Rejsebreve fra Mellemamerika 2012-13


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2012

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Rejsebreve fra Mellemamerika 2012-13

af Per Allan Jensen

Sendt d. 25. december 2012 fra Costa Rica

Håber I har haft en velsignet jul og har sat pris på hjemlandets goder - og måske sendt en medlidende tanke til stakkels mig, der har måttet give afkald på snevejr, julegran og fed julemad. Nå, I skal nu ikke have medlidenhed med mig, jeg har været fint tilfreds med forplejningen her i Costa Rica, der - omend domineret af ris, bønner og kylling - også har budt på glimrende fisk og oksekød samt helt vidunderlige tropiske frugter (især papaya, ananas, banan og melon), skyllet ned med rigelige mængder af glimrende rom og kaffe.

Vores smukke lodge i Tortuguero

Og bortset fra det med kosten, så har vejret - som ventet - budt på ganske anderledes behagelige temperaturer end de hjemlige, dvs. 25-30 graders varme og masser af solskin - og kun et par dage med lidt regnvejr. For ikke at tale om en overdådigt frodig natur, hvor vi har set en gudsvelsignelse af eksotiske planter og dyr.

Costa Rica er et lille land, ikke meget større end Danmark, hvor det dog tager noget længere tid at komme rundt, da den centrale del er højland domineret af bjerge og vulkaner. Vi startede med et par dage ved den caribiske kyst (fantastiske regnskove), dernæst tre dage oppe omkring vulkanen Arenal og til sidst fire dage ude ved stillehavskysten, med en overnatning i hovedstaden San Jose i hver ende. Her de første knap to uger har jeg været på en rejse med Viktors Farmor, det rejsebureau, som jeg selv skal begynde at arbejde for om cirka tre måneder. Det er næsten for nemt at rejse på den måde, hvor man bliver transporteret fra det ene highlight til det andet i en bekvem airconditioneret bus og bor på luksushoteller med swimmingpools. Ganske behageligt for en kort periode, men jeg glæder mig nu alligevel til, at jeg om et par dage skal videre på egen hånd, for selv om det er nemt og luksuriøst, så er det ikke lige en rejseform, der kommer til at efterlade varige minder i min rejsebevidsthed. Og så trænger jeg også lidt til at være mig selv, efter at have gået op og ned af så mange mennesker så længe.

Udsigt over byen Jacó på stillehavskysten

Costa Rica er et meget nemt og sikkert land at rejse i, og næsten alle taler engelsk, så det er ikke meget jeg har fået trænet mit spanske, men det bliver der forhåbentlig bedre muligheder for den næste måneds tid. Det er det mest velstående land i Mellemamerika (også det dyreste at rejse i), og de gør en hel del ud af naturbevarelse og økologi.

Vi er tyve deltagere på holdet, og gennemsnitsalderen er noget over min, hvilket er ret almindeligt for rejser med Viktors Farmor. Masser af flinke mennesker, hvoraf mange har en del rejseerfaring (dog mest via pakkerejser, og mange af dem synes det er vældig eksotisk, at jeg bare rejser videre selv, uden at have reserveret alverden i forvejen).

Juleaften i Dominical

Juleaftensmiddagen her bestod af cesarsalat, fettuccine med kylling og peach melba, hvilket jeg til enhver tid vil foretrække frem for flæske- eller andesteg. Tina havde medbragt brunkager fra Sverige, og bagefter kom der et par flasker rom på bordet. Ceremonien blev krydret med et ordentligt tordenskrald og en kort men heftig regnbyge. Den slags er det formentlig slut med fra på torsdag, når jeg drager længere nordpå, hvor tidøgnsprognosen lover sol, sol og atter sol og temperaturer sidst i tyverne og først i trediverne.

Trods det tæt pakkede program er det lykkedes mig at komme godt i gang med 'papirløse bøger', idet jeg allerede har læst to e-bøger og hørt to lydbøger. Udmærkede medier, selv om det aldrig bliver det samme som en rigtig bog.

