Rejsebreve fra Egypten og Emiraterne


Claus Qvist Jessen
Claus Qvist Jessens billede
 
2010

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Rejsebreve fra Egypten og Emiraterne

af Claus Qvist Jessen

 

Hilsen fra Egypten: 13/3-2010

Hej, verden!

Solen steger, og vinden blæser som den indvendige side af en hårtørrer. Egypten er bestemt ikke blevet mindre hed end sidste gang, jeg var her, og der er heller ikke blevet færre turister.

Men Cairo ligner sig selv. Stadig både charmerende og møgbeskidt stadig med verdens absolut værste trafik. Propperne er intet mindre end astronomiske, og lyden af horn gjalder glad 24/7. For nogle år siden var der en pause i Ramadanen, men det er vist længe siden.

De obligatoriske "must sees" som Pyramiderne og Egyptian Museum er stadig fede, men de lider lidt under floden af masseturister. Det var unægtelig meget, meget lettere, da jeg tilbage i maj 98 var ENESTE turist ved Pyramiderne - og eneste til at beundre Tut Ankh Amons sarkofag på museet. Nu foregår det i gåsegang og køer, men lidt godt er der ommet til: Et separat mumierum, hvor bl.a. Ramses II og flere andre faraør ligger i deres sirlige glaskister. Ret fedt, må man indrømme.

En kort visit til Baharaya-oasen blev overraskende positiv, men allerbedst var det at drage nordpå til Alexandria. Nul turister (næsten) og en helt anderledes og mindre aggressiv stemning end Cairo, hvor hele downtown synes atville platte en. Alexandria er ganske enkelt en perle, og endnu bedre blev det, da vi tog en endagstur til Ar-Rashid - der hvor Rosettastenen en gang blev fundet. En bette, støvet landsby med de sødeste menneske i hele Mellemøsten. Vildt fedt at tulle rundt i de små gader og nærmest skulle slås for overhovedet at betale for sine ting. En kaffe, to te og en vandpibe kostede os 4,50 kr - det samme som man i Aswan vil have for EN kop te.

Turismen er bestemt ikke altid af det gode. Det korrumperer folk i en helt uhyggelig grad at vide, at de ved få minutters aggressivt plattenslageri kan hive en dagløn hjem, og jeg er trods mere end 20 år på farten ikke blevet helt immun overfor den slags.

Et lååångt run med et nattog bragte karavanen helt ned sydpå til Aswan, hvor NIlen er helt anderledes romantisk end Cairos lange muddersø, og hvor man hele døgnet synes at befinde sig i den berømte hårtørrer. Til gengæld er her meget "mindre" end i storbyerne mod nord, og en detour til Abu Simbel var hele turen værd. Det enormt flotte Ramsestempel var naturligvis highlightet, og det blev bestemt ikke ringere af, at det indvendige er utroligt smukt lavet - og så for 3284 år siden! Templet er sgu bedre bevaret end de flade huse, man i 70'erne fyldte vort kongerige med. De kunne noget, de gamle faraoiske egyptere.

Naturligvis skulle jeg også forsøge at fange en nilaborre, og hvis vi starter med det positive: Jeg fik hele tre! På minussiden: De vejede mindre end 3 kg tilsammen!! Jeg anede ikke, at de overhovedet kunne fås så små, for max er langt over 100 kg. Fiskene var bare ikke samarbejdsvillige den dag. Der var helt vindstille og havblik, og alle lokale erfaringer siger, at det er noget skidt. Jeg må tilbage en anden dag :o)

Om et par dage går det så ned ad Nilen i flodbåd. På mystisk vis er det lykkedes mig at tage mig samen og få arrangeret en rigtig honeymoon, så den får på alle tangenter med luksuskahyt, air-con og drinks på dækket. Det må være solstik, men jeg glæder mig faktisk, og det samme gør Annette heldigvis!

