Hell-bourg tur/retur


Jacob G. Jørgensens billede
2012 jun

Hell-bourg tur/retur

Der findes en lille ø, hvor naturen giver den gas. Som en prøvekanin for klimaet udsættes Reunion i Det Indiske Ocean for næsten alt, hvad naturen kan komme op med af voldsomme og fascinerende indslag.

Tekst & fotos: Jacob Gowland Jørgensen

Maria med paraplyen

Vi kigger mistroiske på termometret i bilen på vej op mod vulkanen Piton de la Fournaise, for selvom turen derop er fantastisk smuk med udsigtspunkter overalt, så har vi måske undervurderet naturen. 14ºC, 12ºC og til sidst 8ºC på en tropeø i bare 2,5 kilometers højde. Vi skal ud og vandre i tre-fire timer for at komme hen til en af verdens mest aktive vulkaner og har fornuftigt vandretøj på, men efter en times tid sætter en voldsom slagregn ind, og vi glider rundt på lavastenene. Det duer ikke, vi må tilbage, op ad krateret, og ind i bilen med klaprende tænder. Vi triller ned mod hovedstaden, hvor temperaturen rammer de 27ºC et par timer senere, og vi får varmen igen. Og sådan er det på øen, hvor der altid er et sted, hvor solen skinner, og altid er et sted, hvor det vælter ned – selvom øen faktisk er mindre end Fyn. Velkommen til Reunion, et lille stykke Frankrig i Det Indiske Ocean.

Fra nord til syd
Hvor tit er det lige, at en Facebook-opdatering sender en kloden rundt? I mit tilfælde fik en sådan opdatering fra en anden berejst åbnet mine øjne for, at mine SAS-bonuspoints kunne få mig til Svalbard, og da den rejse var bestilt, kom denne besked på Facebook: ”Er der nogen, der vil passe villa, vovser og Volvo på Reunion i august?” 

På vej op til vulkanen
Bananpalme i haven

Øh ja, det kan I tro, og vupti var en af de mærkeligste rejseruter lagt. Først fem dage på Svalbard og så derefter til Reunion og Mauritius i tre uger. Fra nord til syd på få dage. Lidt klodekulret blev vi taget godt i mod af det dansk-franske par, vi kender, og kørt op ad bjerget til villaen med pool, spa, havudsigt, alskens dyr og to mennesker, der elsker fransk madlavning og selskab. Der vidste vi, at de mange timer i flyet var det værd.

Maria med paraplyen
Mange steder på vores klode går hele lande i sort, når naturen hærger. Hvis der var nogen tvivl, om man kan forhandle med klimaet, så er den åbenlyse misforståelse vist skyllet og blæst væk de seneste par år. For naturen tilgiver ikke, den hersker.

Tropeplanter blander sig med grantræer på øen

På Reunion er vanvittige naturoplevelser en del af hverdagen. Ikke langt fra vulkanen Piton de la Fournaise på østkysten er flere af verdens regnrekorder blevet til, bl.a. faldt der 1,8 m vand på 24 timer i 1952 og knap fire meter vand på 72 timer i 2007. 12 % af alle verdens orkaner rammer øen, dvs. over 10 om året. I gennemsnit. Derfor er alle huse også orkansikrede, og det er et krav, at man som indbygger ved, hvad man skal gøre, når orkanvarslet kommer. For går du ud i en orkan her, bliver du ikke reddet. Sådan går det, når bjergtinderne stikker op midt på et enormt hav uden andre samlingspunkter for skyerne. Vulkanen er i øvrigt i et større udbrud hvert 3. år, og der flyder ofte lava fra la Fournaise (”Ovnen”), fordi Reunion ligger oven på et geologisk hotspot, som det kaldes. Hele øen består da praktisk talt også af tre kæmpekratere, hvilket ikke gør det mindre imponerende, at der bor over 800.000 mennesker, inkl. i landsbyer inde i kraterne.

En af disse landsbyer ligger lige ved vulkanen, og her taler den fine kirke sit tydelige sprog om naturens hærgen. Lavaen ligger hele vejen rundt om kirken, så der er blevet gravet ud til en indgang, og den lokale helgen hedder Maria med paraplyen ... Utroligt nok regnede det ikke, da vi kom forbi, og vi nød synet af lavamarkerne, der står og syder og damper, mens bølger sendt fra Antarktis slår ind over, og palmerne svajer i vinden. En noget usædvanlig kombination af naturfænomener. Dette hjørne af øen er dog kun et ud af over 200 mikroklimaer på øen, hvilket også betyder, at hvis du vil have sol, ja, så indstiller du bare gps´en på en af badebyerne i vest, hvor man også finder øens nydelige sandstrande. Det ville vi, og det fik vi lige der. Smart.  

Savlende vaniljestænger

En vaniljestang fra Reunion ved siden af en fra Brugsen

Menneskene er lige så usædvanlige som naturen. Næsten halvdelen er, ifølge statistikken, en blanding af europæere, afrikanere og sydasiater, og med europæiske, indiske og malagasiske mindretal, er hele farvepaletten i brug. Her finder du den smeltedigel, som andre lande taler om, bare udført i praksis, og alt sammen i god ro og orden.

På markedet i hovedbyen Saint-Denis kastede jeg mig over nogle af de lokale frugter, og i de vel 10 minutter, der gik, mens jeg fik tygget mig igennem dem, så jeg lige præcis 0 par, hvor begge havde samme etnicitet. Ingen. Den kække sælger af skovsneglene, som vi døbte de lokale, fuldfede kæmpe-vaniljestænger, var lige så mørk i huden som hans kæreste var bleg. Sælgerens mor så til gengæld lidt indisk ud ...

At Reunion er en del af Frankrig gør, at den fælles, kulturelle referenceramme er europæisk, men det er godt nok en fascinerende creolsk udgave af den. Nationaldrikken er rom med lokale frugter, og krydderier og maden er også i en kategori for sig selv. And med vanilje lyder som noget, der kunne være med i ”Ramsay's Kitchen Nightmares”, men her er det en delikatesse, og det smager virkelig godt. Vi fik det serveret i silende regn i den landsby, der for nogle år siden vandt prisen som Frankrigs smukkeste by. Og apropos modsætninger hedder byen naturligvis Hell-bourg ... Hvis man kommer tidligt på dagen, kan man se, hvorfor den vandt prisen, da Hell-bourgs fine huse ligger usædvanligt smukt placeret inde ved Salazie-krateret, og tidligt på dagen har der sjældent samlet sig nok skyer, til at det regner. Hvis det her er helvede, så går det lige an. Bare husk regnjakken, trekkingstøvlerne og solcremen.

Fakta om Réunion

Øen ligger 800 km øst for Madagaskar og tæt ved Mauritius og har et areal på 2.512 km². Det er den største ø i øgruppen Mascarenerne. Indbyggertallet er på ca. 720.000. Hovedby er Saint-Denis.

Réunion blev opdaget af portugisere i 1513. Øen var på det tidspunkt ubeboet, den blev først kolonialiseret af Frankrig i 1642 under navnet Île Bourbon. Efter den franske revolution omdøbt til Réunion. Efter åbningen af Suez-kanalen i 1869 mistede øen sin funktion som stoppested på søruterne til Østasien.

 
 
 
Share this