Slut for denne gang. Og så må I alle have et godt og lykkebringende nytår.

 

Sendt d. 6. januar 2013 fra Santa Anna i El Salvador

Overgangen til anden del af min mellemamerikanske odysse, de godt to uger på egen hånd, gik over al forventning, idet jeg blev opgraderet til første klasse på flyveturen til El Salvador. Det var så bare en skam, at turen kun varede en time.

Solnedgang over stranden ved El Tunco

Derfra var der kun kort vej til min første destination, strand- og surferparadiset Playa el Tunco ved den dejlige Stillehavskyst, hvor jeg fik et enkelt - men pænt og rent - værelse 50 meter fra stranden for sølle 15$. Så var der godt nok hverken aircondition, minibar eller hårtørrer, men hvad gør det, når der er en effektiv ventilator, 30 meter til strandbaren - og en frisk havbrise på omkring de 30 grader.

Hovedparten af gæsterne i El Tunco er unge surfertyper, der muntrer sig i bølgerne om eftermiddagen, fester til ud på de små timer og sover til langt op på formiddagen. Det var nu ikke lige mig. For det første skulle jeg bestemt ikke prøve kræfter med et surfboard, det har jeg lovet mig selv efter mit første og sidste forsøg på Sri Lanka for 30 år siden, hvor jeg - på bedste tegnefilmsmaner - endte med at blive kastet op på stranden med et utal af rifter og blå mærker, fortumlet, men glad over at være sluppet med livet i behold.

Og det der med den natlige festivas, det er heller ikke lige mig, og da slet ikke til den slags musik, der er fremherskende nu om stunder (sagde den gamle sure mand). Men bortset fra det, så tilbragte jeg masser af tid med at lege i de voldsomme bølger og lade mig 'bodysurfe'. Samt stå op tidligt om morgenen og løbe ture langs stranden. Og fotografere den fantastiske solnedgang. Og spise dejlig seafood og drikke pina coladaer og kolde øller. Slet ikke værst.

Næste destination var den lille by Juayua på 'la ruta de las flores' (blomsterruten) oppe i det bjergrige højland, og det skulle vise sig at være det helt rigtige valg. Jeg ankom på en søndag, hvor de holder den ugentlige 'madfestival' og byens gader er fyldt med liflige dufte fra snesevis af madboder, hvor man kan indtage en god og mættende frokost for fem dollars, akkompagneret af kolde øl til en dollar stykket. Og fra nytårsdag startede en årligt tilbagevendende to uger lang festival, hvor hele byen står på den anden ende af musik og sang og optog.

Ud over disse underholdende indslag, så er området - som navnet antyder - særdeles smukt, med masser af træer og blomster og udsigter til vulkaner og højdedrag beplantet med kaffebuske. Ydermere udmærker området (ja det meste af landet faktisk) sig ved, at der nærmest ikke er nogen turister, så befolkningen er aldeles uspoleret. Folk er venlige og imødekommende på den lidt reserverede måde, der kendetegner hele regionen (i stærk modsætning til i f.eks. Sydøstasien og Mellemøsten, hvor folk er anderledes pågående). Og der er ret langt mellem, at man møder nogen, der kan engelsk, så jeg får lidt mere træning i det spanske, end tilfældet var i Costa Rica.

Et knap så underholdende indslag var, at jeg på årets sidste dag måtte konstatere, at jeg havde fået et slemt maveonde, hvilket - ironisk nok - formentlig skyldtes, at jeg for første gang besluttede at lave mad selv. De bøffer, som jeg købte i det lokale supermarked, havde godt nok en lidt underlig smag, men jeg var dum nok til at spise dem alligevel, og det skulle jeg nok ikke have gjort.

Det blev derfor en nytårsaften med yoghurt, ris og te, ikke det mest festlige jeg har oplevet. Jeg gik i seng kl. 22 og vågnede kun kortvarigt ved midnat, hvor det begyndte at brage som om borgerkrigen atter var brudt ud. Efter et par dages gastronomisk tilbageholdenhed mistede jeg tålmodigheden og gjorde brug af mine medbragte medikamenter, hvilket som ventet gjorde en effektiv ende på mine lidelser.

