Bolama, den glemte hovedstad


Henrik Schumachers billede
2016 mar

For mange år siden læste jeg en artikel om Bolama, Guinea-Bissaus tidligere hovedstad. Forfatteren beskrev på fascinerende vis Bolama som en by, der har haft sin storhedstid og nu er overladt til sit forfald. Efter at have læst artiklen var jeg fast besluttet på, at hvis jeg nogensinde skulle lægge vejen forbi Guinea-Bissau, så skulle jeg besøge Bolama. Og det fik jeg faktisk lejlighed til, da min ven Henrik Fastergaard og jeg tog på en cykeltur hele vejen fra Dakar i Senegal til Conakry i Guinea.

Guvenørens efterladte bygning.

Fotos: Henrik Schumacher & Henrik Fastergaard

Byen Bolama ligger på en ø af samme navn. Den er en af de mange grønne øer, der udgør den vidunderlige øgruppe Arquipélago dos Bijagós tæt på  fastlandet. Selvom øgruppen byder på nærmest uberørte strande og fremragende muligheder for sportsfiskeri, så besøger kun få rejsende denne naturperle.

Da vi ankom til Bissau, den nuværende og ikke særlig inspirerende hovedstad, undersøgte vi straks mulighederne for at komme til øen Bolama. Den eneste færge lå i havn med motorskade, og det har den helt sikkert gjort i rigtig lang tid, men vi fik at vide, at der sejler en piroge til Bolama to til tre gange om ugen fra fiskerihavnen.

Næste morgen mødte vi op i god tid for at sikre os to pladser til os plus cyklerne. Den store piroge havde plads til ca. 40-50 personer, masser af alle slags dyr, madvarer til hele øen, et tag mod solen og til let bagage, men intet toilet.

Efter at flere piroger er sunket, og i alt 84 personer druknet, så skal alle passagerer registreres, og inden ombordstigning får alle udleveret en redningsvest. Overfarten tog næsten fire timer, hvor alle måtte sidde på et bræt uden ryglæn og håbe, at den lille motor med 40 hk kunne klare mosten.

Ankomsten til Bolama er ugens store begivenhed. Kajen myldrer med mennesker, og vi blev flere gange budt velkommen. På cykelturen op ad den hullede hovedgade passerede vi mange flotte gamle koloniale bygninger. De var med sikkerhed ikke vedligeholdt siden portugiserne forlod byen i 1973 –året hvor Guinea-Bissau blev en selvstændig stat.

Et mekka for urban explorers

Byen vækker en vis fascination. På den ene side de forfaldne og for det meste forladte bygninger i en tidligere velfungerende hovedstad med regeringsbygninger, nationalbank, et hospital, et meteorologisk institut, store villaer, flotte pladser, parker, et stort friluftsbad, et Grand Hotel med kasino og strandpromenade, alléer – og gudhjælpemig lige uden for byen en international lufthavn, som nu er overladt til naturen. På den anden side den forholdsvis levende by med masser af mennesker, som bor i lerhytter uden vinduer blandt ruiner.

Den sidste film blev vist for otte år siden, dengang der var strøm i byen.

Sent på eftermiddagen, når varmen er til at holde ud igen, går vi på opdagelse. Vores første fotostop bliver det tidligere hospital. Der er kun stålkonstruktionen, en veranda og enkelte mure med hvide fliser tilbage. Gulvet er fyldt med gedelort, og naturen er ved at overtage hele bygningen, så det ligner et af templerne i Cambodia.

En ældre dame viser os, hvor lægerne og sygeplejerskerne boede i den tilhørende park og fortæller os, at det har været et hospital af høj standard.

Bag guvernørbygningen dyrker et hold piger motion på guvernørens gamle tennisbane. Der er ingen hegn, advarsels- eller forbudtskilt, så vi bevæger os frit rundt i den store bygning med højt til loftet, flotte portugisiske fliser, tunge trædøre og igen masser af gedelort.

Selvom alle rum er rippet for møbler og taget delvist faldet sammen, kan man sagtens fornemme det fine liv, guvernøren har ført her. Med en flot baghave og facade lige ud til den store centrale plads med smukke villaer, nationalbanken og en kirke.

