Sådan er Afrika …


2013 dec

Sådan er Afrika …

Tekst & fotos: Karen Hammer

 

I 1988 deltog jeg i et 40 års filmjubilæum i Accra. Egentlig kom jeg bare forbi for at hilse på en flink filminstruktør, som jeg havde mødt ved FESPACO 1987 i Ouagadougou i Burkino Faso, og så stod jeg pludselig der og blev præsenteret for en række gamle mænd – pionererne inden for ghanesisk film! 

Jeg havde taget en omvej til Ouagadougous panafrikanske film- og tv-festival FESPACO 1989 for at kigge nærmere på Elfenbenskystens filmproduktion og anede faktisk ikke, at man lavede spillefilm på et meget højt niveau i Ghana. Fordi jeg var startet med at studere afrikanske film i frankofone lande som Niger, Mali, Senegal og Burkina Faso, havde jeg aldrig før set anglofone spillefilm. De gamle kolonigrænser med de forskellige sprog gjaldt også som kulturgrænser: I Senegal så man fx ikke film fra Ghana eller Nigeria, ligesom man i Ghana aldrig havde set en af de fremragende film fra Mali. En af de første dage viste man mig Kwaw Ansahs ”Heritage Africa”, og jeg var rystet – et politisk mesterværk uden lige!

Jeg blev præsenteret for instruktøren og fik lavet et længere interview med ham. Da ”Heritage Africa” en måneds tid senere overraskende vandt førsteprisen i Ouagadougou, var jeg den eneste, der straks kunne sende et interview på gaden. I Abidjan havde jeg nemlig via den svenske ambassade sendt min artikel til Stockholm, hvor jeg var fast freelancer ved bladet Film & TV.

 

De dovne ivorianere

I Accra i Ghana var man meget glad for at se mig. Jeg deltog i middage, konferencer og filmkørsler og fik fine kontakter, som har gjort, at jeg med stort udbytte har kunnet komme tilbage år efter år. I Abidjan i Elfenbenskysten derimod, gider man ikke gøre meget for fremmede tilrejsende. Jeg havde truffet adskillige af filminstruktørerne fra Elfenbenskysten ved FESPACO 1987, og de var skam også glade for at se mig igen i januar 1989, men de orkede slet ikke at fremskaffe en eneste film, så jeg kunne udvide mit kendskab til deres temaer og filmmiljøer.

”Det er alt for besværligt, Karen. Hvorfor tager du ikke til Paris og ser dem der?” Jeg spildte min tid i et par uger i Abidjan og blev godt træt af det varme fugtige klima, af den manglende gæstfrihed, af de særligt høje priser for hvide mennesker og af de mange banditter og det emsige politi, der sågar skød efter min taxa – dog uden at ramme.

Egentlig havde jeg kunnet forudse denne modtagelse, for i hele Vestafrika talte man om de dovne ivorianere, der ikke gad arbejde, men havde immigrantarbejdere fra alle nabolandene. I Elfenbenskysten så man ned på alle andre, og især foragtede man ghaneserne, og det fik jeg skam at mærke, da jeg med bus fra Kumasi midt i januar ankom til en mindre grænseovergang. Bussen var fuld af unge mennesker fra alle nabolandene, en enkelt veletableret handelsmand og så mig som den eneste europæer.

Syersker ved markedet i Kumas.

Først blev vi alle beordret at stille op på række, så vi en efter en kunne passere et lille bord og lægge et beløb på ca. 25 kr. til en uniformeret embedsmand. Inden da var vi allerede blevet afkrævet et mindre beløb af toldvæsenet for at undgå at få bagagen rodet igennem. Nu kom så problemet, som de selvfølgelig havde forudset: Nogle af de unge migrantarbejdere kunne ikke betale. Derfor blev de sendt tilbage og kunne ikke fortsætte rejsen til trods for, at de havde billet helt til Abidjan.  Den velklædte embedsmand og jeg –  vi som uden problemer ville have kunnet betale, vi skulle skam ikke betale, for vi var jo fra et højere socialt lag og skulle behandles derefter! Jeg ærgrer mig stadigvæk den dag i dag over, at jeg ikke hjalp de fire stakler, der blev efterladt tilbage, da vi andre atter kravlede op i bussen og lykkelige fortsatte rejsen.

 

Elfenbenkystens politi

Vi fik nu ikke lov til at glæde os længe, for efter knap en times kørsel inde i Elfenbenskysten begyndte vores trængsler: Det lokale politi standsede bussen, beordrede alle ud med al deres bagage, og gik i gang med at gennemrode det hele. Da alt var godt splittet, kunne vi fortsætte, men kun for en times tid, for så begyndte det hele forfra til trods for folks protester. Det var nu hen på aftenen, og folk var trætte, men mere end en time af gangen kunne vi ikke slappe af. Ivorianerne var yderst energiske og effektive; her skulle statueres et eksempel: Ghanesere var ikke velkomne i Elfenbenskysten! Da vi ved 22-tiden for fjerde gang blev stoppet og beordret ud med al bagagen, tillod nogle sig at protestere og forsøge at overhøre politiets ordrer.