Udsigt over Lago de Coatapeque fra Hotel Torremolinos

Videre til Santa Anna, landets næststørste by, hvilket ikke siger alverden (175.000 indbyggere). Det er ikke lige storbyer, der er mest af på denne rejse, og hurra for det. Der var en imponerende gotisk katedral og nogle få velbevarede gamle bygninger, men ellers var byens primære fortrin det helt igennem fantastiske Hostal Casa Verde, som jeg boede på. I det hele taget har jeg haft nogle fremragende overnatningssteder her til lands, til yderst beskedne penge.

Fra Santa Anna gik turen ud til Lago de Coatepeque, der beskrives som en af verdens ti smukkeste søer, og det lyder ikke helt urimeligt, flot er den i hvert fald, som den ligger med sin blå overflade, der spejler de stejle skovklædte bjergsider og med udsigt til indtil flere vulkaner. Dog er der som bekendt intet paradis uden slanger. Eneste adgang til søen, hvis bredder mest er optaget af private luksusboliger, er via en håndfuld restauranter, der konstant genlyder af bragende høj musik og henligger i tætte dunster af udstødning fra en håndfuld vandscootere, hvis ejere - trods søens anselige størrelse - finder det mest underholdende at drøne frem og tilbage på de få hundrede meter, hvor restauranterne ligger. Suk.

Jeg boede på 'Hotel Torremolinos', et stort og grandiost men temmelig forfaldent hotel, der ledte mine tanker hen på et gammelt fransk kolonitidshotel i Guinea, hvor jeg boede for nogle år siden. Lige som der var jeg en overgang den eneste gæst, men denne gang oplevede jeg trods alt ikke, at de bad mig betale forud, så de havde penge til at gå på markedet og købe ind til mine måltider. Det kunne faktisk blive et fantastisk sted, hvis det blev renoveret og fyldt op med nogle gæster, der kunne skabe lidt mere liv. Og hvis klaveret fik nye strenge og spindelvævet blev fjernet fra lysekroner og malerier.

I lørdags havde jeg så besluttet at bestige vulkanen Santa Anna, som jeg i flere dage havde gået og nydt synet af ovre på den anden side af søen. Det projekt mislykkedes dog desværre, grundet de offentlige transportmidlers uregelmæssighed kombineret med folks fejlagtige oplysninger. Jeg skulle bruge to busser, og den første ventede jeg på i tre kvarter, selv om den efter sigende skulle komme hver tyvende minut. Og den anden ville ikke komme foreløbig, sagde de ventende, og så ville turen i øvrigt vare to timer, hvor jeg havde fået oplyst, at den højst ville vare en, så dermed var muligheden forpasset. Til gengæld fik jeg en smuk tur ud af at gå hele vejen tilbage igen.

På den gastronomiske front har landet været en positiv overraskelse. Bevares, vi er naturligvis ikke ude i nogen form for verdenskøkken, men alligevel en hel del hævet over klicheen om, at man i Mellemamerika kun kan få ris, bønner og kylling. Jeg har fået hvidløgsrejer og de lækreste fisk, grillet kylling, store møre bøffer samt glimrende is og kaffe, og alle måltider har - selv på de mest ydmyge steder - været veltilberedte og smukt serveret. Og så har jeg stort set ikke set noget til de kedelige pommes frittes, som de var så begejstrede for i Costa Rica.

