På cykel gennem Haiti året efter jordskælvet: Kolera, dårlige veje og valgkamp


Henrik Schumachers billede
2011 dec

”Hvor skal du hen?” spurgte den dominikanske grænsebetjent. ”Hvor tror du selv, jeg skal hen, hvis jeg står ved grænsen mellem to lande?” svarede jeg i tankerne, men i stedet kom et let spørgende ”Haiti?” over mine læber. Han kiggede på min cykel og så lidt forvirret på mig. ”Jamen, hvad skal du i Haiti?” ”Hmm, cykle?” svarede jeg.

Dårlige veje i Haiti er der nok af. Nogen gange hjalp nogle børn mig med at trække cyklen op ad bakken.

En uforståelig hovedrysten blev efterfulgt af umisforståelige tegn på at jeg skulle følge efter ham ind på kontoret. Inde på kontoret blev mit pas undersøgt grundigt, og billedet sammenlignet med en række vestligt udseende forbrydere. Jeg skulle forklare, hvorfor jeg frivilligt ville cykle rundt i et land som Haiti. Efter ca. en time fik jeg mit udrejsestempel, og alle ønskede mig held og lykke med rejsen. Jeg sagde farvel til min rejsemakker Henrik og aftalte, at vi skulle mødes igen senest om en uge oppe ved den nordlige af de tre grænseovergange mellem Haiti og Den Dominikanske Republik.

Henrik og jeg havde valgt at forkorte den lange og kolde vinter i Danmark ved at cykle fem uger på øen La Hispaniola i Caribien. Vi begyndte i Puerto Plata på nordkysten af Den Dominikanske Republik, cyklede sydpå til hovedstaden Santo Domingo og videre vestpå til grænsebyen Elias Piña.

Floderne kan bruges til mange ting. Billedet kunne sagtens være taget i Afrika.

Planen var at cykle lidt rundt i Haiti, nu vi var på de kanter, men jo flere folk vi spurgte om den aktuelle situation i Haiti, jo mere tvivlede vi på, om det nu var en god ide. Kriminaliteten, kidnapninger, ødelæggelserne efter sidste års jordskælv, fattigdommen og ikke mindst koleraepidemien med over 267.000 tilfælde og 4.750 døde gav os grund nok til at genoverveje vores plan. I Santo Domingo mødtes vi med en af mine tidligere kollegaer, som netop arbejdede for Røde Kors i Haiti. Han advarede os kraftigt mod at tage til Haiti, men han kendte mig godt nok til at vide, at han ikke kunne afholde mig fra planen og instruerede os i stedet om, hvordan vi kunne undgå kolerasmitte. Henrik var tidligere blevet overfaldet to gange og ville hellere vandre lidt i bjergene omkring Caribiens højeste bjerg Pico Duarte. Jeg savnede lidt spænding i cykelhverdagen og besluttede mig derfor for at tage alene til Haiti. 

Grænsen mellem den 2. og 3. verden

Haiti har tidligere været et af de rigeste lande i Caribien.

Selve grænseovergangen bestod af en stor metalport med en lille dør. Da jeg trådte gennem døren, var det som at træde ind i en helt anden verden - den 3. verden! Det pure Afrika i Caribien. Et fascinerende kulturchok. Fra asfalt til grusvej, fra høj salsamusik til stilhed, fra mulatter til sorte mennesker, fra biler til æselkærrer, fra spansk til haitiansk-fransk. Jeg havde aldrig oplevet, at to nabolande kunne være så forskellige på nærmest alle områder, bortset fra vejret.

Mit første problem var at finde en grænsebetjent eller lignende, som kunne give mig et indrejsestempel. ”Der kommer ingen denne vej, så hvis du vil have et stempel, så tag til Port-au-Prince. Bon voyage et bonne chance,” forlød det. Ja, tak, skal du ha’, men det var ikke lige min plan at cykle en stor omvej til Haitis hovedstad for at få et stempel i passet.

Et af de uforglemmelige øjeblikke på en sådan rejse, da de to søde piger spurgte, om de måtte røre ved min hvide hud. 