Sidste stop bliver Luxor, hvor der venter os en masse ruiner og endnu flere masseturister. Også meget anderledes end da jeg var her i 2003, men vi skal nok overleve. Derfra hopper vi så i fly til først Kuwait og siden Emiraterne og Dubai - ikke for at shoppe, men for at dyrke nogle af de små emirater, man aldrig hører om. Det skal nok blive spændende.

Kamelvæddeløb: 20/3-2010

Hej igen, verden!

Tiden tikker langsomt her i Egypten, og at forvilde sig ind på et lokalt kamelmarked får i den grad bombet en tilbage til jernalderen - på den gode måde. Weekendmarkedet i Daraw lidt nord for Aswan var en herlig oplevelse. Hundreder af krejlere, tusindvis af kameler, enkelte æsler og TO turister - os. Som vi gentagne gange har fået skåret ud i pap på denne rejse, er oplevelserne omvendt proportionale med antallet af masseturister, og at rende rundt hel formiddag blandt de gurglende ørkenskibe og deres stolte ejere var en helt igennem fantastisk oplevelse. Lad endelig være med at sige til turgrupperne, at markedet i Daraw er fantastisk.

En af de lidt mere forudsigeligt glade oplevelser var at sidde med en kold hvidvin på agterdækket af en luksusskude mellem Aswan og Luxor. For første gang i mit lange liv skulle jeg udsættes for et ægte "cruise" - og helt uden fiskestænger strittende ud fra bagperonen, men jeg tror faktisk godt, at jeg kan vænne mig til det! Ren komfort på forste klasse, og så er det endda til at betale. 100 $ pr nat for hver de to døgn, vi var af sted, så det er til at overleve. Den største udgift var nærmest barregningen.

Negativsiden er mængden af cruisebåde. Det siges, at der er næsten 300 både i omløb på Nilen mellem netop Aswan og Luxor, og det mærkes. På en eftermiddag nåede vi at tælle mere end 60 modgående både, og i perioder lignede det en godt proppet Køge Bugt-motorvej. Køkørsel og propper synes at være dagens orden.

Værst blev det ved de par indlagte stop ved Kom Ombo og Edfu-templerne. Selve templerne var ufatteligt flotte, men kødranden af gruppeturister tog meget af glansen, og Annette og jeg fik i fællesskab endnu mere ammunition til en af vore yndlingsaversioner: Franske, spanske og italienske gruppeturister.

Hvad gør man ved det? Sikkert ikke noget, men hvis nu Onkel Osama truede Egypten gentagne gange med slemme angreb på de vantro, ville 99% af masseturisterne sikkert blive skræmt til andre destinationer, og så var der mere plads til de mere diskrete og knapt så frygtsomme rejserotter - os fx. Bare en tanke, men lige nu glæder jeg mig til de næste rejser, der er lagt steder, hvor der er meget langt mellem masseturisterne. Angola, Namibia, Belarus og sydlige Vestafrika lugter stadig dejligt jomfrueligt i mine næsebor.

Den nu 75 år gamle skakstormester Bent Larsen sagde en gang, at så længe en åbning regnes for dårlig, kan man spille den. Lidt det samme synes at gælde rejselivet, for så længe et land regnes for farligt, er det vidunderligt. Afghanistan, Yemen og Iran er stadig blandt mine allerflotteste oplevelser, men så snart landene bliver sikre nok til airbagturisme, kommer syndfloden, og alt går skævt. Søde og venlige folk konverterer til platugler og krejlere, og ægte gæstfrihed erstattes af ønsket om at sælge sin gamle bedstemor til højestbydende turist. Drej ind af et par smågader, og gå væk fra de store templer, og pludselig bliver folk langt mere søde og gæstfri. Væk er platteriet, og teen koster pludselig det samme som for syv år siden. Rasheed, Alexandria og Daraw er de bedste eksempler fra denne rejse.