Det dejlige hostel Casa Verte i Santa Ana

Transportmæssigt har det været overkommeligt. Landet er jo ikke meget større end Jylland (om end med over 7 mill indbyggere), og jeg har kun været oppe i det ene hjørne. Et par gange er jeg forfaldet til at tage en taxa, også på lidt længere strækninger (det er rørende billigt), men ellers har jeg brugt de lokale 'chicken buses', hvilket aldrig er kedeligt. Busserne er nogle gamle skrog, der hoster sig af sted, og så er de notorisk overfyldte, hvilket gør det til noget af en udfordring at have en (alt for) stor rygsæk med. Bagagerum er der ikke noget af. Nogle gange er der en bagagehylde, men ikke altid (og som regel er den alligevel for lille til min rygsæk), og siddepladser skal man være heldig for at få, så nogle gange har jeg stået i midtergangen med min store rygsæk på ryggen, tæt presset af folk fra alle sider. Det er i sådanne situationer man tænker, at nu kan der da ikke presses en eneste person mere ind i bussen, og hvad sker der så? Ind kommer en sælger bærende på et kæmpestort stativ fyldt med slik og frugter, og på mirakuløs vis lykkes det ham at kæmpe sig vej tværs gennem bussen. Den sidste oplevelse har jeg lige haft, hvor det tog mig 3½ time at komme de 18 km fra søen og ind til Santa Anna. En times kørsel og resten ventetid. Kunne faktisk have gået derind lige så hurtigt.

Summa summarum, El Salvador er en rejsemæssig perle, eller måske skulle man snarere sige en usleben diamant, som jeg vil opføre på listen over steder, der fortjener et genbesøg. Så min anbefaling kan kun lyde: Se at komme afsted og oplev dette land, inden alle de andre gør det samme.

Og nu er jeg så tilbage på dejlige Hostal Casa Verde i Santa Anna, hvorfra jeg i morgen tidlig sætter kursen mod Copan i Honduras. Heldigvis går der en direkte Shuttle dertil, hvilket sparer mig for en tur med mindst fem forskellige lokale busser (og så sjovt er det altså heller ikke).

 

Sendt d. 12. januar 2013 fra Antigua i Guatemala

Forfatteren foran en af de berømte steler i Copan Ruinas

Min næste landeerobring foregik knap så luksuriøst og nemt som den foregående. Jeg havde bestilt plads på en minibus, der skulle hente mig på Casa Verde i Santa Anna og køre mig til Copan Ruinas i Honduras. Den kom bare aldrig, og da klokken var ni - halvanden time efter det aftalte tidspunkt - prøvede jeg at ringe til firmaet. Det ville min telefon imidlertid ikke være med til, så jeg fik fat i Carlos, den søde og hjælpsomme manager, der efter en opringning kunne afsløre, at de havde GLEMT at hente mig! De var nu ved grænsen, og det rare menneske overtalte dem til at vente der, mens han - i sin private bil - kørte mig de cirka 80 km derop. Det er da den mest utrolige hjælpsomhed man støder på.

Carlos taler udmærket engelsk, så jeg fik en masse oplysninger ud af ham på turen, bl.a. at Casa Verde er et ombygget 'family house', hvor han selv er vokset op. Hvis jeres vej nogen sinde skulle komme forbi Santa Anna, så tag en overnatning på Casa Verde - og hils Carlos fra mig. Og forresten, lav ikke aftaler med 'Gecko Travel'.

Nå, men resten af turen gik problemfrit og førte gennem nogle smukke bjerglandskaber, og den eneste usædvanlige episode var en ti minutter lang regnbyge. Det er første gang siden Costa Rica, at jeg har været udsat for den slags.

Copan Ruinas er en lille by i Honduras, hvis berømmelse skyldes de nærliggende Maya-ruiner, der er blandt de mest spektakulære i regionen, så dem måtte jeg selvfølgelig ud og besøge. Jeg spenderede endda en lokal guide, der talte i timevis om fordums konger som '18. kanin', 'rygende jaguar' og 'første morgengry'. Den slags bliver hurtigt 'information overload', og tankerne ryger på langfart i øst og vest, mens man står og sveder og beder til, at han kunne fatte sig i korthed. Men imponerende var det da.

