A day at the races: 24 hours at Le Mans


Claus Søndergaards billede
2014 jun

A day at the races: 24 hours at Le Mans

Tekst og fotos: Claus Søndergaard

 

Siden jeg var knægt, har jeg altid drømt om at opleve et Le Mans-løb. Le Mans er anderledes end de fleste motorløb, hvor man bare kan sidde og se på en masse racerbiler, der kører i ring. Det gør de naturligvis også på Le Mans, men banen er så stor, og løbet så langt, at der er plads til en masse andre ting udenom. Det var dét, jeg ville opleve. Og det fik jeg så mulighed for forrige sommer.

Det er 81. gang løbet afvikles – første gang var i 1923, kun afbrudt et år under depressionen (1936) og 1940-48 i forbindelse med 2. Verdenskrig. I de seneste år har Danmark haft stolte traditioner ved dette løb: Jens Winter deltog i 1983, og i 1990 sejrede John Nielsen. Den helt store helt er naturligvis Tom Kristensen, nu med ni sejre og den absolut mest vindende kører i Le Mans 90-årige historie. I alt har 21 danskere kørt på Le Mans. Løbet blev i 2013 overværet af ca. 250.000 tilskuere, heraf ca. 30.000 danske, så Danmark er suverænt den bedst repræsenterede nation ift. indbyggertallet, hvilket tydeligt ses rundt omkring med de mange dannebrogsflag, der stikker op overalt rundt om banen.

Hvem er det så, der tager til Le Mans? Fælles for alle er selvfølgelig, at de er motorsportsinteresserede, men ellers spænder folks baggrund vidt, lige fra mekaniker og trucker til akademiker. Det handler overhovedet ikke om, hvad man er, men hvad man vil! Det skal dog siges, at Le Mans mest er en mandeting. Her tager drengene fri en lille uge for at være sammen om et par øller, ræs og platte vittigheder – i det hele taget et samvær, hvor der er plads til alle. Nuvel, der var også enkelte piger med. Mit rejseselskab (K-Rejser) fortalte, at de havde ca. 3.000 gæster på Le Mans, heraf ca. et par hundrede piger. Tag ikke fejl af det – de piger, jeg talte med, havde en stor viden om motorløb (og platte vittigheder).

 

Fredag: pitten

Fredag er en stor dag. Pitten åbner for alle, men inden vi går derned, er der besøg i den danske lejr af de danske kørere, som alle fortæller om, hvordan det er at køre le Mans. Det er her, jeg hører en sætning, der senere skulle brænde sig fast i min hukommelse. Allan Simonsen fortæller, at: ”Le Mans er specielt. Kører man af banen, så er der kontant afregning.” Sådanne små sætninger sætter sig normalt ikke fast i baghovedet, men da den forfærdelige ulykke sker, hvor Allan Simonsen omkommer, dukker hans ord pludseligt op fra underbevidstheden.

Pitwalk’en er et must. Her kan man komme meget tæt på de fantastiske maskiner. Flere biler er næsten skilt fuldstændigt ad og det er svært at tro, at de vil være på banen i løbet af nogle få timer. Der er noget fascinerende ved at se, hvordan der arbejdes i pitten. Jeg er sikker på, at de drenge kan samle en bil i søvne og kender hver en møtrik i bilen.

Fredag er der også kørerparade i Le Mans by. Her bliver alle kørere fragtet rundt i byens gader i gamle veteranbiler, mens de vinker til alle fremmødte. Hvis man vil have en god plads til kørerparaden, anbefales det at tage af sted i god tid.

 

Løbet starter

Lørdag er den største dag, hvor løbet starter. Allerede ved morgenmaden drøfter vi, hvor det nu er bedst at se starten. Det gælder om at komme på banen i god tid, hvis man vil stå tæt ved hegnet. Jeg vælger at gå op til Tertre Rougesvinget, lige før Mulsannelangsiden. Her er der ikke så meget hegn i vejen og man får et godt udsyn ned til Dunlopbroen og hele vejen rundt til svinget før langsiden.

Kl. ca. 14.50 starter bilerne med ordene: ”Gents, start your engines!” Herefter køres der en omgang efter safety car, således at bilerne passerer startlinjen kl. 15.00 præcis, hvor løbet flages i gang. Herefter starter et lydinferno af de mange tusinde hestekræfter, der slippes løs. Allerede efter et par timers kørsel er feltet spredt. Ud af en chikane kommer to Corvetter og en Aston Martin. Det lyder, som alle vulkaner i helvede er gået i udbrud, og inden jeg når at stikke hånden i lommen for at finde ørepropperne, er de allerede væk igen. Lige efter kommer Tom K’s Audi hvislende. Audien er en hybridbil, som har en indretning, så den kan opsamle energi under nedbremsning i form af el. Bilen samler altså en masse energi op under nedbremsning, som så slippes løs i to elmotorer ved forhjulene under accelerationen. Det giver godt 200 ekstra hestekræfter i nogle sekunder. Tom K overhaler de tre storlarmende biler fra før og inden de er kommet til næste sving, er Audien kørt forbi dem alle. Den eneste lyd, man hører fra diesel-Audien er en hvislen, der mest stammer fra dækstøj. Team manager Dr. Ulrich har udtalt, at Audi ikke er kommet for at lave larm men for at køre stærkt – og dét gør de. Alt imens der køres, kan man følge med i pitstoppene, hvor der tankes og skiftes dæk. I løbet af 5-10 sekunder er der fuld tank og fire nye dæk. Det får mig til at undres over, at min mekaniker skal beholde min bil en hel dag for blot at putte fire nye Viborgdæk på Punto’en.

