligere Roha, men navnet ændredes af kong Lalibela. Han havde været på pilgrimsrejse til Jerusalem, hvorefter han besluttede at opføre sin egen version af det hellige land på afrikansk jord. Han byggede derfor 11 skulpturelle kirker, der var hugget ned i den lyserøde granitblok. Det var imponerende bygningsværker, skåret ned i klipperne med hammer og mejsler, komplet med flere etager, vinduer, søjler, endog tagrender ud af en og samme klippesten. Præsterne og munkene holdt liv bygningerne med kulørte og farvestrålende ceremonier.

Den største af de 11 kirker i Lalibela hedder Bet Medhane Alem. Den måler 33.5x23,5 meter og er over 11 meter høj, Rundt om bygningen er der 34 store søjler (flere restaureret pga. farer for nedstyrtning). Indvendig er yderligere 38 bærende søjler

Kirkerne i Lalibela var et af de største højdepunkter blandt de fantastiske kulturskatte, der findes i dette helt unikke og smukke afrikanske land. Og blev en smuk belønning efter min strabadsfyldte rejse rundt med bus, hvor hønsene hang og dinglede ned fra taget.

Præsten tror, blitzen ødelægger øjnene, men hvad gør det, når bare man ser "cool" ud for turisterne?
Jeg spurgte, om han var en etiopisk cowboy. "No, no, I'm a Texas cowboy!" svarede han.

 

 
 
Share this