Men der er masser af lyspunkter, bl.a. i Luxor, hvor jeg var for syv år siden. Naturligvis har hele verden ændret sig hinsides genkendelse, for hvor jeg den gang kunne tulle rundt mutters alene i det fantastiske Karnak-tempel, skulle vi nu slås med syndfloder af stupide turgrupper.

En af mine mange politisk ukrorrekte teorier er, at turgruppers kollektive intelligens er konstant, så jo større grupper, jo dummere opfører folk sig. Især russerne glimrede ved en imponerende lyst til at klatre op alle de steder, hvor vagterne sagde, de ikke måtte kravle op. Herregud, ruinerne har jo stået der i 4000 år, så klarer de nok en Tatjana eller 17, selvom ham der Mustafa siger, at man ikke må.

På Vestbredden ligner ruinerne sig selv, men som alle andre steder i landet er turismen mange-mange-mangedoblet, og det sætter sine spor. Det imponerende Hatshepsuttempel ligner en belejring, og foran og i gravene i Kongernes Dal er køerne lange som Staunings valgtaler. Til gengæld kan vi ligesom alle andre europæere glæde os over at få lov til at betale 20 gange så meget som de lokale. Samme syge system har man i Tibet, Zimbabwe og Iran, men lavede vi det i Danmark, ville man kalde det racisme.

Oveni har vi fået endnu en af mange eksempler på Egyptens manglende religionsfrihed. Husk lige, at det var netop Egyptens idiotiske ambassadør, der tilbage i 2005 hylede højt over Danmarks manglende frihed pga. Muhammedtegningerne. Det var skam noget helt andet, at Egypten gennem 150 år har haft en lov, der forbød bygningen af kirker. Det er særdeles aktuelt lige nu, for de er godt i gang med at rive et par kirker ned, som stod i vejen for genopførelsen af den gamle sphinxvej mellem Karnak og Luxor Tempel. De må ifølge intolerant, islamisk lov ikke genopbygges andetsted, mens den moske, som er bygget OVENPå Luxor-templet, naturligvis er hellig og ikke kan røres. Mage til dobbeltmoral, så lad os endelig få nogle flere Muhammedtegninger, der kan synliggøre umuligheden af at flette en 1400 år gammel stenaldertradition ind i et moderne Europa. Og så undskyld til alle de radikale, som utvivlsomt føler sig meget jokket over tæerne.

På den (heldigvis store) plusside er det herligt igen-igen-igen at opleve, hvor let det er at omme "væk fra det hele", og hvor dejlige folk er, når bare de ikke skal leve af at platte turister. Egypten er i den grad et land, der skal opleves væk fra masseturismen, og skal vi tilbage igen, bliver det IKKE til Ramses ruiner langs NIlen, men til de "ukendte" steder mod nord.

Om få timer letter så Air Arabia, og lidt flere timer senere er vi i Kuwait i en helt anden verden. Alene det ative fri for Luxors flod af Låsby-Svendsen'er bliver herligt. Nogle dage efter skulle vi gerne lande i Dubai, hvovi er så heldige at ramle ind i verdens mest prestigefyldte hestevædeløb: Dubai World Cup. Oveni er der stor gallafest med livemusik af Santana og Sir Elton, så vi har lige haft det store MasterCard fremme og spyttet godt i Emir Maktoums kasse. Hvad gør man ikke for et væddeløb.

Rejsebrev 4/4-2010: Hypheste og oliemilliarder

Den imponerende Dubai World Cup. Tilskuerne spænder fra indiske gæstearbejdere på ståpladserne ”Apron View” over europæere på siddepladserne og de vildt rige sheiker i deres airconditionerede og alkoholfri loger.

