I Guineas højland


Per Allan Jensens billede
Per Allan Jensens billede
 
2012 mar

Årstallet er 2005, og jeg er på min første længere rejse i Vestafrika. Jeg er på vej gennem Guineas højland, og hele dagen er gået med at skifte hjul et utal af gange, så vi er langt bagefter tidsplanen. Jeg sidder og fantaserer om et pænt hotel med nogenlunde civiliserede forhold, da vi omkring kl. 19 kører ind i en lille støvet og dunkel landsby, og chaufføren begejstret udbryder: "Alors, ici".

Det er åbenbart hertil, vores sidste hjul er sendt, og så snart det er lappet, skal vi videre, mener chaufføren. Det varer en times tid, og skal vi så videre? spørger jeg.

Bestemt ja, svarer chaufføren, men så opstår der en højrøstet diskussion med nogle af de andre passagerer, der mener, det er for farligt at begive sig af sted ad mørke veje med en træt chauffør. Det er strengt taget et særdeles fornuftigt (og for regionen lidt overraskende) synspunkt, men jeg synes bare, at hvis det nu vitterligt kun drejer sig om en kort køretur til endemålet, så lad os da komme af sted. Og hvad er alternativerne i denne deprimerende flække?

Hvor er hotellet?

Afgørelsen synes dog at være taget af et stort flertal: "Nous restons ici!" Jeg ser mit civiliserede natlogi forsvinde som en bristet sæbeboble og spørger, lidt fortvivlet og meget dumt: "Ou est l'hôtel?" Det giver anledning til en del moro og en lakonisk oplysning om, at der aldeles ikke er noget hotel, men at jeg jo kan lægge mig ved siden af alle de andre, der allerede har rullet deres bedetæpper ud under et lille halvtag, der rager ud fra et hus. Der ligger godt nok også en hel del køer (samt en del af deres efterladenskaber), men indrømmet, der kunne godt blive plads til en til. Der er så bare lige det lille problem, at jeg ikke har noget bedetæppe, og moskitonettet kan heller ikke hænges op der. Desuden er jeg ekstremt svedig, beskidt, tørstig, sulten og toilettrængende. Er disse mennesker da helt anderledes indrettet? Jeg har ikke set nogen af dem spise, drikke eller forrette nødtørft i 13-14 timer, og nu falder de bare om på et tyndt tæppe og lægger sig til at sove.

Jeg er ganske tæt på at miste besindelsen nu og prøver på mit mangelfulde fransk at forklare, at jeg altså bliver nødt til at have en madras et sted, hvor mit moskito-net kan hænges op. En af dem ryster overbærende på hovedet og tager mig med ind i huset, hvor han til sidst finder en lille bambusseng med en tynd madras på og med en passende højde til loftet oven over.

Mange tak, siger jeg, og hvad så med toilettet? En ung pige viser mig let fnisende ud i baghaven, hvor der vokser nogle store planter, som jeg er velkommen til at gøde, og så overlader hun mig en tepotte med vand og forsvinder (i det mindste). Bagefter sætter jeg mig på en lille skammel ved siden af mit natteleje og indtager et par chokoladekiks og en halv liter vand, og det var så aftenens festmåltid.
 

Mit ydmyge natlogi.

Jeg affører mig alt undtagen underbukser og pandelampe og kravler ind under moskitonettet og forsøger at få dette til at slutte nogenlunde tæt. Mine bestræbelser følges på nært hold – indiskret nært, synes jeg – af et par unger, der livligt kommenterer slagets gang. Jeg hører blandt andet ordet "television" og frygter, at dette efter deres mening er lige så sjovt som at se tv. Møgunger!

Endelig får jeg mig indrettet så nogenlunde i min lagenpose og med mit tynde tæppe inden for rækkevidde, hvis nu det vidunderlige skulle indtræffe, at temperaturen falder i nattens løb. Og så ville det være rart at få slukket den kraftige pære i loftet, men det er jo nok for meget forlangt, og det lykkes mig da også at falde i søvn alligevel.

Kl. 1 vågner jeg ved en uimodståelig trang til atter at gøde baghavens planter, så jeg tager tæppet om overkroppen og lister mig ud i pandelampens skær. Den næsten fulde måne lyser smukt ned over mine gerninger, og snart ligger jeg atter på mit hårde leje. I mellemtiden er der imidlertid sket det, at to personer har sat sig til at spille et eller andet spil, der går ud på – cirka en gang hvert fjerde sekund – at knalde en terning ned i en glasplade. Jeg prøver at negligere det, men det er helt umuligt, hvorefter jeg lidt halvsurt siger, at jeg faktisk godt kunne tænke mig at sove, hvilket får dem til at bryde ud i hjertelig latter. Deres larm suppleres af ankommende og afgående biler, der dytter og gasser op, folk der råber til hinanden (det er faktisk sjældent folk taler sammen med normal stemmeføring), spædbørn der græder, og hunde der gør. Alligevel lykkes det omsider at falde i søvn igen, indtil jeg brat rives ud af mine drømme af en, der rusker i mig og siger, at nu skal vi altså af sted.

Chaufføren har ganske vist haft lejlighed til at hvile, men det er stadig mørkt som i graven, og hvad pokker skal vi i Labé kl. 5 om morgenen? Jeg begynder pludselig at få en mistanke om, at det ikke bare drejer sig om et kvarters kørsel, men at det var afstanden til denne her landsby, chaufføren talte om i går aftes. Jeg får lynhurtigt pakket, men er alligevel den sidste ved bilen, de andre skal jo bare lige rulle deres bedetæpper sammen.

 
 
Share this