Pladsen bliver stadigvæk flittig benyttet – mest af unge, der mødes efter skole til en sludder eller leg. Vi sætter os på en af de nyere grimme betonbænke, og diskuterer om det kunne være en idé at restaurere hele byen som ulandshjælp. Måske kunne nogle landskabsarkitektstuderende med hjælp fra de lokale have lyst til at genskabe de flotte parker og pladser? Vi når ikke at diskutere vores idé færdig, da en flok unge piger, som gerne vil fotograferes, ønsker lidt opmærksomhed.

De lokale piger laver sjov og ballade for fotograferne.

Efter denne meget underholdende fotosession slentrer vi videre gennem byen. Forbi den nedlagte flotte biograf i afrikansk art deco-stil, det forfaldne Grand Hotel, resterne af nationalbanken, den tidligere brandstation og ned mod havnen, hvor vi har forudbestilt aftensmad hos en barmutter.

Naturen har overtaget resterne af denne bygning.

Menuen består af en lidt kedelig pastaret uden spor af friske ingredienser og en halvvarm cola. På vej til vores lille spartanske hotel er vi meget glade for at have medbragt pandelamper – der er nemlig ingen strøm i hele byen, og sådan har det været i flere år. Vi kommer forbi en skole, hvor et kor øver sig i smukke sange i skær af stearinlys, mens himlen byder på milliarder af stjerner, der blinker om kap og folk hyggesnakker på gaden og foran husene. En meget speciel og vidunderlig stemning i den mørkelagte by.

Bolama havde været ubeboet, indtil britiske kolonister i perioden 1792-94 og igen i 1814 forsøgte at kolonisere øen, men det lykkedes ikke. I 1870 blev øen tildelt Portugal af en kommission ledet af USA’s daværende præsident Ulysses S. Grant. Fra 1879-1941 var Bolama hovedstad for Portugisisk-Guinea eller Guinea-Bissau, som det hedder i dag. Portugiserne flyttede hovedstaden til Bissau, da det blev svært at opretholde en tilstrækkelig forsyning med ferskvand til øens 10.000 indbyggere. 

Turistpotentiale

Den sidste dag cyklede vi ud af byen gennem cashewplantager og ud til øens smukkeste strand. Portugiserne havde i sin tid bygget et Grand Hotel med et kasino og en strandpromenade. I dag har naturen overtaget resterne af hotellet, og vi møder kun et par køer og en håndfuld nøgne unger, der leger på stranden.

En stor, bred oval trappe, enkelte murrester, samt et vandtårn vidner om hotellets tidligere storhedstid. Det kunne tænkes, at mange af gæsterne var sydeuropæere på vej til Sydamerika, da Bolama blev flittigt benyttet som stopover for passagerfly inden det store hop over Atlanterhavet.

Det er yderst sjældent, at rejsende lægger vejen forbi Bolama, og infrastruktur til turister er også nærmest ikkeeksisterende. Fx er der hverken restauranter eller caféer, selvom der ville være et stort potentiale set med vores øjne. Men øens indbyggere er meget fattige og har helt sikkert andre prioriteter end at drikke cafe latte på en af pladserne.

Vandtårnet er en af de bedst bevarede bygninger i Bolama.

Vi mødte en tidligere professionel basketballspiller, som var flyttet tilbage til Bolama, der var hans hjemby. Han havde renoveret sit barndomshus, åbnet en købmandsforretning og var parat til at investere yderligere i byen – bl.a. en bar nede ved havnen og måske en restaurant. Han kunne godt se potentialet i byen som turistmål for urban explorers, backpackere eller NGO-ansatte, som trænger til lidt ferie eller bare en oplevelse ud over det sædvanlige. Det kræver dog en ordenlig færgeforbindelse og en lokalregering, der ikke er korrupt, som han sagde med et smil på læben
.

 

Faktabox

Kost & logi: Der findes to overnatningsmuligheder, et lille hotel i byen og ét tæt på havnen. Der er ingen restauranter, så enten kan man købe ind på det lille marked eller spørge i byen, om nogen har lyst til at lave mad for en.
 
 
Share this