At rejse er en glad ting, og der skal heldigvis mere end en million egyptisk orienterede gruppeturister til for at spolere glæden ved at flippe rundt i verden - også selvom man let ender som en gammel, vrissen øv-mand efter at have brugt tre uger på at skrige "NO!" til fattesvage røvhuller, der ikke forstår, hvorfor man ikke bare accepterer deres overprisede overfald. Egypten gør let en til en person, jeg ikke har lyst til at være. Jeg vil så meget hellere være en lalleglad nisse med appetit på verdens herligheder end en, der hele tiden skal vrisse for at fjerne bare en lille smule af de krejlende idioter.

Omvendt er Mellemøstem stadig en af verdens mest spændende og mest kulturrige destinationer, så mens masseturisterne flokkes om Egyptens antikke templer, kan man jo bare flygte. Som sagt, så gjort, og da Air Arabia havde en billig billet fra Luxor til først Kuwait og siden Sharjah (v Dubai), kunne vi ikke lade være med at tage tilbuddet.

Kuwait kender vi alle sammen fra Saddam Husseins invasion og de sure minder fra 1990. Selv havde jeg ikke det store forhold til olielandet, men det skulle hurtigt ændre sig. Naturligvis var Kuwait City fuld af sporene efter de mange oliemilliarder, men overraskende var det, at byen er så multietnisk, som den er. Kuwaiterne selv kan naturligvis ikke finde på at røre en skruenøgle, så importen af manuel arbejdskraft fra

Før løbene starter: Ét stk dansk turist på næstøverste række af ”Premier Seating 3”

især Indien, Pakistan og Bangladesh er imponerende. Det gør samtidig, at Kuwait bliver til en slags Little India på den gode måde, for man får alle farverne, men ikke den maniske stirren, som alle indiensfarere har oplevet 24/7.
 

Den næsten meterhøje vandrepokal, der sammen med en lille check på 6 mio. dollars tilfalder vinderen af Dubai World Cup

Enkelte flotte bygninger gør det ud for de såkaldte "attraktioner", men det fedeste var faktisk blot at bruge tre dage på at tulle rundt i labyrinten mellem de høje bygninger og så i øvrigt nyde, at ikke een eneste egyptisk krejler kom rendende med menukort, vandpiber eller sække af fætters kluns. Fred er en glad ting, og et lille stop i Kuwait kan klart anbefales - især hvis man har hang til god, indisk curry. Ligesom i London laves den slags tilsyneladende bedre udenfor Hindustan end i selve hjemlandet.

Next stop var så Emiraterne. Herligt for et kærestepar, netop som man læser, at et engelsk par er blevet idømt en måneds fængsel for kysseri på en restaurant i Dubai. Det kunne vi aldrig finde på, så vi startede i det endnu mere konservative, men alligevel meget moderne emirat, Sharjah, og dappede derfra ud på æstkysten til først Al-Badiya og siden Dibba. Alle mine fiskeplaner døde pga manglende vand(!), men især "ingeting-byen" Dibba var en sjov oplevelse alligevel. Masser af pakistanere og en gæstfrihed, der var lige så flot som hjemme i Pakistan.

Det var også i Dibba, vi fik Emiraternes meget tydelige A- og B-hold skåret ud i pap. En pakistansk butiksarbejder får på en måned fuld af lange arbejdsdage ca 1000 Dirhams (1500 danske), mens de "indfødte" emiratarabere uden at arbejde får 4000 olie-Dirhams pr måned. Pakistanerne arbejder, mens araberne scorer fire gange så meget i bistand. En lokal sheik fattede ikke, hvorfor jeg ikke rykkede til UAE. Man behøver ikke at arbejde ret meget! Det gør "de sorte". Det er sgu næsten til at blive socialdemokrat af, men det skal jeg nok lade være med!

Præmien i lodtrækningen på billetnummeret: En flunkende ny Bentley.