Mayaernes storhedstid faldt i perioden 250-900 AC, og i den periode fik de bygget tusindvis af byer i det nordlige Mellemamerika, samtidig med at de blev ret gode til astronomi. Men hvad skete der ellers på de 650 år? Vel ikke mere end der skete i Europa i den samme periode. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med, hvordan vores verden har udviklet sig bare de sidste 50 år, og jeg bliver ganske svimmel ved tanken om, hvad de næste 600 år kan tænkes at komme til at bringe. Mon man - om et par tusinde år - vil se tilbage på det tyvende århundrede og synes, at udviklingen dengang nærmest stod fuldstændig stille?

Copan Ruinas er i øvrigt en aldeles herlig lille by med brostensbelagte gader og smukke gamle huse, omgivet af frodige grønne bjerge, som tågebankerne ruller op ad om morgenen, jaget på flugt af solen. Der er noget 'cowboy-agtigt' over området, og de fleste mænd er iført læderstøvler og cowboyhat og færdes enten til hest eller i en stor pickup-truck. Og så har de på bedste vis formået at aflæse behovet hos de, der kommer på besøg, så her er glimrende hoteller, hostels, restauranter og cafeer samt små bureauer, der kan arrangere alt hvad hjertet begærer i form af udflugter, rideture, massage og transport til andre populære destinationer, den slags der gør det hele lidt nemmere og behageligere. Det er jo den samme evne de (i endnu højere grad) har i Sydøstasien, mens afrikanerne nok aldrig får det lært. Og - næsten det allerbedste - musiksvøben fra El Salvador er aftaget betydeligt. Her spiller de primært mere udholdelig musik og sædvanligvis ikke højere end at man kan føre en normal samtale - eller gennemføre normal tankevirksomhed.

Det bør vel i øvrigt for god ordens skyld understreges, at den slags steder som oftest er lidt kunstige i forhold til resten af landet, en slags små oaser anbefalet af Lonely Planet, hvor der serveres mad af internationalt tilsnit (med engelske oversættelser på menukortene) og hvor man møder masser af andre rejsende, så hvis man vil have et ordentligt indtryk af et land, så er man nødt til også at bevæge sig væk fra den slags steder. Det nåede jeg så ikke for Honduras vedkommende, men det er jo nok ikke sidste gang jeg kommer tilbage til Mellemamerika, og så fortjener Honduras et lidt grundigere besøg. Honduras blev i øvrigt mit land nr. 114.

Mit hyggelige hostel i Copan Ruinas

I Copan fandt jeg ud af, at jeg havde fået en hel del myggestik (må være sket nede ved Coatepeque-søen), specielt på anklerne, som efterfølgende har været ret så kløende. Det kom noget bag på mig, for myggene plejer ellers aldrig så meget som at røre mig, hvorfor jeg da heller ikke er det mindste påpasselig og aldrig bruger myggespray og den slags. Åbenbart er jeg ikke helt usårlig. Øv, hvad bliver mon det næste, måske jeg også skal til at bruge solcreme? Og passe på med indtagelse af salat og isterninger?

Turen til Antigua i Guatemala gik nemt, om end ikke helt uden drama. En af deltagerne var en meget hippieagtig fyr, hvis håndbagage bestod af en bærepose fyldt med dåseøller, som han metodisk gik i gang med at konsumere straks efter vores afgang. Snart måtte vi holde, fordi han skulle tisse, og efter noget tid begyndte han at tale højt på et temmelig vrøvlet spansk. Næste gang han skulle træde af kunne han ikke holde balancen, men faldt forover og knaldede hovedet lige nede i jorden, med nogle ordentlige hudafskrabninger til følge, hvilket i det mindste lukkede munden på ham et stykke tid. Hvor patetisk. Godt man kan nyde alkohol uden at det udarter på den måde.