Tom K’s Audi nr. 2, der havde lagt sig i spidsen efter 1. omgang.

Det bliver kun til nogle få timers søvn, før det går løs igen søndag morgen. Det første, man spørger om, når man stikker hovedet ud af teltet, er: ”Hvordan går det med Audi nr. 2?” (Tom K’s vogn). Stor er glæden, da det oplyses, at Tom K har kørt sig i spidsen i løbet af natten. Hurtigt bad, morgenmad og tilbage til banen for at følge ræset.

Kort efter starten, allerede på tredje omgang, går det galt. Jeg har netop talt med en anden dansker om, at der godt nok er trængsel i svinget. Lige efter starten er alle biler stadigvæk tæt kørende. Lige som vi har talt om det, kommer det gule flag frem og skiltet med SC (Safety Car). Herefter kommer først en lægebil, så en ambulance efterfulgt af en teknikvogn. ”Det her er ikke godt,” taler vi om. Min følgesvend får en sms hjemme fra Danmark: ”Det er Allan Simonsen,” lyder den kort. De bange anelser bliver forstærket af, at der ikke rigtigt vises noget på storskærmen. Der går næsten tre timer, nærmere præcist kl. 18, før vi får den grufulde meddelelse, at Allan Simonsen er afgået ved døden som følge af kvæstelserne. Vi sidder i bussen på vej til Mulsanne Corner, da det bliver oplyst i radioen. Der går et gisp gennem bussen, alle er helt stille og sidder og stirrer ud i luften en stund. Herefter er det lidt ligegyldigt, hvem der ligger i front. Dannebrog går på halvt blandt de mange danske tilskuere. Det er her, at Allans ord fra fredag formiddag på uhyggelig vis toner frem fra hukommelsen. Efter ulykken er der en underlig stemning over hele banen. Alle vil egentlig gerne være glade for Tom K’s præstation, men den ligger i skyggen af ulykken.

Det er således også med blandede følelser, at vi går til sejrsceremonien. På den ene side er det stort at se Audi-teamet med Tom K i spidsen. Og på den anden side er det den mest triste sejr, jeg har set. Der er ikke smil på læben fra holdet. Tom K får mikrofonen og lægger ud på dansk foran de mange tusinde tilskuere, nogenlunde med ordene: ”Denne sejr skulle have været dedikeret til min far, som døde tidligere på året – han kan vente! Jeg dedikerer sejren til Allan Simonsen”. Store ord fra verdens største racerkører. Det er tydeligt, at alle er dybt berørte og mine egne tanker går til Allan Simonsens familie.

 

Seværdigheder i omegnen

Tilbage på banen, bag tribunerne på banen, findes det såkaldte ”Village”, hvor der er hundredevis af boder. Her kan alt tænkeligt købes, bare der er lidt fartstriber på eller en relation til motorløb. Alt, selvfølgelig, til uhørte priser. En poloshirt koster snildt i omegnen af 70 euro. Det ellers så madbevidste Frankrig er også gået på kompromis med kvaliteten. Mellem 5 og 10 euro for en pølse, der er fritteret til ukendelighed og nedlagt i en slatten baguette, serveret med bløde pommes frites. Men det er naturligvis en del af oplevelsen. Le Mans Museet lige over for Village, er et besøg værd med dets udstilling af mange vinderbiler gennem tiderne. Til enhver stor festival hører naturligvis også et tivoli. Hvis man gider stå i kø i uendelig lang tid, så kan en tur i pariserhjulet anbefales. Placeringen er lige før tribuneområdet og der kan man få et godt overblik over det hele.

Jo, jeg havde mange forventninger, inden jeg tog af sted, og jeg må sige, at de blev indfriet til fulde. Hyggeligt samvær, gøgl, ræs og larm, benzinos og hvinende dæk, regn og sol, dramatik, sorg og glæde, dansk sejr og ikke mindst: en fantastisk stemning. Det eneste øv var, at jeg fik snuppet mit pas af en dygtig lommetyv. Det lykkedes ham/hende at fiske det op af min ellers hermetisk velcrolukkede lomme – ærgerligt, da passet var fyldt med visa fra mange lande

 

Ud & hjem igen : Byen Le Mans ligger 200 km sydvest for Paris. Fly København-Paris fås fra ca. 600 kr. t/r. ARRANGØR: Rejsen var arrangeret af K-Rejser og kostede ca. 5.000 kr. inkl. halvpension, telt, sovepose og luftmadras, som man kan tage med hjem efter brug. Det er også muligt at købe kør selv-rejser. Rejsen giver ret til ophold i en af de to lejre, hvor der er fuld forplejning, bar, restaurant, samarit og underholdning, hvis man vil. Mange roser til K-Rejser for at have fuldstændigt styr på logistikken både før og under turen. Alt fungerede perfekt.

Claus Søndergaard har medlemsnr. 321. Han har til dato besøgt tre territorier og 86 lande. Rejsen til Frankrig for at overvære Le Mans-løbet foregik i fjor.

 

 
 
Share this