Det var efterhånden blevet middagstid, temperaturen pænt oppe i +30˚C, og der lå et godt stykke vej foran mig.  Heldigvis havde jeg fyldt min fem liters vandsæk dagen før og købt noget tørfoder i form af kiks og Snickers på den anden side af grænsen.

Vejen bestod af knytnæve store løse sten på en sandede undergrund i et kuperet terræn med stigninger på op til 10 % og en mindre flod, der skulle krydses ca. hver anden kilometer. Bortset fra mudder og sand, så er det nok den værste slags vej, man kan byde en cyklist på. Velkommen til Haiti! Det var nærmest umuligt at cykle, flere gange væltede jeg med cyklen og med alt det sand, støv, cykelkædeolie og blødende sår jeg var smurt ind i, så kunne jeg sagtens have deltaget i aftens voodoo-show.

Sygeplejersken i sit element

”Mission possible”: 16 mennesker, en cykel og masser af bagage. 

Ved solnedgang nåede jeg frem til Lascahobas, hvor jeg indlogerede mig på det eneste hotel i området. Fuldstændig smadret fra dagens etape og de første indtryk af landet, bad jeg de ansatte om at skaffe noget mad og et par øller. I mellemtiden tog jeg et velfortjent bad i mørket og inspicerede mine sår med min pandelampe. Efter aftensmaden gik jeg i gang med at rense mine sår på anklen med en neglebørste. De var både inficeret og smurt ind i olie fra kæden. Øl ind for oven og skrubbe olien ud for neden på skift indtil sygeplejersken, altså mig, var tilfreds med resultatet. Resten af aftenen sad jeg foran hotellet og sugede aftenstemningen i den mørkelagte by i mig. Cykelcomputeren viste 38 km på 8 timer i sadelen, så det siger lidt om vejforholdene.

Den næste dag begyndte med en 7 km lang stigning på blød asfalt, doneret af EU. Det var søndag, der var næsten ingen trafik, og folk hilste, vinkede eller smilte til mig, mens de var på vej i kirke i deres bedste søndagstøj. Solen skinnede, og medvinden skubbede mig ud ad landevejen. En dejlig kompensation for gårsdagens strabadser. Ved et vejkryds måtte jeg vinke farvel til asfalten og nøjes med en støvet grusvej. De næste par timer cyklede jeg op til et stort vandreservoir i 1000 meters højde.

På toppen var min krop ved at kapitulere, den råbte efter energi. Jeg glemte alt om forholdsreglerne angående kolera og stoppede ved den næstbedste gaderestaurant. Madmutteren var godt i gang med at rense fisk med noget flodvand fra en stor oliedunk, inden hun lagde den direkte på de glødende kul. Føj, hvor den stank! Jeg valgte noget indbagt og friturestegt kød og en velfortjent kold cola.

Et smukt område med vandreservoir i det centrale Haiti i ca. 1000 meters højde. 

”Er du gift?” spurgte hun efter at have observeret mig i et stykke tid.

”Øm, nej, hvorfor?”

”Så tag mig, jeg kan lave mad, har de børn, jeg skal have og ejer denne restaurant.”

”Tak for tilbuddet, men jeg tror lige, jeg trænger til lidt betænkningstid,” svarede jeg.

 Time to go.

 

Pengesedler siger meget om landets tilstand.

FN-tropper og nødhjælp overalt

Hver eneste by, lige meget hvor stor eller lille den var, havde op til flere forskellige projekter kørende eller planer om at starte. Det siges, at der er op til 700 forskellige hjælpeorganisationer i landet. Desuden har FN-tropper siden 2004 patruljeret i kampvogne eller med kampklædte soldater i skudsikre veste og med deres blå hjelme på lastvogne overalt i landet. Jeg hilste pænt, mens de rystede på hovedet eller smågrinede, da de så mig komme cyklende.

Sent på eftermiddagen, efter næsten 100 km og ondt i røven, trillede jeg gennem Hinché, en større by, på udkig efter et passende hotel. Men 40 USD for et meget enkelt værelse i det fattigste land i den vestlige hemisfære syntes jeg var i overkanten. ”Det er prisen, monsieur, desværre,” lød beskeden.