Antiguas berømte 'Arco', med vulkanen Agua i baggrunden

Antigua er en by, som jeg bliver mere og mere glad for hver gang jeg besøger den og som efterhånden er nået op på niveau med Kathmandu i toppen af min liste over yndlingsbyer. Begge byer er udmærkede eksempler på de før nævnte 'oaser', hvor alt kan lade sig gøre, og begge steder har det mest vidunderlige klima om vinteren, når det er værst hjemme i Danmark. Men dermed holder ligheden også op. Mens Katmandu er et kulturelt bombardement af alle sanser og i øvrigt er en larmende og forurenet storby, så er Antigua en stille og rolig provinsby med brostensgader og de smukkeste gamle huse og kirker i en skønsom blanding af nænsom restaurering og malerisk forfald, omgivet af palmer og bougainvillea og med udsigt til de flotteste vulkaner. Reklameskilte er forbudt og ingen huse er på mere end fire etager. I Antigua er det æstetikken, der er i højsædet, og det er den rene balsam for nethinderne at gå rundt i gaderne og falde ind i de smukke gårdhaver og sidde under en parasol i 22 graders varme og nyde en kølig drink, uden at være tvangsindlagt til gungrende diskomusik og dominerende TV-apparater, der viser nonstop talkshows og spansk fodbold. Hvilket man dog i øvrigt også godt kan få, hvis man aktivt opsøger det, alt er muligt her, men som hovedregel slipper man, og det har jeg det ret godt med.

Så hvis den gamle sure mand alligevel skal prøve at finde en slange i paradiset, så skulle det da lige være de mange amerikanske turister. Er der nogen der kan forklare mig, hvorfor så mange amerikanere taler så pokkers højt? Selv når de taler til hinanden i en lille sluttet kreds lyder det ofte som om de henvender sig til en større sal med hundredevis af tilhørere.

I aften kommer Lisa og gør mig selskab de sidste par uger. Det skal blive ganske rart med en rejsemakker til en afveksling, for ikke at tale om det behagelige faktum, at hun har lovet at medbringe nye forsyninger af så vitale ting som bøger, lakrids og kakuroer.

Håber I alle har det godt og ikke lider for meget under den kulde, som jeg kan se har ramt Danmark på det sidste.

 

Sendt d. 25. januar 2013 fra Antigua i Guatemala

Udsigt over den skønne Lago de Atitlan

Så er jeg - for tredje gang på denne rejse - tilbage i dejlige Antigua, og denne gang er det desværre ved at være sidste udkald, idet turen om få dage går tilbage mod det kolde Nord (hvor det dog - meget godt timet - ser ud til at frosten slipper sit greb netop som jeg vender tilbage).

I mellemtiden har vi været rundt i landet og besøge en række pragtfulde steder, hvoraf nogle har været nye og andre har været dejlige gensyn - nogle endda for tredje gang for mit vedkommende. En palette af oplevelser, der har medvirket til at cementere min opfattelse af Guatemala som et af verdens absolut bedste rejselande. Variationen er enorm, såvel kulturelt som geografisk, det er relativt nemt at komme rundt, vejret er pragtfuldt og priserne svinger mellem at være to og tre gange lavere end i Danmark.

Det farverige søndagsmarked i Chichicastenango

Vi startede med et par dage i Antigua, hvor man altid kan finde noget nyt at falde i svime over. Om ikke andet så en ny pragtfuld gårdhave-restaurant hver gang sulten eller tørsten melder sig. Eller en ny samling maleriske ruiner, der fortæller om byens storhedstid for 4-600 år siden, hvor de spanske kolonisatorer gjorde den til hovedstad for det daværende Guatemala, der omfattede det meste af det nuværende Mellemamerika (minus Panama) plus den sydlige del af Mexico. Vi brugte også en halv dag på en udflugt til en nærliggende kaffeplantage, hvor vi fik en grundig og interessant gennemgang af alle de mange processer, der udgør vejen fra kaffeplanten til en god kop kaffe.

