To grønskollinger på blaffetur


Erik Aggerholms billede
2013 mar

To grønskollinger på blaffetur

 

15 år gammel drog jeg i 1961 af sted på tomlen – ud i verden på jagt efter oplevelser og eventyr. Min første store rejse blev faktisk også en af de bedste og gav mig mod på flere rejseeventyr.

Tekst & fotos: Erik Aggerholm

13. juli 1961: Vi, Huno og jeg, rejste fra Padborg tidligt om morgenen. Vi måtte gå de første 10 km, på nær et par kilometer, hvor vi var oppe at køre med en flink mand, som skulle til Husum. Da vi kom ud til hovedvejen, var vi heldige, og vi kom op at køre helt til Hamburg, hvor vi blev afleveret lige ved vandrehjemmet, som lå ved Elben. Men da vi meldte os på vandrehjemmet, var det helt belagt. Vi måtte så tage med en flodbåd ud til et andet vandrehjem ude i et havnekvarter – et ret uhyggeligt sted.

Næste morgen tog vi båden tilbage til centrum. Vi gad ikke at gå 10-15 km for at komme ud af byen, så vi stillede os op ved en meget trafikeret gade lige før Elbebroen – men ingen gad at samle os op. Efter lidt tid fandt vi på at gå hen til en lysreguleret indkørsel til hovedvejen. Der kom vi op at køre lige med det samme – og helt til Hannover.

Sådan begynder mine optegnelser i en dagbog overklistret med alt, der kunne klistres ind i en mappe, fx billetten til flodbådsturen. Den kostede 25 pfennig og havde nr. 03734.

To drenge af sted som helt grønne

Huno var 14, og jeg var lige fyldt 15, og vi var begge i grøn spejderuniform. Vore forældre havde givet os lov til en lille tur til Nordtyskland, men nu stod vi allerede på andendagen ved vandrehjemmet i Köln! Vi tænkte, at det kunne være sjovt at komme en tur til Belgien, som vi nok havde hørt om i skolen, men intet viste om. På vandrehjemmet mødte vi et par belgiere, der talte flamsk. De skulle til Luik. Vi troede, man talte fransk i Belgien, og vi kunne ikke finde Luik på kortet – men vi kom da til Liège!

Erik & Huno

Næste morgen blev vi straks samlet op af en lastbil, der skulle til torvehallerne i Paris. Det var ikke meningen, men hvem kan sige nej til pludselig at komme til Paris? Især ikke når man er 15 år og aldrig har været uden for Danmark. Forældre og familie tænkte vi ikke på midt i eventyret. Heldigvis var telefonen jo næsten endnu ikke opfundet …

På fjerdedagen tjekkede vi ind på Auberge de la Jeunesse Boinfet. Det var et sommervandrehjem i gåafstand til Montmartre. Og hvilket syn det må have været: To drenge fra Mors og Padborg i spejderuniform foran Moulin Rouge! Desværre kunne vi ikke finde tilbage til vandrehjemmet igen og måtte søge hjælp på en politistation, hvor en politibetjent, forklædt som murer med pistol i handskerummet, kørte rundt med os, indtil vi genkendte fabriksbygningen, hvor herberget lå. Vi var flove, men lettede! To overnatninger i ”byernes by”, alle seværdigheder blev nået og beset – alt sammen med metro. Vi nåede også en tur i latinerkvarteret med mad og vin.

Hjemturen førte os over Lille, Antwerpen og Amsterdam – hvor vi igen gjorde store øjne! I Holland forsøgte vi at købe kærnemælk og fandt ud af, at det hedder præcis det samme på hollandsk. Det gør tandpasta også! Små men vigtige opdagelser, der holder sig et helt liv.  Endelig blev det Gronningen, Bremen og Eckernförde, inden vi på tolvtedagen igen var i Padborg. Vi havde hver 250 kr. med på rejsen, og det passede lige.

Mod på mere

Bogkaj
Eiffeltårnets nedre del
 Moulin Rouge

Rejsen gav mig mod på flere nye eventyr, og i årene efter blev det til Monaco, ned gennem Frankrig og op over Italien. I 1966 gik turen til Alicante og med færge til Oran, derefter sydpå til Tamanrasset og op over Tunis. Min første flyvetur var med Air Tunis til Palermo. Jeg sad bag rattet i en lastbil med anhænger op gennem Italien, mens chaufføren sov bagi! Pengene slap op før Milano, og vi var nær aldrig kommet over grænsen til Schweiz – uden penge og returbillet. Der var langt til Danmark uden mad og drikke, men hvad betyder et par dage uden næring, når rusen over den netop gennemførte tur stadig bruser i årerne?

I 1968 kørte mine forældre mig til den første rasteplads syd for Elbbrücke. Herfra tog jeg alene af sted mod Australien med min rygsæk og 500 USD i rejsechecks. Turen gik til Istanbul, sejltur ad Sortehavet til Trabzon, Teheran, Herat, Mazar-i-Sherif til Kabul, Peshawar, Lahore, Delhi, Madras til Colombo, Ceylon. Der boede jeg godt tre måneder hos familien Gunawardana, mens jeg forsøgte at få hyre på et skib til Australien. Det lykkedes ikke, så jeg tog samme vej tilbage. Pengene slap op midt i Tyskland, så det var godt at komme hjem til Mors og mors kødgryder lige før jul og efter seks måneder.

Dinant

Persien var en øjenåbner: Ingen talte et sprog, jeg kendte! Jeg kunne hverken læse tal eller bogstaver. Den slags oplevelser er svære at få i dag, hvor man kan se alt i fjernsynet og på internettet. Der fandtes heller ikke nogen ”Turen går til Persien”-bøger. På hjemturen havde jeg en interessant oplevelse: Jeg blev tilbudt en stilling som engelsklærer i shahens luftvåben!

Blafferrejsernes tid er nu forbi for mit vedkommende, men de var en fantastisk rejseskole. Intet var planlagt, alt måtte vi finde ud af undervejs, og alt gik trods alt godt. Det medførte en sult efter at se mere og opleve det ukendte. En sult der blev livsvarig.

Erik Aggerholm har medlemsnr. 147 og har i skrivende stund to rejser i støbeskeen: Togtur Ringkøbing-Lhasa og krydstogtskib fra Barcelona til Buenos Aires og over land til Ecuador, måske også til Antarktis, hvis der findes en god pris i Ushuaia.

 

Info:  Med tomlen på højkant i vejkanten

Det at blaffe er symbolet på frihed. Frihed til selv at bestemme tempoet, til at lade tilfældighederne råde og i et vist omfang bestemme, hvor du vil hen, og hvem du vil køre med. Det kan måske godt føles lidt grænseoverskridende at blaffe, men der venter dig masse af spændende og positive oplevelser – og du vil møde mange interessante mennesker på din vej. Blafferens vigtigste redskab i dag hedder papskiltet. Uden skilte med bynavne på, er du næsten sikker på ikke at komme nogen steder.  Og så gør du klogt i at have så lidt bagage med som muligt, når du blaffer.

 
 
Share this