Busholdepladsen i Kumasi.
Den store romersk-katolske kirke i Abidjan.
 

Men  det skulle de aldrig have gjort, for nu blev den lille bys politimester tilkaldt, og han vidste helt præcist, hvordan man får folk ned med nakken. Han beordrede alle vores pas og identitetspapirer indsamlet, låste dem inde i sit pengeskab og meddelte, at vi takket været vores manglende samarbejdsvilje nu kunne vente til solopgang med at køre videre. Han var særdeles høflig over for mig, beklagede meget den uheldige situation, der ville forlænge min rejse – og inviterede mig til at deltage i sit aftensmåltid inde på kontoret. Jeg takkede høfligt nej og blev i bussen, mens han og hans medarbejdere fortrak inden døre. Vi diskuterede nu, hvordan vi skulle komme videre; umiddelbart så det ret sort ud. En køn ung ghanesisk pige accepterede at fungere som lokkedue. Hun opsøgte politimesteren og aftalte et møde med ham den følgende søndag på et hotel i Accra. Da han ikke havde høje tanker om ghanesiske kvinder, og hun så dejlig ud, hoppede han på den og udleverede vores papirer, hvorefter vi omkring midnat atter kunne køre videre. Næste gang vi blev stoppet af politiet, var vi yderst samarbejdsvillige, og efterhånden som natten skred frem, blev politiets effektivitet ringere og ringere; selv ivorianske politibetjente bliver trætte om natten.

Vi ankom til Abidjan kl. 5 om morgenen. Næsten alle passagererne blev på endestationen til kl. 7; det er aldrig sikkert at begive sig ud i en afrikansk storby om natten, især ikke for mig, der pga. min hudfarve ligner et let offer. 

Der var ikke plads på nogen af de billige overnatningssteder. Efter en times taxakørsel endte jeg med at tage et værelse på et amerikansk pensionat tæt ved centrum. Trods byens mange banditter udforskede jeg i et par dage byen til fods.

Et moderne hus i Abidjan.

Præsiden Houphouet-Boigny havde for ”egne penge” bygget de to største kirker i Afrika og sågar fået paven til at indvie og velsigne dem! Næsten en kopi af Peterskirken befandt sig oppe nordpå i Yamoussoukro, der i 1983 var blevet gjort til landets nye hovedstad, mens den anden kirke befandt sig midt i Abidjan. Det var en flot konstruktion med et stort køligt kirkerum, hvor man ugeneret kunne sidde og skrive sine noter. Byen havde et centrum af moderne højhuse omkranset af ensrettede brede veje, der gjorde, at der slet ikke fandtes trafikkaos. Udenfor ned mod floden og havnen lignede Abidjan alle andre afrikanske byer med handlende overalt langs vejene, gadekøkkener og et netværk af krogede veje. Men det store marked var en oplevelse af de sjældne – især afdelingen for perler og træskærerier m.m. Efter en uges tid og mange forgæves besøg på filminstituttet blev jeg inviteret til at bo hos en ghanesisk fotograf og hans scenografkvinde. Han arbejdede ved byens største biograf og tog mig med frem og tilbage i taxa, for det var alt for farligt at tage med busserne. Ifølge ham overfaldt knivbevæbnede banditter folk ved højlys dag midt i byen. Det var dejligt at komme indenfor i en familie, at få lokal hjemmelavet mad, at kunne deltage i diskussioner vedr. landets politik, at se de lokale fjernsynsudsendelser, der hver eneste aften endte med præsidentens smilende ansigt, og at kende nogen, der var i stand til at skaffe mig filmkørsler.   

En anderledes velkomst

Efter tre uger i dette alt for fugtige land tog jeg toget til Burkina Faso. I det nordlige Elfenbenskysten er klimaet tørrere og langt behageligere end kystens varme fugtige klima, der gjorde at sveden konstant løb af mig. Det var dejligt at krydse grænsen til det tørre Burkina Faso og blive modtaget af positive toldkontrollører, der uden at gennemrode min bagage slap den igennem med et hvidt kridtkryds. Måske var de ikke så flinke over for andre passagerer; det er jo ikke til at vide, for jeg havde særstatus som hvid  journalist på vej til FESPACO.

 

 Ghana, Elfenbenskysten & Burkino Faso:

Ud & hjem igen: Man kan flyve fra København til Accra i Ghana for ca. 4.300 kr. t/r, til Abidjan i Elfenbenskysten for ca. 5.400 kr. t/r, og til Ouagadougou i Burkino Faso for ca. 6.650 kr. t/r.

Karen Hammer har medlemsnr. 395. I dag er hun bl.a. kulturredaktør på Radio Vesterbro.

 

 

 
 
Share this