Derfra videre til Atitlan-søen, en stor og dyb sø, der ligger i et gammelt vulkankrater, omgivet af stejle bjergsider og flankeret af hele tre flotte vulkaner. Hvis Coatepeque-søen i El Salvador er blandt verdens ti smukkeste søer, så må Atitlan ligge blandt de øverste fem på listen. Her fik jeg opfyldt en drøm, som jeg har haft i snart en del år, nemlig at tilbringe nogle dage på 'Casa del Mundo', et hotel, der i Lonely Planet omtales som et af de smukkeste i Guatemala. Hotellets hovedbygning og restaurant - samt den halve snes små huse, som man kan indlogere sig i - ligger klinet op ad en høj og stejl bjergvæg, hvortil man kun kan komme med båd - eller via en smal og snoet bjergsti.

Hotellet skuffede da heller ikke. Bygningernes indre var en fryd for øjet, men også de omgivende små haver, for ikke at tale om de fantastiske udsigter, var en kilde til konstant fryd. Og som gammel jyde kan man naturligvis heller ikke undlade at begejstres over, at man kan leve i så smukke omgivelser og med helpension (plus øl, vin, vand og kaffe i rigelige mængder) samt tøjvask og kajakleje for 500 kr pr person pr dag.

På tilbagevejen tilbragte vi et par dage i byen Panajachel, der i sig selv ikke er videre interessant, men vi boede på et hotel med stor altan, hvorfra der var en flot udsigt over søen. Desuden tog vi på en halvdagstur ud til en nærliggende landsby (på ladet af en pickup-truck), hvor indtrykket var meget lokalt og indianerkvinderne var klædt i de smukkeste dragter.

Næste stop var en højtliggende by med det ikke særligt mundrette navn Chichicastenango. Ved ankomsten lørdag middag virkede byen både kold, grim og kedelig, men det ændrede sig heldigvis markant om søndagen, som er den ugentlige markedsdag, hvor byen omdannes til et gigantisk orgie af farver og lyde og andre sanseindtryk, når beboere fra nær og fjern (af overvejende indiansk herkomst) samles i byen for at sælge deres farverige produkter. Krydret med diverse religiøse optog blev det til noget af et sansebombardement, og kameraets aftrækkerfinger stod ikke stille mange sekunder af gangen.

Turen tilbage til Antigua burde have været en nem lille to timers sag, men skæbnen ville, at et stort jordskred havde blokeret Panamerican Highway, så vi kom til at sidde og vente 2-3 timer ekstra. Faktisk var det lidt rystende, eftersom vi var blandt de forreste 15 biler i køen, så hvis vi havde taget bare få minutter tidligere af sted kunne vi meget vel være endt i bunden af en meget stor bunke jord.

Dos Mundos Resort ved Monterrico på stillehavskysten

Dernæst lige en halv dag i Antigua, der lidt er som 'verdens navle' på disse kanter, hvorefter turen næste morgen gik ud til den lille by Monterrico ved Stillehavskysten, ikke langt fra grænsen til El Salvador. For få år siden bare en fiskerlandsby, men så fik folk fra Antigua og Guatemala City lyst til at tage til stranden i weekenden, og snart var der bygget en masse overnatningssteder i alskens kategorier fra små simple hostels til store luksuriøse ressorts med smukke bungalows, dejlige haver med palmer, farverige blomster, sommerfugle og kolibrier, swimmingpools, strandbarer og gode restauranter samt direkte adgang til den brede strand, hvor de store bølger fra Stillehavet brager ind mod kysten.

På sådan et sted tilbragte vi tre dage, og det er jo unægtelig en hel anden side af Guatemala. Og lige noget for mig med blå himmel, dagtemperaturer oppe i begyndelsen af trediverne (ikke under 24 om natten) og en frisk vind ind fra havet til at køle kroppen (og holde myggene lidt på afstand). Ud over at dase i liggestolene med en drink og en bog gik vi ture langs stranden og var på morgen-sejltur i et nærliggende kanalsystem med mangrove og en masse smukke fugle samt en fantastisk udsigt tilbage mod vulkanerne oppe i højlandet, der - trods en afstand på 50-100 km - stod knivskarpt mod den sart oplyste morgenhimmel. Og så går der jo også tid med at beundre de mange flokke af pelikaner, der - i imponerende formationer - flyver lavt hen over os. Og fotografere smukke solnedgange - og fuldmånen bag dovent duvende palmer. Samt spise seafood og drikke kølig hvidvin og pina coladaer og alskens eksotiske drinks. Livets ulidelige lethed på luksusklasse.