Dubai lignede sig selv fra gamle dage, men også her er byen blevet mere og mere indisk-pakistansk. Også på en god måde, selvom der var mange, mange flere turister, end da jeg var der tilbage i 2005. Der er endnu ikke gået ubehageligt krejl i de handlende, og vi har endnu til gode at blive overfaldet af beredvillige idioter med stabler af menukort eller adresser på 117 fætres restauranter - eller blot ubehagelige overprisninger. Dubai er stadig et fedt sted at bruge nogle dage - også hvis ikke man er shopaholic.

Klimaks kom fra en helt uventet kant. Vi havde nemlig fået lagt dagene, så de inkluderede intet mindre end en af verdens allerstørste sportsbegivenheder: Det fantastiske Dubai World Cup, verdens suverænt dyreste galopløb. Verdens største sportsevent? De fleste vil nok sige OL eller VM i fodbold, men er man Sheikh Mohammed bin Rashid al-Maktoum, er der ingen tvivl. Han har brugt 14 mia. kr på at bygge verdens mest eksklusive galopstadion, og præmiesummen i alene det sidste ræs var 10 mio USD. Ikke så ringe endda, og så er gambling endda forbudt i UAE!
 

Jeg gik naturligvis helt agurk med kameraet, og sjovest var det, da jeg helt tilfældigt ramlede ind i en hel horde af hvidklædte sheiker på instektion langs den halvbillige langside. Og hvem gik i spidsen: Sheikh Mohammed bin Rashid al-Maktoum - vicepræsident for Uæ, emir i Dubai og verdens suverænt rigeste hestenørd. Annette havde længe drillet mig med, at ham kommer jeg aldrig på skudhold af, men med en masse held lykkedes det altså til fulde. "Thank you" svarede han gudhjælpemig.
 

Pludselig stod han der, forrest i et meget hvidt sheikfølge: Sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum, Emir af Dubai, Premierminister i UAE og i særklasse den mest udadvendte af alle Mellemøstens oliekonger.

Udover selve løbene var der endda en lille dessert i form af fyrværkeri, efter sigende lavet af de samme folk, der lavede slutshowet i Beijing 2008 OL og bestemt lige så imponerende. Tivoli kan godt gå hjem og lægge sig, og endnu bedre blev det, da Sheikh Mohammed serverede sit bud på Eine Kleine Nachtmusik. Folket skulle jo underholdes, så sheikhen havde hyret et par "mindre" navne til en lille hyggekoncert klokken sent. Bent Brians Blues Band kunne ikke, så det blev ingen ringere end Sir Elton John og Carlos Santana oplevet fra tre meters afstand til en lille intimkoncert efter løbene. Fra Sir Eltons karakteristiske rif fra "Bennie and the Jets" over de stille "Your Song" og "Sorry Seems to be the Hardest Word" havnede vi i Santanas "Black Magic Woman" og "Smooth". Musik af en kvalitet og styrke, man ellers aldrig kommer til at opleve på et par meters afstand, og det fik endnu en gang de danske stadionkoncerter til at fremstå latterligt dyre og uinteressante. Brug hellere pengene på en galoptur til Emiraterne!

Sidste skud i bøssen blev en god håndfuld dage i Tunis og omegn. Det var lidt et uheld, da vi jo trøde, at vi skulle gennem Libyen (inden Gadaffi satte en visumkæp i hjulet), men holder man sig væk fra turistfælderne ved kysten, er Tunesien faktisk et herligt sted med en masse venlige og fotogene mennesker og meget få turister - i hvert fald i forhold til Egyptens masser. For os stakler, som har været gennem Mikkelsens Latinbog og Dde Puniske Krige, er Karthago naturligvis en historisk milepæl, men også selve hovedstaden byder på masser af se-ting, og det samme gør omegnen. Et glad stop i en venlig by, inden vi her til morgen landede i Billund, og Annette kom hjem til sin have. Holder det tørt i morgen, venter den store make-over.

Om lidt tid kommer der en masse billeder på nettet. men nyd i mellemtiden de vedlagte sager fra Dubai World Cup.

 
 
Share this