Næste dag besluttede jeg mig for at tage en pickup til Cap-Haitién på nordkysten, dels fordi jeg var ved at løbe tør for kontanter, men især af hensyn til min cykel. Vejen derop skulle være lige så dårlig som på den første dag, og det ville jeg ikke tilbyde min gamle dame. Vi har rejst sammen på alle cykelbare kontinenter, og hun har aldrig ladet mig i stikken. Så derfor skulle hun ikke maltrakteres mere end nødvendigt.

”The less people own, the more they smile”

I vores pickup talte jeg 16 passagerer plus cykel, plus dyr, plus masser af bagage og varer til diverse købmænd undervejs. Jeg tænkte på, hvordan folk herhjemme ville forholde sig, hvis en HT-bus med ca. 200 passagerer kørte 90 km offroad i 30˚C og uden klimaanlæg i 8 timer med korte pauser. Ville de også synge så smukt, som haitianerne, sludre med hinanden, grine, smile eller sove og savle som medpassageren ved siden af mig?  Man må altid forsøge at få det bedste ud af den situation, man befinder sig i. Det er fascinerende at se disse folk – som er så hårdt ramt af naturkatastrofer som jordskælv og orkaner, kolera, fattigdom og flere diktatorer gennem tiden – stadig gå med rettet ryg og med overskud til et tilfreds smil på læberne.        

Da vi kørte ind til Cap-Haitién havnede vi midt i den hede fase i landets valgkamp. Det var det rene kaos; folk løb skrigende omkring, mens to rivaliserende grupper kastede sten fra hver sin side af vejen. Midt i dette kaos valgte vores ellers flinke chauffør at smide os ud. Hvabehar!? Der var ingen diskussion; han ville ikke have ødelagt sit – i forvejen meget ramponerede –  levebrød. Punktum! Ud! Nu! Jeg prøvede at ignorere det, der foregik omkring mig, satte mine cykeltasker på bagagebæreren og cyklede mellem bilerne ind mod byen. Jeg har tidligere oplevet stenkast, i både Asien og Sydamerika. Man føler sig enormt magtesløs og udsat for andres forgodtbefindende.

Helskindet og uden skader på cyklen fandt jeg en fransk café, drak en velfortjent café au lait og nød udsigten til Det Caribiske Hav, mens valgkampen fortsatte i sikker afstand.

Et resort i Haiti og tilbage igen

Cap-Haitién er en charmerende havneby med gamle, forfaldne huse fra den franske kolonitid. Få kilometer fra byen ligger Labadee, en smuk bugt med en hvid og ren sandstrand, et afgrænset resort fra omverdenen og kun tilgængeligt  for krydstogtturister. Rederiet Royal Caribbean betaler 6 USD per turist per dag, og så kan man være sikker på, at der ikke kommer nogen haitianere og forstyrrer denne idyl.

Min sidste aften i Haiti skulle fejres med et godt måltid og nogle øller. Jeg valgte en restaurant med terrasse på havnepromenaden. Restauranten var fyldt med nødhjælpsarbejdere, som sad med rygmærker på deres hvide veste og fortalte om deres arbejde i Haiti og rundt omkring i verden. De havde lidt svært ved at forstå, at jeg var cyklet rundt i landet, indtil jeg viste dem min cykel.

Jeg drak alle mine resterende penge op denne hyggelige aften, så jeg fik lidt travlt næste dag med at cykle i et hug til grænsen. Nervøsiteten steg for hver kilometer, jeg nærmede mig grænsen, uden indrejsestempel. Jeg overvejede at krydse over den grønne grænse, men valgte den officielle grænse. Heldigvis var der stor markedsdag, hvor titusindvis af haitianske handlende krydsede grænsen. Jeg trak min cykel gennem dette tumult og kiggede den anden vej, da vi passerede grænsebetjentene. På den dominikanske side spurgte betjentene, hvordan jeg var kommet ind i landet.

”Hmm, fra Haiti!”

De rystede på hovedet, gav mig et indrejsestempel og ønskede mig hjertelig velkommen tilbage.

 

 
 
Share this