Det er faktisk lige før jeg ikke kan finde på noget som helst at brokke mig over, ikke noget nyt i hvert fald. Der er selvfølgelig stadig højtråbende amerikanere ind i mellem og stadig irriterende musik på steder, hvor det ville have været fantastisk bare at lytte til bølgerne og vindens susen i palmerne, men det får man desværre sjældent lov til. Efter mange år med passiv rygning bliver den næste store hurdle at få gjort noget ved 'passiv lytning'. Gad vide om det bliver i min levetid?

Og ingen nye problemer med hverken mave eller myg, ikke for mit vedkommende i det mindste. Lisa derimod har måttet indkassere snesevis af myggestik, så hendes hud snart ligner månens overflade. Og til overflod blev hun overfaldet af en stor kakerlak, der pludselig sprang ned i hendes seng fra det høje palmebladstag i vores bungalow. Nogle er åbenbart mere udsatte end andre.

Forfatteren på vej op på Chacaltaya-vulkanen, med et par af de andre vulkaner i baggrunden

 

Sendt d. 3. februar 2013 fra Frederiksberg

Lige et sidste lille pip fra mig, her fem dage efter min hjemkomst fra en herlig Mellemamerikansk rundrejse, og hvor jeg vist endelig er ved at komme mig over mit jetlag.

De sidste par dage i og omkring Antigua var vi velsignet med det mest fantastiske vejr, og vi udnyttede tiden godt. Ud over endnu nogle slentreture rundt i den dejlige by (og lidt afsluttende powershopping (mest Lisa)) var vi på to vellykkede halvdagsudflugter.

Lørdag besteg vi Pacaya, som er den mest aktive af Guatemalas fire aktive vulkaner. Dvs. på nær nogle få hundrede meter, idet det øverste stykke er afspærret af sikkerhedshensyn. Fantastiske udsigter, såvel til den rygende top som til de andre nærliggende vulkaner (Aqua, Fuego (også aktiv) og Acatenango). På turens første tredjedel blev vi forfulgt af nogle lokale med heste, der øjnede en chance for, at vi ville bryde sammen undervejs, idet vi tydeligvis var et par generationer ældre end det meste af resten af gruppen. "Taxi, taxi" råbte de hele tiden, men efter nogen tid opgav de heldigvis, og på resten af turen var der fred og ro (på nær nogle hunde, der fulgte os i hælene i håb om at få en bid af den medbragte morgensandwich).

Indianerkvinder i landsbyen Santa Maria de Jesús

Og søndag var vi (mens I andre spildte tiden på en åbenbart noget deprimerende håndboldfinale) på en tur rundt og besøge nogle mindre landsbyer i Antiguas omegn, hvor vi - ud over nogle flotte udsigter - bl.a. så et farverigt søndagsmarked, et jadeværksted og et væveri, hvor de fremstillede de farverige klædninger, der er en vigtig del af kvindernes traditionelle påklædning på disse kanter. I Guatemala er der jo stadig rigtig mange efterkommere af den oprindelige befolkning (Mayaerne), faktisk op mod halvdelen af indbyggerne, modsat f.eks. i Costa Rica, hvor de stort set blev udryddet.

Hjemturen var lang og besværlig. Der kan siges meget godt om Mellemamerika som rejsemål, men flyforbindelserne er dyre og langsommelige og involverer som oftest flyskift i både USA og Europa (i vores tilfælde Miami og London). Det blev så heller ikke bedre af, at det første fly var 3-4 timer forsinket, så de følgende fly måtte ombookes, men bortset fra det, så gik resten af turen heldigvis glat.

Kære, ikke?

 

 
 
Share this